REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 147: Første afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårsaftale for domstolene, fra justitsministeren

Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del Bilag 147
Offentligt

Udvalg for forberedelse af ny flerårs-

aftale for domstolene

Dato:

30. marts 2023

Sagsbeh: Anne Sofie Brix

Dok.:

2600145

1.10 Sager vedrørende personer med psykiske lidelser

Baggrund

Nævninger medvirker i visse straffesager, hvor der bliver spørgsmål om

dom til anbringelse i institution eller forvaring.

Spørgsmålet om anbrin-

gelse er bl.a. aktuelt i sager, hvor gerningspersonen på gerningstidspunktet

var påvirket af f.eks. psykisk sygdom, mental retardering, mangelfuld ud-

vikling eller en svækkelse af psykiske funktioner.

Anklagemyndigheden vil

i forbindelse med tiltalerejsningen tage stilling hertil.

En sigtet skal mentalundersøges, når det findes at være af betydning for sa-

gens afgørelse.

Hvorvidt der skal foretages en mentalundersøgelse afhæn-

ger af en samlet vurdering, hvor det bl.a. indgår, om den sigtede tidligere

har modtaget psykiatrisk behandling, eller der i øvrigt kan være grund til at

formode, at sigtede er sindssyg, mentalt retarderet eller at sigtedes mentale

tilstand afviger fra det normale, f.eks. på grund af de strafbare handlingers

art eller grovhed.

Undersøgelsen foretages som udgangspunkt ambulant af en socialrådgiver,

en psykiater og eventuelt af en psykolog. På baggrund af mentalerklæringen

afgør retten, om en gerningsperson er egnet til almindelig straf, eller om der

skal iværksættes andre retsfølger af den strafbare handling.

Retsplejelovens § 686, stk. 4, nr. 2.

Straffelovens § 68, jf. § 16.

Retsplejelovens § 809, stk. 1.

Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om psykisk afvigende kriminelle pkt. 3.1.1.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 147: Første afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårsaftale for domstolene, fra justitsministeren

Retten kan f.eks. bestemme, at en tiltalt anbringes på psykiatrisk afdeling, i

institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn

med mulighed for administrativ anbringelse. Afgørelse herom kan træffes,

hvis mindre indgribende foranstaltninger som tilsyn, bestemmelser vedrø-

rende opholdssted eller arbejde, afvænningsbehandling, psykiatrisk behand-

ling mv. ikke findes tilstrækkelige.

Sager, hvor anklagemyndigheden nedlægger påstand om tilsyn med mulig-

hed for anbringelse på en institution, behandles som domsmandssager.

Ved en lovændring i 2000 blev der indsat en bestemmelse i straffeloven,

hvorefter der i sager om anbringelse i institution eller foranstaltninger, der

giver mulighed herfor, fastsættes en længstetid på 5 år. I sager om drab,

røveri, frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler, brandstiftelse,

voldtægt eller anden alvorlig seksualforbrydelse fastsættes dog i alminde-

lighed ingen længstetid.

I sager uden længstetid skal anklagemyndigheden indbringe spørgsmålet om

ændring eller endelig ophævelse af foranstaltningen for retten senest 5 år

efter afgørelsen. Derefter forelægges spørgsmålet for retten mindst hvert an-

det år.

Det påhviler anklagemyndigheden at påse, at bl.a. en anbringelse

eller forvaring ikke opretholdes i længere tid og videre omfang end nød-

vendigt.

Lovændringen hvilede på en betænkning om tidsbegrænsning af foranstalt-

ninger fra 1999, hvoraf det fremgår, at Straffelovrådets undersøgelse af for-

anstaltningsdomme har vist, at foranstaltninger, iværksat på baggrund af

mindre alvorlige forbrydelser, i visse tilfælde har været ganske langvarige,

uden at dette synes begrundet i vedkommendes farlighed. Dette forhold gav

efter Straffelovrådets opfattelse anledning til retssikkerhedsmæssige betæn-

keligheder.

