REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 202: Afrapportering fra Offer- og vidnepanelet, fra justitsministeren

Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del Bilag 202
Offentligt

Offer- og vidnepanelets anbefalinger om forholdene for ofre og

vidner generelt

April 2023

Indledning

Som det fremgår af kommissoriet for Offer- og vidnepanelet, vil mødet med rets-

systemet for de fleste danskere være noget, der kun sker én gang i løbet af et liv,

hvis nogensinde. Det er derfor vigtigt, at dette møde bliver så vellykket som muligt,

så tilliden til retssystemet opretholdes. Retssystemet må ikke stå i vejen for, at ofre

for kriminalitet kan komme videre i livet. Danskernes møde med retssystemet skal

være en tryg og tillidsfuld oplevelse, og både ofre og vidner skal føle sig set, hørt og

taget alvorligt.

Panelets arbejde har været opdelt i to faser. I den første fase undersøgte panelet

mulighederne for at sikre bedre beskyttelse af ofre for og vidner til organiseret og

banderelateret kriminalitet. Panelets overvejelser og anbefalinger om denne særlige

gruppe af ofre og vidner blev afleveret til den daværende justitsminister den 16. maj

2022.

I anden fase, som denne afrapportering vedrører, har panelet beskæftiget sig med

ofres og vidners forhold mere generelt.

Offer- og vidnepanelet har til behandling af denne del af kommissoriet afholdt syv

møder i perioden fra april 2022 til april 2023, idet det dog bemærkes, at panelets

arbejde har været sat i bero fra tidspunktet for udskrivelsen af Folketingsvalget i

oktober 2022 frem til gennedsættelsen i februar 2023.

Ekspertpanelet har været sammensat af Justitsministeriet (formand) samt medlem-

mer, som er udpeget af Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Dommerforeningen, Offerråd-

givningen, Danner, Red Barnet, Det Kriminalpræventive Råd, Advokatsamfundet,

Landsforeningen af Forsvarsadvokater og universiteterne. Justitsministeriet har se-

kretariatsbetjent panelet.

Dilemmaer

Panelet har fundet anledning til indledningsvist at anføre nogle overordnede be-

tragtninger om de dilemmaer, der er trådt frem under panelets drøftelser i fase 2.

For det første bemærker panelet, at en del forurettede ikke anser sig selv som ofre

og omfattet af betegnelsen ”offer”, hvilket kan have den konsekvens, at personer,

der har været udsat for kriminalitet, helt undlader at opsøge de vejlednings- og støt-

tetilbud, som er rettet mod ofre.

Det er panelets vurdering, at der ikke findes et oplagt alternativ til offerbegrebet, og

at det derfor er vigtigt, at myndighederne og de organisationer, som har med ofre

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 202: Afrapportering fra Offer- og vidnepanelet, fra justitsministeren

Side 2 af 12

at gøre, i dialogen med personer, der har været udsat for kriminalitet, er opmærk-

somme herpå og bidrager til at udbrede viden om, at deres tilbud er målrettet alle,

som har været udsat for forbrydelser.

For det andet bemærker panelet, at offerets status i en straffesag udgør et dilemma

i sig selv, idet en del af ofrene

opfatter sig som part og ikke blot ”vidne” i sagen,

hvilket kan give anledning til skuffelser og uindfriede forventninger hos den foru-

rettede. Denne diskrepans mellem den forurettedes forventninger og retlige status

hænger efter panelets opfattelse bl.a. sammen med, at der i de senere år har været

et betydeligt fokus på offerets situation under straffesagen, hvilket kan signalere en

særlig status for offeret, selvom ofre for kriminalitet ikke er parter i en straffesag.

For det tredje bemærker panelet, at der i de senere år er taget en lang række initiati-

ver, der skal forbedre forholdene for ofre i mødet med myndighederne. En del af

disse initiativer blev aftalt i flerårsaftalen for politiets og anklagemyndighedens øko-

nomi 2021-2023. Det drejer sig bl.a. om anvendelsen af traumeinformeret praksis,

oprettelse af specialiserede teams i politikredsene og indførelse af mulighed for vi-

deoafhøring af personer, der anmelder at have været udsat for voldtægt. Initiati-

verne er taget med henblik på at sikre, at ofrene føler sig hørt og taget alvorligt og

behandles så skånsomt, som omstændighederne ved en straffesag tillader det. Det

er på den baggrund panelets vurdering, at det er vigtigt, at myndighederne løbende

har fokus på at gøre brug af disse nye muligheder, og at de samtidig tænkes sammen

med de mange tilbud til ofre og vidner, som allerede findes i dag.

Det er dog samtidig vigtigt at være opmærksom på, at ofre for kriminalitet ikke er

en homogen gruppe, hvorfor ofre ikke nødvendigvis vil have gavn eller gøre brug

af de samme tilbud. Dette afspejles også i Justitsministeriets notits af 10. marts 2023

om de foreløbige erfaringer med videoafhøring af forurettede i voldtægtssager, som

er offentliggjort på Folketingets hjemmeside (Folketingets Retsudvalg 2022/23

–

bilag 104 (Alm. del).

