REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 109: Notits om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark fra 18. marts 2022 til og med 1. marts 2023, fra justitsministeren

Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del Bilag 109
Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

16. marts 2023

EU-retskontoret

Ida Elise Tommerup

2017-629-0123

2674644

NOTITS

om domme mod Danmark afsagt af Den Europæiske Menneskeret-

tighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer fra 18. marts 2022 til

og med 1. marts 2023

1. Indledning

Danmark har tiltrådt en række individuelle klageadgange til internationale

organer, herunder klageadgangen til Den Europæiske Menneskerettigheds-

domstol (EMD) samt til flere FN-komitéer.

Europarådets Ministerkomité har i anbefaling CM/Rec(2008)2 om effektive

nationale procedurer for fuldbyrdelse af domme afsagt af EMD bl.a. anbe-

falet, at medlemsstaterne orienterer deres nationale parlamenter om opfyl-

delsen af domme afsagt mod Danmark af EMD i sager mod medlemsstaten.

Justitsministeriet udarbejder på denne baggrund årligt nærværende notat om

domme mod Danmark afsagt af EMD.

Med henblik på at give et samlet overblik over domme og udtalelser mod

Danmark fra internationale organer omfatter notatet endvidere udtalelser fra

relevante FN-komitéer. Desuden omfatter notatet sager, hvor Danmark har

interveneret som tredjepart i sager ved EMD mod andre medlemsstater.

2. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

EMD har fra 18. marts 2022 til 1. marts 2023 afsagt fire domme i sager mod

Danmark. EMD fandt i én af disse domme, at Danmark havde krænket

EMRK (K.K.

og andre mod Danmark

(25212/21)). EMD traf endvidere be-

slutning om at afvise to sager mod Danmark. Danmark har herudover inter-

veneret som tredjepart i to sager mod andre medlemsstater.

Side 1/24

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 109: Notits om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark fra 18. marts 2022 til og med 1. marts 2023, fra justitsministeren

Der verserer pr. 1. marts 2023 i alt 29 sager mod Danmark ved EMD.

2.1. Domme

EMD har fra 18. marts 2022 til 1. marts 2023 afsagt fire domme i sager mod

Danmark. Det drejer sig om følgende sager:

Lings mod Danmark

(15136/20)

Mørck Jensen mod Danmark

(60785/19)

K.K. og andre mod Danmark

(25212/21)

Bjerg mod Danmark

(11227/21)

I sagen

Lings mod Danmark

(15136/20), fandt EMD ved dom af 12. april

2022, at Danmark ikke havde krænket Den Europæiske Menneskerettig-

hedskonventions (EMRK) artikel 10 (informations- og ytringsfrihed) ved at

idømme klager 60 dages betinget fængsel for medvirken til selvmord og

forsøg på medvirken til selvmord.

Klager er den tidligere læge og stifter af netværket Læger for Aktiv Døds-

hjælp, Svend Lings, der via en hjemmeside havde ydet generel vejledning

om, hvordan man kan begå selvmord ved hjælp af lægemidler.

Straffesagen angik klagers konkrete medvirken (i form af hhv. anskaffelse

af medicin og konkret rådgivning) til to personers selvmord og en persons

selvmordsforsøg. Klager blev i byretten og landsretten fundet skyldig i et

forhold af forsøg på medvirken til selvmord, jf. straffelovens § 240, jf. § 21

ved i forening med en anden læge at have skaffet receptpligtig medicin til

en tredje person (A) velvidende, at personen ønskede at begå selvmord. Per-

sonen overlevede selvmordsforsøget, da han misforstod vejledningen om,

hvordan medicinen skulle indtages, og kom efterfølgende i psykiatrisk be-

handling.

Klager blev ligeledes fundet skyldig i to forhold af medvirken til selvmord,

jf. straffelovens § 240. I det ene forhold ved at have skaffet medicin til en

person (B) velvidende, at medicinen skulle bruges til personens selvmord,

og i det andet forhold ved i en mailkorrespondance med en anden person

Ved dom af 23. september 2019 stadfæstede Højesteret landsrettens dom.

For så vidt angår forholdene vedrørende person A og B var Højesterets dom

enstemmig. For så vidt angår person C, hvor klagers medvirken udeluk-

kende bestod i rådgivning af person C, fandt Højesterets flertal (tre ud af

fem dommere), at klager havde foretaget en konkretiseret og væsentlig med-

virken til personens selvmord, og at rådgivningen efter sin karakter ikke var

straffri som følge af, at rådgivningen tog udgangspunkt i en generel vejled-

ning, som var lovligt offentliggjort på Læger for Aktiv Dødshjælps

Side 2/24

hjemmeside. Efter flertallets opfattelse var der ikke grundlag for at fastslå,

at domfældelse ville være i strid med EMRK artikel 10. Højesterets mindre-

tal (to dommere) fandt derimod, at klageren skulle frifindes i forholdet ved-

rørende person C, idet klager ikke havde givet oplysninger, der ikke allerede

fremgik af Læger for Aktiv Dødshjælps hjemmeside eller havde opfordret

eller opmuntret person C til at begå selvmord, hvorfor deling af oplysnin-

gerne i sig selv ikke kunne anses for strafbar medvirken. Mindretallet fandt,

at frifindelse også måtte anses for bedst stemmende med EMRK artikel 10.

EMD bemærkede indledningsvist i dommen af 12. april 2022, at staterne

har en vid skønsmargin ved regulering af ytringsfrihed i sager vedrørende

moralske spørgsmål, særligt hvor sagerne vedrører definitionen af liv.

EMD bemærkede i den forbindelse, at medvirken til selvmord har været

ulovligt i Danmark siden 1930, og at der ikke af EMD’s retspraksis kan ud-

ledes en generel ret til medvirken til selvmord, ligesom det ikke er EMD’s

rolle abstrakt at skulle forholde sig til, om national lovgivning er i overens-

stemmelse med EMRK. EMD anførte, at det alene er EMD’s rolle, at vur-

dere, om anvendelsen af straffelovens § 240 i den konkrete sag var nødven-

dig i et demokratisk samfund i medfør af EMRK artikel 10, stk. 2.

EMD fandt samlet, at den konkrete rådgivning, som klager havde ydet, var

af specifik karakter og dermed ikke blot en generel oplysning om mulighe-

den for at begå selvmord. Samtidig fandt EMD, at de danske domstole i

deres vurdering havde inddraget relevante hensyn, som var tilstrækkelige til

at fastslå, at indgrebet mod klagers ytringsfrihed kan anses for nødvendigt i

et demokratisk samfund og står i rimeligt forhold til de tilstræbte mål, nem-

lig beskyttelse af sundhed, moral og andres rettigheder, og at de danske

myndigheder havde handlet inden for deres skønsmargin under hensyntagen

til EMD’s retspraksis. Danmark havde derfor ikke krænket EMRK artikel

10.

I sagen

Mørck Jensen mod Danmark

(60785/19), fandt EMD ved dom af

18. oktober 2022, at Danmark ikke havde krænket EMRK artikel 7 (ingen

straf uden retsregel) og artikel 2, stk. 2, i 4. Tillægsprotokol til EMRK (ret-

ten til bevægelses- og opholdsfrihed) ved at idømme klager seks måneders

ubetinget fængsel for overtrædelse af straffelovens indrejse- og opholdsfor-

bud i straffelovens § 114 j ved at have indrejst og opholdt sig i al-Raqqa-

distriktet i Syrien for at kæmpe for Folkets Forsvarsenheder (YPG) mod Is-

lamisk Stat.