En anbringelsessag kan desuden omhandle en dom til forvaring, hvis ved-

kommende findes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig voldsfor-

brydelse, trusler, brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig seksualforbry-

delse. For at idømme forvaring kræves det, at det efter karakteren af det

begåede forhold og oplysningerne om vedkommendes person må antages,

Straffelovens § 68.

Straffelovens § 68 a.

Straffelovens § 68 a, stk. 2, 2. og 3. pkt.

Straffelovens § 72, stk. 1.

Straffelovrådets betænkning nr. 1372/1999.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 147: Første afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårsaftale for domstolene, fra justitsministeren

at vedkommende frembryder nærliggende fare for andres liv, legeme, hel-

bred eller frihed.

Anvendelse af forvaring i stedet for fængsel forudsætter

i øvrigt, at dette findes påkrævet for at forebygge denne fare. Sanktionsfor-

men er tidsubestemt.

Ordningen, hvorefter nævninger medvirker i anbringelsessager, går tilbage

til retsplejeloven af 1916. Anvendelsesområdet for nævningesager er senere

ændret flere gange uden dog at adressere behandlingen af sager vedrørende

personer med psykiske lidelser.

Retsplejerådet fandt i sin betænkning om retternes kompetence og arbejds-

form i straffesager fra 1977, at en række omstændigheder taler for at be-

grænse antallet af straffesager, der skal behandles af nævningeting. Rådet

fandt således, at nævningebehandlingen bør begrænses til sager, hvor an-

vendelsen af denne tunge og ressourcekrævende procesform står i rimeligt

forhold til sagens betydning for den enkelte og for samfundet.

Lignende overvejelser er gentaget i forbindelse med lovændringer i 2006 og

2021, der indsnævrer brugen af nævninger. Af forarbejderne til lovændrin-

gen i 2021, der undtog sager om grov overtrædelse af dopingreglerne og

hvidvask af særlig grov beskaffenhed fra nævningebehandling, fremgår det,

at i praksis er disse sagstyper mindre egnede til nævningebehandling på bag-

grund af, at bevisførelsen ofte vil være omfattende og langvarig og vedrøre

komplekse forhold.

Efter retspraksis er nævningebehandlingen endvidere begrænset i sager,

hvor kriminaliteten er begået under en igangværende foranstaltning. Høje-

steret har således i en dom fra 2019 fastslået, at en straffesag, hvor anklage-

myndighedens påstand er, at det har sit forblivende med en allerede idømt

forvaring, kan behandles uden medvirken af nævninger.

Sager, hvor der bliver spørgsmål om andre foranstaltninger end straf, kan

ikke behandles som en tilståelsessag.

Begrænsningen blev indsat i 1932

og er i det væsentlige uændret siden. Før 1932 fremgår det af praksis, at der

var krav om en vis tilregnelighed, før en sigtet kunne samtykke til, at en sag

blev behandlet som en tilståelsessag. Det var således en betingelse, at den

sigtede forstod, hvad sigtelsen gik ud på og betydningen af samtykket.

Straffelovens § 70.

Retsplejerådets betænkning nr. 825/1977.

U.2019.1560

Retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 4.

U.1985B.385.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 147: Første afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårsaftale for domstolene, fra justitsministeren

Indtil 2006 kunne en sigtet, der tilstod et forhold, og hvor der i sagen var

spørgsmål om anbringelse i institution eller forvaring, samtykke til, at sagen

blev behandlet som en domsmandssag i stedet for en nævningesag. Reglen

blev erstattet af, at den tiltalte nu kan vælge, om sagen skal behandles som

en domsmandssag, uagtet om den tiltalte tilstår.

Anvendelse i praksis

Der har i perioden 2016-2021 været 712-782 foranstaltningsdomme årligt i

byretterne. I landsretterne har der i samme periode været mellem 61-85 for-

anstaltningsdomme årligt. Størstedelen af foranstaltningsdommene er af-

sluttet med en behandlingsdom,

jf. tabel 1.