Endelig bemærker panelet, at lange sagsbehandlingstider hos politiet, anklagemyn-

digheden og domstolene udgør et væsentligt problem for tilliden til retssystemet og

retsfølelsen og generelt gør det sværere for ofre at komme videre med deres liv,

ligesom lange sagsbehandlingstider kan have betydning for ofres/vidners hukom-

melse.

Panelets overvejelser og anbefalinger

På baggrund af ovenstående finder panelet anledning til at fremsætte seks

anbefalinger, der behandles nærmere nedenfor.

Boks 1

Panelets anbefalinger i fase 2

Justitsministeriet bør foretage en kortlægning af, hvordan opsamlingsbestemmelsen i retsplejelo-

vens § 745 e, stk. 1, nr. 3, om videoafhøring af personer under 18 år anvendes på tværs af politi-

kredsene

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 202: Afrapportering fra Offer- og vidnepanelet, fra justitsministeren

Side 3 af 12

Myndighederne bør i fremtiden have fokus på, at der i indretningen af retsbygninger tages hensyn

til, at sårbare vidner, herunder større børn og unge, skal afgive forklaring i retten

Advokatbranchen m.fl. bør iværksætte en undersøgelse af, hvilke barrierer der gør sig gældende for,

at advokater vil påtage sig sager som bistandsadvokater, samt en vurdering af, om det kan gøres

mere attraktivt at være bistandsadvokat

Advokatbranchen bør

–

evt. i samarbejde med anklagemyndigheden og bistandsadvokater

–

udar-

bejde en vejledning om bistandsadvokatens rolle og arbejde med henblik på at skabe større klarhed

om bistandsadvokatens arbejdsopgaver og samtidig sikre ensartethed i støtten mv. til forurettede

Politiet og anklagemyndigheden bør udarbejde en digital indgang, f.eks. en QR-kode, som giver ad-

gang til alt relevant vejledningsmateriale til ofre og vidner

Brancheforeninger mv. bør udarbejde vejledningsmateriale eller anden information, som er målret-

tet små virksomheder, enkeltmandsvirksomheder og foreninger som ofre for forbrydelser

Børn og unge som ofre for eller vidner til en forbrydelse

Børn (0-14-årige), der er ofre for eller vidne til en forbrydelse, er som følge af deres

alder og dermed udvikling særligt sårbare, og det er derfor vigtigt, at de bliver be-

handlet så skånsomt som muligt, når de involveres i en straffesag. Det samme kan

gøre sig gældende for unge (15-17-årige) alt efter deres individuelle udvikling og

modenhed.

Der findes allerede i dag forskellige muligheder, der kan tages i brug for at mindske

det ubehag, der kan gøre sig gældende hos børn og unge, når de eksempelvis skal

afgive forklaring hos politiet eller i retten.

Retsplejelovens § 745 e, stk. 1, giver bl.a. mulighed for, at politiet kan beslutte, at

barnet/den unge skal videoafhøres. Videoafhøring indebærer, at barnets eller den

unges forklaring til politiet optages på video og forevises som bevis under hoved-

forhandlingen, så barnet/den unge som udgangspunkt ikke skal møde som vidne

og afgive forklaring i retten under hovedforhandlingen, jf. § 872. Fremgangsmåden

har til formål dels at sikre vidnebeviset så hurtigt som muligt, dels at skåne barnet

eller den unge mest muligt.

Videoafhøring af børn og unge foretages af særligt uddannede politibetjente og i et

børnevenligt indrettet rum, hvor der normalt ikke er andre til stede end barnet/den

unge og den betjent, der foretager afhøringen. De øvrige deltagere i videoafhørin-

gen, herunder forsvareren, kan følge afhøringen på en skærm i et andet rum (mo-

nitorrummet) og har mulighed for at stille spørgsmål gennem den politibetjent, der

foretager afhøringen.

Derudover findes der forskellige andre tryghedsskabende tiltag, som kan tages i

brug for at gøre afhøringssituationen i retten mere skånsom. I sager om voldtægt

og visse andre grove seksualforbrydelser skal retten efter retsplejelovens § 29 a lukke

dørene under den forurettedes forklaring, når den pågældende anmoder om det.

Derudover kan retten i andre sager træffe afgørelse om dørlukning efter § 29, lige-

som retten kan træffe afgørelse om hhv. referatforbud og navneforbud efter §§ 30

og 31. Desuden kan retten efter § 856 i visse tilfælde beslutte, at den tiltalte skal

forlade retslokalet, mens den unge afhøres. Retten kan derudover efter anmodning

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 202: Afrapportering fra Offer- og vidnepanelet, fra justitsministeren

Side 4 af 12

fra bl.a. anklagemyndigheden træffe afgørelse om disse spørgsmål forud for hoved-

forhandlingen, jf. § 845, stk. 1.

