REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del Bilag 185
Offentligt

Udvalg for forberedelse af ny flerårs-

aftale for domstolene

Dato:

18. april 2023

Sagsbeh: Ketilbjørn Hertz

Dok.:

2750976

3.4 Lettelse af domsskrivningen

Baggrund

Retsplejeloven fastlægger alene de grundlæggende rammer for affattelsen

af domme, og der er stor mulighed for individuel variation mellem forskel-

lige retter og forskellige dommere med hensyn til affattelsen af domme.

Hertil kommer, at affattelsen af en dom i høj grad afhænger af omstændig-

hederne i den konkrete sag.

Domme skal ifølge retsplejeloven bl.a. indeholde en fremstilling af sagen,

herunder i fornødent omfang en gengivelse af de afgivne forklaringer.

Domme i civile sager skal endvidere indeholde en gengivelse af parternes

anbringender, og domme i straffesager skal endvidere indeholde en gengi-

velse af tiltalen.

Det afhænger af den konkrete sags omstændigheder, hvor omfattende frem-

stillingen af sagen bør være, og de afgivne forklaringer skal gengives, i det

omfang det er nødvendigt, for at dommen kan

”stå

alene”, dvs. kan forstås

af personer, der ikke i øvrigt kender sagen, og som ikke har adgang til sagens

dokumenter. Dommen bør derfor altid som minimum indeholde en helt kort-

fattet gengivelse af forklaringer, som har haft betydning for afgørelsen, en-

ten i et selvstændigt afsnit eller som en del af begrundelsen for resultatet.

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 646.

Retsplejelovens § 218 a, stk. 1.

Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 646.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

I straffesager behøver forklaringer, som er lydoptaget, ikke at blive gengivet

i retsbogen,

og i så fald kan gengivelse af forklaringen i dommens fremstil-

ling af sagen undlades.

Ankes dommen, skal forklaringen gengives i rets-

bogen, og gengivelsen anses som et bilag til dommen.

I byretsdomme i civile sager, som er afgjort med én juridisk dommer, kan

sagsfremstillingen begrænses til en kort angivelse af parternes anbringen-

der, hvis der samtidig gives en udførlig begrundelse for afgørelsen.

Ankes

en dom med en sådan kort sagsfremstilling, skal retten give en supplerende

redegørelse for sagen.

Muligheden for at begrænse sagsfremstillingen i byretsdomme i civile rets-

sager blev indført i 1984. Det fremgår af forarbejderne, at baggrunden var,

at dommene dengang efter den gennem flere år udviklede tradition som re-

gel var meget fyldige og ud over begrundelsen for resultatet (domspræmis-

serne) indeholdt en fuldstændig fremstilling af sagens faktiske omstændig-

heder, herunder af bevisførelsen (partsforklaringer, vidneforklaringer, syns-

og skønserklæringer mv.). Arbejdet med udfærdigelse af domme i civile

retssager var som følge heraf meget tidskrævende og udgjorde efterhånden

med det stigende sagsantal en betydelig belastning af domstolene.

Det fremgår endvidere af forarbejderne, at ordningen indebærer, at det nor-

malt vil være tilstrækkeligt i dommen alene at medtage parternes påstande,

en kort gengivelse af deres anbringender, domsbegrundelse og domskonklu-

sion, og at det således ikke er nødvendigt at gengive bevisførelsen under

sagen (parts- og vidneforklaringer, dokumenter mv.).

Om dommen bør af-

fattes i kort form eller på traditionel vis med en fuldstændig sagsfremstilling,

skal ifølge forarbejderne afgøres af retten på grundlag af en vurdering af den

enkelte sag, og retten skal ved afgørelsen heraf tage hensyn til tilkendegi-

velser fra parterne.

Det fremgår endvidere af forarbejderne, at en dom skal opfylde forskellige

formål. Dommen skal indeholde en afgørelse af tvisten i en sådan form, at

den er egnet til om nødvendigt at kunne fuldbyrdes i fogedretten. Det skal

af dommen fremgå, hvilket retligt og faktisk grundlag retten har lagt til

Retsplejelovens § 712, stk. 1.

Retsplejelovens § 218 a, stk. 5.

Retsplejelovens § 712, stk. 1, nr. 3, og stk. 2.

Retsplejelovens § 218 a, stk. 2, der viderefører det tidligere gældende § 366 a, stk. 2.

Retsplejelovens § 218 a, stk. 4.

Folketingstidende 1983-84, tillæg A, spalte 1615.

Id.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

grund for afgørelsen, så parterne har mulighed for at bedømme rimeligheden

af dommen og dermed af en eventuel anke. Dommen skal endvidere kunne

danne grundlag for behandling i en ankeinstans og skal derfor bevare de

beviser, der er indgået i vurderingen af det faktiske grundlag for afgørelsen

(parts- og vidneforklaringer mv.). Endelig skal dommen kunne give grund-

lag for præjudikatsvirkning og for retsvidenskabelig behandling, hvilket

navnlig gælder højesterets- og landsretsafgørelser.

