REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 246: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (Retskrav på erstatning m.v. til ofre for terrorhandlinger begået i udlandet), fra justitsministeren

Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del Bilag 246
Offentligt

UDKAST.

UDKAST

Retsudvalget 2022-23 (2. samling)

REU Alm.del - Bilag 246

Offentligt

Forslag

til

Lov om ændring af lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser

(Retskrav på erstatning m.v. til ofre for terrorhandlinger begået i udlandet)

§1

I lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, jf. lovbekendtgørelse

nr. 1209 af 18. november 2014, som ændret ved § 14 i lov nr. 285 af 29.

marts 2017, § 4 i lov nr. 140 af 28. februar 2018, lov nr. 486 af 30. april

2019 og § 2 i lov nr. 895 af 21. juni 2022, foretages følgende ændring:

§ 1

indsættes som

stk. 4-6:

»Stk.

Staten yder erstatning og godtgørelse for personskade, der for-

voldes ved terror eller terrorlignende handlinger begået uden for den danske

stat, hvis skadelidte er omfattet af personkredsen i stk. 3, jf. dog stk. 5.

Stk. 5.

Hvis der er grund til at antage, at skadelidte under opholdet i ud-

landet har udvist en handlemåde, der er kriminaliseret i straffelovens § 101

a eller §§ 114-114 j, finder stk. 4 ikke anvendelse.

Stk. 6.

I forbindelse med afgørelse om erstatning og godtgørelse efter stk.

4 indhentes en udtalelse fra politiet om, hvorvidt der er grund til at antage,

at skadelidte under opholdet i udlandet har udvist en handlemåde som nævnt

i stk. 5.«

§2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. januar 2024.

Stk. 2.

Loven finder anvendelse for personskade, der forvoldes ved hand-

linger begået efter lovens ikrafttræden.

§3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anord-

ning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de

grønlandske forhold tilsiger.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 246: Lovudkast til forslag til lov om ændring af lov erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (Retskrav på erstatning m.v. til ofre for terrorhandlinger begået i udlandet), fra justitsministeren

UDKAST

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Retskrav på erstatning til ofre for terrorhandlinger i udlandet

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

2.1.3. Den foreslåede ordning

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det of-

fentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Klimamæssige konsekvenser

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

8. Forholdet til EU-retten

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

10. Sammenfattende skema

UDKAST

1. Indledning

Ofre, der har været udsat for terror, er ramt for livet. Samtidig er der tale om

forbrydelser, som ofte medfører betydelig bevågenhed og eksponering i me-

dierne. Der er et helt særligt hensyn at tage til ofre for disse forbrydelser og

deres pårørende. For at skabe klarhed over og sikkerhed for, at ofre for ter-

rorhandlinger begået i udlandet eller pårørende hertil har adgang til erstat-

ning i Danmark, foreslås det at indføre et retskrav på erstatning til ofre for

terror eller terrorlignende handlinger begået i udlandet.

Lovforslaget følger op på beslutningsforslag nr. B 167, som blev vedtaget

af Folketinget i juni 2022. Beslutningsforslaget blev vedtaget af et bredt

flertal i Folketinget (Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti,

Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folke-

parti, Nye Borgerlige, Frie Grønne, Alternativet og UFG). Med beslutnings-

forslaget har Folketinget forpligtet regeringen til i folketingssamlingen

2022-23 at fremsætte de nødvendige forslag til ændringer af lovgivningen,

således at danske borgere, der måtte blive ofre for en terrorhandling begået

i udlandet, eller pårørende hertil sikres et retskrav på erstatning efter offer-

erstatningsloven.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Retskrav på erstatning til ofre for terrorhandlinger i udlandet

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser

Det følger af lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (offerer-

statningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1209 af 18. november 2014, som

ændret ved § 14 i lov nr. 285 af 29. marts 2017, § 4 i lov nr. 140 af 28.

februar 2018, lov nr. 486 af 30. april 2019 og § 2 i lov nr. 895 af 21. juni

2022, at staten yder erstatning og godtgørelse for personskade, der forvoldes

ved overtrædelse af bl.a. straffeloven, hvis overtrædelsen er begået i den

danske stat, jf. lovens § 1, stk. 1. Det følger heraf, at skadelidte har et rets-

krav på erstatning fra staten, hvis en forbrydelse er sket i Danmark, forudsat

at de øvrige betingelser i offererstatningsloven, herunder de almindelige er-

statningsretlige betingelser, er opfyldt.

Der kan i særlige tilfælde ydes erstatning for skader, der forvoldes ved hand-

linger begået uden for den danske stat, hvis skadelidte har bopæl i Danmark,

har dansk indfødsret eller på gerningstidspunktet gjorde tjeneste for en ud-

sendt dansk udenrigsrepræsentation, jf. lovens § 1, stk. 3, 1. pkt., om såkaldt

billighedserstatning. Erstatning kan endvidere ydes, når sådanne handlinger

er begået mod skadelidte med bopæl i Danmark under dennes erhvervsudø-

UDKAST

velse uden for den danske stat, jf. 2. pkt. I modsætning til ved straffelovs-

overtrædelser begået i den danske stat har skadelidte altså ikke efter gæl-

dende ret et retskrav på erstatning, når hændelsen er sket i udlandet. Erstat-

ning forudsætter også i disse tilfælde, at offererstatningslovens øvrige be-

tingelser, herunder de almindelige erstatningsretlige betingelser, er opfyldt.

Offererstatningslovens § 1, stk. 3, har baggrund i hovedloven fra 1976, jf.

lov nr. 277 af 26. maj 1976, som indførte offererstatningsordningen i Dan-

mark. Forud for fremsættelsen af loven nedsatte Justitsministeriet den 8. ja-

nuar 1974 et udvalg, som havde til formål at undersøge mulighederne for en

ordning, hvor det offentlige udreder erstatning til ofre for forbrydelser med

ret til at gøre regres over for gerningsmanden. Udvalget afgav i juni 1975

betænkning nr. 751/1975 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser,

som lå til grund for det lovforslag, der senere blev fremsat.

Det fremgår af betænkning nr. 751/1975, side 32, at skader forvoldt ved

overtrædelser begået uden for den danske stat som altovervejende hovedre-

gel vil savne tilknytning til Danmark og derfor falde uden for ordningen.

Der kan dog forekomme tilfælde, hvor det vil være rimeligt at yde erstat-

ning. For at dække disse tilfælde er der efter § 1, stk. 3, adgang til at yde

erstatning under særlige omstændigheder. Det er forudsat i betænkningen,

at bestemmelsen navnlig sigter på en række tilfælde, hvor der vil være dansk

jurisdiktion, uanset at handlingen ikke er sket i den danske stat, f.eks. hvis

handlingen er sket på et dansk fartøj m.v.

Derudover fremgår det af betænkningens side 32, at bestemmelsen endvi-

dere vil kunne anvendes på skadelidte, der er blevet offer for en terrorhand-

ling i udlandet.

Det følger heraf, at den danske stat kan yde erstatning til ofre for forbrydel-

ser i udlandet, hvis særlige omstændigheder fører til, at det kan være rimeligt

at yde erstatning, samt at der vil kunne være tale om sådanne særlige om-

stændigheder, hvis skadelidte er blevet offer for en terrorhandling i udlan-

det.