Klager blev i både byretten og landsretten fundet skyldig i forsætligt at have

indrejst og taget ophold i al-Raqqa-distriktet i Syrien og dermed overtrådt

indrejse- og opholdsforbuddet i straffelovens § 114 j. Højesteret stadfæstede

Side 3/24

landsrettens dom og fandt, at straffelovens § 114 j efter ordlyden og forar-

bejderne også omfattede tilfælde som det foreliggende, hvor en person

havde kæmpet

mod

en terrororganisation. Højesteret fandt også, at ophæ-

velsen af bekendtgørelse nr. 1200 af 28. september 2016, hvorefter al-

Raqqa-distriktet ikke længere var omfattet af straffelovens indrejse- og op-

holdsforbud, var en følge af en ændret faktisk situation i Syrien, der var

indtrådt efter gerningstidspunktet, og som derfor beroede på ydre, strafskyl-

den uvedkommende forhold, og klagers handlinger skulle derfor bedømmes

efter den straffelovgivning, som var gældende på gerningstidspunktet.

EMD fandt i dommen af 18. oktober 2022, at straffelovens § 114 j, stk. 1,

jf. stk. 3, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 i bekendtgørelse nr.1200 af 28. september 2016

om forbud mod indrejse eller ophold i visse konfliktområder var tydeligt

formuleret, og at det tilhørende kort gjorde det muligt at se, hvilke områder,

det var ulovligt at rejse ind i. Samtidig fandt EMD, at formålet med straffe-

lovens indrejse- og opholdsforbud var at undgå, at danskere rejste ind i det

pågældende område, uagtet hvilket formål den pågældende havde for rejsen.

Dermed fandt EMD, at det ikke var i strid med EMRK artikel 7 at bedømme

klagers handlinger efter den straffelovgivning, som var gældende på ger-

ningstidspunktet, idet formålet med loven var at straffe personer, der rejste

til aktive kampzoner.

For så vidt angår retten til bevægelses- og opholdsfrihed i Tillægsprotokol

4, artikel 2, fastslog EMD, at der gælder en generel ret til at forlade sit hjem-

land, men at denne kan begrænses, hvis indgrebet er nødvendigt og propor-

tionalt med det formål, som søges opnået med indgrebet. EMD fandt, at ind-

grebet i den pågældende sag var nødvendigt, idet begrænsningen drejede sig

om et mindre område i et specifikt land, og der var tungtvejende samfunds-

hensyn, der talte for indgrebet. Herudover bemærkede EMD, at personer

kunne få dispensation fra indrejse- og opholdsforbuddet, hvis de havde et

anerkendelsesværdigt formål. Samtidig fandt EMD, at de danske domstole

havde lavet en grundig proportionalitetsafvejning under inddragelse af rele-

vante hensyn, som EMD ikke havde anledning til at tilsidesætte.

EMD fandt samlet, at der hverken var sket en krænkelse af EMRK artikel 7

eller af EMRK Tillægsprotokol 4, artikel 2.

I sagen

K.K. og andre mod Danmark

(25212/21) fandt EMD ved dom af 6.

december 2022, at Danmark havde krænket EMRK artikel 8 (retten til pri-

vatliv og familieliv) ved at afslå K.K.’s ansøgning om adoption af to børn,

der var blevet til gennem en såkaldt kommerciel surrogataftale med en

kvinde i Ukraine.

Side 4/24

K.K.’s ansøgning om adoption blev afslået af Statsforvaltningen, hvis afgø-

relse efterfølgende blev stadfæstet af Ankestyrelsen med henvisning til, at §

15 i adoptionsloven indeholder et ubetinget forbud mod adoption, hvis no-

gen, der skal afgive samtykke til adoptionen, yder eller modtager vederlag.

Byretten og landsretten frifandt Ankestyrelsen. Højesteret stadfæstede

landsrettens afgørelse. Højesteret fandt dog, at det ubetingede adoptionsfor-

bud i § 15 i adoptionsloven ikke kan opretholdes, da bestemmelsen ikke

giver mulighed for at foretage en konkret vurdering af, om adoption vil være

bedst for det pågældende barn, hvilket strider mod retten til privatliv efter

EMRK artikel 8. Højesteret fandt på den baggrund, at der er behov for, at

lovgivningsmagten tager § 15 i adoptionsloven op til overvejelse. Samtidig

tilkendegav Højesteret, at indtil der måtte foreligge en ny regulering, følger

det af EMRK, at der i sager omfattet af § 15 i adoptionsloven skal foretages

en konkret vurdering af, om afslag på adoption vil være i strid med EMRK

artikel 8.

På baggrund af en konkret vurdering af sagen fandt et flertal i Højesteret

(fire ud af syv dommere), at den interesse, som børnene havde i at blive

adopteret af K.K. – afvejet over for de generelle hensyn til at beskytte børn

mod at blive gjort til genstand for handel gennem kommercielle surrogataf-

taler og til at modvirke udnyttelse af sårbare kvinder, som § 15 i adoptions-

loven bygger på – ikke indebar, at afslag på adoption måtte anses for en

krænkelse af EMRK artikel 8.

EMD fandt i afgørelsen af 6. december 2022, at K.K. og de to børn trods

afslaget på ansøgningen om adoption ikke var stødt på hindringer eller prak-

tiske udfordringer ved at være sammen som familie. På den baggrund fandt

EMD, at Danmark ikke havde krænket K.K. og de to børns ret til familieliv

i henhold til EMRK artikel 8.

EMD fandt imidlertid, ligesom Højesteret, at alle sager vedrørende § 15 i

adoptionsloven, skal afgøres ud fra en individuel vurdering om, hvorvidt

afslag på en ansøgning om adoption vil være i strid med EMRK artikel 8. I

denne henseende anerkendte EMD, at Højesteret havde stået over for en

vanskelig hensynsafvejning. EMD fandt imidlertid, at de danske myndighe-

der ikke havde foretaget en rimelig hensynsafvejning mellem på den ene

side hensynet til børnenes interesse i at få et juridisk forælder-barn forhold

til deres mor, og på den anden side hensynet til de generalpræventive inte-

resser, som ligger til grund for § 15 i adoptionsloven. Ifølge EMD måtte

hensynet til børnenes interesse i at blive adopteret af K.K., som allerede

havde forældremyndighed over børnene og fungerede som mor for dem,

Side 5/24

veje tungest. På den baggrund fandt EMD således, at afslaget på adoption-

sansøgningen var i strid med børnenes ret til privatliv efter EMRK artikel 8.

Retten fandt dog ikke krænkelse af K.K.’s ret til privatliv, jf. EMRK artikel

I sagen

Bjerg mod Danmark

(11227/21) fandt EMD ved dom af 13. decem-

ber 2022, at Danmark ikke havde krænket EMRK artikel 5, stk. 4 (retten til

domstolsprøvelse af en frihedsberøvelse), ved en afgørelse om, at en admi-

nistrativ beslutning om genindlæggelse som led i en dom til psykiatrisk be-

handling ikke kunne være genstand for domstolsprøvelse.

Klager blev i 2013 af byretten fundet skyldig i vold mod en person i

offent-

lig tjeneste, jf. straffelovens § 119, stk. 1,

og vidnetrusler, jf. straffelovens

§ 123, og modtog en behandlingsdom til psykiatrisk behandling med mulig-

hed for udskrivning og genindlæggelse efter overlægens og Kriminalforsor-

gens bestemmelse, jf. straffelovens § 69, jf. § 68, 2. pkt. Klager blev i hen-

hold til behandlingsdommen genindlagt på psykiatrisk afdeling tre gange i

2018 af kortere varighed (ca. fire-otte dage). Klager indbragte herefter

spørgsmålet om genindlæggelsernes lovlighed for byretten, jf.

TfK2018.447V, hvoraf det fremgår, at en indlæggelse efter straffelovens §

69, jf. § 62, stk. 2, kan forelægges domstolene til prøvelse.

Byretten og landsretten fandt, at der var adgang til domstolsprøvelse af be-

slutningerne om genindlæggelse, og genindlæggelserne blev desuden god-

kendt i begge instanser.

Sagen blev af anklagemyndigheden indbragt for Højesteret med påstand om,

at der

ikke

er adgang til domstolsprøvelse af de konkrete genindlæggelser.

