REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del Bilag 185
Offentligt

Udvalg for forberedelse af ny flerårs-

aftale for domstolene

Dato:

2. maj 2023

Sagsbeh: Ketilbjørn Hertz

Dok.:

2693890

3.5 Antal medvirkende landsdommere

Baggrund

I hovedforhandlingen af sager ved landsretterne deltager mindst tre juridiske

dommere,

hvilket har været gældende siden retsplejelovens ikrafttræden i

1919. Der skal også deltage mindst tre juridiske dommere i afgørelsen af

sager, der afgøres uden mundtlig hovedforhandling,

og i afgørelsen af kæ-

resager.

I nævningesager og domsmandssager deltager tre juridiske dommere.

Ret-

tens præsident kan bestemme, at der skal deltage en eller flere suppleanter

for dommerne, hvis hovedforhandlingen antages at ville blive af længere

varighed.

Hvis en dommer får forfald, efter at hovedforhandlingen er be-

gyndt, kan forhandlingen fortsætte, hvis højst én dommer mangler.

Det be-

tyder, at sagen i givet fald afgøres med to juridiske dommere.

Uden for hovedforhandlingen kan en enkelt dommer handle på rettens

vegne, men forarbejderne lægger op til, at afgørelse af et omtvistet og van-

skeligt spørgsmål bør afgøres af tre dommere.

Det betyder, at én dommer kan træffe afgørelser under forberedelsen af en

civil sag, herunder afsige udeblivelsesdom ved sagsøgtes udeblivelse i 1.

Retsplejelovens § 7 og betænkning nr. 773/1976 side 54.

Retsplejelovens §§ 366, 387 og 930 a.

Retsplejelovens §§ 398 og 972.

Retsplejelovens § 7, stk. 3.

Retsplejelovens § 7, stk. 4.

Retsplejelovens § 214, stk. 5.

Retsplejelovens § 7, stk. 1, 2. pkt.

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

instans.

Én dommer kan derimod ikke afgøre en civil ankesag ved ind-

stævntes udeblivelse.

Der er væsentlig forskel på de to situationer, da sag-

søgtes udeblivelse i en civil sag i 1. instans betyder, at sagsøgers fremstilling

af sagen som udgangspunkt lægges til grund uden bevis, hvorimod ind-

stævntes udeblivelse i en civil ankesag indebærer, at sagen skal afgøres ud

fra de foreliggende beviser.

Det betyder endvidere, at én dommer kan træffe afgørelser under forbere-

delsen af hovedforhandlingen i en straffesag, herunder afvise sagen helt el-

ler delvis, hvis der er grundlag for det.

Én dommer kan endvidere træffe

afgørelser under forberedelsen af et kæremål.

Retsplejerådet foreslog i 1976, at den dommer, som beklæder landsretten

under forberedelsen af en civil sag i 1. instans, skulle kunne behandle sagen

færdig og afsige dom, såfremt parterne var enige herom, og dommeren fandt

sagen egnet dertil.

Retsplejerådet anførte, at med den (dengang) foreslåede kompetenceforde-

ling mellem byretten og landsretten var det klart, at det kun ville være i få

tilfælde, at afgørelse af en civil sag i 1. instans af én landsdommer ville

kunne komme på tale.

Der ville dog i praksis stadig forekomme et mindre

antal sager, der efter de foreslåede regler var landsretssager, men som var så

enkle eller klare, at tre dommeres medvirken måtte anses for unødvendig.

Som eksempler nævnte Retsplejerådet visse sager om erstatning uden for

kontraktforhold og om byggeri samt sager, der drejede sig om en række

mindre poster i et regnskab, der ikke hver for sig frembød vanskeligheder.

Kunne en i øvrigt klar og enkel sag afgøres efter optagelse af et enkelt bevis,

ville sagen ofte være velegnet til afgørelse for en enkelt dommer. I tilfælde

som de nævnte ville det efter rådets opfattelse være mere hensigtsmæssigt

at åbne mulighed for, at sagen kunne påkendes for en enkelt landsdommer,

end at indføre en regel, hvorefter sagen kunne henvises til behandling ved

byret.

UfR 2003.2390 H.

UfR 2002.360 H.

Retsplejelovens § 920 og betænkning nr. 773/1976 side 54.

Jf. herved også retsplejelovens § 974.

Betænkning nr. 773/1976 side 53.

