Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del Bilag 17
Offentligt
2644969_0001.png
Advokatrådet
Generalsekretæren
Folketingets Retsudvalg
KRONPRINSESSEGADE 28
1306 KØBENHAVN K
TLF.: 33 96 97 98
DATO: 10. januar 2023
SAGSNR.: 2022 - 4107
ID NR.: 878962
[email protected]
Til medlemmerne af Folketingets Retsudvalg
Domstolenes sagsbehandlingstider er vokset i de senere år, og I og flere andre
retspolitikere har løbende interesseret jer for dette område.
Vi sender derfor rapporten ”DOMSTOLE I KNÆ - Hvad vil det koste at reducere
sagsbehandlingstiderne?”, som Advokatrådet har fået udarbejdet hos Copenhagen
Economics, og som blev publiceret under valgkampen. Den analyserer, hvilken
finansiering det vil kræve, hvis sagsbehandlingstiderne skal nedbringes til et
acceptabelt niveau for henholdsvis straffesager og civile sager.
Vi håber, at I som medlemmer af Retsudvalget vil se nærmere på rapporten, og benytte
den i forbindelse med de politiske forhandlinger om domstolenes økonomi, som
forestår i 2023.
Uden ekstra finansiering vil sagsbehandlingstiden for civile sager være over fire år,
når vi kommer til 2030.
Overordnet konkluderer rapporten at:
• Det kræver 1.400 mio. kr. samlet i ekstra finansiering frem mod 2030 at nedbringe
ventetiderne til acceptable niveauer for henholdsvis straffesager og civile sager.
• Det vil samlet kræve 64 ekstra dommere frem mod 2030, som skal fordeles på de
danske by- og landsretter. De årlige meromkostninger vokser gradvist frem mod
2027 og 2028, hvor de topper og når 226 mio. kr. årligt.
På baggrund af rapporten og den aktuelle situation i domstolene opfordrer
Advokatrådet til, at der fra de politiske partiers side tages ansvar for at løfte
domstolenes økonomi hurtigst muligt.
Hvis Retsudvalget ønsker at høre nærmere om rapporten og dens konklusioner, står
Advokatrådet naturligvis til rådighed for et møde.
Med venlig hilsen
Andrew Hjuler Crichton
Generalsekretær
www.advokatsamfundet.dk
· [email protected]
1