Hvis alle de nævnte formål skulle tilgodeses fuldt ud, ville dommene ofte

blive forholdsvis lange, idet der måtte medtages en fuldstændig sagsfrem-

stilling, herunder navnlig en udførlig gengivelse af bevisførelsen under sa-

gen. For langt de fleste domme var det imidlertid tilstrækkeligt, at dommen

havde en sådan form, at den dels kunne anvendes som grundlag for tvangs-

fuldbyrdelse, dels give parterne en rimelig begrundelse i faktisk og retlig

henseende for domsresultatet.

Dette gjaldt navnlig for byretterne. Kun en meget lille del (ca. 10 pct.) af

dommene fra byretterne blev anket til landsretten. Det var derfor ikke nød-

vendigt at udforme alle domme ved byretten på en sådan måde, at de umid-

delbart var egnede til at danne grundlag for ankebehandling. Rettens be-

grundelse for domsresultatet ved angivelse af de faktiske og retlige omstæn-

digheder, der er lagt vægt på, ville sædvanligvis for parterne og deres advo-

kater, der havde kendskab til det for byretten passerede, herunder de angivne

forklaringer, være tilstrækkelig til, at parterne kunne tage stilling til spørgs-

målet om anke.

Sager, som på grund af deres særlige betydning for parterne eller deres be-

skaffenhed i øvrigt klart adskilte sig fra typiske byretssager, burde dog som

hidtil indeholde en fuldstændig fremstilling af sagen. Herved tilgodesås

også hensynet til præjudikatsværdien og mulighederne for retsvidenskabelig

behandling af væsentlige domsafgørelser.

Den supplerende redegørelse, hvis dommen ankes, skal ifølge forarbejderne

navnlig indeholde en gengivelse af de under sagen afgivne parts- og vidne-

forklaringer, hvorimod det normalt ikke vil være nødvendigt at referere sa-

gens dokumenter. Om parternes procedure, i det omfang den ikke er med i

Betænkning nr. 994/1983 side 146.

Betænkning nr. 994/1983 side 146-147.

Betænkning nr. 994/1983 side 147.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

dommen, bør gengives i den supplerende redegørelse, må afhænge af sagens

karakter.

I 2014 blev der indført mulighed for, at byretsdomme i sager, som er afgjort

med tre juridiske dommere, kan affattes med forkortet sagsfremstilling.

Det forudsættes i forarbejderne, at en begrænset sagsfremstilling er mere

udførlig end blot en angivelse af parternes anbringender, og at retten i til-

fælde af anke giver en supplerende redegørelse for sagen.

Anvendelse i praksis

Domstolsstyrelsen har oplyst, at de fleste byretsdommere som oftest be-

grænser sagsfremstillingen i almindelige civile sager. Når der skrives læn-

gere sagsfremstillinger, er det ofte ud fra en forventning om, at dommen vil

blive anket, idet dommerens arbejde med sagen dermed færdiggøres på én

gang i stedet for, at dommeren efterfølgende skal udarbejde en supplerende

redegørelse. I praksis indeholder den supplerende redegørelse, når en ”kort”

byretsdom ankes, et referat af de afgivne forklaringer, så det er i givet fald

forklaringerne, dommeren i disse tilfælde medtager i dommen.

Det forekommer, at domme, der indeholder en kort sagsfremstilling og de

afgivne forklaringer, angiver at være affattet i medfør af reglen om ”korte”

domme.

Dette angives også undertiden i domme med en kort sagsfremstil-

ling i sager, hvor der ikke har været afgivet forklaringer, og hvor dommen

derfor i sagens natur ikke gengiver nogen forklaringer. I begge tilfælde vil

der i tilfælde af anke ikke blive udarbejdet nogen supplerende redegørelse,

og henvisningen til reglen om ”korte” domme er i realiteten alene en oplys-

ning til landsretten om, at dommen ikke indeholder en klassisk fuldstændig

sagsfremstilling.

I sager med tre juridiske dommere er der i højere grad en tendens til, at

dommen indeholder en længere sagsfremstilling, og at en del tekst fra sa-

gens bilag bliver gengivet. Forklaringerne vil ofte fremgå i deres fulde

længde. Dette skyldes bl.a., at sådanne sager ofte bliver anvendt i uddannel-

ses- og evalueringsøjemed i forhold til uddannelsesfuldmægtige.

Betænkning nr. 994/1983 side 148.

Retsplejelovens § 218 a, stk. 3.

Folketingstidende 2013-14, A, L 178 som fremsat, side 117.

Retsplejelovens § 218 a, stk. 2, 2. pkt., foreskriver, at dette skal oplyse.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

I straffesager i byretten er det udgangspunktet, at forklaringer, der afgives

under hovedforhandlingen eller et retsmøde med henblik på afgørelse som

tilståelsessag, lydoptages.

I helt kortvarige sager, hvor hovedforhandlingen varer mindre end 1 time og

ofte højst �½ time, og hvor der alene afgives én eller nogle få korte forkla-

ringer, vil nogle dommere formentlig vælge at gengive forklaringen eller

forklaringerne i dommen, selv om det ikke er et krav, hvis dommen ikke

ankes. Andre dommere vælger ikke at gengive forklaringerne i dommen.

