Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del Bilag 196
Offentligt
2715965_0001.png
Justitsminister beder Straffelovrådet om at se
på nye sanktionsformer
Justitsministeren har anmodet Straffelovrådet om at foretage et gennemsyn af reglerne om
sanktionsformer i dansk ret. Gennemsynet er en del af regeringens kommende strafreform og en
opfølgning på regeringsgrundlagets dele om alternative strafformer. Justitsministeren har samtidig
udpeget en ny formand for rådet.
Justitsminister Peter Hummelgaard har bedt Straffelovrådet, der rådgiver Justitsministeriet i strafferetlige
spørgsmål, om at foretage et gennemsyn af reglerne om sanktionsformer i dansk ret. Straffelovrådet skal
bl.a. belyse, om der kan være grundlag for øget anvendelse af mærkbare sanktioner af frihedsbegrænsende
karakter
såsom opholdsforbud eller frakendelse af retten til at drive bestemte former for virksomhed
som hele eller en del af straffen.
Justitsminister Peter Hummelgaard udtaler:
”Vores
samfund bygger på et grundlæggende princip om ret og pligt. Det er afgørende, at vi sætter hårdt og
konsekvent ind over for dem, der vælger fællesskabet fra. Samtidig er det vigtigt, at vi anviser en vej tilbage
til fællesskabet for dem, der viser viljen til det.
Regeringen ønsker at gennemføre en strafreform, hvor erfaringerne med resocialisering og alternative
strafformer fra sammenlignelige lande inddrages. Jeg har i den forbindelse bedt Straffelovrådet vurdere, om
vi i dansk ret har de rette sanktionsmuligheder til rådighed, og om vi kan bruge de eksisterende sanktioner
bedre, end vi gør i dag. Straffelovrådets arbejde skal bidrage til, at vi straffer på den mest effektive måde, og
at vi bruger vores fængselspladser rigtigt.”
Formålet med Straffelovrådets nye kommissorium er at sikre, at de rette sanktioner over for kriminalitet er
til rådighed, så bl.a. hensynet til at markere samfundets afstandtagen til kriminalitet og hensynet til
forebyggelse, resocialisering og fareafværgelse varetages bedst muligt. For nogle dømte kan det f.eks. føles
som en hårdere straf at blive idømt et længerevarende opholdsforbud eller en frakendelse af retten til at
udføre sit erhverv end en kortere afsoning i et fængsel. Et bredere udvalg af sanktioner vil samtidig kunne
skabe flere muligheder, når der politisk skal tages stilling til, hvordan forskellige typer af kriminalitet som
udgangspunkt bør straffes, ligesom et bredere udvalg af sanktioner vil kunne bidrage til, at samfundets
samlede ressourcer udnyttes bedst muligt.
Kommissoriet er en del af regeringens ønske om en strafreform, der skal sikre, at kriminelle i højere grad
idømmes straffe, der afspejler forbrydelsens grovhed, og at der er de rette sanktionsmuligheder til rådighed.
I kommissoriet bedes Straffelovrådet bl.a. om at indhente erfaringer med anvendelse af alternative
strafformer fra lande, der er sammenlignelige med Danmark, herunder Holland.
Kommissoriet for Straffelovrådet kan tilgås her.
Justitsministeren har udpeget højesteretsdommer Ole Hasselgaard som ny formand for Straffelovrådet. Ole
Hasselgaard, der bl.a. er forhenværende rigsadvokat, afløser den hidtidige formand for rådet, fhv.
højesteretspræsident Thomas Rørdam.
REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 196: Straffelovsrådets kommission om sanktioner i dansk ret, fra justitsministeren
2715965_0002.png
Justitsministeren udtaler:
”Thomas
Rørdam har ydet en stor og værdifuld indsats som formand for Straffelovrådet, og det vil jeg gerne
takke ham for. Jeg er samtidig glad for, at Ole Hasselgaard har sagt ja til at blive ny formand. Ole Hasselgaard
har bred erfaring med retsområdet, og jeg er sikker på, at han vil blive en særdeles god formand for
Straffelovrådet.”
Fakta:
Regeringsgrundlaget
Bl.a. følgende fremgår af regeringsgrundlagets pkt. 6.2 om et mere trygt og retfærdigt Danmark:
”Regeringen
vil gennemføre en egentlig strafreform, hvor der sættes hårdere og mere konsekvent ind over
for bl.a. alvorlig personfarlig kriminalitet. Det må ikke være kapaciteten i det strafferetlige system, der afgør,
hvilken retspolitik der kan føres i Danmark.
Tværtimod skal kriminelle kunne
idømmes straffe, der i langt højere grad afspejler forbrydelsens grovhed.”
Det fremgår endvidere, at regeringen bl.a. vil undersøge, beskrive og vurdere erfaringerne med alternative
strafformer fra sammenlignelige lande, herunder Holland.
Medlemmer af Straffelovrådet
Højesteretsdommer Ole Hasselgaard (formand)
Professor Trine Baumbach, Københavns Universitet
Professor Thomas Elholm, Københavns Universitet
Afdelingschef i Justitsministeriet Lene Steen
Højesteretsdommer Poul Dahl Jensen
Byretsdommer Niels Deichmann, Retten i Kolding
Politidirektør Helle Kyndesen, Midt- og Vestjyllands Politi
Advokat Hanne Rahbæk
Rigsadvokat Jan Reckendorff
Direktør for kriminalforsorgen Ina Eliasen
Forskningsdirektør Torben Tranæs, VIVE
Med henblik på behandling af delene om forvaring i kommissoriet om sanktionsformer i dansk ret vil der
endvidere blive beskikket et ad hoc-medlem af Straffelovrådet efter indstilling fra Retspsykiatrisk Klinik.