Højesteret fandt, at en administrativ beslutning om genindlæggelse i hen-

hold til en behandlingsdom, som hjemler genindlæggelse, ikke kan være

genstand for domstolsprøvelse. Med henvisning til, at der efter straffelovens

§ 72, stk. 2, er mulighed for hvert halve år at få domstolsprøvelse af, om den

idømte foranstaltning (behandlingsdommen til psykiatrisk behandling) skal

ændres eller ophæves, fandt Højesteret endvidere, at der ikke er grundlag

for at antage, at dette resultat vil være i strid med artikel 5, stk. 4, i EMRK

om domstolsprøvelse af lovligheden af frihedsberøvelse.

Klager indbragte herefter sagen for EMD med påstand om, at den mang-

lende domstolsprøvelse af de tre beslutninger om genindlæggelse var i strid

EMRK artikel 5, stk. 4 (retten til domstolsprøvelse af en frihedsberøvelse).

EMD fandt, at klagers manglende mulighed for domstolsprøvelse af de tre

genindlæggelser ikke var i strid med EMRK artikel 5, stk. 4, idet klager

Side 6/24

havde mulighed for hvert halve år at få domstolsprøvet den oprindelige be-

handlingsdom, som hjemler genindlæggelse, efter straffelovens § 72, stk. 2.

2.2. Afviste sager

EMD offentliggjorde i 2022 to beslutninger om afvisning af sager mod Dan-

mark efter EMRK artikel 35 om kriterier for antagelse af en sag til behand-

ling i realiteten. Det drejer sig om følgende sager:

Laraba mod Danmark

(26781/19)

Mavric mod Danmark

(17803/20)

Sagen

Laraba mod Danmark

(26781/19) blev den 14. april 2022 afvist af

EMD med henvisning til, at klagesagen var åbenbart grundløs, jf. EMRK

artikel 35, stk. 3, litra a, og stk. 4.

Sagen vedrørte, om det var i overensstemmelse med EMRK artikel 8 (retten

til respekt for privat- og familieliv), at landsretten d. 22. november 2018

frakendte klageren, der var dømt skyldig i at have tilsluttet sig Islamisk Stat

med henblik på at begå terrorhandlinger, sit danske statsborgerskab og ud-

viste ham fra Danmark med indrejseforbud for bestandigt.

Klager, som var både dansk og algerisk statsborger, er født og opvokset i

Danmark, hvor hans forældre og søskende også bor. Klager har familie i

Algeriet, hvor han også har været på ferie med sin far i 2011. Klager taler

desuden arabisk.

For så vidt angår frakendelsen af det danske statsborgerskab bemærkede

EMD, at frakendelsen var en konsekvens af klagers straffedom for alvorlige

terrorforbrydelser i henhold til straffeloven §§ 114 c, stk. 3 (om at

lade sig

hverve til at begå terrorhandlinger),

og 114 d, stk. 3 (om at

lade sig træne,

instruere eller på anden måde oplære til at begå terrorhandlinger).

EMD

anførte i den forbindelse, at terrorhandlinger i sig selv udgør en alvorlig

trussel mod menneskerettighederne, hvorfor det er legitimt for medlemssta-

terne at tage et fast standpunkt (”to

take a firm stand”)

over for personer,

der bidrager til terrorhandlinger.

For så vidt angår udvisningen fra Danmark bemærkede EMD, at klagerens

kriminalitet var af en sådan natur, at han udgjorde en alvorlig trussel mod

den offentlige orden. EMD fandt ligeledes, at de danske domstole havde

foretaget en grundig undersøgelse af klagers personlige forhold, og at afgø-

relsen om udvisning med indrejseforbud for bestandigt ikke var

Side 7/24

uproportionalt med formålet med afgørelsen, nemlig at beskytte samfundet

mod terrorhandlinger.

EMD afviste således at behandle sagen som følge af, at klagen var åbenbart

grundløs, jf. EMRK artikel 35, stk. 3, litra a, og stk. 4.

Sagen

Mavric mod Danmark

(17803/20) blev den 5. maj 2022 afvist af

EMD med henvisning til, at klager ikke i tilstrækkelig grad havde udtømt

de nationale retsmidler, samt at klagen var åbenbart grundløs, jf. henholds-

vis EMRK artikel 35, stk. 1, og stk. 4, samt artikel 35, stk. 3, litra a, og stk.

Sagen vedrørte, om udvisning af Danmark til Serbien med et indrejseforbud

på seks år var i strid med EMRK artikel 3 (forbud mod tortur og nedværdi-

gende eller umenneskelig behandling eller straf) og EMRK artikel 8 (retten

til respekt for privat- og familieliv). Klager gjorde bl.a. gældende, at han ved

udvisning til Serbien ”ikke ville modtage den nødvendige hjælp”.

Klager blev af byretten den 25. oktober 2018 idømt en behandlingsdom for

bl.a. to røverier og udvist med et indrejseforbud på seks år. Klager var tidli-

gere dømt for personfarlig kriminalitet, narkokriminalitet og berigelseskri-

minalitet. Landsretten stadfæstede byrettens dom den 26. juni 2019.

Klager er født i Serbien og fik opholdstilladelse i Danmark som 17-årig i

1996. Klagers mor og to brødre boede også i Danmark. Klager har ingen

familie i Serbien, men han taler serbisk og har været på ferie i Serbien flere

gange. Klager blev i 2003 diagnosticeret med skizofreni og har siden 2005

fået førtidspension.

EMD fandt i sin afgørelse af 5. maj 2022, at klager for så vidt angår EMRK

artikel 3 ikke havde udtømt nationale retsmidler, da klager ved de nationale

domstole alene havde påberåbt sig EMRK artikel 8 og ikke EMRK artikel

3. Klager havde i forbindelse med behandlingen af sagen for landsretten an-

ført, at han ikke ville modtage den nødvendige psykiatriske hjælp i Serbien,

men klager havde ikke fremlagt beviser herfor. EMD afviste derfor at be-

handle klagen vedrørende EMRK artikel 3.

For så vidt angår den af klager påståede krænkelse af EMRK artikel 8 be-

mærkede EMD, at de nationale domstole havde foretaget en grundig vurde-

ring af klagers personlige forhold, herunder hans tilknytning til henholdsvis

Side 8/24

Serbien og Danmark samt sagens øvrige omstændigheder, herunder alvor-

ligheden af de begåede forbrydelser.

EMD fandt samlet, at de danske domstole havde foretaget en grundig afvej-

ning af de hensyn, der efter EMD’s praksis skal inddrages i udvisningssager,

og at udvisningen for bestandig var underbygget af relevante og tilstrække-

lige grunde samt var proportional. EMD henviste i den forbindelse også til,

at domstolene udtrykkeligt havde taget stilling til, om udvisning ville være

i strid med Danmarks internationale forpligtelser, og til subsidiaritetsprin-

cippet, hvorefter EMD, når afvejningen er blevet foretaget af de nationale

myndigheder i overensstemmelse med de kriterier, som er fastlagt i EMD s

praksis, vil kræve vægtige grunde for at substituere de nationale domstoles

vurdering med sin egen.

2.3. Verserende sager

Der verserer i alt 29 sager ved EMD, hvori Danmark enten er anmodet om

eller har afgivet retlige bemærkninger.