Erstatningsnævnet har behandlet et begrænset antal sager om udbetaling af

erstatning til ofre for terrorhandlinger i udlandet. Fra Erstatningsnævnets

praksis kan nævnes n.j.nr. 19-520-04289 og 19-520-4664, som også er gen-

givet i Erstatningsnævnets årsberetning for 2019. Ansøgerne søgte i sagerne

om efterladtegodtgørelse ved Erstatningsnævnet som følge af, at deres fæl-

les datter under en vandretur i Marokko blev dræbt af marokkanske terrori-

ster. Nævnet fandt, at drabet var udtryk for en terrorhandling, og at sagen

undtagelsesvist kunne behandles efter offererstatningslovens § 1, stk. 3,

UDKAST

selvom drabet havde fundet sted i udlandet. Nævnet lagde herved vægt på

bemærkningerne i betænkning nr. 751/1975 om, at bestemmelsen kan an-

vendes i sager, hvor skadelidte i udlandet er offer for (andre) terrorhandlin-

ger (end flykapringer). Nævnet lagde ved afgørelsen særlig vægt på forbry-

delsens meget voldsomme karakter samt eksponeringen af drabet i pressen

og på internettet og på, at ansøgerne som følge heraf havde været udsat for

en sådan krænkelse og følelsesmæssig belastning, at der var grundlag for at

tilkende dem efterladtegodtgørelse, uanset at deres datter ikke var mindre-

årig og på tidspunktet for drabet var flyttet hjemmefra.

Bestemmelsen er i praksis også blevet anvendt i såkaldt lukkede danske mil-

jøer, dvs. hvor en person med dansk indfødsret eller bopæl i Danmark begår

en forbrydelse mod en anden person med dansk indfødsret eller bopæl i

Danmark, f.eks. i forbindelse med en skolerejse.

For så vidt angår skadelidte, der kommer til skade i forbindelse med deres

erhvervsudøvelse i udlandet, gælder, at hvis tilskadekomsten kan anses som

en arbejdsskade, kan skaderne i visse tilfælde være omfattet af bekendtgø-

relse nr. 1481 af 2. december 2016 om arbejdsskadesikring for personer, der

udsendes til midlertidigt arbejde i udlandet. Erstatning efter offererstat-

ningsloven kan ydes som supplement til den erstatning, der ydes efter ar-

bejdsskadesikringsloven.

Afgår skadelidte ved døden, ydes der erstatning m.v. efter erstatningsan-

svarslovens §§ 12-14 a og § 26 a, jf. offererstatningslovens § 2. For person-

skade forvoldt ved handlinger begået i udlandet er erstatning m.v. til afdødes

efterladte dog

–

som gennemgået ovenfor

–

betinget af, at konkrete grunde

taler for, at det vil være rimeligt, at den danske stat yder erstatning.

Som anført ovenfor er adgangen til erstatning fra staten efter reglerne i of-

fererstatningsloven betinget af, at de almindelige erstatningsretlige betingel-

ser og de betingelser, der øvrigt fremgår af offererstatningsloven, er opfyldt.

Dette gælder både i tilfælde, hvor skadelidte har et retskrav på erstatning

efter offererstatningslovens § 1, stk. 1, og i tilfælde, hvor staten efter en

konkret rimelighedsvurdering kan yde erstatning efter den såkaldte billig-

hedsregel i lovens § 1, stk. 3.

Det fremgår af offererstatningslovens § 6 a, at dansk rets almindelige regler

om skadevolderes erstatningsansvar, herunder om nedsættelse eller bortfald

af erstatning på grund af skadelidtes medvirken til skaden eller accept af

risiko, finder tilsvarende anvendelse ved Erstatningsnævnets afgørelser om

UDKAST

erstatning. Det er fast antaget i retspraksis, at afdødes egen skyld også be-

virker nedsættelse eller bortfald af de efterladtes krav på erstatning og/eller

godtgørelse.

Højesteret fandt i sin dom af 9. december 2019, gengivet i Ugeskrift for

Retsvæsen 2020, side 819, at offererstatningslovens § 6 a indebærer, at ska-

delidte over for staten skal stilles på samme måde, som skadelidte ville være

stillet over for skadevolderen.

I den konkrete sag fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at lade sta-

tens erstatning til skadelidte, som var blevet skudt i hovedet af en ukendt

gerningsmand, nedsætte eller bortfalde som følge af egen skyld eller accept

af risiko efter offererstatningslovens § 6 a. På tidspunktet for skudepisoden

var skadelidte involveret i hashhandel, som var kontrolleret af en bande-

gruppering, M, og som var i konflikt med en anden bandegruppering. Ska-

delidte bar sikkerhedsvest og walkie-talkie, men var ubevæbnet. Efter be-

visførelsen fandt Højesteret, at skadelidte formentlig var et tilfældigt offer,

og at han ikke var registreret som bandemedlem, men alene som en person,

der var i radius af bandegrupperingen M. Højesteret fandt under disse om-

stændigheder, at der i en sag mod skadevolderen ikke ville ske nedsættelse

eller bortfald af erstatningsansvaret som følge af medvirken til skaden eller

accept af risiko for skade, og at der derfor ikke var grundlag for at lade ska-

delidtes erstatningskrav mod staten nedsætte eller bortfalde.

På baggrund af Højesterets dom må det antages, at offererstatningslovens §

6 a medfører, at Erstatningsnævnet skal foretage en konkret vurdering af,

om der under en civil sag mellem skadelidte og skadevolder er grundlag for

at lade erstatningen nedsætte eller bortfalde.

Offererstatningslovens § 7 fastsætter, at erstatning ikke ydes, i det omfang

skaden godtgøres af skadevolderen eller dækkes af forsikringsydelser eller

andre ydelser, der har karakter af virkelig skadeserstatning.

Erstatningsnævnet har den endelige administrative afgørelse af de sager, der

indbringes for nævnet, jf. offererstatningslovens § 16.

2.1.1.2. Straffeloven

Straffelovens kapitel 12 om landsforræderi og andre forbrydelser mod sta-

tens selvstændighed og sikkerhed og 13 om forbrydelser mod statsforfatnin-

gen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v. indeholder en række

bestemmelser, som kriminaliserer bl.a. terrorisme og forskellige typer af

UDKAST

støtte og bistand til terrorisme, herunder eksempelvis finansiering af terro-

risme, hvervning eller tilslutning til terrorgrupperinger, oplæring i terror-

virksomhed m.v.

Straffelovens § 101 a kriminaliserer deltagelse i og hvervning til væbnede

konflikter i udlandet, som den danske stat er part i. Det følger således af §

101 a, stk. 1, 1. pkt., at den, der har dansk indfødsret eller bopæl i den danske

stat, og som under en væbnet konflikt, i hvilken den danske stat er part, er

tilsluttet en væbnet styrke for en part, som kæmper mod den danske stat,

straffes med fængsel indtil 12 år. Bestemmelsens stk. 2, 1. pkt., fastsætter,

at den, der hverver en person med dansk indfødsret eller bopæl i den danske

stat til en væbnet styrke under de omstændigheder, der er beskrevet i stk. 1,

eller som offentligt tilskynder en sådan person til at tilslutte sig fjendtlige

styrker i sådanne konflikter, straffes med fængsel indtil 12 år.