For så vidt angår børn og unge findes der desuden forskellige aktører, som hver

især har en opgave i at hjælpe barnet/den unge igennem forløbet i en straffesag,

herunder kontaktpersonen hos politiet, den kommunale sagsbehandler, personale

fra børnehuset samt evt. videoafhøreren og bistandsadvokaten. Denne gruppe af

aktører har brug for løbende videreuddannelse med henblik på at sikre, at børns og

unges behov og rettigheder tilgodeses.

Nedenfor redegøres for panelets overvejelser og anbefalinger på tre områder rettet

mod en større skånsomhed for børn og unge, der er ofre for eller vidner til en

forbrydelse.

Videoafhøring af børn og unge

Panelet har drøftet, hvorvidt der er grundlag for at anbefale, at de nuværende mu-

ligheder for videoafhøring af børn og unge udvides.

Der gælder i dag forskellige aldersgrænser og betingelser for videoafhøring af børn

og unge. Er barnet under 13 år, eller vedrører sagen en seksualforbrydelse, incest,

stalking eller vold i hjemmet, og er barnet mellem 13-14 år, skal barnet som ud-

gangspunkt videoafhøres.

Er der derimod tale om en ung i alderen 15-17 år, er udgangspunktet, at den unge

skal afgive forklaring i retten, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, jf.

opsamlingsbestemmelsen i retsplejelovens § 745 e, stk. 1, nr. 3, herunder et særligt

beskyttelsesbehov, så som at forurettedes psykiske tilstand bevirker, at der bør fo-

retages en videoafhøring, jf. f.eks. Østre Landsrets dom af 27. oktober 2011 (trykt

i UfR 2012.437 Ø). Aldersgrænsen på 15 år skal bl.a. ses i lyset af den kriminelle

lavalder.

Hvorvidt brugen af videoafhøring bør udvides, må efter panelets vurdering bero på

en afvejning af hensynet til princippet om bevisumiddelbarhed og tiltaltes mulighed

for at varetage sit forsvar over for hensynet til at beskytte barnet/den unge og hen-

synet til at opnå en uforbeholden og detaljeret forklaring fra barnet/den unge.

På den ene side må der lægges stor vægt på, at børn og unge, der formodes at have

været udsat for eller overværet en alvorlig forbrydelse, behandles så skånsomt af

retssystemet som muligt, og at der ikke lægges unødige hindringer i vejen for, at

barnet/den unge kan komme sig over hændelsen og modtage den fornødne psyko-

logiske behandling mv. Derudover må det også tillægges vægt, at videoafhøring, der

foretages af en særligt uddannet videoafhører i børne- og ungevenlige omgivelser

hurtigt efter politianmeldelsen, ifølge Strafferetsplejeudvalget i visse tilfælde kan

være bedre egnet til at opnå en uforbeholden og detaljeret forklaring fra barnet/den

unge end ved afhøring i retten under hovedforhandlingen, jf. udvalgets betænkning

nr. 1554/2015 om børn og unge i straffesager, s. 132.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 202: Afrapportering fra Offer- og vidnepanelet, fra justitsministeren

Side 5 af 12

På den anden side udgør videoafhøring en fravigelse af det grundlæggende princip

i dansk strafferetspleje om bevisumiddelbarhed, som skal sikre retten det bedst mu-

lige grundlag for at bedømme vidneforklaringerne og dermed at træffe en korrekt

afgørelse. Videoafhøring giver endvidere ikke forsvareren de samme muligheder for

afhøring af et vidne som ved afhøring under hovedforhandlingen, hvilket kan for-

ringe tiltaltes mulighed for at varetage sit forsvar. Derudover må også ressource-

mæssige hensyn spille en rolle, idet en udvidelse af videoafhøringsordningens an-

vendelsesområde alt andet lige vil forøge ressourceforbruget for straffesagens aktø-

rer.

Det bemærkes i forlængelse heraf, at videoafhøring ikke nødvendigvis er en entydigt

positiv foranstaltning for en forurettet i en straffesag. Justitsministeriet er i forlæn-

gelse af et spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg blevet bekendt med, at videoaf-

høringsordningen i voldtægtssager med forurettede på 15 år og derover kun anven-

des i begrænset omfang i praksis, hvilket bl.a. kan skyldes, at nogle bistandsadvoka-

ter fraråder forurettede at blive videoafhørt. Justitsministeriet har på den baggrund

udarbejdet en notits om de foreløbige erfaringer med videoafhøring i disse sager,

hvoraf det bl.a. fremgår, at ministeriet vil igangsætte en evaluering af ordningen ved

udgangen af 2023, når ordningen har været i kraft i 2 år.

