Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del Bilag 583
Offentligt
Nyborg den 13. september 2023
Åbent brev til Miljøminister Magnus Heunicke
Ang. giftgrunden Lynfrosten og sundhedskadelige gener fra byggeriet der.
Kære Miljøminister Magnus Heunicke
Jeg er som formand for Foreningen Tjæren på Lynfrosten og andre giftgrunde i Danmark nødt til at
henvende mig direkte til dig.
Måske har du hørt om giftgrunden Lynfrosten, der ligger på adressen Storebæltsvej 10, 5800 Nyborg.
Der har været flere undersøgelser af både grunden og af dens omfattende forureningsfane, som begge
ligger i den gamle Strandeng Svanedammen tæt på Storebælt og Nyborg Fjord.
Det er en af Danmarks største giftgrunde og bliver betegnet som et giftdepot. Det stammer fra den gamle
kemifabrik Tjærekompagniet, der nedbrændte i 1969.
Året efter i 1970 blev frysehuset Lynfrosten bygget direkte oven på brandtomten, og oven på de
nedgravede gifttromler og giftbassiner, der stadig ligger spredt på hele grunden. Nogle er ved
undersøgelser fundet, andre er det ikke, da frysehusets bygninger indtil nu har forhindret undersøgelser
under fundamenterne.
Bygningerne er nu revet ned
–
og igennem de sidste par måneders nedbrydningsarbejde, er der kommet
kontakt til både kendte og ukendte giftige hotspots i jorden med store luft- og lugtgener til følge for
omgivelserne.
Der har været indsendt mange klager og bekymringsskrivelser til kommunen, der har tilsynspligten
–
ikke
mindst fra de nærmeste naboer til nedbrydningspladsen. Kommunen erkender ganske vist, at der er lugt-
og luftgener, men henholder sig til, at de et par gange om ugen kommer på tilsyn, og at alt ser ud til at
foregå efter bogen. Den bog må være meget lemfældig, når naboer og andre oplever så stort ubehag - ind i
mellem med hovedpine og kvalme.
Nedbrydningsfirmaet P. Olesen har også fået flere straksforbud af arbejdstilsynet efter anmeldelse fra 3F
Østfyn.
Det helt store problem er, at det er lovligt at bygge butikker på giftgrunden, selvom det ikke på denne
V2grund er lovligt at bygge boliger og institutioner uden forudgående oprensning.
Jordforureningsloven tillader erhvervsbyggeri uden oprensning - selv om det er blødt erhverv, der er at
sammenligne med arbejdsforhold på en institution. Loven burde ændres på det her område, så der skal
renses op først.
Selv kommunens beslutning om at fritage bygherre for VVMpligt er tilsyneladende lovlig, selvom det
betyder, at ingen har styr på, hvad der er sket med udsivningen under den voldsomme nedrivningsproces,
hvor der som nævnt har været mange kemiske lugtgener. Det betyder også, at der ikke er styr på, hvad der
yderligere vil ske med udsivningen, nu hvor piloteringen med 3000 piloteringspæle er gået i gang.
Allerede nu i de første dage af piloteringen oplever naboer, forbipasserende og kunder i butikkerne over for
Lynfrosten de voldsomste lugtgener fra forureningen. Lugten stammer fra de massive kemiaffaldsdepoter
på grunden, der nu får banket piloteringspæle direkte ned, hvor forureningen ligger mere eller mindre
koncentreret - tæt på eller dybere under jordoverfladen.
Det vi oplever er, at giften / den kemiske stank nu hænger i luften - og vi kan antage, at der er kommet
turbo på udsivningen i undergrunden, som selv i de tidligere utilstrækkelige undersøgelser er tæt på
Storebælt.