Straffelovens § 114 kriminaliserer terrorisme. Efter straffelovens § 114, stk.

1, straffes for terrorisme den, der begår en eller flere af de i bestemmelsen

opregnede lovovertrædelser med forsæt til at skræmme en befolkning i al-

vorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige

myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade

en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en internatio-

nal organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomi-

ske eller samfundsmæssige struktur, når handlingen i kraft af sin karakter

eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en interna-

tional organisation alvorlig skade.

De opregnede lovovertrædelser som nævnt ovenfor omfatter:

Manddrab efter straffelovens § 237.

Grov vold efter straffelovens § 245 eller § 246.

Frihedsberøvelse efter straffelovens § 261.

Forstyrrelse af trafiksikkerheden efter straffelovens § 184, stk. 1,

retsstridige forstyrrelser i driften af almindelige samfærdselsmidler

m.v. efter straffelovens § 193, stk. 1, eller groft hærværk efter straf-

felovens § 291, stk. 2, hvis disse overtrædelser begås på en måde,

der kan bringe menneskeliv i fare eller forårsage betydelige økono-

miske tab.

5) Kapring af transportmidler efter straffelovens § 183 a.

6) Overtrædelser af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer under

særligt skærpende omstændigheder efter straffelovens § 192 a.

7) Brandstiftelse efter straffelovens § 180, sprængning, spredning af

skadevoldende luftarter, oversvømmelse, skibbrud, jernbane- eller

anden transportulykke efter straffelovens § 183, stk. 1 og 2, sund-

hedsfarlig forurening af vandforsyningen efter straffelovens § 186,

UDKAST

stk. 1, sundhedsfarlig forurening af ting bestemt til almindelig ud-

bredelse m.v. efter straffelovens § 187, stk. 1.

Besiddelse eller anvendelse m.v. af radioaktive stoffer efter straffe-

lovens § 192 b.

Efter straffelovens § 114, stk. 2, straffes på samme måde den, der med det i

stk. 1 nævnte forsæt transporterer våben eller eksplosivstoffer. Efter stk. 3

straffes på samme måde endvidere den, som med det i stk. 1 nævnte forsæt

truer med at begå en af de i stk. 1 og 2 nævnte handlinger.

Straffelovens § 114 a kriminaliserer terrorlignende handlinger. Efter straf-

felovens § 114 a straffes for terrorlignende handlinger den, der begår en af

de i bestemmelsen opregnede lovovertrædelser, uden at forholdet er omfat-

tet af straffelovens § 114.

De lovovertrædelser, der opregnes i § 114 a, omfatter:

1) Overtrædelse af straffelovens § 180, § 181, stk. 1, § 183, stk. 1 eller

2, § 183 a, § 184, stk. 1, § 192 a, § 193, stk. 1, §§ 237, 244, 245, 246,

250, § 252, stk. 1, § 266, § 288 eller § 291, stk. 1 eller 2, når hand-

lingen er omfattet af artikel 1 i konventionen af 16. december 1970

om bekæmpelse af ulovlig bemægtigelse af luftfartøjer, artikel 1 i

konventionen af 23. september 1971 til bekæmpelse af ulovlige

handlinger mod den civile luftfarts sikkerhed eller artikel II i proto-

kollen af 24. februar 1988 til bekæmpelse af ulovlige voldshandlin-

ger i lufthavne, der betjener den internationale civile luftfart.

2) Overtrædelse af straffelovens § 180, § 181, stk. 1, § 183, stk. 1 eller

2, § 184, stk. 1, §§ 237, 244, 245, 246, 250, § 252, stk. 1, § 260, §

261, stk. 1 eller 2, § 266 eller § 291, stk. 1 eller 2, når handlingen er

omfattet af artikel 2 i konventionen af 14. december 1973 om fore-

byggelse af og straf for forbrydelser mod internationalt beskyttede

personer, herunder diplomatiske repræsentanter.

3) Overtrædelse af straffelovens § 261, stk. 1 eller 2, når handlingen er

omfattet af artikel 1 i den internationale konvention af 17. december

1979 imod gidseltagning.

4) Overtrædelse af straffelovens § 180, § 181, stk. 1, § 183, stk. 1 eller

2, § 186, stk. 1, §§ 192 a, 192 b, 237, 244, 245, 246, 260, 266, 276,

278, 279, 279 a, 281, 288 eller § 291, stk. 2, når handlingen er om-

fattet af artikel 7 i IAEA-konventionen (Det Internationale Atom-

energiagenturs konvention) af 3. marts 1980 om fysisk beskyttelse

af nukleare materialer.

5) Overtrædelse af straffelovens § 180, § 181, stk. 1, § 183, stk. 1 eller

2, § 183 a, § 184, stk. 1, § 192 a, § 193, stk. 1, §§ 237, 244, 245, 246,

§ 252, stk. 1, §§ 260, 266, 288 eller § 291, stk. 1 eller 2, når hand-

lingen er omfattet af artikel 3 i konventionen af 10. marts 1988 til

UDKAST

bekæmpelse af ulovlige handlinger mod søfartssikkerheden eller ar-

tikel 2 i protokollen af 10. marts 1988 til bekæmpelse af ulovlige

handlinger mod sikkerheden for fastgjorte platforme, der befinder

sig på kontinentalsokkelen.

6) Overtrædelse af straffelovens § 180, § 181, stk. 1, § 183, stk. 1 eller

2, § 183 a, § 184, stk. 1, § 186, stk. 1, § 192 a, § 193, stk. 1, §§ 237,

244, 245, 246, 250, § 252, stk. 1, § 266 eller § 291, stk. 2, når hand-

lingen er omfattet af artikel 2 i den internationale konvention af 15.

december 1997 til bekæmpelse af terrorbombninger.

7) Overtrædelse af straffelovens § 192 b, § 260 eller § 266, når hand-

lingen er omfattet af artikel 2 i den internationale konvention af 13.

april 2005 til bekæmpelse af nuklear terrorisme.

Overtrædelse af straffelovens § 183, stk. 1 eller 2, når der er tale om

forvoldelse af sprængning rettet mod en offentlig bygning eller in-

stitution.

Straffelovens § 114 b angår finansiering af terrorvirksomhed. Efter bestem-

melsen straffes den, som 1) direkte eller indirekte yder økonomisk støtte til,

2) direkte eller indirekte tilvejebringer eller indsamler midler til eller 3) di-

rekte eller indirekte stiller penge, andre formuegoder eller finansielle eller

andre lignende ydelser til rådighed for en person, en gruppe eller en sam-

menslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af §

114 eller § 114 a.

Efter straffelovens § 114 c, stk. 1, straffes den, som hverver en person til at

begå eller fremme handlinger omfattet af § 114 eller § 114 a eller til at slutte

sig til en gruppe eller sammenslutning for at fremme, at gruppen eller sam-

menslutningen begår handlinger af denne karakter. Efter stk. 2 straffes den,

som hverver en person til at begå eller fremme handlinger omfattet af § 114

b eller til at slutte sig til en gruppe eller sammenslutning for at fremme, at

gruppen eller sammenslutningen begår handlinger af denne karakter. Efter

stk. 3 straffes den, som lader sig hverve til at begå handlinger omfattet af §

114 eller § 114 a.

