REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 278: Lovudkast til forslag til lov om ændring af straffeloven (Forbud mod utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund), fra justitsministeren

Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del Bilag 278
Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsnr.:

Dok.:

25. august 2023

Strafferetskontoret

2023-10-1123

2953059

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven

(Forbud mod utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs be-

tydning for et trossamfund)

§1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1360 af 28. september 2022, som

ændret ved § 2 i lov nr. 409 af 25. april 2023, § 3 i lov nr. 486 af 13. maj

2023, § 1 i lov nr. 741 af 13. juni 2023 og § 32 i lov nr. 753 af 13. juni 2023,

foretages følgende ændring:

§ 110 e

indsættes som

stk. 2:

»Stk. 2.

På samme måde straffes den, der offentligt eller med forsæt til

udbredelse i en videre kreds gør sig skyldig i utilbørlig behandling af en

genstand med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund eller en gen-

stand, der fremstår som en sådan.«

§2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Side 1/21

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 278: Lovudkast til forslag til lov om ændring af straffeloven (Forbud mod utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund), fra justitsministeren

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Gældende ret

3. Justitsministeriets overvejelser

4. Den foreslåede ordning

5. Forholdet til grundloven og Danmarks internationale forpligtelser

5.1. Grundloven

5.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

6. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det of-

fentlige

7. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

8. Administrative konsekvenser for borgerne

9. Klimamæssige konsekvenser

10. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

11. Forholdet til EU-retten

12. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

13. Sammenfattende skema

Side 2/21

1. Indledning

Den seneste tids koranafbrændinger har betydet, at Danmark i store dele af

verden i stigende grad ses som et land, der faciliterer forhånelse og nedgø-

relse af andre lande og religioner. Handlingerne må antages at have haft som

deres primære formål at forhåne og fremprovokere reaktioner.

Det kan have store konsekvenser, der grundlæggende skader Danmark og

vores ligesindedes interesser i verden. Som Politiets Efterretningstjeneste

(PET) har oplyst, har den seneste tids koranafbrændinger derudover haft be-

tydning for det aktuelle trusselsbillede, og terrortruslen mod Danmark er

skærpet inden for det i forvejen høje niveau.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at regeringen (Socialdemokratiet, Ven-

stre og Moderaterne) ser ytringsfriheden som en af grundpillerne i det dan-

ske demokrati. Regeringen mener imidlertid ikke, at koranafbrændinger har

større værdi som ytring end udtalelser, der f.eks. forhåner eller nedværdiger

en gruppe af personer på grund af sin race eller seksuelle orientering, eller

lignende udtalelser, som allerede i dag er strafbare.

Det foreslås på denne baggrund, at der i straffeloven indføres en bestem-

melse, som gør det strafbart offentligt eller med forsæt til udbredelse i en

videre kreds at behandle en genstand med væsentlig religiøs betydning for

et trossamfund eller en genstand, der fremstår som en sådan, utilbørligt.

2. Gældende ret

2.1. Det fremgår af § 110 e i straffeloven, at den, der offentligt forhåner en

fremmed nation, en fremmed stat, dens flag eller andet anerkendt national-

mærke eller De Forenede Nationers eller Det Europæiske Råds flag, straffes

med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Bestemmelsen har til formål at beskytte Danmarks forhold til fremmede

magter og den danske stats interesser i forhold til udlandet.

Straffelovens § 110 e blev indsat ved lov nr. 225 af 7. juni 1952, der indfø-

jede store dele af straffelovens 12. og 13. kapitel i loven, men en lignende

bestemmelse var indeholdt i § 108 i hovedloven for den borgerlige straffelov

fra 1930. Bestemmelsen blev ændret ved lov nr. 163 af 31. maj 1961 om

ændring af straffeloven, hvor beskyttelsen af Det Europæiske Råds flag blev

indsat i bestemmelsen. Ændringen tog oprindeligt sigte på Europarådets

flag. Dette flag anvendes imidlertid nu også af Den Europæiske Union.

Side 3/21

Der findes ikke trykt domspraksis, hvor bestemmelsen har været anvendt,

siden 1936. Ved Østre Landsrets dom af 5. maj 1936 i nævningesag nr.

8/1936 (gengivet i UfR 1936, side 820) blev en person idømt en bøde for at

have nedtaget Sovjetunionens flag ved den russiske handelsdelegations lo-

kaler i den hensigt yderligere at forhåne det.

Ved Østre Landsrets dom af 6. februar 1934 i nævningesag nr. 2/1934 (gen-

givet i UfR 1934, side 589) blev en person frifundet for overtrædelse af

straffelovens § 108 (nu § 110 e). Den pågældende var tiltalt for at have kaldt

hagekorsflaget et »morderflag« og offentligt at have revet en vimpel med

hagekorsmærket i stykker. Frifindelsen skyldtes, at hagekorsflaget på ger-

ningstidspunktet ikke kunne anses for at være en fremmed stats flag.