Tabel 1

Antal afsluttede foranstaltningsdomme fordelt efter frihedsstraf i perioden 2016-2021

Antal sager

Foranstaltningsdomme, i alt

- Behandlingsdom

- Forvaring

2016

787

778

726

721

2017

780

769

712

706

2018

845

833

782

773

2019

858

839

773

762

2020

796

785

724

719

2021

811

800

740

734

Foranstaltningsdomme i byretterne

- Behandlingsdom

- Forvaring

Foranstaltningsdomme i landsretterne

- Behandlingsdom

- Forvaring

Anm.: Dataudtrækket baserer på sager efter straffelovens §§ 68-70.

Kilde: Rigsadvokaten

Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet et forslag om at etablere en ordning, hvor ankla-

gemyndigheden i sager vedrørende personer med psykiske lidelser foretager

en vurdering af, hvilken straf forholdet må forventes at ville have udløst,

hvis personen ikke var psykisk syg.

Denne vurdering vil så være styrende

for, om sagen skal behandles som en domsmandssag eller nævningesag. Sa-

ger, hvor der er spørgsmål om forvaring, vil fortsat blive behandlet som

nævningesager.

Det vil med den nuværende nævningegrænse betyde, at hvis der under sagen

var blevet nedlagt påstand om straf af fængsel i 4 år eller derover, hvis den

tiltalte var egnet til almindelig straf, så ville sagen skulle behandles som en

Herved forstås personer omfattet af straffelovens § 16.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 147: Første afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårsaftale for domstolene, fra justitsministeren

nævningesag. En forhøjelse af den almindelige nævningegrænse til 6 år eller

mere vil i givet fald også omfatte sager med påstand om anbringelsesdom.

tabel 2

fremgår antallet af behandlingsdomme med anbringelse fordelt

på sagstype i byretterne.

Tabel 2

Estimeret antal behandlingsdomme med anbringelse efter straffelovens § 68 fordelt på sagstype

Antal sager, 2019

Estimeret behandlingsdomme med anbringelse efter straffelovens

§ 68, i alt

- heraf med længstetid

- heraf uden længstetid

Estimeret behandlingsdomme med anbringelse efter straffelovens §

68 i byretterne

- heraf med længstetid

- heraf uden længstetid

Estimeret behandlingsdomme med anbringelse efter straffelovens §

68 i landsretterne

- heraf med længstetid

- heraf uden længstetid

Domsmandssag

Nævningesag

I alt

169

184

105

152

164

Anm.: Data er baseret på en manuel gennemgang af antallet af foranstaltningsdomme, hvori ordet

anbringelse

er nævnt i

anmærkningen til afgørelsen hos Rigsadvokaten.

Kilde: Rigsadvokaten

Det bemærkes, at det på det foreliggende grundlag er vanskeligt at skønne

over de økonomiske konsekvenser som følge af en sådan ordning. Rigsad-

vokaten har foretaget en manuel gennemgang af gerningstyperne i sagerne,

som fremgår af

tabel 2,

med henblik på at estimere, hvilken straf der måtte

forventes at have været påstået, hvis den tiltalte skulle havde været egnet til

straf.

Det er på baggrund heraf vurderingen, at ordningen vil kunne frigøre 1,0

mio. kr., 1,2 mio. kr. eller 1,4 mio. kr. årligt fuldt indfaset i domstolene af-

hængigt af, om den fremtidige grænse for nævningesagsbehandling har en

strafpåstand på over 4, 6 eller 8 år. De økonomiske konsekvenser er forbun-

det med usikkerhed.

Udvalget er opmærksom på, at man ved gennemførelsen af den gældende

nævningeordning for anbringelsesdomme i 1984 ikke fandt det muligt at

udforme ordningen på denne måde. Allerede den gældende nævningeord-

ning kræver dog i visse tilfælde et skøn over, hvad en straf ville skulle ud-

måles til.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 147: Første afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårsaftale for domstolene, fra justitsministeren

Der skal således ikke medvirke nævninger, hvis der kun opstår spørgsmål

om straf af fængsel i 4 år eller derover, fordi der fastsættes en fællesstraf

med en tidligere betinget fængselsstraf eller en reststraf fra en prøveløsla-

delse. I sådanne tilfælde skal der således skønnes over, om den nu påtalte

kriminalitet isoleret set ville medføre en fængselsstraf på 4 år eller derover,

eller om straffen kun når 4 år eller derover som følge af fællesstraffen med

den betingede dom eller reststraffen fra prøveløsladelse.