I lidt større sager, hvor hovedforhandlingen varer fra 1 time op til 2-3 dage,

vil de fleste dommere formentlig gengive forklaringerne i dommen, hvis

dommen er blevet anket ved domsafsigelsen, eller dommeren i øvrigt anser

det for sandsynligt, at dommen vil blive anket. De fleste dommere foretræk-

ker nemlig i givet fald at gengive forklaringerne i forlængelse af domsafsi-

gelsen (samme dag eller en af de nærmeste dage), hvor forklaringerne er i

frisk erindring, frem for at vende tilbage til sagen på et senere tidspunkt,

hvor dommeren i mellemtiden har behandlet og haft sin opmærksomhed på

et antal andre sager. Hvis dommen er blevet modtaget ved domsafsigelsen,

eller dommeren i øvrigt anser det for usandsynligt, at dommen vil blive an-

ket, vil dommeren derimod normalt ikke gengive forklaringerne i dommen.

I de tilfælde, hvor dommeren ikke har gengivet forklaringerne i dommen,

og dommen senere ankes, kan dommeren ved nogle byretter anmode en kon-

torfunktionær om ud fra lydoptagelsen at skrive et udkast til gengivelsen af

forklaringerne i retsbogen, som dommeren herefter gennemgår, retter og

godkender. Alternativt udfærdiger dommeren selv gengivelsen i retsbogen

på grundlag af sine notater fra hovedforhandlingen eller lydoptagelsen.

I store sager, hvor hovedforhandlingen strækker sig over et antal dage for-

delt på to eller flere uger, vil forklaringerne normalt løbende blive gengivet

i retsbogen og til sin tid blive medtaget i dommen. En løbende gengivelse i

retsbogen, sådan at parterne har adgang til gengivelsen under den videre

bevisførelse og under forberedelsen af deres procedure, er i omfattende sa-

ger som regel nødvendig af hensyn til en forsvarlig behandling af sagen.

Ved nogle byretter deltager der i sådanne langvarige sager en retssekretær

(kontorfunktionær) i den del af hovedforhandlingen, hvor der afgives for-

klaringer, og retssekretæren skriver et udkast til gengivelsen af forklarin-

gerne i retsbogen, som dommeren herefter gennemgår, retter og godkender.

Retsplejelovens § 711, stk. 1.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

I straffesager i landsretten lydoptages forklaringer ikke, og det er som følge

heraf et krav, at det væsentlige indhold af forklaringerne optages i retsbo-

gen.

I længevarende sager vil det ligesom i byretten normalt ske løbende,

og forklaringerne vil normalt også blive gengivet i dommen. I andre sager

er det almindeligt, at forklaringerne gengives i dommen, og at retsbogen for

sit vedkommende henviser til gengivelsen i dommen.

Den norske retsplejelov for civile retssager bestemmer, at domme skal in-

deholde en fremstilling af sagen, parternes påstande med påstandsgrundlag

og rettens vurdering.

Sagsfremstillingen og redegørelsen for påstands-

grundlagene skal koncentreret beskrive det retsforhold, der er tvist om, sa-

gens baggrund og parternes retlige og faktiske anførsler, i det omfang det er

nødvendigt for at forklare afgørelsen.

Derefter redegør retten for den be-

visvurdering og retsanvendelse, som afgørelsen bygger på.

I småsager skal dommen dog i stedet kort forklare, hvad sagen angår, gen-

give parternes påstande og påstandsgrundlag og redegøre for de momenter,

som retten har lagt afgørende vægt på.

Den norske retsplejelov for straffesager bestemmer, at domme skal inde-

holde en kort fremstilling af sagens genstand med de krav, som er gjort gæl-

dende, og en begrundelse.

Findes tiltalte skyldig, skal begrundelsen be-

stemt og udtømmende angive det sagsforhold, retten har fundet bevist som

grundlag for dommen, og de grunde, retten har lagt vægt på ved fastsættelse

af straffen. Det skal oplyse, om det er tillagt formildende betydning, at til-

talte har bidraget til opklaringen af forbrydelsen eller af andres forbrydelser,

og det bør i så fald angives, hvilken betydning tilståelsen har haft for straf-

udmålingen.

Den svenske retsplejelov bestemmer, at domme skal indeholde parternes

påstande og anbringender og en begrundelse med oplysning om, hvad der

er bevist.

I straffesager skal anklagemyndighedens sanktionsforlag fremgå

af dommen, hvis anklagemyndigheden finder grund til at tage hensyn til, at

tiltalte har bidraget til opklaringen af forbrydelsen eller af andres forbrydel-

ser.

Retsplejelovens § 710, stk. 1.

Tvisteloven § 19-6, stk. 4.

Tvisteloven § 19-6, stk. 5.

Tvisteloven § 10-4, stk. 4.

Straffeprosessloven § 39, stk. 1, nr. 1 og 2.

Straffeprosessloven § 40.

Rättegångsbalken kap. 17 § 7, stk. 1, nr. 4 og 5, og kap. 30 § 5, stk. 1, nr. 4 og 5.