De nærmere grænser for forbuddet i straffelovens § 110 e er således ikke

afklaret i nyere retspraksis, idet det bemærkes, at artikel 10 i Den Europæi-

ske Menneskerettighedskonvention (EMRK) må antages at indebære be-

grænsninger for bestemmelsens anvendelsesområde.

Justitsministeriet er ikke bekendt med praksis fra Den Europæiske Menne-

skerettighedsdomstol (Domstolen), som direkte forholder sig til spørgsmå-

let om, i hvilket omfang indgreb i retten til ytringsfrihed i relation til f.eks.

afbrænding af flag kan retfærdiggøres.

Det bemærkes i den forbindelse, at Domstolen i flere sager har udtalt, at

ytringer, der bidrager til en debat af generel interesse, generelt nyder en

større beskyttelse efter EMRK artikel 10, jf. bl.a. Domstolens dom af 13.

marts 2018 i sagen Stern Taulats og Roura Capellera mod Spanien, pr. 36-

42, og dom af 25. oktober 2018 i sagen E.S. mod Østrig, pr. 57. Hvis ytrin-

gen ikke bidrager til en debat af generel interesse, men er f.eks. vulgær eller

unødig stødende, vil det tale imod, at staten efter EMRK artikel 10 er for-

pligtet til ikke at gribe ind, jf. Domstolens dom af 30. november 2021 i sagen

Genov og Sarbinska mod Bulgarien, pr. 82.

2.2. Efter straffelovens § 266 b, stk. 1, straffes den, der offentligt eller med

forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden med-

delelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges

på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro

eller sit handicap eller på grund af den pågældende gruppes seksuelle orien-

tering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika. Strafferammen er

bøde eller fængsel indtil 2 år.

Side 4/21

Udtrykket »udtalelse eller anden meddelelse« omfatter både skriftlige og

mundtlige udtryksformer. Ved ordene »anden meddelelse« blev bestemmel-

sen udvidet til at omfatte udtryksformer, der ikke kan betegnes som udtalel-

ser, f.eks. billeder, jf. betænkning nr. 553/1969 om forbud mod racediskri-

mination, side 27.

Det er en betingelse for at kunne anvende straffelovens § 266 b, at udtalelsen

eller meddelelsen er fremsat offentligt eller med forsæt til udbredelse i en

videre kreds. At udtalelsen eller meddelelsen er fremsat offentligt forudsæt-

ter en ubestemt kreds af personer. Ved Østre Landsrets dom af 27. februar

2007 i sag nr. S-2233-06 (gengivet i UfR 2007, side 1468) fandt retten, at

en udtalelse under en fodboldkamp overværet af mindst 10-15 personer var

offentlig.

Derudover skal ytringen have karakter af en trussel, forhånelse eller ned-

værdigelse, og der skal efter forarbejderne til bestemmelsen en vis grovhed

til for, at ytringen er omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde, jf. Fol-

ketingstidende 1970-71, tillæg A, spalte 1185, og betænkning nr. 553/1969

om forbud mod racediskrimination, side 34. Straffelovens § 266 b skal des-

uden anvendes under fornødent hensyn til ytringsfriheden.

Af bestemmelsens ordlyd fremgår det, at beskyttelsessubjektet for så vidt

angår »tro« er tilhængere af en bestemt religion og ikke religionen i sig selv.

I retspraksis er der imidlertid set eksempler på, at domstolene har fortolket

udtalelser, der sprogligt, herunder i den sammenhæng, som udtalelsen ind-

gik i, alene angik en given religion, som udtalelser om de personer, der be-

kendte sig til den pågældende religion, jf. betænkning nr. 1548/2014 om de

juridiske konsekvenser af en ophævelse af straffelovens § 140 om blasfemi,

side 18 f.

Det gælder f.eks. Vestre Landsrets afgørelse af 19. august 2003 i sag nr. S-

1045-02 (gengivet i UfR 2003, side 2435), hvor udtalelsen »Islam er ikke

en religion i traditionel forstand. Det er en terrororganisation, som prøver at

opnå verdensherredømmet ved vold« fandtes at indeholde en så grov forhå-

nelse og nedværdigelse af den personkreds, der bekender sig til islam, at

tiltalte havde overtrådt straffelovens § 266 b.

Det gælder endvidere Østre Landsrets afgørelse af 9. maj 2003 i sag nr. S-

4104-02 (gengivet i UfR 2003, side 1947), hvor en annonce indeholdt tek-

sten »Massevoldtægter, Grov vold, Utryghed, Tvangsægteskaber, Kvinde-

undertrykkelse, Bandekriminalitet. Det er, hvad et multietnisk samfund til-

byder os.« Teksten var ledsaget af et billede af tre unge lyshårede piger med

Side 5/21

teksten »Danmark i dag« og et billede af tre hætteklædte, blodplettede

mænd, som fremviser Koranen, med teksten »Danmark om 10 år«. Annon-

cen fandtes at beskylde alle, der tror på Koranen, for massevoldtægter, grov

vold, utryghed, tvangsægteskaber, kvindeundertrykkelse og bandekrimina-

litet, og annoncen fandtes dermed at lægge en befolkningsgruppe for had på

grund af dens tro og oprindelse og at være groft forhånende og nedværdi-

gende over for personer af muslimsk observans.