Siden politi- og domstolsreformen har nævningeordningen endvidere været

udformet på den måde, at når anklageskriftet omfatter flere forhold, hvoraf

nogle efter deres art er undtaget fra nævningebehandling (berigelseskrimi-

nalitet bortset fra røveri samt narko- og dopingkriminalitet), skal der kun

medvirke nævninger, hvis de forhold, der ikke er undtaget fra nævningebe-

handling, bedømt isoleret ville have medført en fængselsstraf på 4 år eller

derover. I sådanne tilfælde skal der således skønnes over, hvad straffen ville

blive udmålt til, hvis tiltalte alene blev dømt for de forhold i anklageskriftet,

der ikke er undtaget fra nævningebehandling.

Hertil kommer, at anklagemyndigheden under alle omstændigheder ved be-

slutningen om at rejse sagen som nævningesag eller domsmandssag

–

når

kriminaliteten ikke efter sin art er undtaget fra nævningebehandling

–

tager

stilling til, om anklagemyndigheden vil påstå en straf på 4 år eller derover

eller på under 4 år.

Efter udvalgets opfattelse vil det være muligt at anvende en ordning, hvor

nævninger skal medvirke i sager med anbringelsespåstand, hvis sagen ville

have været en nævningesag, hvis tiltalte ikke havde været utilregnelig. Det

vil være anklagemyndigheden, der i anklageskriftet angiver, om sagen på-

stås behandlet med nævninger eller domsmænd, ud fra sin vurdering af, hvil-

ken strafpåstand anklagemyndigheden ville have nedlagt, hvis tiltalte ikke

havde været utilregnelig.

Anklagemyndighedens valg af domsmandssag vil være bindende for straf-

udmålingen på samme måde som i dag, dvs. at i de formentlig meget få

tilfælde, hvor tiltalte trods anklagemyndighedens (oprindelige) påstand om

anbringelse i institution idømmes almindelig fængselsstraf, kan straffen

ikke fastsættes højere end i andre domsmandssager.

På samme måde, som det kendes i dag i de tilfælde, hvor nævningers med-

virken er afhængig af en vurdering af, hvad straffen ville have været, vil

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 147: Første afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårsaftale for domstolene, fra justitsministeren

tiltalte og forsvareren kunne anfægte anklagemyndighedens valg af doms-

mandssag med den begrundelse, at straffen ville blive udmålt til en fæng-

selsstraf over nævningegrænsen, hvis tiltalte ikke var utilregnelig. I givet

fald træffer retten afgørelse om, hvorvidt sagen skal behandles som doms-

mandssag eller nævningesag. Gennemføres sagen herefter som nævninge-

sag, er der ikke nogen begrænsning i, hvor lang en fængselsstraf der kan

idømmes, hvis tiltalte undtagelsesvis idømmes almindelig straf.

Tiltalte vil ikke have anledning til som sådan at anfægte anklagemyndighe-

dens valg af nævningesag, da tiltalte blot kan vælge domsmandsbehandling,

hvis tiltalte ønsker det.

Udvalget bemærker, at en dom til anbringelse som følge af sin tidsubestemte

karakter er en særdeles indgribende sanktion. Udvalget kan dog tilslutte sig,

at en sag ikke skal behandles under medvirken af nævninger, alene fordi der

bliver spørgsmål om dom til anbringelse i institution, men at det i stedet

bliver kriminalitetens art og grovhed, der bliver afgørende for, om nævnin-

ger skal medvirke.

Udvalget kan på denne baggrund anbefale, at denne ordning gennemføres.

Udvalget er opmærksom på, at det rent administrativt ville være mere

hensigtsmæssigt med en mindre skønspræget ordning. Udvalget har derfor

også overvejet et forslag om, at alle sager om anbringelse i institution

–

uan-

set om der fastsættes længstetid

–

fremover skal behandles som domsmands-

sager.