Straffelovens § 114 d kriminaliserer træning, instruktion og anden oplæring

til terrorisme m.v. Efter stk. 1 straffes den, som træner, instruerer eller på

anden måde oplærer en person til at begå eller fremme handlinger omfattet

af § 114 eller § 114 a med viden om, at personen har til hensigt at anvende

færdighederne til dette formål. Efter stk. 2 straffes den, som træner, instru-

erer eller på anden måde oplærer en person til at begå eller fremme handlin-

ger omfattet af § 114 b med viden om, at personen har til hensigt at anvende

de tillærte færdigheder til dette formål. Efter stk. 3 straffes den, som lader

UDKAST

sig træne, instruere eller på anden måde oplære til at begå handlinger om-

fattet af § 114 eller § 114 a.

Efter straffelovens § 114 e straffes den, som i øvrigt fremmer virksomheden

for en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til

hensigt at begå handlinger omfattet af §§ 114, 114 a, 114 b, 114 c, eller 114

Efter straffelovens § 114 f straffes den, som, uden at forholdet omfattes af

§§ 114-114 e, deltager i eller yder væsentlig økonomisk eller anden væsent-

lig støtte til korps, gruppe eller sammenslutning, der har til hensigt ved

magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde

forstyrrelse af samfundsordenen.

Efter straffelovens § 114 g straffes den, som, uden at forholdet omfattes af

§§ 114-114 f, deltager i ulovlig militær organisation eller gruppe.

Straffelovens § 114 h angår spredning af masseødelæggelsesvåben. Efter

bestemmelsen straffes den, der under skærpende omstændigheder i strid

med lovgivningen om ikke spredning af masseødelæggelsesvåben m.v. 1)

udfører produkter med dobbelt anvendelse uden tilladelse, 2) til brug for

myndighedernes afgørelser om produkter med dobbelt anvendelse giver

urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning

for sagens afgørelse eller 3) handler i strid med vilkår, der er fastsat i myn-

dighedernes afgørelser om produkter med dobbelt anvendelse.

Straffelovens § 114 i angår modtagelse af økonomisk støtte fra en terror-

gruppe eller -sammenslutning. Efter bestemmelsen straffes den, der fra en

gruppe eller sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlin-

ger omfattet af § 114 eller § 114 a, modtager økonomisk støtte i penge eller

andre ydelser til brug for oprettelse eller drift af en institution eller virksom-

hed eller til lignende formål her i landet.

Straffelovens § 114 j angår indrejse- og opholdsforbud i konfliktområder.

Efter stk. 1 straffes den, der har dansk indfødsret eller bopæl i den danske

stat, og som uden tilladelse indrejser eller opholder sig i et område som

nævnt i bestemmelsens stk. 3. Det følger af stk. 2, at stk. 1 ikke gælder for

indrejse og ophold som led i udøvelse af dansk, udenlandsk eller internatio-

nal offentlig tjeneste eller hverv.

Straffelovens § 114 j, stk. 3, fastsætter, at justitsministeren efter forhandling

med udenrigsministeren og forsvarsministeren kan fastsætte regler om, at et

område, hvor en gruppe eller sammenslutning som nævnt i § 114 e er part i

UDKAST

en væbnet konflikt, skal være omfattet af stk. 1. Forbuddet omfatter for tiden

Dayr Az Zawr-provinsen i Syrien og Idlib-provinsen i Syrien, jf. herved be-

kendtgørelse nr. 708 af 6. juli 2019 om forbud mod indrejse eller ophold i

visse konfliktområder.

Efter straffelovens § 114 j, stk. 4, kan justitsministeren eller den, ministeren

bemyndiger til det, tillade efter ansøgning, at en person indrejser eller op-

holder sig i et område som nævnt i stk. 1, hvis indrejsen eller opholdet har

et anerkendelsesværdigt formål. En tilladelse kan omfatte en gruppe af per-

soner, der er tilknyttet en bestemt virksomhed eller organisation m.v.

2.1.1.3. Rådets direktiv nr. 2004/80/EF af 29. april 2004 om erstatning til

ofre for forbrydelser

Rådets direktiv nr. 2004/80/EF af 29. april 2004 om erstatning til ofre for

forbrydelser fastsætter en samarbejdsordning mellem de myndigheder, der

administrerer offererstatningsordninger i de respektive EU-medlemsstater.

Samarbejdsordningen har til formål at sikre, at ofre for forbrydelser altid

kan henvende sig til en myndighed i deres bopælsstat med henblik på at

mindske de praktiske og sproglige problemer, der opstår i grænseoverskri-

dende situationer.

Det følger af direktivet, at en person, der ansøger om erstatning, i tilfælde

hvor en forbrydelse er begået på en anden medlemsstats område end den,

hvor den pågældende har sit sædvanlige opholdssted, har ret til at indgive

sin ansøgning i den medlemsstat, hvor den pågældende har sit sædvanlige

opholdssted, jf. artikel 1. Det følger endvidere af direktivet, at erstatningen

udbetales af den kompetente myndighed i den medlemsstat, på hvis område

forbrydelsen er begået, jf. artikel 2.

Direktivet er ikke til hinder for, at medlemsstaterne indfører eller oprethol-

der bestemmelser om erstatning til ofre for forbrydelser begået uden for de-

res eget område eller til andre personer, der berøres af en sådan forbrydelse,

på vilkår, som medlemsstaterne selv specifikt fastsætter, for så vidt sådanne

bestemmelser er forenelige med direktivet, jf. direktivets artikel 17.

I forbindelse med gennemførelsen af direktivet blev det vurderet, at den dan-

ske offererstatningsordning med få tilpasninger allerede levede op til de

krav, som direktivet stiller. Gennemførelsen af direktivet gav således ikke

anledning til lovændringer, men alene til administrative justeringer.

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

UDKAST

2.1.2.1.

Som beskrevet i pkt. 2.1.1 følger det af den gældende ordning i of-

fererstatningslovens § 1, stk. 3, om såkaldt billighedserstatning, at staten kan

yde erstatning m.v. for skader, der forvoldes ved terrorhandlinger begået i

udlandet, hvis konkrete grunde taler for, at det vil være rimeligt, at den dan-

ske stat yder erstatning.

Folketinget har med vedtagelsen af beslutningsforslag nr. B 167 i folke-

tingsåret 2021-22 forpligtet regeringen til inden udgangen af folketingsåret

2022-23 at fremsætte de nødvendige forslag til ændring af lovgivningen,

således at danske borgere, der måtte blive ofre for en terrorhandling i udlan-

det, eller pårørende hertil sikres et retskrav på erstatning efter offererstat-

ningsloven.

Regeringen er enig i, at der er behov for at skabe klarhed over og sikkerhed

for, at ofre for terror eller terrorlignende handlinger begået i udlandet eller

pårørende hertil har adgang til erstatning i Danmark.