Der vil imidlertid kunne være tilfælde, hvor f.eks. grov forhånelse af et hel-

ligt skrift ikke vil blive fortolket som et angreb på en gruppe af personer på

grund af dens tro af en karakter, der er omfattet af straffelovens § 266 b som

fortolket i retspraksis, jf. betænkning nr. 1548/2014 om de juridiske konse-

kvenser af en ophævelse af straffelovens § 140 om blasfemi, side 18 f.

2.3. Efter straffelovens § 139, stk. 2, straffes den, som gør sig skyldig i

usømmelig behandling af ting, der hører til en kirke og anvendes til kirkeligt

brug, med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Bestemmelsen finder alene anvendelse på de ting, der ejes af en kirke og

ikke af gerningspersonen selv. Det er desuden en betingelse, at tingene an-

vendes til kirkeligt brug. I Østre Landsrets dom af 25. november 2016 i sag

nr. S-1058-15 (gengivet i UfR 2016, side 1085) fandtes to personer at have

behandlet ting, der tilhørte en kirke og blev anvendt til kirkelig brug, usøm-

meligt, da de bl.a. havde haft samleje op ad kirkens alter, døbefond og præ-

dikestol.

2.4. Ordensbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni 2005 med

senere ændringer), der er udstedt i medfør af politilovens § 23, indeholder

regler til sikring af den offentlige orden. Bekendtgørelsen finder anvendelse

på borgernes adfærd på veje eller på andre steder, hvortil der er almindelig

adgang.

Ifølge ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 2, er det forbudt at udvise uanstæn-

dig eller anstødelig opførsel, der er egnet til at forulempe andre eller vække

offentlig forargelse. Overtrædelse af bestemmelsen straffes med bøde, jf. §

18, stk. 1. Offentlig urinering eller tilsvarende adfærd i forhold til eksem-

pelvis et religiøst skrift vil efter omstændighederne kunne indebære en over-

trædelse af bestemmelsen.

Det fremgår endvidere af bekendtgørelsens § 12, at det er forbudt at tænde

bål, hvis dette kan medføre fare eller ulempe for forbipasserende. Overtræ-

delse af bestemmelsen straffes med bøde, jf. § 18, stk. 1. Afbrænding af

religiøse skrifter m.v. vil efter omstændighederne kunne udgøre en

Side 6/21

overtrædelse af denne bestemmelse. Grovere tilfælde af forstyrrelse af ro og

orden på offentligt sted vil kunne være omfattet af straffelovens § 134 a.

3. Justitsministeriets overvejelser

Det er som udgangspunkt ikke strafbart efter straffeloven offentligt eksem-

pelvis at brænde Koranen eller et andet religiøst skrift, medmindre det sker

under omstændigheder, hvor en gruppe af personer samtidig trues, forhånes

eller nedværdiges på grund af sin tro, jf. straffelovens § 266 b.

Offentlig afbrænding vil efter omstændighederne kunne udgøre en overtræ-

delse af ordensbekendtgørelsen, hvis afbrændingen sker på en måde, hvor

der tændes bål, som kan medføre fare eller ulempe for forbipasserende, men

hvis ikke det er tilfældet, vil offentlig afbrænding ikke være i strid med or-

densbekendtgørelsen.

Der lægges på ovenstående baggrund op til, at der indføres en bestemmelse

i straffeloven, som gør sådanne forhånelser, som offentlig afbrænding af

f.eks. Koranen i almindelighed er udtryk for, strafbare. Der lægges op til, at

bestemmelsen udformes, så den omfatter religiøse genstande fra alle tros-

samfund, og at den ikke alene skal omfatte afbrænding, men også andre til-

fælde, hvor visse religiøse genstande behandles utilbørligt. For fortsat at

sikre vide rammer for ytringsfriheden lægges der op til at begrænse bestem-

melsen til utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betyd-

ning for et trossamfund. Det vil alene omfatte fysiske handlinger.

For at undgå omgåelse ved, at den genstand, der behandles utilbørligt, ikke

er selve genstanden med væsentlig religiøs betydning, men en genstand, der

er udformet sådan, at den fremstår som en genstand med væsentlig religiøs

betydning, lægges der op til, at forbuddet også skal omfatte en sådan gen-

stand.