Panelet finder samlet set på nuværende tidspunkt ikke anledning til at anbefale, at

der ændres på de nuværende aldersgrænser eller betingelser for at foretage videoaf-

høring af børn og unge. Panelet bemærker dog, at det er af stor betydning for bar-

net/den unge, at myndighederne løbende har fokus på at foretage en konkret vur-

dering af, om der er grundlag for efter opsamlingsbestemmelsen i retsplejelovens §

745 e, stk. 1, nr. 3, at videoafhøre børn/unge. Det er på den baggrund panelets

anbefaling,

at Justitsministeriet foretager en kortlægning af, hvordan opsamlingsbe-

stemmelsen anvendes på tværs af politikredsene med henblik på at vurdere, om der

er behov for ændringer.

Desuden bør anklagemyndigheden i de situationer, hvor der ikke er grundlag for at

foretage en videoafhøring af den unge, være opmærksom på at få klarlagt forsvare-

rens holdning til brugen af tryghedsskabende tiltag, såsom dørlukning mv., forud

for hovedforhandlingen, så barnet eller den unge skånes mest muligt.

De fysiske rammer hos politiet og domstolene

Panelet har også drøftet, om de fysiske rammer, som barnet eller den unge mødes

af hos politiet og domstolene, skaber tryghed hos barnet/den unge, så barnet/den

unge har de bedst mulige rammer for at kunne fortælle og gengive det, som bar-

net/den unge har oplevet eller overværet.

Hvis barnet skal videoafhøres hos politiet, gennemføres afhøringen i et særligt ind-

rettet afhøringslokale i et af de regionale børnehuse. Formålene med børnehusene

er at sikre, at relevante myndigheder i sager vedrørende bl.a. børn og unge, der har

været udsat for overgreb, yder en kvalificeret, koordineret og tværfaglig indsats i et

børnevenligt miljø, så indsatsen bliver så skånsom for barnet som muligt. For så

vidt angår afhøring i retterne er de fleste retssale i dag bygget op således, at vidnet

sidder i midten med anklageren på den ene side, forsvareren på den anden side og

en dommer på et lettere forhøjet podium foran sig. Denne indretningsform er med

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 202: Afrapportering fra Offer- og vidnepanelet, fra justitsministeren

Side 6 af 12

til at understrege sagens alvor og bringe vidnet i centrum for rettens opmærksom-

hed, men er

ifølge en rapport fra Børnerådet fra september 2014 (”Retten er ikke

et sted for børn: Børn som vidner i sager om seksuelle overgreb”, s. 9)

ikke velegnet

i forhold til at skabe en tryg ramme for børn og unge i sager om seksuelle overgreb.

Som panelet bemærkede i den første afrapportering, vil nogle tryghedsskabende

initiativer kunne være vanskelige at implementere i praksis. Det gør sig navnlig gæl-

dende i relation til initiativer, der forudsætter eller nødvendiggør en bestemt indret-

ning af de fysiske rammer hos f.eks. domstolene. Det er på den baggrund panelets

anbefaling,

at myndighederne i fremtiden har fokus på, at der i indretningen af rets-

bygninger så vidt muligt tages hensyn til, at også større børn og unge

–

som ikke

videoafhøres af politiet i et af børnehusene

–

skal kunne finde en vis tryghed i retten,

når de møder som vidner i en straffesag, herunder ved inddragelse af eksisterende

viden på området.

Muligheden for at føre tiltalte ud af retslokalet, mens barnet/den unge afgiver forklaring

I forlængelse af den fysiske indretning af retsbygningerne har panelet overvejet, om

retsplejelovens § 856 om bl.a. muligheden for at føre tiltalte ud af retslokalet, mens

et vidne afgiver forklaring, bør ændres. Panelet har navnlig drøftet, om der er grund-

lag for at anbefale, at det fremover skal være udgangspunktet, at den tiltalte forlader

retslokalet, når et barn eller en ung under 18 år skal afgive forklaring som vidne.

Efter retsplejelovens § 856, stk. 1, kan retten bestemme, at den tiltalte skal forlade

retslokalet, mens et vidne afhøres, når særegne grunde taler for, at en uforbeholden

forklaring ellers ikke kan opnås. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at en for-

urettet, der f.eks. er bange for repressalier fra den tiltalte, får mulighed for at afgive

en umiddelbar og sandfærdig forklaring, uden at den tiltalte er til stede.

Panelet bemærker i den forbindelse, at det er afgørende for tiltaltes mulighed for at

kunne varetage sit forsvar, at den tiltalte som det klare udgangspunkt har mulighed

for at overvære den forurettedes eller et vidnets forklaring og

–

gennem sin forsva-

rer

–

stille spørgsmål til vidnet, og at det modsat må bero på en konkret vurdering,

om der er risiko for, at en sandfærdig forklaring ikke vil kunne opnås. Samtidig

bemærker panelet, at der findes flere alternativer til, at den tiltalte forlader retsloka-

let, herunder muligheden for dørlukning efter retsplejelovens § 29, hvorefter retten

kan bestemme, at de personer, der ikke har med sagen at gøre, ikke længere har ret

til at være i retslokalet. I forlængelse heraf bemærker panelet, at det er vigtigt, at

anklagemyndigheden er opmærksom på at få klarlagt forsvarerens holdning til bru-

gen af tryghedsskabende tiltag forud for hovedforhandlingen.

