Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del Bilag 314
Offentligt
NOTAT
21. september 2023
IT-rådgivningen i Dansk Stalking Center på Finansloven
Mange af vores brugere kommer med en følelse af at blive
overvåget. Den digitale stalking er ofte usynlig, men kan være lige
så slem – eller værre – end den synlige stalking, fordi de udsatte
kan fornemme den, men ikke ved, om den er der. Det gør, at de
konstant går rundt og er nervøse. Derfor handler vores IT-
rådgivning i høj grad om at skabe tryghed for de udsatte ved at
hjælpe dem med at afskærme og undersøge den digitale stalking
- Thomas, IT-sikkerhedsspecialist i Dansk Stalking Center
Den konstante frygt for at blive forfulgt eller overvåget fylder meget hos stalkingudsatte
og har store omkostninger både personligt og samfundsøkonomisk. De mange digitale
muligheder, der er til rådighed for stalkingudøverne, gør, at stalking i dag er blevet
grænseløs og kan foregå 24/7. Det betyder, at man som udsat konstant er i
alarmberedskab, og det har store konsekvenser. Det kan vi blandt andet se ved, at
mange af vores brugere udviser symptomer på PTSD og kompleks PTSD, og
internationale undersøgelser viser, at konsekvenserne af stalking, der udelukkende
foregår digitalt, er sammenlignelige med andre traumatiske oplevelser som fysisk vold,
seksuelle overgreb og overfald.
I Dansk Stalking Center kan vores IT-ekspert hjælpe udsatte med at gennemgå deres
telefoner, computere, sociale medier og digitale konti, rådgive omkring afskærmning og
indsamle dokumentation til politiet. Det giver de udsatte afklarethed, tryghed og
sikkerhed og giver overskud til at få behandlet deres traumer hos en af centrets
specialiserede psykologer.