Henset til, at den foreslåede bestemmelse navnlig varetager udenrigspoliti-

ske og sikkerhedsmæssige hensyn, bør den efter Justitsministeriets opfat-

telse placeres i straffelovens 12. kapitel om landsforræderi og andre forbry-

delser mod statens selvstændighed og sikkerhed.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i straffelovens § 110 e, der er

placeret i straffelovens 12. kapitel, at det er strafbart offentligt at forhåne en

fremmed nation, en fremmed stat, dens flag eller andet anerkendt national-

mærke eller De Forenede Nationers eller Det Europæiske Råds flag. Som

nævnt har § 110 e til formål at beskytte Danmarks forhold til fremmede

magter og den danske stats interesser i forhold til udlandet. Da det foreslåede

Side 7/21

forbud mod utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs be-

tydning for et trossamfund navnlig varetager lignende hensyn, lægges der

op til at indsætte bestemmelsen som et nyt stykke i § 110 e.

4. Den foreslåede ordning

Det foreslås på den baggrund at indsætte et nyt stykke i straffelovens § 110

e, hvorefter den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre

kreds gør sig skyldig i utilbørlig behandling af en genstand med væsentlig

religiøs betydning for et trossamfund eller en genstand, der fremstår som en

sådan, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Den foreslåede bestemmelse vil således gælde for genstande med væsentlig

religiøs betydning. Herved forstås fysiske genstande, som inden for den på-

gældende trostradition anses for hellige eller særligt repræsentative for tro-

ens bekendelsesgrundlag og/eller lære, f.eks. centrale religiøse skrifter og

lignende, der tillægges høj grad af hellighed i trossamfundet. At en genstand

anvendes af religiøse grunde eller som led i religionsudøvelse er ikke i sig

selv tilstrækkeligt til, at genstanden omfattes, ligesom genstande, som af

kulturelle eller politiske grunde er forbundet med religionen, men som ikke

i sig selv er af væsentlig religiøs betydning, herunder beklædningsgen-

stande, heller ikke omfattes.

Som eksempler på genstande, som vil være omfattet af bestemmelsen, kan

nævnes religiøse skrifter som f.eks. Bibelen, Koranen, Torahen og Veda-

erne.

Bestemmelsen vil som nævnt ikke omfatte f.eks. beklædningsgenstande

som tørklæder, kalotter og sikh-turbaner, selv om de kan tillægges en reli-

giøs betydning. Den vil som udgangspunkt heller ikke omfatte tegninger,

figurer m.v., medmindre disse i sig selv har væsentlig religiøs betydning for

trossamfundet, som det f.eks. er tilfældet med krucifikset i katolicismen el-

ler mezuzah i jødedommen. Ligeledes vil bestemmelsen ikke omfatte teg-

ninger, figurer m.v. af religiøse ledere som f.eks. paven.

Det vil ikke have betydning for bestemmelsens anvendelse, om der er tale

om en hel genstand eller dele af en genstand, herunder beskadigede gen-

stande. En tidligere forsøgt afbrændt bibel eller dele af Torahen vil således

også være at anse som genstande med væsentlig religiøs betydning for et

trossamfund.

Side 8/21

Bestemmelsen vil ikke omfatte afbildninger, gengivelser eller imitationer af

genstande med væsentlig religiøs betydning i form af eksempelvis tegnin-

ger, malerier, billeder, modeller eller lignende, medmindre der er tale om en

imitation eller lignende, som det ikke umiddelbart er muligt at skelne fra

selve genstanden med væsentlig religiøs betydning.

Ved vurderingen af, om der er tale om en genstand, der fremstår som en

genstand med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund, vil der såle-

des skulle lægges vægt på, om genstanden er egnet til at blive forvekslet

med den religiøse genstand af dem, der overværer den utilbørlige behand-

ling, eller omverdenen i øvrigt. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet

ved en vellignende efterligning af omslaget til en koran, hvor siderne inde i

bogen stammer fra en anden bog eller viser sig at være blanke.

Den foreslåede bestemmelse vil gælde for utilbørlig behandling af de på-

gældende genstande med væsentlig religiøs betydning. Herved forstås hand-

linger, hvorved disse genstande ødelægges på en nedsættende eller forhå-

nende måde eller i øvrigt fysisk behandles forhånende eller nedsættende.

Den foreslåede bestemmelse vil efter omstændighederne omfatte enhver

utilbørlig behandling, herunder afbrænding, tilsøling, og at der f.eks. tram-

pes på eller sparkes til genstanden, eller at genstanden ødelægges ved f.eks.

at rive i genstanden, klippe heri eller lignende. Den vil også omfatte tilfælde,

hvor genstanden stikkes i med en kniv.

Bestemmelsen vil ikke omfatte handlinger, som ikke kan anses for at være

utilbørlige. Det vil således eksempelvis ikke være i strid med bestemmelsen

at skille sig af med en bibel i en offentlig skraldespand, medmindre det sker

på en måde, der i sig selv må anses for nedsættende eller forhånende.

Behandlinger, der i almindelighed ville være utilbørlige, vil herudover efter

omstændighederne kunne falde uden for det strafbare område som følge af

særlige skikke om behandling af den religiøse genstand i det pågældende

trossamfund.