Følgende 15 sager er gengivet i en samlet beskrivelse nedenfor. Alle sagerne

er modtaget i foråret 2022 og vedrører en påstået krænkelse af EMRK artikel

8 i forbindelse med en udvisning af en kriminel udlænding på baggrund af

kriminalitet begået i Danmark:



Nguyen mod Danmark

(2116/21)



Kurland mod Danmark

(54157/21)



Husseini mod Danmark

(14270/21)



Noorzae mod Danmark

(44810/20)



W. mod Danmark

(9588/21)



Sarac mod Danmark

(19866/21)



Al-Masudi mod Danmark

(35740/21)



Sharifi mod Danmark

(31434/21)



Davud Kibar mod Danmark

(11093/22)



Payam mod Danmark

(sagsnr. 32739/21)



Resthtin mod Danmark

(61203/19)



Fateh og Belgacem mod Danmark

(60766/19 og 61126/19)



Hussain mod Danmark

(15860/22)



Goma mod Danmark

(18646/22)



Cakmak mod

Danmark (21783/22)

Side 9/24

Sagerne vedrører 16 udlændinge (to klager behandles under én sag), hvor

langt hovedparten er født og opvokset i Danmark eller kommet til Danmark

i en ung alder. De 16 udlændinge er bl.a. blevet dømt for forsøg på fremme

af terrorvirksomhed, våbenbesiddelse, narkokriminalitet og overtrædelser af

straffelovens bestemmelser om vold med straffe fra otte måneders og op til

tre år og 11 måneders fængsel. Overtrædelserne er begået i perioden fra

marts 2017 til december 2019. Som følge af overtrædelserne er de alle ble-

vet udvist af Danmark – 12 er blevet udvist med et indrejseforbud for be-

standig, tre er blevet udvist med et indrejseforbud i 12 år, og en er blevet

udvist med et indrejseforbud i seks år. Ydermere har to af de tre klagere, der

er dømt for forsøg på fremme af terrorvirksomhed, fået frakendt deres dan-

ske statsborgerskab.

Regeringen har afgivet processkrift i samtlige af sagerne, og overordnet ar-

gumenteret for, at sagerne bør afvises som åbenbart grundløse i medfør af

EMRK artikel 35, stk. 3. Hvis EMD antager dem til behandling, har rege-

ringen argumenteret for, at de danske domstole har foretaget en udførlig og

grundig vurdering af sagernes omstændigheder i overensstemmelse med

EMD’s praksis vedrørende EMRK artikel 8 på udvisningsområdet, og at

disse nationale domstoles vurderinger som følge af subsidiaritetsprincippet

ikke bør tilsidesættes.

Der verserer herudover yderligere 14 sager mod Danmark ved EMD:

Sharafane mod Danmark

(5199/23)

Lindholm og dødsboet efter Leif Lindholm mod Danmark

(25636/22)

Kalkan mod Danmark

(51781/22)

Savuran mod Danmark

(3645/23)

Dian mod Danmark

(44002/22)

Foreningen imod Ulovlig Logning mod Danmark

(37050/22)

Wangthan mod Danmark

(51301/22)

M.P. mod Danmark

(25263/22)

A. B. Larsen mod Danmark

(18649/22)

Emma Daugaard Sørensen mod Danmark

(25650/22)

Muhammed Yasar Ilhan mod Danmark

(41157/20)

M.G. mod Danmark

(7921/20)

Duarte Agostinho m.fl. mod Danmark

(39371/20)

Abdallah El-Asmar mod Danmark

(27753/19)

Side 10/24

Sagen,

Sharafane mod Danmark

(5199/23) vedrører, om det var i strid med

EMRK artikel 8 (retten til respekt for privat- og familieliv), at udvise klager

med seks års indrejseforbud. Klager, som er irakisk statsborger, men født og

opvokset i Danmark, blev ved landsretten idømt to år og seks måneders

fængsel samt udvisning af Danmark med indrejseforbud i seks år for orga-

niseret narkotikakriminalitet. Landsretten fandt i sin afgørelse af 24. marts

2022, at de samfundsmæssige hensyn, som taler for udvisning – herunder

grovheden og karakteren af klagers kriminalitet – har større vægt end hen-

synet til klagers privat- og familieliv. EMD har sat frist for parterne til at

afsøge muligheden for at indgå forlig senest den 2. maj 2023.

Sagen

Lindholm mod Danmark

(25636/22) omhandler, hvorvidt det var i

strid med EMRK artikel 8 (retten til privat- og familieliv), 9 (retten til reli-

gionsfrihed) og 14 (forbuddet mod diskriminering), at der blev udført blod-

transfusion på Leif Lindholm, der var medlem af trossamfundet Jehovas

Vidner, og som efter en faldulykke akut blev indlagt på hospitalet. Efter to-

tre dages indlæggelse modtog han i bevidstløs tilstand en blodtransfusion,

selvom sundhedspersonalet var bekendt med, at Leif Lindholm bar et kort

på sig, hvoraf det fremgik, at han som medlem af Jehovas Vidner under

ingen omstændigheder ønskede at modtage blod, uanset om det var nødven-

digt for at bevare hans liv. Landsretten fandt i sin afgørelse af 7. december

2020, at der forelå en krænkelse af EMRK artikel 8 og 9. Højesteret fandt i

sin afgørelse af 1. februar 2022 imidlertid, at det ikke var i strid med EMRK

artikel 8, 9 og 14, at der blev udført blodtransfusion.

EMD vurderer, at denne sag kan blive behandlet som en såkaldt ”impact

case” med henblik på at sikre en hurtigere behandling ved EMD, idet sagen

er af principiel karakter og forventes at få betydning for fortolkningen af

EMRK artikel 8, 9 og 14. Som konsekvens heraf vil forligsfasen, hvor sa-

gens parter afsøger muligheden for at forlige sagen, foregå parallelt med den

skriftlige fase, hvor sagens parter udveksler de skriftlige bemærkninger til

sagen. Forligsfristen og fristen for indlevering af regeringens processkrift

er den 5. maj 2023.

Sagen

Kalkan mod Danmark

(51781/22) omhandler, hvorvidt det er i strid

med EMRK artikel 2 (retten til liv) og/eller artikel 3 (forbud mod tortur og

nedværdigende eller umenneskelig behandling eller straf), at fængselsper-

sonalet i forbindelse med en overførsel af en indsat til en observationscelle

lagde vedkommende i såkaldt brystvendt benlås, mens han var ilagt hånd-

jern. Umiddelbart efter denne episode konstaterede fængselspersonalet, at

Side 11/24

de ikke mærkede den indsattes puls, og der blev påbegyndt førstehjælp. Han

blev genoplivet, men var i bevidstløs tilstand. Tre dage efter episoden døde

han uden at være kommet til bevidsthed. Landsretten fandt i sin afgørelse af

2. november 2021, at Kriminalforsorgen havde sikret tilstrækkelig informa-

tion og uddannelse om magtanvendelse, og at fængselspersonalet under epi-

soden havde overholdt de relevante anvisninger ved brug af brystvendt ben-

lås, navnlig at der ikke må lægges pres på personens ryg. Landsretten kon-

kluderede på baggrund af obduktionserklæringerne, at dødsårsagen ikke kan

fastlægges entydigt. EMD har sat frist for parterne til at afsøge muligheden

for at indgå forlig senest den 26. april 2023.

Sagen

Savuran mod Danmark

(3645/23) vedrører, hvorvidt det var i strid

med EMRK artikel 8 (retten til privat-og familieliv) at udvise klager med et

indrejseforbud i seks år. Klager, som er tyrkisk statsborger og født i Dan-

mark, blev af landsretten idømt to år og tre måneders fængsel for alvorlig

narkotikakriminalitet samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.

Landsretten fandt den 7. oktober 2022, at klagers tilknytning til Danmark er

meget stærkere end hans tilknytning til Tyrkiet, men at klager udover stats-

borgerskabet har en vis tilknytning til Tyrkiet og ville kunne begå sig i Tyr-

kiet, hvis han udvises. EMD har sat frist for parterne til at afsøge mulighe-

den for at indgå forlig senest den 25. april 2023.

Sagen

Dian mod Danmark

(44002/22) omhandler, hvorvidt det var i strid

med EMRK artikel 8 (retten til privat- og familieliv) samt artikel 10 (retten

til ytrings- og informationsfrihed), at idømme klager, som er rumænsk stats-

borger, 20 dages fængsel for at tigge på gaden, jf. straffelovens §197. Klager

har i forbindelse med sagen anført, at han ikke kan modtage sociale ydelser

og desuden er analfabet, hvorfor hans eneste mulighed for at overleve er ved

at samle flasker, sælge hjemløseblade og tigge. Landsretten fandt den 11.

november 2021 ikke, at klager havde godtgjort, at han ikke havde andre mu-

ligheder for at overleve end at tigge, herunder fordi klager tidligere var rejst

til Rumænien flere gange og på gerningstidspunktet havde haft 130 euro på

sig. EMD har sat frist for parterne til at afsøge muligheden for at indgå forlig

senest den 14. april 2023.

