Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del Bilag 111
Offentligt
2676985_0001.png
Hillerød den 2 marts 2023
Vedrørende aktindsigt
dataudtræk - forvaltningsloven vs. offentlighedsloven
.
Det er praksis hos forvaltningsmyndighederne, at når en borger søger aktindsigt i en sag, hvor aktindsigten
fordrer dataudtræk fra (sammenstilling af) registre, så afgøres retten til aktindsigt efter offentlighedsloven,
og hvis aktindsigtsanmodningen imødekommes, så leveres aktindsigten i henhold til offentlighedslovens §
11. Denne uanset om den der anmoder om aktindsigt er part i sagen. Noget tilsvarende gælder, hvis der
anmodes om aktindsigt, der drejer sig om indsigt i databeskrivelsen (offentlighedslovens § 12).
Når aktindsigtsanmodning, også for en part i en sag, imødekommes efter offentlighedsloven, så betyder
det, at parten ikke opnår de partsrettigheder, der i øvrigt er gældende. I øvrigt forekommer det
”forvirrende”,
at retten til aktindsigt i en sådan sag bedømmes efter offentlighedslove, særligt hvis borgen i
samme sag har søgt om anden aktindsigt (der ikke fordrer dataudtræk), so m er imødekommet efter
forvaltningsloven.
Så vidt jeg kan tolke bemærkningerne til forvaltningsloven (1985/1 LSF 4), så er det lovgivers intention med
forvaltningsloven at øge rettighederne for den, som er part i en sag. Jeg tolker også Ombudsmandens
udtalelser om, at de begrænsninger, der gælder for dataudtræk i henhold til offentlighedsloven (”hvis
sammenstillingen kan foretages ved få og enkle kommandoer”)
ikke nødvendigvis er en begrænsning for
den, der er part i sagen.
Af bemærkningerne til forvaltningsloven fremgår det imidlertid også, at
”Efter
justitsministeriets opfattelse
bør reglerne om partens aktindsigt m.v. derfor udskilles af offentlighedsloven og i stedet indarbejdes i
forvaltningsloven. Dette har den lovtekniske fordel, at forvaltningsloven herefter kommer til at indeholde en
samlet regulering af de væsentligste rettigheder og beføjelser, der tilkommer parterne i en forvaltningssag i
forbindelse med sagens behandling, medens offentlighedsloven alene kommer til at indeholde regler om
offentlighedens, dvs. andre end parters, ret til aktindsigt”.
Heraf kunne man udlede, at når en regel
svarende til offentlighedslovens § 11 (og offentlighedslovens § 12) ikke er indeholdt i forvaltningsloven, så
skal aktindsigtsanmodning der fordrer dataudtræk, afgøres efter offentlighedsloven?
Folketingets Ombudsmand skriver i overblik #15: "Ressourcebetragtninger i aktindsigtssager", at
”Ressourcebestemmelsen
finder heller ikke anvendelse på anmodninger om egenacces, det vil sige en
persons ret til at få indsigt i oplysninger vedrørende sig selv efter offentlighedslovens § 8. Bestemmelsen i §
8 har til formål at sikre, at en person kan få indsigt i oplysninger vedrørende sig selv i lige så vidt omfang
som efter forvaltningslovens regler om aktindsigt, der gælder for den, som er part i en sag, hvor der er eller
vil blive truffet en afgørelse”.
Jeg mener, der er behov for i forvaltningsloven (eller i vejledninger om denne) at tydeliggøre:
1. Tilkommer det en myndighed at afgøre retten til aktindsigt i en sag, hvor aktindsigten fordrer
dataudtræk fra registre, og hvor den der anmoder om aktindsigt er part i sagen, ud fra
forvaltningsloven?
2. Hvis en myndighed for en part afgør retten til aktindsigt i en sag som ovenfor beskrevet efter
forvaltningsloven, kan myndigheden i så fald alligevel afvise aktindsigtsanmodningen med
henvisning til, at dataudtrækket (sammenstillingen) ikke kan foretages
”ved
få og enkle
kommandoer”?
3. Hvis en myndighed afgør retten til aktindsigt i en sag som ovenfor beskrevet, vil den der anmoder
om aktindsigt i så fald have partsrettigheder, som forvaltningsloven tilsikrer?
Med venlig hilsen
Jens Juul Christiansen