Bestemmelsen vil ikke omfatte verbale eller skriftlige tilkendegivelser, her-

under tegninger, om religiøse genstande og emner. Det samme gælder øv-

rige udtryksformer, som ikke indebærer, at genstanden fysisk behandles

utilbørligt.

Bestemmelsen vil i overensstemmelse hermed ikke omfatte viderebringelse

af andre personers utilbørlige behandling af genstande med væsentlige

Side 9/21

religiøs betydning. Det gælder dog ikke, hvis der er tale om medvirken til

overtrædelse af bestemmelsen. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis to

personer har aftalt, at den ene foretager den utilbørlige behandling, og at den

anden herefter viderebringer en optagelse af den utilbørlige behandling i en

videre kreds.

Bestemmelsen vil finde anvendelse, selv om den utilbørlige behandling af

genstanden finder sted i f.eks. kunstnerisk eller politisk øjemed.

Det bemærkes i den forbindelse, at bestemmelsen vil skulle anvendes inden

for rammerne af ytringsfrihedsbeskyttelsen efter EMRK artikel 10. Som det

fremgår af pkt. 5.2, vil der efter Domstolens praksis imidlertid i almindelig-

hed kunne straffes for ytringer, der kan karakteriseres som blasfemiske eller

unødigt krænkende over for andres religiøse overbevisning.

Efter den foreslåede bestemmelse vil det være en betingelse, at den utilbør-

lige behandling foregår offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre

kreds. Afgrænsningen af, hvornår en utilbørlig behandling er foretaget of-

fentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds, vil skulle foretages

med udgangspunkt i de tilsvarende afgrænsninger i straffelovens § 119, stk.

1, og § 266 b og retspraksis om bestemmelserne.

Det foreslås, at overtrædelse af den foreslåede bestemmelse skal kunne

straffes på samme måde som overtrædelser af straffelovens § 110 e, stk. 1,

det vil sige med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Hvis politiet måtte blive opmærksomt på, at en overtrædelse af den foreslå-

ede bestemmelse er i gang med at blive begået eller vil blive begået, vil

politiet kunne gribe ind og bringe det strafbare forhold til ophør, jf. de al-

mindelige regler herom i politiloven og retsplejeloven. Det gælder også, selv

om overtrædelsen måtte finde sted i forbindelse med en demonstration. Bli-

ver politiet således f.eks. i forbindelse med en demonstration opmærksomt

på, at en person vil brænde en koran (eller en genstand, der fremstår som en

koran), vil politiet kunne gribe ind og forhindre dette. Hvis de almindelige

betingelser herfor er opfyldt, vil politiet kunne anholde den mistænkte og

beslaglægge den religiøse genstand og udstyret, der skulle bruges til at an-

tænde den.

Efter de nuværende retningslinjer har Politiets Efterretningstjeneste (PET) i

samarbejde med statsadvokaten kompetencen til at vurdere, om der skal ske

sigtelse for overtrædelse af bl.a. bestemmelserne i straffelovens 12. kapitel.

Side 10/21

Som konsekvens af den foreslåede bestemmelse vil disse retningslinjer blive

justeret, så politiet uden PET’s og statsadvokatens godkendelse vil kunne

foretage sigtelse for overtrædelse af bestemmelsen eller forsøg herpå.

Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at dette er af væsentlig betydning

for bestemmelsens anvendelighed.

Det bemærkes, at da den foreslåede bestemmelse placeres i straffelovens 12.

kapitel, vil påtalekompetencen ligge hos justitsministeren, hvilket vil inde-

bære, at justitsministeren – på baggrund af en anklagerfaglig indstilling fra

Rigsadvokaten – vil skulle tiltræde, at der rejses tiltale for overtrædelse af

den foreslåede bestemmelse, jf. straffelovens § 110 f.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

5. Forholdet til grundloven og Danmarks internationale forpligtelser

5.1. Grundloven

Det fremgår af grundlovens § 77, at enhver er berettiget til på tryk, i skrift

og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur

og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.

Det er den overvejende opfattelse i den statsretlige litteratur, at grundlovens

§ 77 ikke beskytter mod strafansvar for ytringer (den materielle ytringsfri-

hed), jf. Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), side 670, Alf

Ross, Dansk Statsforfatningsret (3. udg. ved Ole Espersen, 1980), side 716

og 724, samt Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2. udgave ved Peter Germer

(1973), side 374, og Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med kom-

mentarer (2015), side 503 f.

Forslaget rejser på den baggrund ikke spørgsmål i forhold til grundlovens §

77.

5.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

5.2.1. Efter EMRK artikel 10, stk. 1, har enhver ret til ytringsfrihed. Artikel

10 omfatter udtrykkeligt såvel ytringer i form af oplysninger om faktiske

forhold som tilkendegivelser af personlige meninger. Beskyttelsen omfatter

dog ifølge praksis fra Domstolen ikke ytringer, der truer med eller tilskynder

til vold, eller ytringer, der er udtryk for ekstremt had eller forhånelse af an-

dre persongrupper.