Rättegångsbalken kap. 30 § 5, stk. 1, nr. 4, 2. led, jf. kap. 45 § 4, stk. 2.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

I både Norge og Sverige gengives de afgivne forklaringer alene i det om-

fang, retten omtaler forklaringerne i begrundelsen for resultatet, og sags-

fremstillingen indeholder ikke længere citater fra sagens skriftlige beviser.

Den afvigende praksis i Sverige vedrørende de afgivne forklaringer har sam-

menhæng med, at den normale ordning i Sverige er, at der i ankesager i

landsretten afspilles en videooptagelse af de forklaringer, der blev afgivet i

byretten.

Den ligeledes afvigende praksis i Norge har navnlig historisk baggrund, idet

der i Norge ikke har været tradition for, at landsretten havde anden oplys-

ning om indholdet af de forklaringer, der blev afgivet i byretten, end hvad

der fremgik af begrundelsen for byrettens afgørelse. I nyere tid forekommer

det i civile sager, at en af parterne med rettens tilladelse lydoptager forkla-

ringerne i byretten og fremlægger en udskrift heraf ved anke til landsretten,

som kan foreholdes vidnerne, hvis deres forklaring for landsretten afviger

fra det, de forklarede i byretten.

Endvidere har der været gennemført en

forsøgsordning i visse retskredse i civile sager og straffesager svarende til

den svenske ordning med videooptagelse af forklaringer i byretten, som af-

spilles i landsretten.

Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet et forslag om at ændre den almindelige regel om

affattelse af domme med henblik på, at sagsfremstillingen i en byretsdom i

en civil sag skal give en koncentreret beskrivelse af sagen og ikke gengive

sagens skriftlige beviser.

Den koncentrerede beskrivelse forudsættes at være helt kort og kan af-

hængig af sagens karakter f.eks. angive, hvem parterne er, og hvad deres

relation er, hvad hovedtvisten i sagen er, parternes påstande og hvordan de

er opgjort, og hvordan sagen er blevet behandlet. I vidt omfang vil en sådan

sagsfremstilling svare til den indledning, en civil dom normalt indeholder i

dag.

I mere omfattende sager vil den koncentrerede beskrivelse afhængig af sa-

gens karakter kunne være længere end i flertallet af sager. Det kan herudover

også i nogle af de mindre omfattende sager afhængig af sagens karakter

være hensigtsmæssigt at medtage en lidt længere beskrivelse af sagen, end

der normalt fremgår af dommens indledning i dag.

Høyesteretts kendelse af 14. december 2020 i sag HR-2020-2411-U.

https://www.domstol.no/no/domstoler/tingrett/sor-rogaland-tingrett/opptak-i-retten

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

Dommens begrundelse vil skulle skrives, så den kan forstås alene med refe-

rence til den koncentrerede beskrivelse af sagen i sagsfremstillingen.

Forslaget indebærer i vidt omfang en kodificering af den praksis for udform-

ningen af domme, som har udviklet sig i det store flertal af sager, der afgøres

med én juridisk dommer.

I byretssager, der afgøres med tre juridiske dommer, indebærer forslaget, at

dommen fremover ikke skal gengive selve de skriftlige beviser i dommens

sagsfremstilling. Det kan som beskrevet ovenfor i stedet være relevant med

en lidt længere beskrivelse af sagen end blot dommens indledning.

Forslaget medfører en konsekvensændring af reglerne om byretsdomme

uden fuldstændig sagsfremstilling,

sådan at disse regler fremover angår

domme uden gengivelse af afgivne forklaringer og bliver ens for sager med

én dommer og sager med tre dommere. Der vil herunder stadig være behov

for, at retten efterfølgende gengiver afgivne forklaringer i retsbogen, hvis en

dom uden gengivelse af forklaringerne ankes, jf. også pkt. 4 nedenfor.

Udvalget finder, at en sådan ændring ikke væsentligt vil forringe dommens

brugsværdi for parterne eller for ankeinstansen, hvis dommen ankes. Civile

retssager behandles digitalt på domstolenes sagsportal, og parterne og anke-

instansen har digital adgang til alle sagens dokumenter, og en koncentreret

beskrivende sagsfremstilling vil kunne være mindst lige så overskuelig som

en længere sagsfremstilling med citater fra sagens dokumenter. Det er des-

uden forudsat, at dommens begrundelse er skrevet, så den kan forstås alene

med reference til den koncentrerede beskrivelse af sagen i dommen.

For parterne og for ankeinstansen, hvis dommen ankes, er behovet for, hvad

der skal fremgå af dommen, i realiteten ikke forskelligt afhængig af, om

dommen afsiges med én eller tre juridiske dommere. Dommen skal under

alle omstændigheder angive, hvilke faktiske omstændigheder retten har lagt

til grund, og hvordan retten har anvendt retsreglerne, og dette vil i alle til-

fælde fremgå af dommens begrundelse.

For dommerne vil en sådan ændring lette arbejdet med domsskrivningen i

de tilfælde, hvor der i dag helt eller delvist udarbejdes en sagsfremstilling.

Selv om sagens dokumenter foreligger i digital form, og citater herfra derfor

Retsplejelovens § 218 a, stk. 2-4.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

kan kopieres digitalt, kræver det en del arbejde at kopiere relevante dele af

de enkelte dokumenter til dommens sagsfremstilling.