Sagen

Foreningen imod Ulovlig Logning mod Danmark

(37050/22) vedrø-

rer, om de danske logningsregler er i strid med EMRK artikel 8 (retten til

privat- og familieliv) og artikel 10 (retten til ytrings- og informationsfrihed).

Endvidere gør klager gældende, at eftersom de danske domstole ikke har

prøvet logningsreglernes gyldighed eller anvendelighed, efterlader det

Side 12/24

klageren uden adgang til effektive retsmidler, hvilket er i strid med EMRK

artikel 13 (adgang til effektive retsmidler). Landsretten – som behandlede

sagen i første instans grundet sagens principielle karakter – fandt i sin dom

af 29. juni 2021, at retsvirkningen af en modstrid med EU-retten ikke med-

fører, at de danske logningsregler er ugyldige, men at de danske domstole

skal undlade at anvende reglerne i konkrete tilfælde, i det omfang anvendel-

sen af reglerne måtte være i strid med EU-retten eller EMRK. Højesteret

stadfæstede den 30. marts 2022 landsrettens dom. EMD har sat frist for par-

terne til at afsøge muligheden for at indgå forlig senest den 14. april 2023.

Sagen

Wangthan mod Danmark

(51301/22) omhandler, hvorvidt det var i

strid med EMRK artikel 8 (retten til privat- og familieliv) at udvise klager

af Danmark med indrejseforbud i seks år. Klager kom til Danmark i 2017

med sine to børn og blev senere gift med en dansk statsborger. Klager blev

af landsretten den 22. februar 2022 kendt skyldig i at have forsøgt at stikke

sin mand – som hun fortsat er gift med – med en kniv samt true ham på livet,

jf. straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 21 og § 266. Ligeledes blev klager fundet

skyldig i at have sparket sin søn i ryggen, jf. straffelovens § 244, stk.1, jf. §

81, nr. 11. Klager blev idømt seks måneders fængsel samt udvist af Danmark

med et indrejseforbud på seks år. Den 10. februar 2023 meddelte regeringen

EMD, at regeringen ikke anser sagen for egnet til at blive løst ved forlig.

Regeringen afventer en tilbagemelding fra EMD med frist for indlevering

af regeringens processkrift.

Sagen

M.P. mod Danmark

(25263/22) vedrører, om det var i overensstem-

melse med EMRK artikel 3 (forbud mod tortur og nedværdigende eller

umenneskelig behandling eller straf), at klager, som 13- og 15-årig, blev

bæltefikseret den 10. oktober 2017 i 19 timer og 27 minutter og den 26.

januar 2019 i 10 timer og 25 minutter i forbindelse med et forsøg på at flytte

klager fra én afdeling til en anden, da han var indlagt på børnepsykiatrisk

afdeling. Klager indbragte de to tvangsfikseringer for Det Psykiatriske Pa-

tientklagenævn. Nævnet vurderede, at klagenævnet ikke kunne tage stilling

til iværksættelsen af 10. oktober 2017, da klagers mor havde samtykket til

bæltefikseringen til brug for overflytningen af klager, hvorfor sagen ikke

angik tvang, men magtanvendelse, hvilket nævnet ikke kan behandle sager

om. I henhold til opretholdelsen af bæltefikseringen, vurderede nævnet, at

denne var nødvendig og godkendte således denne. Klagenævnet realitetsbe-

handlede og godkendte endvidere bæltefikseringen den 26. januar 2019.

Nævnets afgørelse blev senere indbragt for domstolene, og den 8. november

2021 stadfæstede Højesteret byretten og landsrettens afgørelse, som

Side 13/24

godkendte nævnets afgørelse. EMD har sat frist for parterne til at afsøge

muligheden for at indgå forlig senest den 17. april 2023.

Sagen

A. B. Larsen mod Danmark

(18649/22) vedrører, om klager har været

udsat for nedværdigende behandling fra politiet i forbindelse med en krops-

visitation i strid med EMRK artikel 3 (forbud mod tortur og nedværdigende

eller umenneskelig behandling eller straf), samt om myndighedernes beslut-

ning om ikke at indlede en straffesag herom var i strid med EMRK artikel

3. Klager har anført, at han har været udsat for en visitation, hvor han skulle

afklæde sig, af fire politibetjente med det formål at ydmyge og nedværdige

ham. Sagen blev indbragt for Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som

fandt, at der ikke forelå konkrete oplysninger eller forhold, der støttede an-

meldelsen, og at anmeldelsen ikke i sig selv skabte mistanke om et strafbart

forhold, der kunne danne grundlag for efterforskning. Denne afgørelse blev

anket til statsadvokaten, som stadfæstede afgørelsen den 1. oktober 2021.

Klager har den 15. juli 2021 anlagt sag ved de danske domstole med påstand

om, at frihedsberøvelsen var i strid med EMRK artikel 5 (retten til frihed og

sikkerhed), og at den behandling han modtog under frihedsberøvelsen var i

strid med EMRK artikel 3. Som følge heraf har regeringen anmodet om ud-

sættelse af sagen ved EMD, indtil de danske domstole har truffet afgørelse,

hvilket forventes at ske i fjerde kvartal af 2023.

Sagen

Emma Daugaard Sørensen mod Danmark

(25650/22) omhandler kla-

gers anmeldelse af en voldtægt til politiet, som opgav påtalen. Dette blev

påklaget til Statsadvokaten i København, der traf afgørelse om, at der skulle

rejses tiltale for voldtægt i sagen. Det følger af retsplejeloven, at en afgørelse

om omgørelse skal meddeles den tidligere sigtede inden 2 måneder fra den

oprindelige afgørelsesdato. Som følge af flere ekspeditionsfejl ved Statsad-

vokaten blev denne frist overskredet, hvorfor straffesagen blev afvist af by-

retten. Klager gør gældende, at Danmark har krænket EMRK artikel 3 (for-

bud mod tortur og nedværdigende eller umenneskelig behandling eller straf)

samt artikel 6 (retten til retfærdig rettergang), artikel 8 (retten til privat- og

familieliv) og artikel 13 (adgang til effektive retsmidler). EMD har sat frist

for indlevering af regeringens processkrift i sagen den 12. april 2023.

Sagen

Muhammed Yasar Ilhan mod Danmark

(41157/20) omhandler, hvor-

vidt det var i strid med EMRK artikel 8 (retten til privat- og familieliv) at

udvise klager med et indrejseforbud for bestandigt. Klager, der er tyrkisk

statsborger, blev ved landsretten fundet skyldig i bl.a. forsøg på manddrab,

Side 14/24

jf. straffelovens § 237, jf. § 21, men blev frifundet for straf, da landsretten

fandt, at han på grund af sindssygdom eller en tilstand, der må ligestilles

hermed, var utilregnelig i gerningsøjeblikket. Landsretten idømte ved dom

af 10. oktober 2019 derfor klager til anbringelse på en psykiatrisk afdeling.

Ved samme dom udviste retten klager af Danmark med indrejseforbud for

bestandigt.

Klager blev den 18. december 2019 udskrevet fra Psykiatrisk Center i Glos-

trup. Den 3. januar 2020 indbragte klager spørgsmålet om ophævelse af

dommens bestemmelse om udvisning, i medfør af udlændingelovens §50a,

stk. 2, indbragt for domstolene. Landsretten opretholdte den 29. september

2020 bestemmelsen om udvisning. Sagen blev indbragt for Højesteret, og

den 11. oktober 2022 ophævede Højesteret udvisningen af klager. Regerin-

gen har herefter sendt en anmodning til EMD om, at EMD på baggrund af

Højesterets afgørelse afslutter sagen.