Nogle handlinger vil i sig selv som udgangspunkt være udtryk for en ytring

på grund af handlingens symbolværdi, f.eks. afbrænding af flag eller

Side 11/21

ødelæggelse af statuer af personer, jf. Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention for praktikere, 6. udgave (2023), side 1082.

Ytringsfrihedsbeskyttelsen omfatter ikke alene indholdet af de udtrykte

ideer og meninger, men også den form, i hvilken de formidles, jf. Domsto-

lens dom af 24. februar 1997 i sagen De Haes og Gijsels mod Belgien, pr.

48.

Beskyttelsen af ytringsfriheden efter artikel 10 er ikke absolut. Der kan fo-

retages indgreb i ytringsfriheden, hvis indgrebet er foreskrevet ved lov og

er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikker-

hed, territorial integritet eller offentlig tryghed, for at forebygge uorden eller

forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte

andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af

fortrolige oplysninger eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartisk-

hed, jf. artikel 10, stk. 2.

Det centrale spørgsmål vil typisk være, om indgrebet kan anses for nødven-

digt i et demokratisk samfund. Domstolen har i sin praksis slået fast, at der

– i lyset af, at ytringsfriheden udgør en helt grundlæggende rettighed i et

demokratisk samfund – skal være et presserende samfundsmæssigt behov

for at anse betingelsen for opfyldt. Domstolen anlægger i den forbindelse en

konkret helhedsvurdering af den pågældende sag, hvor ikke blot indholdet

af de omhandlede ytringer, men også den kontekst, som de er fremsat i, og

hvem de er fremsat overfor, tillægges betydning.

5.2.2. Domstolen har i sin praksis slået fast, at staten har en bredere skøns-

margin, hvis ytringer kan karakteriseres som blasfemiske og unødigt kræn-

kende over for andres religiøse overbevisning. Medlemsstater kan således

efter Domstolens praksis foretage indgreb i retten til ytringsfrihed, hvis re-

ligiøse emner behandles på en måde, der kan karakteriseres som blasfemisk,

jf. Jon Fridrik Kjølbro, a.st., side 1202.

Det følger udtrykkeligt af EMRK artikel 10, stk. 2, at udnyttelse af retten til

ytringsfrihed kan medføre pligter og ansvar. I forhold til ytringer om religi-

øse overbevisninger omfatter dette pligt til i videst muligt omfang at undgå

ytringer, der er anstødelige og bespottende i forhold til objekter, der af andre

omgås med ærbødighed, jf. dom af 25. november 1996 i sagen Wingrove

mod Storbritannien, pr. 53.

Domstolen anerkender dog samtidig, at ytringsfriheden beskytter kritik, her-

under stærk kritik, af religion, når der er tale om et emne af offentlig

Side 12/21

interesse, og ytringerne ikke kan karakteriseres som blasfemiske eller unø-

digt krænkende eller sårende, jf. bl.a. Domstolens dom af 5. december 2019

i sagen Tagiyev og Huseynov mod Aserbajdsjan, pr. 42-50, og dom af 7.

december 2021 i sagen Yefimov og Youth Human Rights Group mod Rus-

land, pr. 40-48.

5.2.3. Efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 110 e, stk. 2, straf-

fes den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds gør

sig skyldig i utilbørlig behandling af en genstand med væsentlig religiøs be-

tydning for et trossamfund eller en genstand, der fremstår som en sådan,

med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Justitsministeriet har ved vurderingen af, om den foreslåede bestemmelse

varetager et anerkendelsesværdigt formål og er nødvendig i et demokratisk

samfund, lagt vægt på, at de handlinger, som vil være strafbare, vil have en

forhånende karakter, som er unødigt krænkende eller sårende. Det bemær-

kes i den forbindelse, at det i lyset af Domstolens praksis som gengivet

ovenfor ligger inden for staternes skønsmargin ved lov at fastsætte regler,

som har til formål at foretage indgreb i retten til ytringsfrihed, hvis religiøse

emner behandles på en måde, der kan karakteriseres som blasfemiske.

Justitsministeriet har endvidere lagt vægt på, at forbuddet ikke omfatter bl.a.

skrift og tale.

På den anførte baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at den foreslå-

ede ordning kan gennemføres inden for rammerne af Danmarks forpligtelser

efter EMRK.

6. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

De opgaver, som følger af lovforslaget, vurderes at kunne håndteres inden

for Justitsministeriets eksisterende økonomiske ramme.

Principperne for digitaliseringsklar lovgivning vurderes ikke at være rele-

vante for lovforslaget.

7. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for er-

hvervslivet m.v.

8. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

Side 13/21

9. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.

10. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljø- eller naturmæssige konsekvenser.

11. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

12. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 25. august 2023 til den 22.

september 2023 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organi-

sationer m.v.:

…

13. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an- (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-

før »Ingen«)

Økonomiske

Ingen

konsekvenser for

stat, kommuner

og regioner

Implemente-

Ingen

ringskonsekven-

ser for stat, kom-

muner og regio-

ner

Økonomiske

Ingen

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative Ingen

konsekvenser for

erhvervslivet

De opgaver, som følger af lovforsla-

get, vurderes at kunne håndteres in-

den for Justitsministeriets eksiste-

rende økonomiske ramme.

Ingen

Side 14/21

Administrative Ingen

konsekvenser for

borgerne

Klimamæssige

konsekvenser

Ingen

Miljø- og natur- Ingen

mæssige konse-

kvenser

Ingen

Forholdet til EU- Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

retten

Er i strid med de

fem principper

for implemente-

ring af erhvervs-

rettet EU-regule-

ring/Går videre

end minimums-

krav i EU-regu-

lering (sæt X)

Nej

Side 15/21

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Efter straffelovens § 110 e straffes den, der offentligt forhåner en fremmed

nation, en fremmed stat, dens flag eller andet anerkendt nationalmærke eller

De Forenede Nationers eller Det Europæiske Råds flag, med bøde eller

fængsel indtil 2 år.

Straffeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse, som kriminaliser util-

børlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et tros-

samfund.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i straffelovens § 110 e indsættes et nyt

stk. 2,

hvorefter

den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds gør sig

skyldig i utilbørlig behandling af en genstand med væsentlig religiøs betyd-

ning for et trossamfund eller en genstand, der fremstår som en sådan, straffes

på samme måde som i § 110 e, stk. 1.

Ved »genstande med væsentlig religiøs betydning« forstås fysiske gen-

stande, som inden for den pågældende trostradition anses for hellige eller

særligt repræsentative for troens bekendelsesgrundlag og/eller lære, f.eks.

centrale religiøse skrifter og lignende, der tillægges høj grad af hellighed i

trossamfundet. At en genstand anvendes af religiøse grunde eller som led i

religionsudøvelse er ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at genstanden omfattes,

ligesom genstande, som af kulturelle eller politiske grunde er forbundet med

religionen, men som ikke i sig selv er af væsentlig religiøs betydning, her-

under beklædningsgenstande, heller ikke omfattes.

Som eksempler på genstande, som vil være omfattet af bestemmelsen, kan

nævnes religiøse skrifter som f.eks. Bibelen, Koranen, Torahen og Veda-

erne.

Bestemmelsen vil som nævnt ikke omfatte f.eks. beklædningsgenstande

som tørklæder, kalotter og sikh-turbaner, selv om de kan tillægges en reli-

giøs betydning. Den vil som udgangspunkt heller ikke omfatte tegninger,

figurer m.v., medmindre disse i sig selv har væsentlig religiøs betydning for

Side 16/21

trossamfundet, som det f.eks. er tilfældet med krucifikset i katolicismen el-

ler mezuzah i jødedommen. Ligeledes vil bestemmelsen ikke omfatte teg-

ninger, figurer m.v. af religiøse ledere som f.eks. paven.

Det vil ikke have betydning for bestemmelsens anvendelse, om der er tale

om en hel genstand eller dele af en genstand, herunder beskadigede gen-

stande. En tidligere forsøgt afbrændt bibel eller dele af Torahen vil således

også være at anse som genstande med væsentlig religiøs betydning for et

trossamfund.

Bestemmelsen vil ikke omfatte afbildninger, gengivelser eller imitationer af

genstande med væsentlig religiøs betydning i form af eksempelvis tegnin-

ger, malerier, billeder, modeller eller lignende, medmindre der er tale om en

imitation eller lignende, som det ikke umiddelbart er muligt at skelne fra

selve genstanden med væsentlig religiøs betydning.

Ved vurderingen af, om der er tale om en genstand, der fremstår som en

genstand med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund, vil der såle-

des skulle lægges vægt på, om genstanden er egnet til at blive forvekslet

med den religiøse genstand af dem, der overværer den utilbørlige behand-

ling, eller omverdenen i øvrigt. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet

ved en vellignende efterligning af omslaget til en koran, hvor siderne inde i

bogen stammer fra en anden bog eller viser sig at være blanke.

Ved »trossamfund« forstås folkekirken samt trossamfund uden for folkekir-

ken, der er omfattet af definitionen af et trossamfund i § 1 i trossamfunds-

loven (lov nr. 1533 af 19. december 2017 om trossamfund uden for folke-

kirken med senere ændringer), det vil sige et fællesskab, hvis medlemmer

samles om en tro på magter, som står over mennesker og naturlove, efter

udformede læresætninger og ritualer. Det vil ikke være et krav, at trossam-

fundet er registreret som anerkendt efter trossamfundsloven.

Ved »utilbørlig behandling« forstås handlinger, hvorved de af bestemmel-

sen omfattede genstande ødelægges på en nedsættende eller forhånende

måde eller i øvrigt fysisk behandles forhånende eller nedsættende.