Støtte og vejledning af offeret før, under og efter hovedforhandlingen

Det har stor betydning for offeret, at der er en person, der kan støtte den pågæl-

dende og samtidig hjælpe med at kæde de oplysninger sammen, som offeret mod-

tager fra de forskellige aktører, der er involveret i en straffesag. Denne opgave va-

retages i et samspil mellem kontaktpersonen hos politiet, bistandsadvokaten og evt.

en offerrådgiver, der alle bidrager til, at mødet med retssystemet bliver så vellykket

og skånsomt for offeret som muligt.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 202: Afrapportering fra Offer- og vidnepanelet, fra justitsministeren

Side 7 af 12

Det er panelets vurdering, at samarbejdet mellem aktørerne generelt fungerer godt

i praksis, men at det kan være svært for det enkelte offer at danne sig et overblik

over, hvilken aktør der kan bistå offeret i konkrete situationer, f.eks. hvem der yder

bistand under afhøringen i retten, eller hvem der kan besvare spørgsmål af mere

praktisk karakter.

Panelet har på den baggrund fundet anledning til at udarbejde en beskrivelse af

rollefordelingen mellem kontaktpersoner, bistandsadvokat og offerrådgivningen,

der klarlægger de forskellige aktørers ansvarsområder. Beskrivelsen har til formål at

skabe et overblik over de forskellige aktørers arbejdsopgaver i de forskellige dele af

straffesagen. Beskrivelsen er vedlagt som bilag til afrapporteringen.

Derudover har panelet noteret sig, at det generelt kan være vanskeligt for politi-

kredsene at finde advokater, som vil påtage sig rollen som bistandsadvokat i en

konkret sag.

Ofre for voldtægt eller en lignende alvorlig seksualforbrydelse får beskikket en bi-

standsadvokat, medmindre de ikke ønsker det. Ofre, der har været udsat for anden

personlig farlig kriminalitet, f.eks. vold eller røveri, skal

–

på baggrund af vejledning

herom fra politiet

–

anmode om at få beskikket en bistandsadvokat, hvis de ønsker

én.

Det er retten, som afgør, om betingelserne for at få en bistandsadvokat er opfyldt.

Såfremt forurettede ikke har fremsat ønske om en bestemt advokat, er det retten,

der beslutter, hvilken advokat der skal beskikkes ud fra de lister over beneficerede

advokater, som de enkelte retter fører.

Det er panelets opfattelse, at der kan være en række udfordringer med at finde ad-

vokater, der vil påtage sig hvervet som bistandsadvokat i konkrete sager. Det er på

den baggrund panelets

anbefaling,

at der bør iværksættes en undersøgelse af, hvilke

barrierer der gør sig gældende for, at advokater vil påtage sig sager som bistandsad-

vokater, samt en vurdering af, om det kan gøres mere attraktivt at være bistandsad-

vokat. En sådan undersøgelse bør efter panelets vurdering foretages af repræsen-

tanter fra Advokatsamfundet, politiet, anklagemyndigheden, Domstolsstyrelsen og

landsretterne.

Derudover er det panelets

anbefaling,

at Advokatsamfundet i samarbejde med bi-

standsadvokaterne udarbejder en vejledning til bistandsadvokaterne om bistands-

advokatens rolle og arbejde med henblik på at skabe større klarhed om bistandsad-

vokatens arbejdsopgaver og samtidig sikre ensartethed i rådgivningen og støtten til

forurettede. En sådan vejledning kan med fordel tage udgangspunkt i det bilag om

rollefordelingen mellem bistandsadvokater, kontaktpersoner og offerrådgivningen,

som er vedlagt som bilag til afrapporteringen.

Vejledningsmateriale

Som det fremgår af panelets første afrapportering, er ofre og vidner mere end no-

gensinde før blevet bevidste om og opmærksomme på, hvilke muligheder for hjælp,

støtte og vejledning der er tilgængelige. Samtidig giver denne øgede adgang til viden

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 202: Afrapportering fra Offer- og vidnepanelet, fra justitsministeren

Side 8 af 12

i nogle tilfælde anledning til skuffelser og uindfriede forventninger til, hvilke mulig-

heder det enkelte offer og vidne har. Panelet bemærker i den forbindelse, at det er

positivt, at der eksisterer en del oplysninger om det at være forurettet eller vidne i

en straffesag, men at det er vigtigt, at denne oplysningstilgang er målrettet specifikke

grupper af ofre og vidner for at imødegå risikoen for forvirring og fejlagtige opfat-

telser.