Betænkning nr. 773/1976 side 36.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

Retsplejerådet anførte endvidere, at det ikke ville være forsvarligt at ned-

sætte dommerantallet i civile ankesager.

Der ville her typisk være tale om

betydningsfulde eller vanskeligere sager. Det ville endvidere næppe kunne

accepteres, at den retsgaranti svækkedes, som lå i, at en part havde adgang

til at få i hvert fald lidt større sager prøvet for en instans, der var kollegialt

sammensat.

Retsplejerådet foreslog i 1977, at retsformanden eller den dommer, retsfor-

manden måtte bemyndige dertil, skulle kunne bestemme, at en ankesag uden

lægdommere afgøres af én landsdommer.

Retsplejerådet anførte, at nogle sager uden domsmænd fuldt forsvarligt

kunne behandles af én landsdommer, mens andre krævede medvirken af tre

landsdommere. Rådet fandt, at det ikke ville være hensigtsmæssigt at sætte

landsretten med to dommere i sager uden domsmænd, bl.a. fordi der ikke

ville kunne dannes et flertal i tilfælde af uenighed mellem dommerne. Hver-

ken en regel om, at stemmen for det mildeste resultat, eller om, at retsfor-

mandens stemme skulle være udslagsgivende, ville være tilfredsstillende.

Rådet anførte endvidere, at landsretten stadig kunne foretage en mere ind-

gående prøvelse af sagens tvivlsspørgsmål, end en byret i almindelighed

havde praktisk mulighed for. En appelret kunne uanset antallet af medvir-

kende dommere give sagen en grundigere behandling, bl.a.

fordi

der kunne

sættes længere tid af til behandlingen af sagen end i 1. instans,

fordi

der altid

mødte en forsvarer for tiltalte,

fordi

der normalt ville fremkomme en udfør-

lig procedure fra anklagerens og forsvarerens side, og

fordi

behandlingen

for appelretten tog udgangspunkt i den ankede dom.

Retsplejerådets forlag fra 1976 og 1977 blev ikke gennemført, hverken ved

en lovændring i 1979

eller en lovændring i 1984.

Betænkning nr. 773/1976 side 38.

Betænkning nr. 825/1977 side 70-71.

På baggrund af høringssvar fra myndigheder og organisationer og den debat, Retspleje-

rådets forslag vedrørende straffesager havde givet anledning til, havde Justitsministeriet

fundet det rigtigst, at forslagene gjordes til genstand for en yderligere samlet overvejelse,

før der toges endelig stilling til, om og eventuelt i hvilket omfang de burde søges gennem-

ført: Folketingstidende 1978-79, tillæg A, spalte 1583 og 1601. Retsplejerådets forslag ved-

rørende civile sager indgik i lovforslaget, men udgik under Folketingets behandling efter et

ændringsforslag fra justitsministeren, som blev begrundet med, at Justitsministeriet fandt

det rigtigst at afvente en nærmere stillingtagen til de øvrige forslag om begrænsning af

dommerantallet i sager ved landsretterne: Folketingstidende 1978-79, tillæg B, spalte 1439.

Et forslag om, at der i domsmandssager skulle medvirke to eller tre landsdommere, indgik

i lovforslaget, men udgik under behandlingen i Folketinget efter et ændringsforslag fra

justitsministeren, som blev begrundet med, at der bl.a. på baggrund af Retsudvalgets drøf-

telser efter Justitsministeriets opfattelse var behov for at drøfte spørgsmålet om

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

Retsplejerådet havde i 1977 også drøftet et forslag om at nedsætte antallet

af medvirkende landsdommere til to i sager med lægdommere, men stillede

ikke forslag herom.

Der var enighed i Retsplejerådet om, at antallet af landsdommere i nævnin-

gesager ikke kunne nedsættes, uden at balancen mellem rettens læge og ju-

ridiske elementer ville blive uheldigt forrykket.

Der var endvidere enighed

om, at antallet af landsdommere i domsmandssager ikke kunne tænkes at

være lavere end to.

Retsplejerådet anførte, at ankesager med domsmænd ofte angik alvorlige

lovovertrædelser, og at landsretterne var sidste instans for prøvelse af bevis-

spørgsmålet. Navnlig i sager om betinget eller ubetinget fængsel var sankti-

onsfastsættelsen også af indgribende betydning for tiltalte, og landsrettens

afgørelse kunne kun med særlig tilladelse ankes til Højesteret. Det var derfor

af afgørende betydning, at procesmåden sikrede en alsidig og nuanceret

drøftelse af og stillingtagen såvel til sagens bevismæssige problemer som til

sanktionsfastsættelsen.