Den foreslåede bestemmelse vil efter omstændighederne omfatte enhver

utilbørlig behandling, herunder afbrænding, tilsøling, og at der f.eks. tram-

pes på eller sparkes til genstanden, eller at genstanden ødelægges ved f.eks.

at rive i genstanden, klippe heri eller lignende. Den vil også omfatte tilfælde,

hvor genstanden stikkes i med en kniv.

Side 17/21

Bestemmelsen vil ikke omfatte handlinger, som ikke kan anses for at være

utilbørlige. Det vil således eksempelvis ikke være i strid med bestemmelsen

at skille sig af med en bibel i en offentlig skraldespand, medmindre det sker

på en måde, der i sig selv må anses for nedsættende eller forhånende.

Behandlinger, der i almindelighed ville være utilbørlige, vil herudover efter

omstændighederne kunne falde uden for det strafbare område som følge af

særlige skikke om behandling af den religiøse genstand i det pågældende

trossamfund.

Bestemmelsen vil ikke omfatte verbale eller skriftlige tilkendegivelser, her-

under tegninger, om religiøse genstande og emner. Det samme gælder øv-

rige udtryksformer, som ikke indebærer, at genstanden fysisk behandles

utilbørligt.

Bestemmelsen vil i overensstemmelse hermed ikke omfatte viderebringelse

af andre personers utilbørlige behandling af genstande med væsentlige reli-

giøs betydning. Det gælder dog ikke, hvis der er tale om medvirken til over-

trædelse af bestemmelsen. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis to per-

soner har aftalt, at den ene foretager den utilbørlige behandling, og at den

anden herefter viderebringer en optagelse af den utilbørlige behandling i en

videre kreds.

Bestemmelsen vil finde anvendelse, selv om den utilbørlige behandling af

genstanden finder sted i f.eks. kunstnerisk eller politisk øjemed.

Det bemærkes i den forbindelse, at bestemmelsen vil skulle anvendes inden

for rammerne af ytringsfrihedsbeskyttelsen efter EMRK artikel 10. Som det

fremgår af pkt. 5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger, vil der efter

Domstolens praksis imidlertid i almindelighed kunne straffes for ytringer,

der kan karakteriseres som blasfemiske eller unødigt krænkende over for

andres religiøse overbevisning.

Efter den foreslåede bestemmelse vil det være en betingelse, at den utilbør-

lige behandling foregår »offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre

kreds«. Afgrænsningen af, hvornår en utilbørlig behandling er foretaget of-

fentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds, vil skulle foretages

med udgangspunkt i de tilsvarende afgrænsninger i straffelovens § 119, stk.

1, og § 266 b og retspraksis om bestemmelserne.

Side 18/21

En utilbørlig behandling vil f.eks. som udgangspunkt være omfattet, hvis

den foregår på en offentlig plads eller vej, bliver transmitteret via internettet,

f.eks. på sociale medier, eller er tilsigtet at blive videregivet af medierne

eller på offentlige møder. En utilbørlig behandling, der foretages i en lukket

kreds af personer, vil derimod som udgangspunkt ikke være omfattet af be-

stemmelsen.

En utilbørlig behandling, der livestreames eller på anden måde vises på luk-

kede profiler eller sider på lukkede sociale medier, blogs, fora eller lignende

med få følgere, venner, forbindelser m.v., må typisk betragtes som foretaget

i så privat en kreds, at den ikke kan anses for foretaget med forsæt til udbre-

delse i en videre kreds. Der kan dog på en lukket profil eller side være så

mange følgere, venner, forbindelser m.v., at en livestreaming eller anden

visning af den utilbørlige behandling må anses for foretaget med forsæt til

udbredelse i en videre kreds.

En utilbørlig behandling, der foretages et ikke-offentligt sted, men optages

på video med henblik på senere at blive delt via internettet, sociale medier

eller i øvrigt udbredt til en videre kreds, vil også være omfattet.

Det foreslås, at overtrædelse af den foreslåede bestemmelse skal kunne

straffes på samme måde som overtrædelser af straffelovens § 110 e, stk. 1,

det vil sige med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Det forudsættes, at førstegangstilfælde af overtrædelse af bestemmelsen

som udgangspunkt straffes med bøde. I gentagelsestilfælde forudsættes der

som udgangspunkt udmålt en kortere fængselsstraf i dage.

Det vil i skærpende retning ved strafudmålingen skulle indgå, hvis personen

har begået flere overtrædelser af den foreslåede bestemmelse. Foreligger der

adskillige førstegangsovertrædelser til samtidig pådømmelse, forudsættes

der dermed som udgangspunkt udmålt en kortere fængselsstraf i dage.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering

i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og de angivne

strafniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i

den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder,

jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens 10.

kapitel.

Hvis politiet måtte blive opmærksomt på, at en overtrædelse af den foreslå-

ede bestemmelse er i gang med at blive begået eller vil blive begået, vil

Side 19/21