Det foreslås derfor at indføre en ny bestemmelse i offererstatningsloven,

som fastsætter, at staten yder erstatning og godtgørelse for personskade for-

voldt ved terror eller terrorlignende handlinger begået i udlandet.

2.1.2.2.

Indførelse af et retskrav, hvorefter den danske stat yder erstatning

og godtgørelse for personskade forvoldt ved terror eller terrorlignende hand-

linger begået uden for den danske stat, giver anledning til nærmere overve-

jelser om retskravsordningens anvendelsesområde i sager, hvor det kan fo-

rekomme stødende, at den danske stat yder erstatning eller godtgørelse.

Det vil navnlig kunne være tilfældet i situationer, hvor personskaden ind-

træder i udlandet, hvor skadelidte befinder sig, fordi skadelidte har tilsluttet

sig en terrororganisation, eller hvor skadelidte selv har begået terrorhand-

linger, ydet bistand til terrorhandlinger eller på anden vis har udvist en hand-

lemåde, der er kriminaliseret i straffelovens terrorbestemmelser.

Justitsministeriet har i den forbindelse overvejet sammenhængen mellem de

ovenfor anførte eksempler på tilfælde, hvor det efter Justitsministeriets vur-

dering vil kunne forekomme stødende, at den danske stat yder erstatning

efter reglerne i offererstatningsloven, og dansk rets almindelige regler om

skadelidtes medvirken til skaden eller accept af risikoen.

Der er efter offererstatningslovens § 6 a adgang til at lade skadelidtes eller

afdødes erstatning nedsætte eller bortfalde efter dansk rets almindelige reg-

ler om skadelidtes eller afdødes medvirken til skaden eller accept af risikoen

UDKAST

for skade. Der henvises til pkt. 2.1.1 om gældende ret vedrørende offerer-

statningslovens § 6 a.

Det er Justitsministeriets vurdering, at der efter gældende ret ikke er adgang

til generelt at lade erstatning for skade forvoldt ved terrorhandlinger ned-

sætte eller bortfalde som følge af skadelidtes egen skyld eller accept af risiko

i tilfælde af, at skadelidte har udvist en handlemåde, der er kriminaliseret i

straffelovens terrorbestemmelser. Vurderingen af, om erstatningen kan ned-

sættes eller bortfalde som følge af skadelidtes egen skyld eller accept af ri-

siko, beror i stedet på en konkret vurdering af skadelidtes adfærd i det en-

kelte skadestilfælde.

Det kan dermed heller ikke udelukkes, at en person, som har været udsat for

en terrorhandling begået i udlandet, efter en konkret vurdering kan have ret

til fuld erstatning efter offererstatningsloven, selvom skadelidte under op-

holdet i udlandet selv har udvist en handlemåde, der er kriminaliseret i straf-

felovens terrorbestemmelser m.v.

Såfremt det skal være muligt at afvise, at staten yder erstatning efter den

foreslåede retskravsordning i sådanne tilfælde, bør der derfor indføres en

klar undtagelsesbestemmelse til den foreslåede retskravsordning.

Justitsministeriet har derfor overvejet, hvordan en sådan undtagelsesbestem-

melse kan udformes, herunder hvilken handlemåde der skal kunne be-

grunde, at staten ikke yder erstatning.

Justitsministeriet finder det i den forbindelse naturligt, at undtagelsesbe-

stemmelsen tager udgangspunkt i straffelovens § 101 a og §§ 114-114 j. Der

henvises til gerningsbeskrivelserne i pkt. 2.1.1 om gældende ret.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil der ved udformningen af undtagelses-

bestemmelsen endvidere kunne tages udgangspunkt i den handlemåde, som

skadelidte har udvist under det pågældende ophold uden for Danmark, såle-

des at der sker en vis tidsmæssig og geografisk afgrænsning af undtagelses-

bestemmelsen. Justitsministeriet finder på denne baggrund, at undtagelses-

bestemmelsen bør udformes således, at retskravsordningen ikke finder an-

vendelse, hvis der er grund til at antage, at skadelidte under opholdet i ud-

landet har udvist en handlemåde, der er kriminaliseret i straffelovens § 101

a eller §§ 114-114 j.

UDKAST

2.1.2.3.

Erstatningsnævnet vil som udgangspunkt ikke være i besiddelse af

oplysninger om skadelidtes aktiviteter og handlinger under opholdet i ud-

landet. Der er derimod tale om oplysninger, som politiet og Politiets Efter-

retningstjeneste (PET) efter omstændighederne kan være i besiddelse af.

Justitsministeriet finder derfor, at der bør indsættes en bestemmelse om, at

der i forbindelse med afgørelse om erstatning og godtgørelse efter den fore-

slåede retskravsordning skal indhentes en udtalelse fra politiet om, hvorvidt

der er grund til at antage, at skadelidte under opholdet i udlandet har udvist

en handlemåde, der er kriminaliseret i straffelovens § 101 a eller §§ 114-

114 j.

Det bagvedliggende hensyn bag bestemmelsen er således at sikre, at Erstat-

ningsnævnet

–

der er den kompetente myndighed til at træffe afgørelser om

erstatning, jf. offererstatningslovens § 11, stk. 1

–

kan træffe afgørelse om

erstatning og godtgørelse på et oplyst grundlag.

2.1.3. Den foreslåede ordning

2.1.3.1.

Som beskrevet ovenfor under pkt. 2.1.1 er der efter gældende ret

kun adgang til at tilkende erstatning og godtgørelse for personskade forvoldt

ved handlinger begået i udlandet, hvis det konkret vurderes at være rimeligt.

Det foreslås derfor at indføre en ny bestemmelse i offererstatningslovens §

1, stk. 4, om, at den danske stat yder erstatning og godtgørelse for person-

skade, der forvoldes ved terror eller terrorlignende handlinger begået uden

for den danske stat.

Forslaget har til formål at sikre, at ofre for terrorisme begået i udlandet eller

pårørende hertil har ret til erstatning og godtgørelse fra den danske stat.

Ordningen efter den foreslåede bestemmelse er formuleret således, at den

danske stat »yder« erstatning m.v. Det betyder, at den erstatningssøgende

vil have et retskrav på erstatning.

I den foreslåede bestemmelse henvises der til den personelle afgrænsning i

offererstatningslovens § 1, stk. 3, hvilket betyder, at de to bestemmelser vil

finde anvendelse for samme personkreds. Den danske stat vil således kun

yde erstatning og godtgørelse, hvis skadelidte på gerningstidspunktet har

bopæl i Danmark, har dansk indfødsret eller på gerningstidspunktet gjorde

tjeneste for en udsendt dansk udenrigsrepræsentation, jf. § 1, stk. 3, 1. pkt.

Ordningen vil tilsvarende finde anvendelse, når skaden blev forvoldt mod

skadelidte med bopæl i Danmark under dennes erhvervsudøvelse uden for

den danske stat, jf. § 1, stk. 3, 2. pkt.

UDKAST

Bestemmelsen vil finde anvendelse for personskade forvoldt ved »terror«

eller »terrorlignende handlinger«.

Den foreslåede ordning vil således indebære, at der skal foretages en vurde-

ring af, om personskaden er forvoldt ved en handling, der er begået i udlan-

det, og som udgør terror eller en terrorlignende handling.