Retsplejerådet anførte videre, at deltagelse af tre landsdommere gav større

sikkerhed for, at alle synspunkter af betydning blev ført frem og gennem-

drøftet, ikke mindst med henblik på en ensartet afgørelse af ensartede sager.

Der var større mulighed for at undgå, at relevante omstændigheder vedrø-

rende sagens fakta, bevisbedømmelsen og lovanvendelsen blev overset, og

en frugtbar meningsudveksling mellem de juridiske dommere og mellem

disse og domsmændene opnåedes også bedst, når tre dommere deltog.

Retsplejerådet anførte videre, at en eventuel nedsættelse af antallet af dom-

mere i givet fald ikke burde gennemføres som en absolut regel. Der burde

være mulighed for at sætte retten med tre landsdommere i særligt komplice-

rede og tvivlsomme og særligt langvarige sager. Tre af rådets medlemmer

var af den opfattelse, at deltagelse af tre landsdommere kun var nødvendig

i sager af længere varighed

og i principielle sager, mens fem af rådets med-

lemmer mente, at tre landsdommere burde medvirke i et betydeligt antal

sager, herunder alle sager der frembød vanskelige bevismæssige spørgsmål.

landsretternes sammensætning også i andre typer af sager: Folketingstidende 1983-84, til-

læg A, spalte 1593, og tillæg B, spalte 997-998.

Betænkning nr. 825/1977 side 50. Antallet af nævninger i landsretten var dengang 12,

hvilket i 2008 blev nedsat til 9.

Betænkning nr. 825/1977 side 60-68.

Dvs. de sager, hvor der kan deltage suppleanter, jf. retsplejelovens § 7, stk. 4.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

Retsplejerådets flertal på fem medlemmer fandt samlet, at en nedsættelse af

antallet af landsdommere fra tre til to i domsmandssager ville betyde en for-

ringelse af retssikkerheden, og at denne forringelse ikke stod i rimeligt for-

hold til de arbejdsmæssige besparelser, som ville kunne opnås ved nedsæt-

telsen.

Et medlem mente ikke, at en nedsættelse af antallet af landsdommere fra tre

til to behøvede at medføre forringelser af afgørelserne, men anså den for-

enkling af retsplejen, der ville opnås ved gennemførelse af dette forslag, som

så beskeden, at han ikke kunne gå ind for forslaget. Et mindretal på tre med-

lemmer fandt, at en nedsættelse af dommerantallet ville kunne gennemføres

uden forringelse af retssikkerheden, og at ændringen ville betyde en ikke

uvæsentlig aflastning af landsretterne.

Anvendelse i praksis

Det karakteristiske ved appelbehandling i forhold til behandlingen ved by-

retterne er især den kollegiale behandling. Ved landsretterne deltager såle-

des normalt (mindst) tre dommere og ved Højesteret (mindst) fem dommere.

Et ulige antal dommere sikrer, at rettens afgørelser altid kan træffes ved

stemmeflerhed i overensstemmelse med, hvad der normalt gælder for kolle-

giale organer.

Den kollegiale behandling afspejler, at landsretterne er appelinstans

–

som det helt klare udgangspunkt i praksis sidste instans

–

i forhold til at få

prøvet byretternes afgørelser. Landsretterne er tillige i et vist omfang 1. in-

stans i civile sager, som er af principiel karakter og har generel betydning

for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig

rækkevidde i øvrigt.

Med henblik på at kunne løse de opgaver, som er henlagt til landsretterne,

er de to landsretter organiseret i et antal afdelinger med tre dommere i hver

afdeling. Alle afdelinger behandler som udgangspunkt alle typer sager, idet

dog visse forberedelsesspørgsmål og specialer er henlagt til en eller nogle

få afdelinger. I de senere år har de fleste afdelinger bestået af to udnævnte

landsdommere og en konstitueret landsdommer, som er under bedømmelse

af egnetheden som dommer.