For offentligheden og retsvidenskaben vil det i nogle tilfælde være mere

overskueligt med en koncentreret sagsfremstilling, men der kan også være

tilfælde, hvor der vil være detaljer, som andre end parterne og en eventuel

ankeinstans ikke vil få kendskab til. Der er imidlertid allerede hjemmel til i

byretsdomme med én juridisk dommer at udelade sagsfremstillingen og i

byretsdomme med tre juridiske dommere at forkorte sagsfremstillingen.

Ændringen vil således understøtte udbredelsen og ensretningen af en i for-

vejen etableret praksis, der i vidt omfang følges ved byretterne i dag.

Udvalget kan på den baggrund anbefale, at den almindelige regel om affat-

telse af domme ændres, sådan at sagsfremstillingen i en byretsdom i en civil

sag skal give en koncentreret beskrivelse af sagen og ikke gengive sagens

skriftlige beviser.

Udvalget bemærker, at det i forbindelse med en gennemførelse af forslaget

kan overvejes, om et lignende tiltag vil være hensigtsmæssigt for landsrets-

domme.

I forhold til de økonomiske konsekvenser er det sammenfattende vurderin-

gen, at der på det foreliggende grundlag ikke kan identificeres et tidsbespa-

relsespotentiale, der vil kunne medvirke til en reel ressourcefrigørelse i by-

retterne ved en gennemførelse af forslaget. Det skyldes, at der i vidt omfang

er tale om så begrænsede ændringer set i forhold til den nuværende praksis.

Udvalget har overvejet et forslag om at give mulighed for at udelade gen-

givelsen af parternes anbringender i domme i civile sager, hvis parternes

anbringender under hovedforhandlingen er i overensstemmelse med på-

standsdokumenterne, og påstandsdokumenterne eller et uddrag heraf med-

tages som bilag til dommen.

Ordningen vil omfatte sager, hvor retten har bestemt, at parterne skal indle-

vere et endeligt påstandsdokument.

Ordningen vil ikke omfatte småsager,

hvor der ikke er hjemmel til at bestemme, at parterne skal indlevere et en-

deligt påstandsdokument,

og hvor retten i øvrigt som udgangspunkt skal

udarbejde en fortegnelse over parternes påstande, anbringender og beviser

Retsplejelovens § 357, stk. 1.

Retsplejelovens § 406, stk. 6.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

(hvorfra dommens gengivelse af parternes anbringender kan tages, hvis an-

bringenderne er de samme under hovedforhandlingen).

For forslaget taler, at byretterne i dag bruger en del tid på at gengive parter-

nes anbringender,

hvad enten dommeren skriver gengivelsen ”fra bunden”

eller kopierer tekst fra påstandsdokumenterne og tilretter denne.

Imod forslaget taler, at det, parterne har anført til støtte for deres påstande,

er en central del af sagen og har afgørende betydning for forståelsen af dom-

men, bl.a. fordi retten i almindelige civile sager kun kan tage hensyn til an-

bringender, som parterne har gjort gældende.

At medtage påstandsdokumenterne eller et uddrag af dem som bilag til dom-

men, imødekommer til en vis grad denne indvending. Spørgsmålet er dog,

om det vil kræve mindre arbejde at medtage påstandsdokumenterne eller et

uddrag af dem som bilag til dommen, end retterne generelt i dag bruger på

at gengive parternes anbringender i selve dommen.

Det vil heller ikke fremstå som brugervenligt, at parternes anbringender skal

findes i et bilag til dommen og ikke på det naturlige sted i dommens krono-

logi over påstande, anbringender, rettens begrundelse og resultatet. Hertil

kommer tilfælde, at ordningen ikke vil kunne omfatte tilfælde, hvor anbring-

enderne ændres under hovedforhandlingen, og at dommene derfor vil få et

uensartet præg.

Det opfattes af nogle som et problem, at dommes gengivelse af parternes

anbringender baseret på påstandsdokumenterne kan komme til at fylde vold-

somt meget i forhold til resten af dommen. Det er dog et spørgsmål, hvor

stor forskel det reelt vil gøre at flytte anbringenderne til et bilag, der må

betragtes som en integreret del af dommen.

Udvalget finder, at det ikke er et stort problem, at domme ofte gengiver par-

ternes anbringender ved ordret citat fra parternes påstandsdokumenter. Ud-

valget forudsætter herved, at retten i sagens natur særskilt angiver, hvis en

part under hovedforhandlingen har fremsat et nyt anbringende eller har fra-

faldet et anbringende. For så vidt angår frafaldne anbringender kan retten

alternativt undlade at medtage frafaldne anbringender i citatet, idet de f.eks.

erstattes af udeladelsesprikker.

Retsplejelovens § 406, stk. 5.

Retsplejelovens § 338, 2. led.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

Udvalget anser det heller ikke for en forbedring hverken indholdsmæssigt

eller fremtrædelsesmæssigt, hvis parternes påstandsdokumenter i stedet op-

trykkes som et bilag til dommen.