Ved »terror« forstås gerningsbeskrivelsen i straffelovens § 114. Ved »ter-

rorlignende handlinger« forstås gerningsbeskrivelsen i straffelovens § 114

a. Der henvises til beskrivelserne af §§ 114 og 114 a under pkt. 2.1.1.2 om

gældende ret. Der vil derfor skulle tages udgangspunkt i de nævnte ger-

ningsbeskrivelser ved vurderingen af, om retskravsordningen finder anven-

delse.

Erstatningsnævnet vil ikke være forpligtet til at forsøge at indhente oplys-

ninger om hændelsen fra myndighederne i det land, hvori hændelsen er sket.

Det forudsættes derfor, at oplysninger fra myndighederne i det pågældende

land i almindelighed ikke vil indgå i Erstatningsnævnets sagsbehandling.

Det bemærkes i den forbindelse, at det efter gældende ret efter offererstat-

ningslovens § 1, stk. 3, heller ikke er en forudsætning for, at der kan udbe-

tales erstatning, at der har været en forudgående politimæssig efterforskning

eller straffesag. Sager, der behandles efter offererstatningslovens § 1, stk. 3,

kan således ofte være vanskelige at få tilstrækkeligt oplyst, da den uden-

landske politimæssige efterforskning ofte vil være mindre anvendelig til

brug for behandlingen af erstatningsspørgsmålet, end tilfældet er i de sager,

hvor dansk politi efterforsker sagen.

Det er Justitsministeriets vurdering, at de samme udfordringer som udgangs-

punkt vil gøre sig gældende efter den foreslåede retskravsordning for så vidt

angår vurderingen af, om personskaden er forvoldt ved terror eller en terror-

lignende handling.

Vurderingen af, om personskaden er forvoldt ved terror eller en terrorlig-

nende handling, vil derfor almindeligvis bero på en troværdighedsvurdering

af ansøgerens egne oplysninger, som ofte vil skulle sammenholdes med de

oplysninger, der er videregivet i offentligheden.

Det forudsættes på denne baggrund, at betingelsen om, at personskaden skal

være forvoldt ved terror eller terrorlignende handlinger, f.eks. vil kunne

være opfyldt, hvis der på baggrund af den offentlige omtale af den handling,

der har forårsaget skaden, er en formodning om, at gerningsbeskrivelserne i

straffelovens §§ 114 eller 114 a er opfyldt.

UDKAST

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

2.1.3.2.

Det foreslås endvidere, at der samtidig indføres en ny bestemmelse

i offererstatningslovens § 1, stk. 5, om en undtagelse til den foreslåede ho-

vedregel om retskrav på erstatning til ofre for terror eller terrorlignende

handlinger begået i udlandet.

Hensynet bag den foreslåede undtagelse er, at staten ikke bør yde erstatning

til ofre for terror eller terrorlignende handlinger begået i udlandet i tilfælde,

hvor det kan forekomme stødende, at den danske stat yder erstatning.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at staten ikke yder erstatning ef-

ter retskravsordningen, hvis der er grund til at antage, at skadelidte under

opholdet i udlandet har udvist en handlemåde, der er kriminaliseret i straf-

felovens § 101 a eller §§ 114-114 j.

Det afgørende for, om retskravsordningen finder anvendelse, vil være, om

skadelidte under opholdet i udlandet har udvist en handlemåde, der er kri-

minaliseret i straffelovens § 101 a eller §§ 114-114 j. Der henvises til be-

skrivelserne af § 101 a og §§ 114-114 j under pkt. 2.1.1.2 om gældende ret.

Det forudsættes, at der i hver enkelt sag foretages en konkret og individuel

vurdering af, om der er grundlag for at antage, at den pågældende under

opholdet i udlandet har udvist en handlemåde, der er kriminaliseret i straf-

felovens § 101 a eller §§ 114-114 j.

Det vil være arten og karakteren af handlemåden, der afgør, om retskravs-

ordningen finder anvendelse.

Det vil ikke være en betingelse, at skadelidte er blevet dømt for overtrædelse

af de nævnte bestemmelser.

Det vil tilsvarende ikke skulle vurderes, om skadelidte under opholdet i ud-

landet har gjort sig skyldig i overtrædelse af en eller flere af de omfattede

straffelovsbestemmelser, herunder om der foreligger den til domfældelse

fornødne tilregnelse.

Det vil således alene være gerningsbeskrivelserne i de relevante straffelovs-

bestemmelser, der vil indgå i vurderingen af, om staten yder erstatning efter

den foreslåede retskravsordning.

Bestemmelsen vil ligeledes indebære, at skadelidtes forsøg på eller medvir-

ken til de handlinger m.v., der er kriminaliseret i straffelovens § 101 a eller

UDKAST

§§ 114-114 j, ligeledes vil kunne begrunde, at den danske stat ikke yder

erstatning m.v.

Efter den foreslåede ordning vil der skulle være »grund til at antage«, at

skadelidte under opholdet i udlandet har udvist den nævnte handlemåde.

Kravet vil indebære, at der på baggrund af de foreliggende oplysninger skal

være rimelige og konkrete grunde til at antage, at skadelidte under opholdet

i udlandet har udvist en handlemåde, der er kriminaliseret i straffelovens §

101 a eller §§ 114-114 j.

Det vil bero på et konkret skøn, om der i sagen foreligger tilstrækkelige op-

lysninger til, at der er grund til at antage, at skadelidte under opholdet i ud-

landet har udvist den nævnte handlemåde.

Det vil alene være skadelidtes handlemåde, som vil indgå i vurderingen.

Omvendt vil eksempelvis skadelidtes efterladtes handlemåde ikke indgå i

vurderingen af, om skadelidtes efterladte har et retskrav på erstatning efter

den foreslåede ordning.

Formuleringen »under opholdet i udlandet« vil indebære, at skadelidte skal

have udvist den nævnte handlemåde under det pågældende ophold uden for

den danske stat. Det vil ikke være en betingelse, at den nævnte handlemåde

skal være udvist i samme land, hvori skadelidte pådrog sig personskaden.

Oplysninger om skadelidtes handlemåde under tidligere udlandsophold vil

derimod ikke indgå i vurderingen. Det samme vil gælde oplysninger om

skadelidtes handlemåde i Danmark.

Erstatningsnævnet vil til brug for afgørelsen af, om retskravsordningen fin-

der anvendelse, indhente en udtalelse fra politiet, jf. pkt. 2.1.3.3 nedenfor.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

2.1.3.3.

Som beskrevet i pkt. 2.1.2 vil Erstatningsnævnet ikke i almindelig-

hed være i besiddelse af oplysninger om skadelidtes handlinger under op-

holdet i udlandet, herunder om skadelidte har udvist en handlemåde, der er

kriminaliseret i straffelovens § 101 a eller §§ 114-114 j.

Det foreslås derfor at indføre en ny bestemmelse i offererstatningslovens §

1, stk. 6, hvorefter der i forbindelse med afgørelse om erstatning og godtgø-

relse efter den foreslåede retskravsordning skal indhentes en udtalelse fra

politiet om, hvorvidt der er grund til at antage, at skadelidte under opholdet

i udlandet har udvist en handlemåde, der er kriminaliseret i straffelovens §

UDKAST

101 a eller §§ 114-114 j. Der henvises til pkt. 2.1.3.2 og bemærkningerne til

det foreslåede § 1, stk. 5, om vurderingen heraf.