En sag hovedforhandles af en af landsrettens afdelinger som udgangspunkt

med de tre dommere (udnævnte og konstituerede), der er tilknyttet afdelin-

gen. I praksis vil en eller flere af afdelingens dommere dog jævnligt være

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

erstattet af andre dommere, f.eks. som følge af en dommers fravær på grund

af behandlingen af andre sager, herunder flerdagessager.

Herudover kræver en række sager efter deres karakter eller varighed be-

handling af udelukkende udnævnte landsdommere. Sådanne sager kan såle-

des ikke behandles med deltagelse af konstituerede dommere.

Retsplejeloven giver mulighed for, at der i navnlig civile sager ved lands-

retterne kan deltage mere end tre dommere. Af bl.a. ressourcemæssige

grunde forekommer dette dog i praksis uhyre sjældent. I praksis forberedes

kæremål i både civile sager og straffesager af én dommer.

Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet et forslag om at anvende den eksisterende mulig-

hed for, at én landsdommer træffer afgørelse uden for hovedforhandlingen,

i videre omfang, end det sker i dag.

Det vil i den forbindelse ved en lovændring kunne præciseres, at adgangen

til, at én landsdommer træffer afgørelse uden for hovedforhandlingen, giver

mulighed for, at én landsdommer kan træffe afgørelse om at afvise en sag

under sagens forberedelse, herunder om at afvise en kæresag.

Udvalget finder, at det er velbegrundet, at processuelle afgørelser forud for

hovedforhandlingen eller tilsvarende mundtlig behandling kan træffes af én

landsdommer. Efter udvalgets opfattelse gælder dette også en afgørelse om

at afvise en sag af processuelle grunde forud for hovedforhandlingen eller

tilsvarende mundtlig behandling.

Da der kan være en vis tvivl om rækkevidden af den gældende regel om, at

én landsdommer kan træffe afgørelse ”uden for hovedforhandlingen”, kan

udvalget på den baggrund anbefale, at adgangen for én landsdommer til at

træffe afgørelse præciseres ved en lovændring med det formål at udvide an-

vendelsen af denne mulighed i praksis.

Muligheden for, at én landsdommer kan træffe afgørelse, bør omfatte alle

afgørelser, som ikke består i en endelig materiel afgørelse af sagen efter

sædvanlig prøvelse.

Betænkning nr. 773/1976 side 54 nævner afvisning af både civile sager og straffesager

under forberedelsen. I dag træffes f.eks. afgørelser om at afvise en kæresag på grund af

manglende betaling af retsafgift, manglende kæretilladelse eller overskridelse af kærefri-

sten i praksis altid af tre dommere. Det samme gælder formentlig afgørelser om afvisning

af en anke i en straffesag, jf. retsplejelovens § 920.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

Én landsdommer kan således træffe afgørelse om processuelle spørgsmål

under forberedelsen af en civil retssag i 1. instans, en ankesag eller en kæ-

resag. Én landsdommer vil herunder kunne afvise en anke eller kære f.eks.

på grund af fristoverskridelse, manglende retsafgift eller processuelle mang-

ler (eksempelvis mangelfuld ankestævning, udeblivelse fra retsmøde under

forberedelsen eller udeblivelse med ekstrakt).

Én landsdommer vil også kunne afvise en civil retssag i 1. instans på grund

af eksempelvis mangelfuld stævning, manglende retsafgift eller udeblivelse

under forberedelsen. Én landsdommer vil også kunne afsige udeblivelses-

dom i en civil retssag i 1. instans med summarisk prøvelse. Én landsdommer

vil også kunne træffe afgørelse om opsættende virkning eller andre midler-

tidige afgørelser under forberedelsen.

Der vil derimod skulle medvirke tre landsdommere i den endelige materielle

afgørelse af en civil retssag i 1. instans eller en anke- eller kæresag. Dette

gælder også, når sagen afgøres uden mundtlig forhandling, hvilket er ud-

gangspunktet i kæresager og også kan forekomme i ankesager.

Udvalget finder, at en sådan bred hjemmel til afgørelse ved én landsdommer

vil give en hensigtsmæssig fleksibilitet. Det bør således være en mulighed,

at afgørelsen træffes af én landsdommer, sådan at landsretten afhængig af

spørgsmålets og sagens karakter kan vælge mellem, at afgørelsen træffes af

én landsdommer eller af tre landsdommere. Hvis spørgsmålets karakter eller

betydning tilsiger det, bør afgørelsen træffes af tre landsdommere.