I forlængelse heraf fandt panelet i sin første afrapportering anledning til at anbefale,

at der bør udarbejdes mere målrettet materiale til bestemte grupper af ofre og vid-

ner, således at disse får et mere klart og realistisk billede af den vejledning og støtte

og de tilbud, som er tilgængelige i det konkrete tilfælde. Det blev dog samtidig be-

mærket, at panelet ville se nærmere på spørgsmålet om målrettet vejledning under

panelets arbejde i fase 2.

Som opfølgning på denne anbefaling har panelet gennemgået eksempler på det ma-

teriale, som udleveres til ofre i forbindelse med deres første møde med politiet,

ligesom panelet har foretaget en gennemgang af politiets og anklagemyndighedens

onlinemateriale, herunder såkaldte landing pages med tilhørende undersider.

Efter en gennemgang af det materiale, der er blevet udarbejdet i de senere år, er det

panelets vurdering, at vejledningsmaterialet generelt er lettilgængeligt og overskue-

ligt, men at myndighederne

–

i lyset af den digitale udvikling og den stigende brug

af smartphones

–

også bør overveje at indsætte en digital indgang til politiets og

anklagemyndighedens onlinemateriale i det eksisterende informationsmateriale. En

sådan digital indgang vil kunne udgøre et bindeled mellem det fysiske og digitale

informationsmateriale og samtidig gøre det lettere for ofre at finde frem til og gen-

finde de oplysninger, som offeret har brug for, ligesom kontaktpersonen hos poli-

tiet, bistandsadvokaten eller offerrådgiveren vil kunne henvise til det relevante ma-

teriale, som den digitale indgang giver adgang til.

I forlængelse heraf bemærker panelet, at en digital indgang til det tilgængelige onli-

nemateriale, f.eks. i form af en QR-kode, også vil kunne være relevant i situationer,

hvor offeret er eller har været udsat for bl.a. vold i hjemmet eller er underlagt nega-

tiv social kontrol, da den vil kunne give offeret adgang til onlinematerialet via en

browser, hvor dele af browserhistorikken løbende kan fjernes.

Det er på den baggrund panelets

anbefaling,

at myndighederne bør udarbejde en di-

gital indgang, f.eks. en QR-kode, som giver adgang til alt relevant vejledningsmate-

riale til ofre.

Mere målrettet vejledning til juridiske personer

I nogle tilfælde er ofre i straffesager juridiske personer. I praksis må det antages at

være oftest forekommende, at juridiske personer er ofre for økonomisk kriminalitet,

eksempelvis tyveri (straffelovens § 276), underslæb (§ 278), bedrageri (§ 279), man-

datsvig (§ 280) og skyldnersvig (§ 283). Ved disse forbrydelser vil den juridiske per-

son i nogle tilfælde samtidig kunne være offer for dokumentfalsk (§§ 171 og 172).

Hertil kommer cyberkriminalitet, der kan foreligge i form af hærværk og andre di-

gitale angreb (straffelovens § 291), samt tilfælde, hvor gerningspersonen søger at

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 202: Afrapportering fra Offer- og vidnepanelet, fra justitsministeren

Side 9 af 12

opnå et økonomisk udbytte, såsom ransomware (§ 263, stk. 1, § 281, nr. 1, § 291 og

§ 293, stk. 2), databedrageri (§ 279 a), og industrispionage (§ 299 a).

Det er ikke altid uproblematisk for juridiske personer at anmelde forbrydelser til

politiet. Når den juridiske person har været udsat for en forbrydelse og anmelder

den til politiet, risikerer den juridiske person således at udsætte sig selv for kritik af

driften eller ledelsen af virksomheden. Der kan eksempelvis forekomme kritik af,

at virksomheden ikke har sørget for at være tilstrækkeligt beskyttet mod det hack-

erangreb, som har ramt den, at virksomheden har valgt at føre virksomhed på mar-

keder, hvor kriminalitet er mere forekommende, eller at virksomheden selv er ind-

gået i et samarbejde med den forretningspartner, som efterfølgende har udsat virk-

somheden for kriminalitet, eller ikke har opdaget langvarigt underslæb foretaget af

en ansat. Dette kan betyde, at juridiske personer er tilbageholdende med at anmelde

kriminalitet på grund af risikoen for at skade deres omdømme, særligt hvis virksom-

heden har en tæt relation til gerningspersonen. Panelet bemærker i den forbindelse,

at de ovenfor nævnte forhold kan medføre, at der eksisterer et mørketal på området.

I forlængelse heraf bemærker panelet, at der ofte er stor forskel på, hvor meget

vejledning eller bistand en juridisk person har til rådighed som offer for kriminalitet.

Små virksomheder, enkeltmandsvirksomheder og foreninger vil således ikke nød-

vendigvis have økonomi til at søge advokatbistand og vil heller ikke nødvendigvis

være medlemmer af en brancheorganisation, som kan bistå dem med juridisk råd-

givning.

