Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del Bilag 43
Offentligt
50 55 02 19
www.danmark.everydaysexism.com
Stealthing bør kriminaliseres
Kære retsudvalg.
26. januar 2023
Det er virkelig glædeligt at se flere partier tage denne sag op, som vi har arbejdet for siden 2017.
Vi vedhæfter oplevelser, vi har fået ind bare fra den seneste uge, hvor vi har skrevet om stealthing. Det bemærkes, at
vi med mellemrum har fået oplevelser ind, og nogle af dem er meget voldsomme, fordi de fx handler om kvinder, der
har fået kønssygdomme, og kvinder, som har gennemgået abort, både kemisk (som ikke alle tåler lige godt) og
kirurgisk – nogle med alvorlige følger.
De oplevelser, vi får ind, varierer i hændelsesforløb – for nogen har brugen af kondom været en klar aftale før samleje,
for andre en indforstået aftale – men fællesnævneren er den samme: ”Stealtheren” har ladet, som om vedkommende
tog kondomet på eller rent faktisk gjort det, mens offeret så på, for efterfølgende at fjerne det igen. Den udtalte eller
indforståede aftale er med andre ord blevet brudt.
Nogen beretter om ikke at være sikre på, hvad der egentlig er sket, hvor det først senere pga. omstændigheder, de
ikke i øjeblikket var opmærksomme på, går op for dem, at der må have været bevidst snyd med at tage kondomet af.
Atter andre beretter om en klar indrømmelse fra ”stealtheren”, men i ingen af de tilfælde, berettes der dog om en
medfølgende undskyldning.
Det er vigtigt for os at understrege, at vi ved, at ofrene i disse sager ikke kun er kvinder, men at dette også er et
overgreb, som rammer mandlige ofre. Fx viser en undersøgelse fra Australien, at for mænd, som har sex med mænd,
svarer 19 %, at de har oplevet at blive udsat for stealthing. En nyere amerikansk undersøgelse viser at 5 % mænd
uanset seksuel orientering har oplevet det.
Bl.a. Tyskland, Schweiz, flere australske delstater, New Zealand, Canada og UK har fastslået at stealthing er strafbart.
Vi ønsker med denne henvendelse at besvare nogle almindeligt forekommende spørgsmål, der er dukket op i
debatten, siden vi startede den tilbage i 2017:
- Hvorfor skal det gøres ulovligt?
Fordi man forsætligt udsætter sin partner for fysiske risici, herunder sygdomme overført ved seksuelt samvær og
graviditet. Partneren får ved fjernelse af kondom uden samtykke frataget retten til at bestemme over egen krop mod
sin vilje. Det er ikke et moralsk spørgsmål, hvor man sætter sig til dommer over, hvordan folk har sex med samtykke,
om man ”bør” eller ”ikke bør” have sex med kondom. Det handler ganske simpelt ikke om sex, men om overgreb.