Udvalget kan på den baggrund ikke anbefale at ændre loven for at give mu-

lighed for at udelade gengivelsen af parternes anbringender i domme i civile

sager, heller ikke sådan at påstandsdokumenterne eller et uddrag heraf med-

tages som bilag til dommen.

Udvalget tilføjer, at det reelle problem formentlig er, at der en tendens til, at

parterne udfærdiger meget lange påstandsdokumenter tenderende til sam-

menfattende processkrifter, og at det ikke er hensigtsmæssigt at søge at løse

dette problem ved at ændre reglerne om skrivning af dommen, der er rettens

produkt.

Udvalget bemærker, at der som supplement til de behandlede tiltag kan

overvejes tiltag, der mere direkte adresserer problemet med påstandsdoku-

menter, der er væsentligt længere, end sagens problemstillinger kan be-

grunde. Da det imidlertid i høj grad afhænger af sagens omstændigheder,

hvor omfangsrigt et påstandsdokument rimeligvis bør være, vil sådanne til-

tag dog kunne kræve mere dybtgående overvejelser.

Det vil være et nybrud f.eks. at fastsætte begrænsninger på omfanget af på-

standsdokumenter, og det vil i så fald skulle overvejes, om administrationen

af sådanne begrænsninger vil medføre et sådant merarbejde for retterne og

parterne, at det kommer til at stå i misforhold til gevinsten ved de forbedrede

påstandsdokumenter. Der vil kunne fastsættes vejledende retningslinjer, så-

dan som det er sket i Højesteret,

men det er ikke sikkert, at vejledende

retningslinjer i praksis vil få lige så stor gennemslagskraft ved byretterne og

landsretterne som i Højesteret, hvis vejledning er blevet til i et samarbejde

med de advokater, der møder i Højesteret, og hvor advokaterne traditionelt

og i kraft af Højesterets stilling i domstolssystemet er meget lydhøre over

for Højesterets henstillinger.

Udvalget har ikke bemærkninger til, at der allerede i dag findes enkelte eksempler på, at

meget omfattende påstandsdokumenter i praksis er blevet medtaget som bilag til en dom.

Udvalget har alene forholdt sig til indførelsen af en generel ordning ved lov.

Højesterets vejledning om civile ankesager angiver, at der normalt udarbejdes sammen-

fattende processkrifter i stedet for påstandsdokumenter, og at et sammenfattende proces-

skrift som udgangspunkt ikke bør være længere end 10-15 sider, idet det dog kan være

længere navnlig i større sager med et omfangsrigt og/eller kompliceret faktum. Disse vej-

ledende retningslinjer for ankesager i Højesteret er ikke bindende for parterne.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

Udvalget kan anbefale, at der arbejdes videre med disse spørgsmål i et egnet

forum.

Udvalget har overvejet arbejdsgangene i forbindelse med gengivelsen i

dommen eller retsbogen af afgivne forklaringer.

For år tilbage var det almindeligt, at der i straffesager i byretten deltog en

protokolfører (kontorfunktionær), som bl.a. havde til opgave at skrive ud-

kast til gengivelsen i retsbogen af de afgivne forklaringer. Det forekom også,

at dommeren dikterede gengivelsen til retsbogen, mens den, der havde afgi-

vet forklaringen, stadig var til stede og kunne bekræfte (”vedstå”) gengivel-

sen.

Som følge en gradvis reduktion af antallet af kontorfunktionærer ved byret-

terne over en længere årrække er det derimod i dag udgangspunktet, at der

ikke deltager protokolfører i straffesager i byretten. I straffesager uden læg-

dommere og i domsmandssager påhviler det derfor i dag dommeren ud over

retsledelsen at håndtere bl.a. udstyr til lydoptagelse, videoafhøring og af-

spilning af lyd- eller billedoptagelse som led i bevisførelsen. Selv om for-

klaringer i straffesager i byretten som udgangspunkt lydoptages, foretræk-

ker de fleste dommere også løbende at tage notater, mens forklaringen afgi-

ves. I domsmandssager kan notaterne være nyttige under voteringen med

domsmændene, og i alle sager er det betydeligt lettere for dommeren at gen-

give forklaringerne i retsbogen på grundlag af sådanne notater end på grund-

lag af lydoptagelsen.

Ved nogle byretter forekommer det stadig i længerevarende straffesager, at

der medvirker en protokolfører i straffesager i byretten i den del af hoved-

forhandlingen, hvor der afgives forklaringer. Ved nogle retter gælder dette

også i nævningesager. Protokolføreren skriver i givet fald et udkast til gen-

givelsen i retsbogen af afgivne forklaringer, som dommeren

–

eller i næv-

ningesager dommerne efter nærmere indbyrdes aftale

–

herefter gennemgår

og tilretter.

Udvalget har i den forbindelse overvejet muligheden for at udvide anven-

delsen af protokolførere i straffesager i forhold til det nuværende niveau.

Protokolføreren vil først og fremmest kunne skrive udkast til gengivelsen i

retsbogen af afgivne forklaringer samt betjene det tekniske udstyr, sådan at

dommeren kan koncentrere sig om retsledelsen, eventuelle processuelle

spørgsmål, som opstår under hovedforhandlingen, samt ikke mindst om

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

sagens indhold, som retten (dommeren og eventuelt medvirkende lægdom-

mere) skal tage stilling i dommen.

