Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del Bilag 315
Offentligt
Fra:
Sendt:
18. september 2023
Til:
Emne:
REU Invitation til Nordisk Seminar på Københavns Universitet
Kære formand for Retsudvalget Steffen Larsen
Som opfølgning på vores mail den 29. juni 2023 skriver vi til dig igen. Programmet for Nordic
Seminar for tolkeundervisere og -forskere er nu næsten fastlagt, se vedhæftede foreløbige
program.
De relevante tolkecertificerings- og/eller autorisationsmyndigheder fra Finland, Sverige og Norge
samt undervisere og forskere i fremmedsprogstolkning
–
også fra Grønland
–
deltager i og holder
oplæg på seminaret, der afholdes på Københavns Universitet den 30. november og 1. december.
Danmark er det eneste nordiske land, der ikke har uddannelse og/eller certificeringskrav til tolke,
der arbejder i den offentlige sektor. Det kan bemærkes, at Grønland har en BA i tolkning og
oversættelse, bl.a. mellem dansk og grønlandsk.
I juni 2023 udkom det tværministerielle udvalg, forankret i UFM, med en afrapportering og nogle
anbefalinger til en
dansk national tolkeordning.
Som arrangører af seminaret, vil vi sætte meget
stor pris på at høre, hvilke politiske overvejelser Retsudvalget gør sig efter rapportens
offentliggørelse ift. at igangsætte uddannelse og certificering af fremmedsprogstolke
Nordic seminar er en unik mulighed for de otte udvalgsformænd samt de otte ressortministerier,
som har bidraget til den tværministerielle rapport, til at få kendskab til uddannelses- og
certificeringsmodeller i de nordiske lande.
Det er endvidere første gang, at Kammarkollegiet (Sverige), Integrerings- og
mangfoldighedsdirektoratet (Norge) og Finnish National Agency for Education (Finland) samles i
Danmark, og én af grundene til, at vi har arbejdet ekstra for at få netop tolkemyndighederne til
København, udspringer af ovennævnte rapports tilblivelse, som vi anser som det vigtigste politiske
initiativ, der er taget for at oprette en national tolkeordning i Danmark.
Vi har planlagt seminaret således, at de relevante myndigheder er
programsat torsdag den 30.
november mellem kl. 14.55 og 16.50.
Hvis det ikke er muligt for dig at deltage, håber vi meget, at
en af dine kolleger i Retsudvalget vil overvære konferencens programpunkter torsdag fra kl. 14.55-
16.50 og gerne flere af de øvrige oplæg.
Vi glæder os meget til at høre fra dig og står selvfølgelig til rådighed med yderligere oplysninger.
I forhåbning om et positivt
svar senest den 6. oktober 2023,
sender vi dig de bedste hilsner.
Martha Sif Karrebæk (NorS), Niels Bloch Køser (Tolkesamfundet), Lone Myltoft
(Translatørforeningen) og Carina Graversen (Translatørforeningen)