Panelet

anbefaler

på den baggrund, at relevante brancheorganisationer m.fl.

–

evt.

under inddragelse af politiet og anklagemyndigheden

–

udarbejder vejledningsma-

teriale eller anden information, som er målrettet små virksomheder, enkeltmands-

virksomheder og foreninger som ofre for forbrydelser. Panelet bemærker, at vejled-

ningsmaterialet med fordel vil kunne indeholde en beskrivelse af et typisk sagsfor-

løb for en anmeldelse til politiet samt en beskrivelse af, hvad den juridiske person

med fordel selv kan foretage sig forud for og i forbindelse med en anmeldelse.

Endelig bemærker panelet, at lang sagsbehandlingstid også er problematisk for ju-

ridiske personer, særligt i tilfælde, hvor der er formueretlige krav eller tvister, hvis

behandling ikke kan afsluttes, før der foreligger en strafferetlig afgørelse, hvilket

eksempelvis vil kunne være tilfældet i sager om bedrageri og underslæb.

Omgørelsesfristen

Justitsministeren har i starten af marts 2023 bedt panelet om at overveje fordele og

ulemper ved en forlængelse af den nuværende frist i retsplejelovens § 724, stk. 2, på

2 måneder.

Panelet har den på den baggrund drøftet fordele og ulemper ved en forlængelse af

omgørelsesfristen.

Det følger af retsplejelovens § 724, stk. 2, at hvis der er truffet afgørelse om påtale-

opgivelse eller tiltalefrafald, kan strafforfølgning mod den, der har været sigtet,

kun fortsættes efter den overordnede anklagemyndigheds bestemmelse, hvis afgø-

relsen er meddelt den pågældende med Digital Post eller med anbefalet brev inden

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 202: Afrapportering fra Offer- og vidnepanelet, fra justitsministeren

Side 10 af 12

2 måneder fra afgørelsens dato, medmindre sigtedes forhold har hindret rettidig

meddelelse, eller betingelserne for genoptagelse efter retsplejelovens § 975 er til-

stede.

Fristen på to måneder i retsplejelovens § 724, stk. 2, har eksisteret siden retspleje-

lovens vedtagelse i 1916 og er ikke siden blevet ændret. Fristen eksisterer, fordi alle,

der er involveret i en straffesag, har krav på, at sagen på et tidspunkt er endeligt

afsluttet.

For en forlængelse af fristen taler navnlig, at en længere frist vil give myndighederne

længere tid til at genoptage sagen eller efterforskningen.

Derudover kan det anføres, at en forlængelse af fristen fra to til f.eks. tre måneder

ikke vil have den helt store betydning for den sigtede set i lyset af straffesagens

samlede længde fra anmeldelse til afgørelse af en evt. klage eller udløb af klagefri-

sten.

Imod en forlængelse af fristen taler navnlig hensynet til den sigtede. Det er en be-

lastning at være sigtet for et strafbart forhold, og derfor skal den sigtede også inden

for rimelig tid, efter at anklagemyndigheden har vurderet, at der ikke skal rejses

tiltale i sagen, kunne indrette sig på, at sagen er endeligt afsluttet.

Det bemærkes, at der er forekommet sager, hvor en påklaget afgørelse ikke har

kunnet omgøres, bl.a. fordi anklagemyndigheden på grund af menneskelige fejl ikke

har underrettet den sigtede i tide om omgørelsen. I den forbindelse lægger panelet

vægt på, at anklagemyndigheden har tilkendegivet, at en forlængelse af fristen for

omgørelse ikke antages at ville have haft betydning for muligheden for at overholde

fristen i de pågældende sager. Desuden kan det anføres, at en forlængelse af fristen

ikke vil fjerne risikoen for, at der kan begås menneskelige fejl.

Afhøring af forurettede før tiltalte i straffesager

I 2014 afgav Strafferetsplejeudvalget en betænkning om afhøring af forurettede før

tiltalte i straffesager (betænkning nr. 1549/2014).

I betænkningen anførte Strafferetsplejeudvalget en række hensyn, der taler hen-

holdsvis for og imod at indføre en adgang for forurettede til at vælge at afgive for-

klaring før tiltalte og dermed at overvære tiltaltes forklaring og resten af hovedfor-

handlingen.

For en sådan ordning taler ifølge udvalget, at nogle forurettede kan føle behov for

at indtage en mere central rolle under hovedforhandlingen. Ordningen vil kunne

bidrage til at bringe forurettedes version af sagen mere i centrum og give forurettede

en bedre oplevelse af retssystemets behandling af sagen og af at blive taget alvorligt.

Det bemærkes dog af udvalget, at dette vil kunne forøge presset på nogle foruret-

tede, selvom der vil være tale om et tilbud, som forurettede vil kunne undlade at

gøre brug af.