Udvalget bemærker, at en øget anvendelse af protokolførere i straffesager

kun vil være mulig, hvis antallet af kontorfunktionærer ved byretterne for-

øges, hvilket isoleret set vil medføre merudgifter. Selv om en øget anven-

delse af protokolfører i straffesager vil kunne frigøre dommerressourcer,

fordi dommeren skal bruge mindre tid på at færdiggøre dommen og retsbo-

gen efter hovedforhandlingen, og fordi hovedforhandlingen gennemsnitligt

vil kunne gennemføres på lidt kortere tid, når der deltager protokolfører, er

det udvalgets umiddelbare vurdering, at der ikke samlet set vil ske en res-

sourcefrigørelse i domstolene.

Udvalget peger imidlertid på, at en øget anvendelse af protokolførere vil

kunne give en bedre retsledelse, fordi dommeren aflastes for andre opgaver,

og at dette kan forventes at indvirke positivt på kvaliteten i sagsbehandlin-

gen og på parternes, tilhørernes og offentlighedens opfattelse af rettens og

dermed domstolenes professionalisme og imødekommenhed. Når der delta-

ger en protokolfører, kan dommeren koncentrere sig om retsledelsen og i

højere grad have sin opmærksomhed rettet mod parter og vidner, hvilket kan

have væsentlig betydning for, at disse føler sig set og hørt.

Udvalget bemærker i øvrigt, at byretterne allerede i dag ofte prioriterer at

anvende protokolfører, hvor det har særlig betydning, eksempelvis i grund-

lovsforhør og retsmøder om forlængelse af varetægtsfængsling eller om

straffeprocessuelle indgreb under efterforskningen. Det kan overvejes at un-

dersøge nærmere i andet regi, om der skal være en øget anvendelse af pro-

tokolførere i straffesager. Der vil i den forbindelse bl.a. skulle afdækkes de

økonomiske konsekvenser.

I civile sager medvirker der ikke protokolfører, og de afgivne forklaringer

lydoptages ikke. Dommeren vil derfor altid skulle tage notater, mens der

afgives forklaring, sådan at dommeren har et grundlag for at gengive forkla-

ringerne, hvis det bliver relevant (dvs. hvis sagen ikke forliges, og der skal

afsiges dom, og dommeren vælger at gengive forklaringerne i dommen, eller

hvis en dom uden gengivelse af forklaringerne ankes). At varetage retsle-

delsen er i de fleste tilfælde mindre krævende i civile sager end i straffesa-

ger, og der er også sjældnere behov for at anvende teknisk udstyr. Skal der

anvendes teknisk udstyr, vil en af rettens administrative medarbejdere nor-

malt kunne komme til stede, hvis der er behov for at bistå parterne eller

dommeren med at betjene udstyret.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

Udvalget finder på den baggrund ikke anledning til at anbefale at anvende

protokolfører i civile sager i byretten.

Udvalget har supplerende overvejet, om det ville være muligt helt eller

delvis at afskaffe gengivelsen i referatform af de afgivne forklaringer, hvil-

ket vil medføre en væsentlig lettelse for byretterne. Det ville betyde, at der

ikke skulle udarbejdes en supplerende redegørelse om de afgivne forklarin-

ger i civile sager, hvis dommen ankes, ligesom der ikke ville skulle skrives

et referat af lydoptagne forklaringer i straffesager, hvis dommen ankes.

Et forholdsvis koncentreret referat af de afgivne forklaringer

–

i modsætning

til en lyd- eller billed- og lydoptagelse af de afgivne forklaringer og også i

modsætning til en ordret udskrift af de afgivne forklaringer

–

er imidlertid

et integreret led i den danske appelordning. Ankebehandlingen i landsretten

i både civile sager og straffesager bygger på, at de forklaringer, der blev

afgivet i byretten, er gengivet i koncentreret referatform enten i dommen

eller i en efterfølgende supplerende redegørelse (civile sager) eller retsbog

(straffesager).

Uden et referat af de forklaringer, der blev afgivet i byretten, ville det i alle

tilfælde, hvor der for landsretten er tvist om byrettens bevisresultat, være

nødvendigt, at de pågældende afgav forklaring igen. En sådan fuldstændig

genafhøring vil tage betydeligt længere tid end den eksisterende ordning,

hvor vidnet enten slet ikke afgiver forklaring for landsretten eller alene af-

høres supplerende. Det er netop tilfældet i Norge, hvor der generelt ikke

findes anden gengivelse af forklaringerne i byretten, end hvad der måtte

indgå i dommens begrundelse, og hvor vidnerne i tilfælde af tvist om byret-

tens bevisresultat afhøres igen i landsretten. Norske ankesager tager derfor

generelt længere tid i retten end danske ankesager.