På baggrund af en høring af landsretterne vurderer Domstolsstyrelsen, at

tiltaget potentielt vil medføre en begrænset ressourcefrigørelse i landsret-

terne, idet den dommer, der i første omgang sætter sig ind i sagens faktum

og problemstilling, fortsat vil skulle bruge tid herpå, ligesom vedkommende

dommer fortsat vil skulle bruge tid på at skrive afgørelsen. Domstolsstyrel-

sen har på baggrund af høringen endvidere oplyst, at ressourcefrigørelsen i

givet fald ligger i, at afdelingens to andre dommere ikke længere skal ind-

drages. De omhandlede sager kan imidlertid ofte håndteres, når afdelingens

tre dommere alligevel er sammen i forbindelse med behandling af andre sa-

ger eller i en pause under en hovedforhandling. Endvidere er der i praksis

ofte tale om helt enkle spørgsmål, som ikke tager mange minutter at fore-

lægge og drøfte. De økonomiske konsekvenser vil skulle udbores nærmere.

Udvalget har overvejet et forslag om, at parterne i en civil ankesag skal

kunne aftale, at sagen kan afgøres af én landsdommer, men sådan at

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

landsretten kan afslå parternes ønske om, at sagen afgøres med én lands-

dommer, hvis landsretten finder, at sagens karakter eller betydning nødven-

diggør, at der deltager tre landsdommere i sagens afgørelse.

Det har i udvalgets drøftelser på den ene side været anført, at der ikke vil

være retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved en ordning, hvor parterne

i en civil ankesag er enige om, at sagen afgøres af én landsdommer. Forudsat

at sagen kan afgøres hurtigere med én landsdommer end tre landsdommere,

må der desuden forventes at være interesse for en sådan ordning.

Det har endvidere været anført, at domstolssystemet bør tilbyde parter i ci-

vile sager den fleksibilitet, at de kan vælge en hurtigere behandling med én

landsdommer (”fast track”). Når det sker i enighed

mellem parterne, kan det

ikke forventes at påvirke tilliden til domstolene negativt. Parterne bør ikke

være henvist til at aftale voldgift med de retsvirkninger og omkostninger,

der er forbundet hermed, hvis de ønsker en hurtigere behandling af ankesa-

gen.

Det har desuden været anført, at landsrettens opgave som præjudikatsdom-

stol

–

dvs. opgaven med at fastlægge retstilstanden for at opnå ensartet prak-

sis ved byretterne og forudsigelighed for parterne

–

ikke bør stille sig i vejen

for en fleksibel ordning. Landsretten har også som hovedopgave at fungere

som appelinstans og give mulighed for en fornyet prøvelse af en sag, der er

afgjort i byretten, uanset om sagen har principiel eller vidererækkende be-

tydning eller udelukkende har betydning for sagens parter. I forvejen er det

langt fra alle landsretsdomme, der har betydning som præjudikater.

Det har på den anden side være anført, at de grundlæggende hensyn, der

ligger bag ordningen med behandling af tre landsdommere, taler for ikke at

giver parterne valgfrihed med hensyn til antallet af landsdommere. Det ka-

rakteristiske ved appelbehandling er den kollegiale behandling, som har stor

kvalitativ værdi. Landsrettens afgørelse vil i langt de fleste tilfælde være den

endelige afgørelse af sagen.

Det har endvidere været anført, at det er gennem drøftelserne mellem lands-

dommerne, at afvejningen af interesser og hensyn bliver afdækket. Lands-

retssager har ofte vidererækkende betydning for andre end parterne, og

landsretsdomme har i modsætning til voldgiftskendelser præjudikatsværdi.

Appelbehandling er karakteriseret ved, at der deltager flere personer, og det

vil stride mod den almindelige forståelse af appelbegrebet med kun én per-

son til at afgøre en ankesag.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

Det har desuden været anført, at hvis parterne i en civil sag ønsker en hurti-

gere afgørelse, kan de aftale voldgift. Domstolssystemet bør ikke tilbyde en

procesform, der kan opfattes som en discountløsning, uanset om parterne er

enige, da det kan skade tilliden til domstolene i bred forstand. Det vil være

bedre at afskære ankeadgangen i sager, der efter deres karakter ikke påkal-

der sig den grundige behandling, som en landsretsbehandling er udtryk for.