Sagen

M.G. mod Danmark

(7921/20) vedrører, om det var i overensstem-

melse med EMRK artikel 6, stk. 1, (retten til retfærdig rettergang), at fami-

lieretten afgjorde en retssag om ændring af en mundtlig aftale om børnebi-

drag på skriftligt grundlag, jf. den forenklede familiesagsproces, på trods af

klagers anmodning om en mundtlig behandling af sagen. Klageren anmo-

dede efterfølgende Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe fa-

milierettens afgørelse for landsretten, bl.a. med henvisning til, at familieret-

tens afslag på en mundtlig forhandling i sagen var i strid med EMRK artikel

6, stk. 1. Den 9. september 2019 afslog Procesbevillingsnævnet anmodnin-

gen. Regeringen har den 21. juli 2022 afgivet processkrift i sagen, og den

23. november 2022 blev der afgivet supplerende bemærkninger i sagen.

EMD har varslet, at der bliver afsagt dom i sagen den 9. marts 2023.

Sagen

Duarte Agostinho m.fl. mod Danmark

(39371/20) vedrører 33 med-

lemsstaters, herunder Danmarks, udledning af drivhusgasser, der bidrager

til global opvarmning, der ifølge klagerne påvirker klagernes levevilkår og

sundhed. Klagerne gør gældende, at de indstævnte medlemsstater, herunder

Danmark, ikke opfylder deres (positive) forpligtelser i henhold til EMRK

artikel 2 (retten til liv), artikel 3 (forbud mod totur og umenneskelig eller

nedværdigende behandling) og artikel 8 (respekt for familie- og privatliv),

idet klagerne gør gældende, staterne ikke i tilstrækkelig grad regulerer og

begrænser deres drivhusgasudledninger på en sådan måde, at de globale

temperaturstigninger ikke overstiger 1,5°C. Klagerne, der alle er fra yngre

generationer, gør i den forbindelse også gældende, at starterne krænker

Side 15/24

EMRK artikel 14 (om forbud mod diskrimination) læst sammen med EMRK

artikel 2, 3 og 8, bl.a. med henvisning til, at klimaforandringer får en større

påvirkning på deres levevilkår og sundhed sammenholdt med ældre genera-

tioner.

Regeringen har indleveret hovedprocesskrift i sagen den 27. maj 2021 samt

supplerende bemærkninger i sagen den 17. maj 2022. Sagen er efterfølgende

blevet henvist til Storkammer-behandling ved EMD. Regeringen har den

31.januar 2023 indleveret to processkrifter til brug for Storkammerets be-

handling af sagen; et fælles processkrift udarbejdet i samarbejde med en

række af de øvrige indstævnte medlemsstater, der navnlig vedrører, hvorvidt

sagen kan antages til realitetsbehandling ved EMD, samt et nationalt pro-

cesskrift, der primært redegøre for Danmarks handling på klimaområdet.

Sagen

Abdallah El-Asmar mod Danmark

(27753/19) vedrører, hvorvidt det

var i strid med EMRK artikel 3 (forbud mod tortur og nedværdigende eller

umenneskelig behandling eller straf), at to fængselsbetjente anvendte peber-

spray mod klager i en observationscelle, og at klager blev fikseret i ca. 17

timer. Sagen drejer sig endvidere om, hvorvidt politiet har foretaget en ef-

fektiv efterforskning af klagerens anmeldelse om vold begået af fængsels-

betjente. Et af spørgsmålene i sagen vedrører, om EMRK artikel 3 generelt

er til hinder for brug af peberspray i et lukket rum, eller om dette beror på

en konkret vurdering. Regeringen afgav hovedprocesskrift den 1. marts

2022 og supplerende bemærkninger den 12. september 2022.

2.4. Tredjepartsinterventioner

I 2022 har Danmark afgivet tredjepartsindlæg efter EMRK artikel 36 i to

sager ved EMD.

Sagen

Executif van de moslims van Belgîe m.fl. mod Belgien

(16760/22)

drejer sig om, hvorvidt regionslovgivning vedtaget i Flandern og Vallonien,

hvorefter rituel slagtning ikke må foretages uden forudgående bedøvelse, er

i strid med EMRK artikel 9 (retten til religionsfrihed) og artikel 14 (forbud-

det mod diskrimination) sammenholdt med artikel 9. Sagen er anlagt af en

række religiøse foreninger, der repræsenterer muslimske og jødiske tros-

samfund i Belgien.

Side 16/24

Sagen har dansk interesse, idet den danske lovgivning også indeholder et

krav om forudgående bedøvelse ved slagtning, herunder rituel slagtning.

Regeringen afgav tredjepartsindlæg den 31. januar 2023.

Sagen

Ukraine mod Rusland

(11055/22) vedrører spørgsmålet om, hvorvidt

Rusland har begået omfattende og grove menneskerettighedskrænkelser un-

der invasionen af Ukraine. EMD udtalte i en resolution af 22. marts 2022,

at EMD forbliver kompetent til at behandle sager om Ruslands overtrædel-

ser af EMRK, hvis de relevante forhold har fundet sted inden den 16. sep-

tember 2022, uagtet at Rusland ved Europarådets Ministerkomités beslut-

ning af 16. marts 2022, blev ekskluderet fra Europarådet med øjeblikkelig

virkning.

Regeringen har den 20. september 2022 anmodet om tilladelse til at inter-

venere i sagen. Sagen er af dansk interesse, da sagen har almen offentlig

betydning, herunder fordi sagen rejser spørgsmål om jurisdiktion efter

EMRK artikel 1. Derudover har regeringen et ønske om i videst muligt om-

fang at bistå Ukraine i at stille Rusland til ansvar for alvorlige menneskeret-

tighedskrænkelser begået i Ukraine. Der afventes på nuværende tidspunkt

svar fra EMD vedrørende anmodningen om tredjepartsintervention.

2.5. Status i sager som Danmark tidligere har interveneret i

Ud over de ovennævnte sager, hvori Danmark har afgivet tredjepartsindlæg

i 2022, verserede der fem sager ved EMD, hvori Danmark tidligere har af-

givet tredjepartsindlæg efter EMRK artikel 36. Fire af sagerne blev afgjort

ved dom i 2022, mens en af sagerne afventer behandling ved Grand Cham-

ber.

Sagerne

Christensen mod Rusland

(39417/17) og

Christensen mod Rusland

(44386/19) blev behandlet sammen med en række andre sager ved EMD’s

dom af 7. juni 2022,

Taganrog Lro m.fl. mod Rusland

(32401/10 m.fl.).

Sagen

Christensen mod Rusland

(44386/19) vedrørte, om det var i overens-

stemmelse med EMRK artikel 9 (retten til religionsfrihed) alene eller læst

sammen med EMRK artikel 11 (retten til forenings- og forsamlingsfrihed),

at klager blev idømt seks års fængsel for at have fortsat sine aktiviteter for

en lokal afdeling af Jehovas Vidner, efter at organisationen var blevet

tvangsopløst ved dom med henvisning til, at organisationen var ekstremi-

stisk.

Side 17/24

Sagen

Christensen mod Rusland

(39417/17) vedrørte, hvorvidt varetægts-

fængslingen af samme klager på baggrund af ovennævnte aktiviteter var i

overensstemmelse med EMRK artikel 5 (retten til frihed og sikkerhed).

EMD afsagde dom den 7. juni 2022 og fandt i sagerne vedrørende Christen-

sen, at det var i strid med EMRK artikel 5 og artikel 9 at varetægtsfængsle

klager og idømme ham fængsel for hans deltagelse i Jehovas Vidners reli-

giøse aktiviteter i Rusland og bemærkede i den forbindelse, at artikel 9 be-

skytter både individuel og kollektiv udøvelse af religion.