Den foreslåede ordning vil indebære, at Erstatningsnævnet i forbindelse

med behandling af en ansøgning om erstatning for personskade forvoldt ved

terror eller terrorlignende handlinger begået i udlandet skal indhente en ud-

talelse fra politiet, som indgår i Erstatningsnævnets afgørelse af, om skade-

lidte har ret til erstatning efter den foreslåede retskravsordning.

Erstatningsnævnet vil indhente udtalelsen fra den politikreds, hvor skade-

lidte havde bopæl på tidspunktet for skadens indtræden. Hvis skadelidte på

tidspunktet for skadens indtræden ikke havde bopæl i Danmark, vil udtalel-

sen skulle indhentes fra den politikreds, hvor skadelidte efter det oplyste

senest ses at have haft bopæl. Foreligger der ikke oplysninger herom, vil

udtalelsen skulle indhentes fra Københavns Politi.

Det forudsættes, at politiet til brug for udtalelsen vil foretage undersøgelser

af de oplysninger og registre, der er tilgængelige for politiet, herunder bl.a.

ved opslag i Kriminalregistret og Politiets Sagsstyringssystem. Det forud-

sættes endvidere, at politiet i forbindelse med udtalelsen vil indhente en ud-

talelse fra PET.

Det må forventes, at der vil kunne være oplysninger og efterretninger i po-

litiets

og PET’s

systemer, som politiet og PET ikke ønsker at videregive til

Erstatningsnævnet på grund af oplysningernes karakter eller af hensyn til

efterretningstjenestens virke m.v.

Det kan f.eks. være tilfældet, hvis PET’s

oplysninger stammer fra udenlandske partnere eller kilder, idet sådanne op-

lysninger som udgangspunkt ikke vil kunne fremlægges under behandlingen

af sagen.

Det bemærkes i den forbindelse, at politiet og PET i disse situationer ikke

vil være forpligtet til at lade oplysningerne indgå i udtalelsen eller til at vi-

deregive dem til Erstatningsnævnet. I disse tilfælde vil de pågældende op-

lysninger således ikke indgå i den udtalelse, som politiet skal afgive til Er-

statningsnævnet.

Såfremt PET ikke kan eller ikke ønsker at videregive eventuelle oplysninger

til politiet, vil PET således tilkendegive over for politiet, at PET ikke kan

bidrage med oplysninger om skadelidte.

Politiet vil

–

såfremt politiet heller ikke i sine selvstændige undersøgelser er

blevet bekendt med relevante oplysninger om ansøgeren, eller ikke kan eller

ikke ønsker at videregive sådanne oplysninger til Erstatningsnævnet

–

på

UDKAST

den baggrund tilkendegive over for Erstatningsnævnet, at politiet ikke kan

bidrage med oplysninger om skadelidte.

Politiet vil ligeledes tilkendegive, at politiet ikke kan bidrage med oplysnin-

ger om skadelidte, såfremt der

–

på baggrund af de oplysninger, som politiet

og PET ønsker at lade indgå i vurderingen

–

ikke er grund til at antage, at

skadelidte under opholdet i udlandet har udvist en handlemåde, der er kri-

minaliseret i straffelovens § 101 a eller §§ 114-114 j.

Den foreslåede ordning vil kunne indebære, at en erstatningssøgende kan

opnå adgang til erstatning, selvom politiet og PET er i besiddelse af oplys-

ninger, som giver grund til at antage, at skadelidte under opholdet i udlandet

har udvist en handlemåde, der er kriminaliseret i straffelovens § 101 a eller

§§ 114-114 j. Det vil kunne være tilfældet i sager, hvor politiet og PET ikke

ønsker at lade disse oplysninger indgå i udtalelsen, f.eks. af hensyn til efter-

retningstjenestens virke m.v.

Politiets udtalelse om, at der er grund til at antage, at skadelidte under op-

holdet i udlandet har udvist den nævnte handlemåde, vil ikke indebære, at

skadelidte er mistænkt eller sigtet i en straffesag. Endvidere vil politiets ud-

talelse herom ikke have betydning for politiets pligt til at indlede efterforsk-

ning i sagen. Regler herom følger af retsplejelovens § 742, stk. 2, hvorefter

politiet af egen drift iværksætter efterforskning, når der er rimelig formod-

ning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået.

Politiets udtalelse vil alene blive anvendt til brug for Erstatningsnævnets

afgørelse om erstatning og godtgørelse efter den foreslåede ordning.

Politiets udtalelse vil ikke udgøre en afgørelse i forvaltningslovens forstand,

men vil indgå i sagsoplysningen til brug for Erstatningsnævnets afgørelse.

Den, der ansøger om erstatning efter den foreslåede ordning, vil have mu-

lighed for at fremkomme med bemærkninger til politiets udtalelse under Er-

statningsnævnets eventuelle partshøring af ansøgeren efter forvaltningslo-

vens regler herom.

2.1.3.4.

Forslaget vil ikke ændre på, at erstatning ikke ydes, i det omfang

skaden godtgøres af andre ydelser, der har karakter af virkelig skadeserstat-

ning, jf. herved offererstatningslovens § 7.

Det vil bl.a. indgå i Erstatningsnævnets vurdering heraf, om der foreligger

oplysninger om, at skadelidte har modtaget erstatning i det land, hvor ska-

den er forvoldt.

UDKAST

Blandt andet på baggrund af Rådets direktiv nr. 2004/80/EF af 29. april 2004

om erstatning til ofre for forbrydelser vil Erstatningsnævnet kunne bistå an-

søgeren med ansøgning om erstatning i en anden EU-medlemsstat i over-

ensstemmelse med reglerne i direktivet.

2.1.3.5.

Forslaget vil ikke ændre på, at offererstatningslovens øvrige betin-

gelser m.v. skal være opfyldt, for at staten yder erstatning. Den foreslåede

ordning vil således ikke at ændre på, at dansk rets almindelige regler om

skadevolderes erstatningsansvar, herunder om nedsættelse eller bortfald af

erstatning på grund af skadelidtes medvirken til skaden eller accept af risiko,

stadig finder tilsvarende anvendelse. Erstatningsnævnet skal, hvor rets-

kravsordningen finder anvendelse, også fremover foretage en vurdering af,

om skadelidtes erstatning i henhold til gældende ret bør nedsættes som følge

af skadelidtes egen skyld eller accept af risiko.

Den foreslåede ordning vil endvidere ikke ændre på, at staten herudover i

særlige tilfælde kan yde erstatning for skader, der forvoldes ved handlinger

begået uden for den danske stat i medfør af ordningen om billighedserstat-

ning i offererstatningslovens § 1, stk. 3. Dette kan eksempelvis være i til-

fælde, hvor det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan fastslås, at skaden er

forvoldt ved terror eller en terrorlignende handling.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

Lovforslagets vurderes at medføre ingen eller begrænsede økonomiske kon-

sekvenser. Skønnet er behæftet med betydelig usikkerhed.