Imod en sådan ordning taler ifølge udvalget, at ordningen for nogle forurettede vil

kunne forstærke ubehaget ved at afgive forklaring i retten og dermed føre til en

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 202: Afrapportering fra Offer- og vidnepanelet, fra justitsministeren

Side 11 af 12

yderligere belastning, bl.a. fordi afhøringen vil kunne blive mere detaljeret og læn-

gerevarende end ellers, ligesom forsvarerens afhøring af offeret vil kunne blive mere

offensiv, da den tiltaltes version af sagen endnu ikke har været fremme ved retsmø-

det. Endvidere vil forurettede skulle blive på stedet, indtil afhøringen af den tiltalte

er afsluttet, da det vil kunne være nødvendigt at stille supplerende spørgsmål til

forurettede ved en genafhøring. Det bemærkes af udvalget, at dette ikke entydigt

taler imod ordningen, da nogle forurettede vil opleve det som en mulighed for at

korrigere oplysninger i tiltaltes forklaring, som de er uenige i. Desuden vil ordningen

ifølge udvalget kunne medføre yderligere ressourceforbrug for anklagemyndighe-

den, retten og de øvrige aktører i straffesagen og medføre udsættelser og længere

berammelsestider.

Panelet finder, at ulemperne for forurettede ved muligheden for at afgive forklaring

under hovedforhandlingen før den tiltalte i væsentlig grad overstiger fordelene,

hvorfor panelet ikke finder anledning til at anbefale en ordning som skitseret i Straf-

feretsplejeudvalgets betænkning. Panelet bemærker i den forbindelse, at retten alle-

rede i dag

–

som led i den almindelige retsledelse

–

kan bestemme, at den foruret-

tede skal afgive forklaring først, jf. retsplejelovens § 863, stk. 1, 2. pkt.

Anonymitet

Når en person foretager en politianmeldelse, skal den pågældende opgive navn,

adresse og CPR-nr. Anmelderen har således ikke krav på at være anonym, da den

person, som anmeldelsen er rettet imod, har krav på at vide, hvem der har anmeldt

personen.

Der er dog mulighed for at tippe politiet anonymt samt ringe op og anmelde noget

uden at opgive sit navn. Derudover er der mulighed for i medfør af CPR-loven at

anmode om eller blive tildelt navne- og adressebeskyttelse, ligesom et offer eller

vidne også kan blive tildelt ”fuld anonymitet” i politiets sagsstyringssystem (POL-

SAS).

Det er normalt heller ikke muligt at være anonym, når man bliver afhørt i retten,

men i visse særlige tilfælde, hvor den tiltalte ikke kender offeret eller vidnet i forve-

jen, kan retten på forskellig vis beskytte vedkommendes identitet.

Retten kan bl.a. beslutte, at den tiltalte ikke må være til stede i retslokalet, mens

vidnet afgiver forklaring, eller at den tiltalte ikke må få oplyst offerets eller vidnets

navn og adresse, jf. retsplejelovens § 856, stk. 1 og 2. Derudover kan retten efter

retsplejelovens § 29 træffe afgørelse om dørlukning, ligesom retten efter §§ 30 og

31 kan træffe afgørelse om henholdsvis referatforbud og navneforbud. Endvidere

kan retten efter § 28 b, stk. 3, nægte adgang til et offentligt retsmøde for bestemte

personer eller grupper af personer, hvis det skønnes nødvendigt for at opnå en

sandfærdig forklaring.

Disse muligheder for at sikre offerets eller vidnets identitet beror på en afvejning af

hensynet til offeret eller vidnet og hensynet til den tiltalte, herunder den tiltaltes

mulighed for at varetage sit forsvar.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 202: Afrapportering fra Offer- og vidnepanelet, fra justitsministeren

Side 12 af 12

Efter en gennemgang af de nuværende muligheder for navne- og adressebeskyttelse,

anonymitet mv. er det panelets vurdering, at der ikke er grundlag for at anbefale

yderligere beskyttelse af ofres eller vidners identitet, end hvad panelet foreslog i

afrapporteringen i fase 1.

Panelet finder dog anledning til at bemærke, at der for forbrydelser, der er kende-

tegnet ved vedvarende kontakt eller gentagne henvendelser, f.eks. psykisk vold og

stalking, også bør være særlig opmærksomhed på anvendelse af de eksisterende mu-

ligheder for anonymitet for de støtte- eller fagpersoner, som hjælper offeret med

henblik på at undgå, at gerningspersonen kan finde frem til offerets nye eller mid-

lertidige bopæl mv.

Det bemærkes endelig, at det er vigtigt at fastholde princippet om, at den tiltalte

som altovervejende hovedregel bør vide, hvem der afgiver forklaring mod vedkom-

mende, og have adgang til at overvære afhøring af vidner, og at dette princip kun

bør fraviges i helt særlige tilfælde, hvor væsentlige hensyn til offeret eller vidnet gør

det påkrævet.