På denne baggrund kan udvalget konstatere, at forslaget rejser grundlæg-

gende spørgsmål om indretningen af appelordningen, som i givet fald bør

overvejes nærmere, før der tages stilling til forslaget. De økonomiske kon-

sekvenser vil i den forbindelse skulle afklares.

Udvalget har overvejet et forslag om, at der skal kunne deltage færre end

tre landsdommere i den endelige materielle afgørelse af en sag.

Det vil reducere landsrettens ressourceforbrug pr. sag i et vist omfang, hvis

en udvalgt mængde af sager afgøres med én eller to landsdommer i stedet

for tre. Ressourceforbruget vil dog ikke blive reduceret til en eller to tredje-

dele. Dette skyldes, at de tre landsdommere, som afgør en sag, i dag samar-

bejder om sagens afgørelse, bl.a. sådan at en af dommerne skriver det første

udkast til dom eller kendelse, og sådan at retsformanden under hovedfor-

handlingen koncentrerer sig om at lede forhandlingerne, mens de øvrige

dommere bl.a. tager notater. Opgaven med at skrive dommen eller kendel-

sen formindskes desuden ikke, fordi sagen afgøres med én eller to dommere

i stedet for tre.

Udvalget finder, at det i hvert fald bør være udelukket at nedsætte antallet

af medvirkende landsdommere i civile retssager i 1. instans og i nævninge-

sager.

Med den kompetencefordeling mellem byretten og landsretten i civile sager,

som blev gennemført i 2007 og yderligere præciseret i 2014, kan en civil

sag kun behandles i landsretten i 1. instans, hvis sagen har principiel karak-

ter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller

væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt. Det vil stå i modstrid med

den plads, som landsretten herefter har i den samlede instansordning, hvis

en civil sag i 1. instans skulle kunne afgøres af én eller to landsdommere.

Nævninger medvirker i de alvorligste straffesager, som har afgørende be-

tydning for tiltalte og andre involverede personer, og nævninger medvirker

kun i landsretten, når anken omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

skyld. Sagen vil i byretten være afgjort med tre dommere, og der skal gen-

nemføres en fuldstændig ny hovedforhandling i landsretten med fuld prø-

velse af sagens beviser. Der bør på den baggrund stadig altid medvirke tre

landsdommere i nævningesager.

Spørgsmålet om antallet af medvirkende landsdommere i appelsager hænger

sammen med reglerne om appel. Når der skal tage stilling til, hvor mange

landsdommere der skal deltage i afgørelsen af en appelsag, er det således

væsentligt, hvilke sager der kan appelleres til landsretten.

I dag kan en part f.eks. frit anke en dom i en civil sag til landsretten, hvis

anken angår mere end 20.000 kr.

Landsretten kan dog afvise at behandle

en civil ankesag, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald

end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter.

I dag kan en tiltalt, der har givet møde i byretten, desuden frit anke en dom

i en straffesag til landsretten, hvis tiltalte er idømt en bøde på over 6.000 kr.

eller betinget eller ubetinget førerretsfrakendelse.

Kære i civile retssager kræver som udgangspunkt Procesbevillingsnævnets

tilladelse,

mens der i straffesager er en noget videre adgang til at kære.

En part kan også frit kære afgørelser i fogedsager med undtagelse af afgø-

relser om udlæg eller sagsomkostninger på højst 20.000 kr.

Efter udvalgets opfattelse er det et vigtigt led i det toinstanssystem, som er

udgangspunktet i retsplejen, at når en sag appelleres og prøves på ny i 2.

instans, bør sagsbehandlingen i appelinstansen i særlig grad være indrettet

på en grundig prøvelse for at sikre, at det, der i langt de fleste tilfælde vil

være den endelige afgørelse, er rigtig og fremstår med stor legitimitet for

parterne.

Efter udvalgets opfattelse er dette et stærkt argument for, at der skal deltage

mere end én landsdommer i den endelige materielle afgørelse af en appelsag

i landsretten.

Retsplejelovens § 368, stk. 1.

Retsplejelovens § 368 a.

Retsplejelovens § 902.

Retsplejelovens § 389 a.

Retsplejelovens § 968.