EMD anførte bl.a., at de russiske domstoles opløsning af en Jehovas Vidner-

organisation og myndighedernes beslutninger om at kategorisere udgivelser

fra Jehovas Vidner som ekstremistiske beroede på en vilkårligt bred defini-

tion af ”ekstremistiske aktiviteter” i russisk lovgivning, som udgør en kræn-

kelse af artikel 9. EMD henviste endvidere til, at myndighederne ikke havde

dokumenteret, at klager var involveret i nogen ekstremistiske aktiviteter, og

at retsforfølgningen af klager for at udøve sin religion i fællesskab med an-

dre var baseret på en urimeligt bred definition af ekstremisme i den nationale

lovgivning og ikke forfulgte et lovligt formål. Som følge heraf var straffor-

følgningen af Christensen i strid med EMRK artikel 9. Under henvisning til,

at hele strafforfølgningen således var præget af vilkårlighed, fandt EMD

endvidere, at både varetægtsfængslingen og den efterfølgende fængsling af

Christensen var i strid med EMRK artikel 5, idet de ikke var baseret på en

rimelig mistanke.

EMD anviste, at Rusland bl.a. skal løslade alle Jehovas Vidner, der var ble-

vet berøvet deres frihed.

Sagen

M.T. m.fl. mod Sverige

(22105/18) vedrørte, om det var i strid med

EMRK artikel 8 (retten til privatliv og familieliv) samt artikel 14 (forbud

mod diskrimination) sammenholdt med EMRK artikel 8, at Sverige havde

givet afslag på familiesammenføring til en mindreårig syrisk flygtning med

midlertidig subsidiær beskyttelsesstatus. Sagen havde dansk interesse, idet

den svenske ordning – ligesom de danske regler om udskydelse af adgangen

til familiesammenføring for udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus

– indebærer en midlertidig udskydelse af adgangen til familiesammenføring

for visse grupper af flygtninge. I Sverige er venteperioden for familiesam-

menføring til med midlertidig subsidiær beskyttelsesstatus to år.

Side 18/24

EMD afsagde dom den 20. oktober 2022 i og fandt, at Sverige hverken

havde krænket EMRK artikel 8 eller artikel 14 sammenholdt med artikel 8.

Sagen

H.F. m.fl. mod Frankrig

(24384/19 og 44234/20) vedrørte, hvorvidt

Frankrigs afvisning af at evakuere to franske mødre og deres børn fra Al

Hol-lejren i Syrien udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3 (forbud mod

tortur, umenneskelig eller anden nedværdigende behandling eller straf) samt

artikel 3, stk. 2, (forbud mod at nægte egne statsborgere indrejse) i 4. til-

lægsprotokol til EMRK.

Sagerne var anlagt af forældrene til to kvindelige franske statsborgere, der i

henholdsvis 2014 og 2015 indrejste i et område i Syrien kontrolleret af Isla-

misk Stat. Begge kvinder fik børn, mens de var udrejst, og havde siden 2019

været fængslet i det nordøstlige Syrien i Al-Hol-lejren. Klagerne gjorde bl.a.

gældende, at kvinderne og deres børn var under fransk jurisdiktion efter

EMRK artikel 1, og at Frankrig følgelig havde et ansvar over for dem, og at

Frankrig derfor var forpligtet til at bistå dem med at genindrejse til Frankrig.

EMD’s Storkammer afsagde dom i sagen den 14. september 2022, og fandt,

at Frankrig med sin beslutning om ikke at evakuere franske statsborgere ikke

havde jurisdiktion efter konventionens artikel 3 om forbuddet mod tortur,

umenneskelig eller anden nedværdigende behandling eller straf i relation

til forholdene i lejrene. For så vidt angik forbuddet mod at nægte egne stats-

borgere indrejse, jf. artikel 3, stk. 2, i 4. tillægsprotokol til EMRK, fandt

EMD under de foreliggende omstændigheder, at Frankrig havde jurisdik-

tion. EMD fandt yderligere, at der ikke var en generel pligt for Frankrig til

at bistå med evakuering af de franske børn og mødre fra lejrene. Imidlertid

forelå der i den konkrete sag ekstraordinære omstændigheder, der førte til,

at Frankrig skulle sikre klagerne tilstrækkelige processuelle garantier mod

vilkårlighed. Da dette ikke var sket, forelå der en krænkelse af artikel 3, stk.

2, i 4. tillægsprotokol til EMRK.

Sagen

Humpert mod Tyskland

(59433/18) vedrører, om det tyske forbud

mod, at tjenestemænd kan strejke samt muligheden for at give disciplinære

sanktioner for deltagelse i strejker, udgør et uproportionalt indgreb i EMRK

artikel 11 (retten til forsamlings- og foreningsfrihed), der tillige beskytter

retten til at danne fagforeninger og retten til at strejke. Endvidere omhandler

sagen, hvorvidt forbuddet udgør diskrimination i strid med EMRK artikel

14 (forbud mod diskrimination) sammenholdt med artikel 11, idet offentligt

ansatte lærere, der ikke er tjenestemandsansatte, har ret til at strejke.

Side 19/24

Sagen har dansk interesse, idet det tyske tjenestemandssystem efter det op-

lyste minder om det danske tjenestemandssystem, bl.a. fordi begge systemer

opererer med et forbud mod at strejke samt mulighed for, at der kan gives

disciplinære sanktioner for deltagelse i strejker. Regeringen afgav tredje-

partsindlæg den 30. januar 2020. Sagen er efterfølgende blevet henvist til

behandling ved EMD’s Storkammer.

3. FN-komitéers udtalelser i klagesager mod Danmark fra 18. marts

2022 til og med 1. marts 2023

Danmark har tiltrådt den individuelle klageadgang til FN’s Menneskeret-

tighedskomité, FN’s Handicapkomité, FN’s Torturkomité, FN’s Kvindeko-

mité, FN’s Racediskriminationskomité og FN’s Børnekomité.

Komitéernes udtalelser er ikke retligt bindende for Danmark.

I det følgende redegøres der for komitéernes udtalelser i klagesager mod

Danmark i perioden fra 18. marts 2022 til 1. marts 2023, hvor der er blevet

udtalt kritik af Danmark.

3.1. FN’s Menneskerettighedskomité

FN’s Menneskerettighedskomité fremkom med én udtalelse i en klagesag

mod Danmark i 2022, hvor der udtales kritik af Danmark.

Klagesagen,

J.S.K.N. mod Danmark (2754/2016),

vedrørte, hvorvidt næg-

telse af dispensation fra kravet om danske sprogkundskaber og efterføl-

gende afvisning af statsborgerskab var i strid med FN’s Konvention om Bor-

gerlige og Politiske Rettigheder (CCPR) artikel 26 om lighed for loven læst

i sammenhæng med artikel 2, stk. 1, om pligten til at respektere CCPR uden

nogen form for forskelsbehandling.

Klager, som er statsløs palæstinenser, havde oplyst, at han er diagnosticeret

med PTSD, hvilket forhindrede ham i at lære dansk på det fornødne niveau

for at opnå dansk statsborgerskab. Klager ansøgte som følge heraf om di-

spensation fra betingelserne om dokumentation for danskkundskaber og do-

kumentation for at have bestået en statsborgerskabsprøve. Klagers ansøg-

ning om dispensation blev imidlertid afvist den 27. oktober 2015, da Folke-

tingets Indfødsretsudvalg fandt, at klager ikke opfyldte betingelserne for di-

spensation fra betingelserne om dokumentation for danskkundskaber og do-

kumentation for bestået statsborgerskabsprøve. Da forhandlingerne i

Side 20/24

Folketingets Indfødsretsudvalg er fortrolige og ikke omfattet af forvalt-

ningslovens krav om begrundelse for afgørelser, kunne Udlændinge-, Inte-

grations- og Boligministeriet ikke oplyse klager nærmere om udvalgets be-

handling af sagen.

Klager anførte, at afvisning af dispensation var i strid med CCPR artikel 26,

da afgørelsen var vilkårlig og diskriminerende, som følge af hans diagnose.

Menneskerettighedskomitéen har i sin udtalelse af 25. oktober 2022 anført,

at Indfødsretsudvalget, ved ikke at have begrundet afvisningen af klagers

ansøgning om dispensation, ikke har påvist, at udvalgets beslutning var ba-

seret på rimelige og objektive grunde. Komitéen bemærkede endvidere, at

den manglende begrundelse for beslutningen om at afvise klagers ansøgning

gør det meget vanskeligt, hvis ikke umuligt for klager at indsende yderligere

dokumentation til Indfødsretsudvalget eller at genansøge om statsborger-

skab. Menneskerettighedskomitéen fandt således samlet, at Udlændinge-,

Integrations- og Boligministeriet havde handlet i strid med CCPR artikel 26.