Det vurderes at kunne frigøre 1,6 mio. kr. i domstolene årligt fuldt indfaset,

såfremt 15 nævningesager om anbringelse i institution

–

uanset om der fast-

sættes længstetid

–

fremover behandles som domsmandssager.

Udvalget finder dog, at en sådan ordning ikke i samme grad harmonerer med

udgangspunktet om, at nævningebehandling forbeholdes de alvorligste

straffesager. Udvalget lægger herved vægt på, at sager med spørgsmål om

anbringelse i institution kan angå særdeles alvorlig kriminalitet, som ville

være blevet straffet med en meget langvarig fængselsstraf, hvis tiltalte ikke

havde været utilregnelig.

Retsplejelovens § 687.

Anbringelse i institution i medfør af straffelovens § 68.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 147: Første afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårsaftale for domstolene, fra justitsministeren

Udvalget lægger desuden vægt på, at en dom til anbringelse i institution bl.a.

på grund af dens tidsubestemte karakter, er en meget alvorlig sanktion i sam-

menligning med en tidsbestemt fængselsstraf. Der er heller ikke noget til

hinder for, at den faktiske anbringelse i institutionen overstiger længden af

den fængselsstraf, som ville være blevet idømt, hvis tiltalte ikke havde været

utilregnelig.

Udvalget bemærker dog, at det overvejende er et politisk spørgsmål, hvor

grænsen for anvendelse af nævninger skal gå. Efter udvalgets opfattelse må

det således bero på en politisk afvejning, om man af navnlig procesøkono-

miske grunde vil lade alle sager om anbringelse i institution blive behandlet

som domsmandssager.

Udover de rent økonomiske fordele vil det til støtte for en sådan ordning

kunne anføres, at foranstaltningsformen i disse typer sager er den samme

uanset forbrydelsens grovhed, hvilket kan tale for at ensrette rettens behand-

ling af sagerne. Forbrydelsens grovhed vil dog kunne få betydning for, hvor

længe en idømt foranstaltning i praksis opretholdes.

Udvalget er desuden opmærksom på, at det er rettens afgørelse, hvorvidt en

person skal fritages for straf og idømmes en anden foranstaltning. Yderst

sjældent kan der således forekomme tilfælde, hvor retten finder en person

egnet til almindelig straf, selv om anklagemyndigheden har nedlagt påstand

om andre foranstaltninger. I disse tilfælde kan det vise sig, at sagen angår

kriminalitet, der i almindelighed medfører en strafudmåling, som forudsæt-

ter nævningebehandling, hvorfor sagen må gå om. Dette kan tale imod ord-

ningen.

Udvalget har endvidere overvejet et forslag om, at straffesager, hvor an-

klagemyndighedens påstand er, at det har sit forblivende med en allerede

idømt foranstaltning, behandles uden medvirken af domsmænd.

Det bemærkes, at Rigsadvokaten ikke registrerer, hvor ofte påstanden er, at

det har sit forblivende med en allerede idømt foranstaltning. Hvis det til il-

lustration antages, at det gør sig gældende i 25 pct. af straffesagerne, vil

tiltaget kunne frigøre 0,1 mio. kr. årligt fuldt indfaset i domstolene, såfremt

sagerne behandles uden medvirken af domsmænd. Udgiftsskønnet er behæf-

tet med betydelig usikkerhed.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 147: Første afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårsaftale for domstolene, fra justitsministeren

Udvalget lægger vægt på, at der er tale om en særlig sagskategori, hvor der

skal tages stilling til en fortsættelse af en allerede idømt foranstaltning. Det

taler for at give mulighed for en smidigere proces.

Udvalget er dog opmærksom på, at nogle af disse sager kan angå alvorlig

kriminalitet, og at det derfor kan have væsentlige konsekvenser for tiltalte

at blive fundet skyldig, selv om sanktionen alene er, at en allerede igangvæ-

rende foranstaltning fortsætter. Sagerne vil også kunne være skønsprægede

og som sådan egnede til behandling med domsmænd.

