Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del Bilag 603
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Den 3. oktober 2023
Sagsnummer: 2021-1298
MIM 114-23
./.
Vedlagt fremsendes til udvalgets orientering om udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning
2023/1497 af dd.mm.2023 om fornyet godkendelse af aktivstoffet glyphosat, jf. Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, og om ændring af
bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (Komitésag)
Forslaget forventes sat til afstemning i den stående komité for planter, dyr, fødevarer og foder den 12. og 13.
oktober 2023.
Forslaget om fornyelse vil umiddelbart påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark neutralt, da aktivstoffet
allerede er godkendt i EU, og der er godkendte produkter med stoffet i Danmark.
Kommissionen lægger i deres forslag op til en fornyelse i 10 år og en række forholdsregler, som
medlemslandene skal iagttage angående en enkelt urenhed, rester i fødevarer, vandplanter,
hjælpestoffer i produkterne og biodiversitet, herunder bufferzoner til natur og vandløb.
Regeringen støtter disse forholdsregler. Desuden lægger Kommissionen vægt på, at anvendelse
til nedvisning af afgrøder før høst er i strid med god landbrugsmæssig praksis, og disse
anvendelser bør begrænses i medlemslandene. Regeringen er enig i dette, og i Danmark er
anvendelse til nedvisning af afgrøder til konsum og foder allerede forbudt. Regeringen agter at
støtte Kommissionens forslag om fornyet godkendelse af glyphosat, med de yderligere
forholdsregler og forbud mod anvendelse til nedvisning inden høst. Det vil indebære en
nedbringelse af anvendelsen af glyphosat i EU, men vil fortsat muliggøre pløjefri dyrkning.
Pløjefri dyrkning er klima- og miljømæssigt hensigtsmæssigt, da det nedbringer CO2 og
kvælstofudvaskningen væsentligt. Regeringen finder det endvidere væsentligt, at anvendelse på
befæstede arealer med visse undtagelser skal være forbudt, jf. det danske forbud, og at salg til
private af koncentrerede midler, der indeholder glyphosat forbydes, ligesom det allerede er i
Danmark.
Med venlig hilsen
Magnus Heunicke
/
Henrik Hedeman Olsen
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1212 København K Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected]
•
www.mim..dk