Komitéen har anmodet om den danske stats opfølgende bemærkninger se-

nest den 29. maj 2023.

3.5. FN’s Racediskriminationskomité

FN’s Racediskriminationskomité fremkom med én udtalelse i en klagesag

mod Danmark i 2022, hvor der udtaltes kritik af Danmark.

Klagesagen

M.J. mod Danmark (62/2018)

vedrørte, om Rigsadvokatens be-

slutning om at stoppe efterforskningen af en straffesag om bl.a. racisme mod

den svenske kunstner, Dan Park, i forbindelse med udstillingen af hans vær-

ker i bl.a. Provianthuset i Folketinget i 2014 var i strid med FN's Konvention

om Afskaffelse af Alle Former for Racediskriminations artikel 4 (a) om bl.a.

krav om kriminalisering af udbredelse af idéer, der hviler på racemæssig

overlegenhed eller racehad, læst sammen med artikel 6 (retten til effektiv

beskyttelse og retsmidler imod racediskriminerende handlinger), ved ikke at

have sikret en effektiv reaktion imod racistisk hadtale.

Kunstudstillingen, der bl.a. var arrangeret af Dansk Folkeparti, indeholdt en

række kunstværker, som Dan Park var blevet dømt for efter den svenske

racismeparagraf i forbindelse med udstilling af værkerne i Sverige. Ved den

danske udstilling blev kunstværkerne udstillet med en forklarende tekst,

som bl.a. beskrev baggrunden for og kunstnerens formål med værket. I for-

bindelse med udstillingen kunne genoptryk af værkerne købes.

Side 21/24

Statsadvokaten indstillede den 26. januar 2017 efterforskningen af Dan

Park. Den 29. marts 2017 tiltrådte Rigsadvokaten dette, og fandt at efter-

forskningen mod Dan Park ikke skulle genoptages, med begrundelsen om,

at udstillingsarrangørerne havde forklaret, at formålet med udstillingen af

værkerne var at skabe debat om ytringsfrihedens grænser, hvilket Rigsad-

vokaten fandt også blev understøttet af de forklarende tekster til de udstil-

lede værker. Der blev endvidere henvist til Den Europæiske Menneskeret-

tighedskonventions artikel 10 (retten til ytringsfrihed), hvorved bl.a. sam-

fundsdebattørers og kunstneres ret til ytringsfrihed skal fortolkes udvidende.

Racediskriminationskomitéen fandt i sin udtalelse af 2. december 2022 ind-

ledningsvist, at påstanden om krænkelse af retten til effektive retsmidler i

henhold til artikel 6 i CERD var åbenbart grundløs.

Herefter fandt Racediskriminationskomitéen, at de fremviste værker ud-

gjorde racistisk hadtale. Udstillingen havde – efter Komitéens opfattelse –

ikke alene til formål at sætte fokus på ytringsfrihedens grænser. Udstillingen

havde også til formål at udbrede værkerne og deres racistiske indhold, idet

genoptryk af værkerne kunne købes i forbindelse med udstillingen. Komi-

téen bemærkede endvidere, at den forklarende tekst til værkerne ikke tog

afstand fra værkernes racistiske indhold.

Som følge heraf fandt Komitéen, at Rigsadvokatens indstilling af efterforsk-

ningen var i strid med CERD’s artikel 4(a) læst sammen med artikel 6, idet

der ikke havde foreligget en tilstrækkelig proportional effektiv reaktion fra

Danmark henset til at værkerne udgjorde racistisk hadtale uagtet, at Rigsad-

vokaten måtte anses for at have foretaget en grundig vurdering af, hvorvidt

udstillingen af værkerne udgjorde en strafbar handling.

Komitéen har anmodet om den danske stats opfølgende bemærkninger se-

nest den 16. marts 2023.

3.6. FN’s Børnekomité

FN’s Børnekomité fremkom med to udtalelser mod Danmark i 2022, hvor

der blev udtalt kritik af Danmark.

Klagesagen

S.S.F. S.M.F. mod Danmark (96/2019)

vedrørte, om udsendel-

sen af en somalisk kvinde og hendes mindreårige datter var i strid med FN’s

Børnekonventions (CRC) artikel 3 (pligten til at lade hensynet til barnets

Side 22/24

tarv komme i første række) og artikel 19 (pligten til at beskytte barnet mod

mishandling), idet klager påstod, at udsendelse til Somalia ville udsætte hen-

des datter for risiko for tvangsmæssig omskæring.

Flygtningenævnet gav den 28. maj 2019 klager og hendes datter afslag på

asyl med begrundelsen om, at klageren ikke havde påvist, at der forelå en

reel risiko for, at datteren ville blive udsat for tvangsmæssig omskæring,

hvis udsendt til Somalia.

I sin udtalelse af 27. maj 2022 fandt Børnekomitéen, at den danske stats

vurdering af klagers evne til at beskytte sin datter var mangelfuld, da myn-

dighederne ikke havde vurderet, hvordan moderen ville kunne modsætte sig

omskæringen af sin datter i den konkrete situation. Derudover fandt komi-

téen det mangelfuldt, at den danske stat havde undladt at inddrage princippet

om barnets tarv ved vurderingen af den påståede risiko for, at datteren ville

blive udsat for omskæring, hvis hun blev udsendt til Somalia. Hertil anførte

komitéen, at barnets rettigheder ikke må være afhængig af moderens evne

til at modstå kulturelt pres, og at staten skal anvende et forsigtighedsprincip

ved vurderingen af, om datteren ville risikere omskæring. Børnekomitéen

fandt som følge heraf, at udsendelse af datteren ville udgøre en krænkelse

af CRC artikel 3 og 19, da der forelå en risiko for tvangsmæssig omskæring

af hende.

Flygtningenævnet genoptog på den baggrund den 8. juli 2022 sagen. Den

28. september 2022 blev klager og klagers datter meddelt opholdstilladelse

i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.

Klagesagen

S.K. mod Danmark (99/2019)

vedrørte, hvorvidt udsendelsen af

en indisk klager og dennes mindreårige datter var i strid med datterens ret-

tigheder efter CRC artikel 3 (pligten til at lade hensynet til barnets tarv

komme i første række), artikel 6 (børns ret til livet), artikel 22 (pligten til at

yde passende beskyttelse og humanitær bistand til flygtningebørn), og 37(a)

(forbud mod tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende

behandling af børn).

Klager havde i sagen for Flygtningenævnet anført, at hun bl.a. frygtede, at

hun ved udsendelse til Indien ville blive slået ihjel af sin ægtefælle, at dat-

teren ville blive tvunget ud i børneprostitution, og at klager og klagers datter

ville blive udsat for fysisk vold af klagers forældre, idet klager havde giftet

sig mod deres vilje.

Side 23/24

Flygtningenævnet gav den 19. juni 2019 klager og klagers datter afslag på

asyl med den begrundelse, at klager ikke havde påvist, at der forelå en reel

risiko for, at klager og klagers datter ville blive udsat for vold ved udsen-

delse til Indien.

I sin udtalelse af 1. juni 2022 fandt Børnekomitéen, at den danske stat ikke

i tilstrækkelig grad havde inddraget barnets tarv i vurderingen af klager og

klagers datters asylansøgning, og at den danske stat dermed havde undladt

at beskytte klager mod en reel risiko for uoprettelig skade ved at sende hende

og hendes datter tilbage til Indien. Børnekomitéen fandt således, at udsen-

delse af klager og klagers datter ville udgøre en krænkelse af datterens ret-

tigheder i strid med CRC artikel 3, 6, 22 og 37(a).

Flygtningenævnet genoptog på den baggrund den 20. juli 2022 sagen. Den

9. september 2022 blev klager og dennes datter meddelt opholdstilladelse i

medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.

Side 24/24