Udvalget kan på den baggrund tilslutte sig, at der indføres mulighed for, at

disse sager kan afgøres uden domsmænd, men sådan at retten efter en kon-

kret vurdering af sagens betydning for tiltalte kan bestemme, at sagen skal

afgøres med domsmænd.

Udvalget har overvejet et forslag om at gøre det muligt at behandle sager,

hvor der er spørgsmål om andre foranstaltninger end straf, som en tilståel-

sessag med henblik på at anvende domstolenes ressourcer mest hensigts-

mæssigt og give den sigtede mulighed for en lettere og hurtigere proces.

Det vurderes at kunne frigøre 0,1 mio. kr. årligt fuldt indfaset i domstolene,

såfremt sager, hvor der er spørgsmål om andre foranstaltninger end straf,

fremover vil kunne behandles som tilståelsessag. De økonomiske konse-

kvenser kan henføres til en difference i domstolenes udgifter til behandlin-

gen af anslået seks domsmands- og tilståelsessager årligt.

Udvalget lægger vægt på, at muligheden begrænses til tilfælde, hvor den

sigtede forstår sigtelsen og betydningen af samtykket til, at sagen behandles

som en tilståelsessag. Udvalget finder desuden, at der i disse sager obliga-

torisk skal beskikkes forsvarer for tiltalte. Tiltalte vil i disse sager i sagens

natur være psykisk afvigende, og tiltalte bør have talt med en forsvarer, før

tiltalte i givet fald samtykker i, at sagen behandles som en tilståelsessag, og

dermed giver afkald på medvirken af domsmænd.

Under disse forudsætninger kan udvalget anbefale, at forslaget gennemfø-

res.

Udvalget er opmærksom på, at retsmødet med henblik på afgørelse som en

tilståelsessag først med mening kan holdes, når tiltaltes psykiske tilstand er

tilstrækkeligt klarlagt til, at retten kan afsige dom om den rette foranstalt-

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 147: Første afrapportering fra udvalget for forberedelse af ny flerårsaftale for domstolene, fra justitsministeren

ning. Disse tilståelsessager vil derfor umiddelbart have en lidt anden karak-

ter end almindelige tilståelsessager, hvor tiltalte idømmes fængsel, men der

kan dog også i almindelige tilståelsessager opstå spørgsmål om f.eks. vilkå-

rene i en betinget dom, som forudsætter en nærmere afklaring af tiltaltes

personlige forhold før retsmødet, da tiltalte egen forklaring i retsmødet ikke

altid vil være tilstrækkelig.

De økonomiske konsekvenser er opsummeret nedenfor,

jf. tabel 3.

Tabel 3

Potentiale ved implementering af tiltag

Mio. kr.

Årligt potentiale,

fuldt indfaset

1,2-1,8

Implementeringsomkostninger

I alt

1. Ordning, hvor anklagemyndigheden i sager om personer

med psykiske lidelser foretager vurdering af, hvilken straf

forholdet må forventes at ville have udløst, hvis personen

ikke var psykisk syg

2. Sager om anbringelse i institution behandles

–

uanset om

der fastsættes længstetid

–

som domsmandssager

3. Straffesager hvor anklagemyndighedens påstand er, at

det har sit forblivende med en allerede idømt foranstaltning

behandles uden domsmænds medvirken

4. Sager, hvor der er spørgsmål om andre foranstaltninger

end straf, kan behandles som tilståelsessag

1,0-1,4

1,6

0,1

Anm.: Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i relevante opgørelser fra 2019, idet domstolenes aktiviteter, antal af

sager mv. i 2020 og 2021 vurderes at have været påvirket af covid-19. Potentialeberegningerne er forbundet med usikker-

hed. 1) Potentialet vil afhænge af grænsen for nævningesagsbehandling.

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Domstolsstyrelsen.

Det bemærkes, at de økonomiske konsekvenser for den øvrige del af straf-

fesagskæden, herunder eventuelle afledte effektiviseringer, vil blive kortlagt

parallelt med udvalgets arbejde.