Retsplejelovens §§ 584 og 584 a.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

Det har i udvalgets drøftelser på den ene side været anført, at hvis det kan

konstateres, at landsdommerne i dag anvender uhensigtsmæssigt meget tid

på appelsager af meget lille betydning, eksempelvis visse bødesager, sager

om førerretsfrakendelse, små civile sager eller kæresager, vil det være bedre

at begrænse den fri appeladgang i sådanne sager. På den måde undgås det,

at en dybtgående behandling med tre landsdommere står i misforhold til sa-

gens betydning, uden at der indføres en mindre grundig appelbehandling i

sager af mindre betydning.

Det har endvidere været anført, at det vil være meget vanskeligt blandt de

sager, hvor landsretten træffer en materiel afgørelse, at udskille sager, som

har så lille betydning, at det ville kunne være forsvarligt, at de blev afgjort

af én landsdommer. Hvis man indførte en mulighed for at afgøre en sag med

færre landsdommere, ville landsretterne derfor skulle bruge betydelige res-

sourcer på at udvælge egnede sager.

Det har desuden været anført, at den ressourcebesparelse, der ville være for-

bundet med at afgøre et mindre antal appelsager med én eller to landsdom-

mere, ikke ville stå mål med den potentielle negative virkning for tilliden i

bred forstand til domstolene. Desuden vil det generelt være uhensigtsmæs-

sigt at lade en afgørelse træffes af to landsdommere, da det skaber udfor-

dringer i tilfælde af uenighed. Som nævnt ovenfor består de fleste landsrets-

afdelinger i praksis af to udnævnte landsdommere og en konstitueret lands-

dommer, som er under bedømmelse af egnetheden som dommer. En ordning

med to landsdommere ville derfor også give problemer i forhold til bedøm-

melsen af de konstituerede landsdommere.

Det har på den anden side været anført, at en afgørelse med to landsdom-

mere stadig ville være udtryk for en kollegial behandling. Der ville stadig

være mulighed for flere personers juridiske perspektiv på sagen og den deraf

følgende grundige behandling af sagens problemstillinger. Den gældende

regel om, at det for tiltalte gunstigste resultat gælder ved stemmelighed, vil

uden problemer kunne anvendes i straffesager med to landsdommere.

Det har endvidere været anført, at det bør afhænge af en politisk vurdering,

om der ønskes en mere effektiv udnyttelse af domstolenes ressourcer i sager,

hvor medvirken af to i stedet for tre landsdommere er en mulighed, der ikke

i betydeligt omfang bryder med udgangspunktet om behandling med tre

landsdommere. En afgørelse af straffesager i landsretten med to landsdom-

mere i mindre straffesager om f.eks. værtshusvold, brugstyveri af motorkø-

retøj og groft hærværk kan ikke forventes at påvirke tilliden til domstolene

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

negativt. Der vil desuden ved lov kunne fastlægges et klart udgangspunkt

for, hvilke sager der behandles med to landsdommer, så ordningen ikke vil

kræve betydelige ressourcer at administrere.

Samlet set fraråder udvalget, at der i den endelige materielle afgørelse af en

sag deltager færre end tre landsdommere.

Udvalget bemærker, at hvis der på trods af det anførte er et politisk ønske

om, at en sag skal kunne afgøres af færre end tre landsdommere, vil der være

behov for at udarbejde nogle konkrete modeller herfor med henblik på at

kunne estimere de økonomiske konsekvenser.

De økonomiske konsekvenser af tiltagene er opsummeret nedenfor,

jf.

tabel 1.

Tabel 1

Potentiale ved implementering af tiltag

Mio. kr.

Årligt potentiale, Implementerings-

fuldt indfaset

omkostninger

I alt

1. Præcisering af, at én landsdommer kan træffe afgørelse om at afvise en sag

under sagens forberedelse, herunder om at afvise en kæresag

2. Parterne i en civil ankesag skal kunne aftale, at sagen kan afgøres af én

landsdommer, hvis sagens karakter eller betydning ikke nødvendiggør, at der

deltager tre landsdommere i sagens afgørelse.

3. Der skal kunne deltage færre end tre landsdommere i den endelige materi-

elle afgørelse af en sag.

Anm.: Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i relevante opgørelser for 2019, idet domstolenes aktiviteter, antal af

sager mv. i 2020 og 2021 vurderes at have været påvirket covid-19.

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Domstolsstyrelsen.

Det bemærkes, at der udestår konsolidering af de økonomiske konsekven-

ser. Der vil derfor blive foretaget justeringer i skønnet for potentialet ved

implementering af tiltagene.