Kun et mindre antal af byretternes domme ankes til landsretten, og kun i en

del af disse ankesager er der tvist om byrettens bevisresultat. Allerede de

gældende regler giver imidlertid mulighed for, at byretten i almindelighed

kun skriver et referat af de afgivne forklaringer, når dommen ankes. Den

eksisterende appelordning medfører dermed i almindelighed ikke ekstra ar-

bejde for byretterne i de sager, der ikke ankes.

Der er også den fordel ved at have et referat af forklaringerne i byretten, at

det dokumenterer en forklaring, der tidsmæssigt ligger tættere på de begi-

venheder, der er forklaret om, og at det kan vise, om et vidne skifter forkla-

ring fra byretten til landsretten. I Norge kan skiftende forklaringer

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

dokumenteres ved, at en part i en civil sag med rettens tilladelse lydoptager

forklaringen i byretten og derefter udfærdiger en fuldstændig udskrift af for-

klaringen, sådan at udskriften i påkommende tilfælde kan bruges til forehold

under vidnets forklaring i landsretten. Den norske ordning bygger på en pri-

vat parts initiativ og betaling af udgifterne, og vidnet afgiver stadig en fuld-

stændig forklaring i landsretten, og den norske ordning kan ikke anbefales.

Hvis ordninger som i Sverige eller forsøgsordningen i Norge skal overvejes,

vil det forudsætte mere grundlæggende overvejelser om landsrettens prø-

velse i ankesager. Den svenske ankebehandling har karakter af en efterprø-

velse af, om byrettens afgørelse i forhold til beviserne ført for

byretten

korrekt,

mens landsretten i Danmark i højere grad vurderer beviser ført for

landsretten.

Endvidere vil en afspilning i landsretten af en videooptagelse af forklarin-

gerne i byretten forlænge hovedforhandlingen i landsretten sammenlignet

med i dag, og belastningen af landsretterne kan være større end byretternes

besparelse ved ikke at skulle lave en supplerende redegørelse eller en rets-

bog med forklaringerne i de sager, der ankes til landsretten. Hertil kommer,

at der ved byretterne ikke er egnet udstyr til videooptagelse af forklaringer

afgivet i retssalen,

sådan at der i givet fald også ville skulle afholdes ud-

gifter til anskaffelse heraf.

Det kan imidlertid overvejes at lydoptage forklaringer i civile retssager på

samme måde som forklaringer i straffesager, sådan at rettens kontorperso-

nale kan skrive et udkast til redegørelsen til landsretten, hvis en dom uden

gengivelse af forklaringerne ankes. Dommeren vil stadig skulle bruge tid på

at gennemgå og rette udkastet, men hvis udkastet er godt, vil en sådan ord-

ning lette dommerens arbejde på samme måde som i straffesager. Det er en

forudsætning, at kontorpersonalet har de fornødne kvalifikationer til at

skrive gode referater på grundlag af lydoptagelser, og ordningen kræver an-

sættelse af yderligere kontorpersonale og opkvalificering.

En styrket og forbedret kapacitet til at skrive referater af lydoptagne forkla-

ringer vil også kunne få afsmittende virkning i straffesager, hvor dommer-

nes arbejde tilsvarende lettes, når kontorpersonalet skriver et godt udkast til

referat af lydoptagne forklaringer. I dag skriver dommerne formentlig i en

Betænkning nr. 1513/2010 side 65.

Det eksisterende videoudstyr er tilpasset afhøring af personer, der befinder sig et andet

sted, og der er ikke installeret et kamera, som kan filme vidnepladsen i retssalen forfra.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 185: Anden afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårs-aftale for domstolene, fra justitsministeren

del tilfælde selv referatet af lydoptagne forklaringer, når en straffedom an-

kes.

Domstolsstyrelsen har på nuværende tidspunkt ikke kendskab til, at der fin-

des talegenkendelsesprogrammer, der er tilstrækkeligt udviklede med en høj

nok kvalitet til, at det kan understøtte domstolenes behov, uden at det vil

medføre meromkostninger til personale, der efterfølgende skal korrigere det

transskriberede.

Det må herved også tages i betragtning, at der er stor forskel på de lydop-

tagne personers måde at tale på, og at talegenkendelse af lydoptagne forkla-

ringer bl.a. derfor adskiller sig afgørende fra talegenkendelse af en bestemt

brugers tale, som talegenkendelsesprogrammet er blevet trænet til at gen-

kende. Hertil kommer, at gengivelsen skal indeholde et koncentreret referat

af indholdet af det, den pågældende har forklaret, og ikke en fuldstændig

gengivelse af alle spørgsmål og svar.

Udvalget kan på den baggrund ikke anbefale ændringer i de eksisterende

ordninger med gengivelsen i referatform af de afgivne forklaringer.

De økonomiske konsekvenser af tiltaget er opsummeret nedenfor,

jf. tabel

Tabel 2

Potentiale ved implementering af tiltag

Mio. kr.

I alt

1.-4. Lettelse af domskrivning

Årligt potentiale,

Implementeringsomkostninger

fuldt indfaset

Kilde: Justitsministeriet

Det bemærkes, at de økonomiske konsekvenser for den øvrige del af straf-

fesagskæden, herunder eventuelle afledte effektiviseringer, vil blive kortlagt

parallelt med udvalgets arbejde.