Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del Bilag 146
Offentligt
Retsudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Dato:
Kontor:
14. april 2023
Kontoret for Organiseret
Kriminalitet
Sagsbeh: Simon Holmelund Lange
Sagsnr.: 2023-3050-0146
Dok.:
2808468
Regeringen har i overensstemmelse med reglerne i Schengengrænsekodek-
sen i dag underrettet Europa-Kommissionen og de øvrige medlemsstater
om, at regeringen har besluttet at genindføre den midlertidige grænsekontrol
på Danmarks indre grænser mod Tyskland, når den nuværende periode med
grænsekontrol udløber efter den 11. maj 2023, og at grænsekontrollen mod
Sverige samtidig ophæves. Kopi af regeringens brev til Europa-Kommissi-
onen vedlægges til orientering.
Det kan i den forbindelse oplyses, at det følger af EU-Domstolens (EUD)
dom af 26. april 2022 i sagerne C-368/20 og C-369/20, at det er en betin-
gelse for genindførelse af midlertidig grænsekontrol i en ny midlertidig pe-
riode, at der foreligger en ny trussel, som er begrundet i nye begivenheder
og omstændigheder, og som adskiller sig fra den trussel, der lå til grund for
den tidligere genindførelse. Der henvises i den forbindelse til Udlændinge-
og Integrationsministeriets orientering om EU-Domstolens dom af 26. april
2022 som blev oversendt til Folketingets Retsudvalg den 27. maj 2022
(REU Alm. del
–
bilag 262).
Det følger endvidere af den nævnte dom fra EU-Domstolen, at spørgsmålet
om, hvorvidt den trussel, som medlemsstaten står over for, efter udløbet af
den i Schengengrænsekodeksens artikel 25, stk. 4, omhandlede maksimale
periode på seks måneder fortsat er den samme, eller om der er tale om en ny
trussel, der gør det muligt for denne medlemsstat at fortsætte grænsekon-
trollen ved de indre grænser umiddelbart efter udløbet af denne seksmåne-
ders periode med midlertidig grænsekontrol, må vurderes i forhold til de
omstændigheder, der gør det nødvendigt at genindføre grænsekontrol ved
de indre grænser og de begivenheder, der udgør en alvorlig trussel mod den
pågældende medlemsstats offentlige orden eller indre sikkerhed.
Side 1/2