Skatteudvalget 2022-23 (2. samling)
SAU Alm.del Bilag 122
Offentligt
Fungerende økonomiminister Stephanie Lose
Skatteminister Jeppe Bruus
Minister for landdistrikter Louise Schack Elholm
21. april 2023
Kære alle tre
Jeg henvender mig til jer vedrørende Vurderingsstyrelsens styresignal for kategorisering af
landbrugsejendomme.
Indledningsvist vil jeg gerne udtrykke stor ros for, at der er taget initiativ til at indkalde forligspartierne bag
ejendomsvurderingsloven fra 2017. Der er behov for, at partierne tager en drøftelse af, om det tilhørende
styresignal for ejendomsvurderinger har fået en utilsigtet og uhensigtsmæssig konsekvens, som står i
kontrast til både statens, regionernes og kommuners mange års indsats for at styrke bosætning i hele
landet senest under overskriften et Danmark i balance.
Økologisk Landsforening har desværre ikke været opmærksom på udarbejdelsen af styresignalet og har
derfor heller ikke fået afgivet høringssvar. Vi er derfor på bagkant med at dele vores syn på dette område
med jer. Men den situation, der er opstået, efter 15.000 ejendomme har fået meddelelse om, at de skifter
status til ejerbolig, er vi nødt til at reagere på idet, vi anser det for meget vigtigt, at I forholder jer til den
uro, der er opstået. For at sætte det lidt i perspektiv, kan vi oplyse, at i 2022 udgjorde
landbrugsejendomme under 10 ha 36,9% af de landbrugsejendomme, der indsender fællesskema til
Landbrugsstyrelsen. Det er således et meget stort antal af Danmarks landbrugsejendomme, der er berørt
af det nye styresignal.
Vi kan udmærket sætte os ind i et ræsonnement, der hedder, at ejendommene skal beskattes efter deres
anvendelse. Med dette som afsæt og den udformning, som styresignalet har fået, overser I imidlertid flere
vigtige forhold, som betyder, at dette ræsonnement ikke holder, når det føres ud i livet.
De små landejendomme i landdistrikterne er helt afgørende for at sikre bosætning på landet. En
bosætning, der er nødvendig for at have et lokalsamfund, som igen er vigtigt for at sikre attraktive
landdistrikter, der potentielt kan tiltrække nye beboere og danne grundlag for aktiviteter og serviceydelser
i landdistrikterne.
De små landejendomme huser i mange tilfælde en produktion i lille skala. Det kan være produktion, der
kun afsættes helt lokalt til venner og bekendte, over stalddøren eller fra vejboder, og det kan være
produktion, der afsættes via gårdbutikker, lokale restauranter eller købmænd. Derudover kan de fungere
som besøgsgårde og skolehaver eller have egen restaurant med egne og lokale produkter.
I mange tilfælde er der et lille dyrehold baseret på græsning. Det kan spille en vigtig rolle for naturplejen,
det fremmer biodiversiteten, som er trængt i Danmark, og det er med til at skabe landdistrikter, som kan