Det er Justitsministeriets vurdering, at den danske stat efter den nuværende

retsstilling allerede i vidt omfang kan yde erstatning for personskade for-

voldt ved terror og terrorlignende handlinger begået i udlandet efter offerer-

statningslovens § 1, stk. 3.

Det kan dog ikke afvises, at den danske stat vil være forpligtet til at yde

erstatning i videre omfang efter den foreslåede bestemmelse end efter gæl-

dende ret.

Det bemærkes i den forbindelse, at det vurderes at have undtagelsens karak-

ter, at det lykkes at gøre regres over for en udenlandsk gerningsperson. De

udgifter, som den danske stat måtte udbetale i erstatning og godtgørelse på

grund af en terrorhandling eller terrorlignende handling i udlandet, vil derfor

formentlig ikke kunne indkræves. Det må dog tilsvarende antages, at det

ikke er muligt at indkræve beløbet hos en udenlandsk gerningsperson med

den nuværende retsstilling.

UDKAST

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller administrative konse-

kvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser for bor-

gerne.

6. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 3. juli 2023 til den 14. august

2023 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer

m.v.:

Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byretter,

Advokatrådet, Advokatsamfundet, Akademikerne, Amnesty International

Danmark, Ankenævnet for Forsikring, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,

Business Danmark, Civilstyrelsen, Copenhagen Business School (Juridisk

Institut), Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Folkeoplysnings Samråd,

Dansk Erhverv, Dansk Industri, Danske Advokater, Danske Regioner, Da-

tatilsynet, Den Danske Dommerforening, Den Sociale Retshjælps fond, Det

Etiske Råd, Det Kriminalpræventive Råd, Direktoratet for Kriminalforsor-

gen, Digitaliseringsstyrelsen, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolssty-

relsen, Erstatningsnævnet, Finn Nørgaard Foreningen, Foreningen af Of-

fentlige Anklagere, Foreningen af Udlændingeretsadvokater

–

FAU, Forsik-

ring & Pension, FRIDA Forsikring Agentur A/S, HK-Landsklubben Dan-

marks Domstole, HK Politiet og Anklagemyndigheden, Hjælp Voldsofre,

Institut for Menneskerettigheder, Justitia, Kommunernes Landsforening

(KL), Københavns Retshjælp, Københavns Universitet (Det Juridiske Fa-

kultet), Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsforeningen Krim, Of-

ferrådgivningen i Danmark, Patienterstatningen, Politiforbundet, Retspoli-

tisk Forening, Rigsadvokaten, Rigsombudsmanden i Grønland, Rigsom-

budsmanden på Færøerne, Rigspolitiet, Røde Kors, Syddansk Universitet

UDKAST

(Juridisk Institut), Aalborg Universitet (Juridisk Institut), Aarhus Retshjælp,

Aarhus Universitet (Juridisk Institut) og samtlige ministerier.

10. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an- (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-

før »Ingen«)

Økonomiske

Ingen

konsekvenser for

stat, kommuner

og regioner

Implemente-

Ingen

ringskonsekven-

ser for stat, kom-

muner og regio-

ner

Økonomiske

Ingen

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative Ingen

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative Ingen

konsekvenser for

borgerne

Klimamæssige

konsekvenser

Ingen

Lovforslaget vurderes at medføre in-

gen eller begrænsede økonomiske

konsekvenser

Ingen

Miljø- og natur- Ingen

mæssige konse-

kvenser

Forholdet til EU-

retten

Ingen

UDKAST

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an- (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-

før »Ingen«)

Er i strid med de

principper

for

implementering

af erhvervsrettet

EU-regulering/

Går videre end

minimumskrav i

EU-regulering

(sæt X)

Nej X

UDKAST

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det følger af offererstatningslovens § 1, stk. 3, at erstatning i særlige tilfælde

kan ydes for skader, der forvoldes ved handlinger begået uden for den dan-

ske stat, hvis skadelidte har bopæl i Danmark, har dansk indfødsret eller på

gerningstidspunktet gjorde tjeneste for en udsendt dansk udenrigsrepræsen-

tation. Erstatning kan endvidere ydes, når sådanne handlinger er begået mod

skadelidte med bopæl i Danmark under erhvervsudøvelse uden for den dan-

ske stat.

Bestemmelsen medfører, at den danske stat kan yde erstatning til ofre for

forbrydelser i udlandet, hvis særlige omstændigheder fører til, at det kan

være rimeligt at yde erstatning. Efter gældende ret kan der være tale om

sådanne særlige omstændigheder, hvis skadelidte er blevet offer for en ter-

rorhandling i udlandet. I modsætning til ved overtrædelser begået i den dan-

ske stat har skadelidte altså ikke efter gældende ret et retskrav på erstatning,

når hændelsen er sket i udlandet.

Når konkrete omstændigheder tilsiger, at det er rimeligt, at den danske stat

yder erstatning efter § 1, stk. 3, har skadelidtes efterladte adgang til at opnå

erstatning mv. efter erstatningsansvarslovens §§ 12-14 a og 26, såfremt ska-

delidte afgår ved døden, jf. offererstatningslovens § 2.

Det følger af det foreslåede

§ 1, stk. 4,

at staten yder erstatning og godtgø-

relse for personskade, der forvoldes ved terror eller terrorlignende handlin-

ger begået uden for den danske stat, hvis skadelidte er omfattet af person-

kredsen i stk. 3, jf. dog stk. 5.

Den foreslåede formulering, hvorefter staten »yder« erstatning, vil medføre,

at skadelidte vil have et retskrav på erstatning og godtgørelse efter den fo-

reslåede ordning.

Bestemmelsen vil finde anvendelse på personskade forvoldt ved handlinger

begået uden for den danske stat. Der sondres ikke imellem EU-medlemssta-

ter og lande uden for EU.

UDKAST

Med henvisningen til »personkredsen i stk. 3« vil det være en betingelse for

at opnå adgang til erstatning og godtgørelse efter bestemmelsen, at skade-

lidte er omfattet af personkredsen nævnt i offererstatningslovens § 1, stk. 3.

Den foreslåede ordning vil derfor omfatte skadelidte med bopæl i Danmark,

skadelidte med dansk indfødsret og skadelidte, som gjorde tjeneste for en

udsendt dansk udenrigsrepræsentation på gerningstidspunktet, jf. § 1, stk. 3,

1. pkt. Ordningen vil tilsvarende finde anvendelse, når skaden blev forvoldt

mod skadelidte med bopæl i Danmark under dennes erhvervsudøvelse uden

for den danske stat, jf. § 1, stk. 3, 2. pkt.

For så vidt angår skadelidte, der kommer til skade i forbindelse med deres

erhvervsudøvelse i udlandet, gælder, at hvis tilskadekomsten kan anses som

en arbejdsskade, kan skaderne i visse tilfælde være omfattet af bekendtgø-

relse nr. 1481 af 2. december 2016 om arbejdsskadesikring for personer, der

udsendes til midlertidigt arbejde i udlandet. Det forudsættes, at Erstatnings-

nævnet i sådanne tilfælde på sædvanlig vis vil skulle afsøge, om skadelidte

er berettiget til erstatning efter arbejdsskadereglerne.