Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del Bilag 55
Offentligt
Foreningen ”Stop vanrøgt af dyr bag hegn” har den 13. januar 2023, via advokat Per Justesen,
indgivet anmeldelse af Naturstyrelsen (under Miljøministeriet) og Landbrugsstyrelsen (under
Fødevareministeriet) til National enhed for Særlig Kriminalitet, for mangeårig omgåelse og svig
med EU's landbrugsstøtte.
I et lukket ministerielt kredsløb har Naturstyrelsen i årevis ansøgt og fået bevilget millioner af uberettigede
EU støttekroner, som Landbrugsstyrelsen, der er forvaltningsorgan for EU-tilskud, beredvilligt har udbetalt,
velvidende at det var svig.
Pengene er brugt på ideologisk og eksperimentel naturforvaltning med statsgodkendt vanrøgt og udsultning
af husdyr bag hegn.
Denne forvaltningsform, der strider mod både Danmarks og EU's lovgivning, har afstedkommet ufattelige
lidelser for dyrene i Naturstyrelsens varetægt bl.a. i Mols Bjerge, i Fussingø og for bisonerne på Bornholm.
Siden 2005 har Landbrugsstyrelsen vidst, hvordan nogle landbrugere, ved at splitte deres bedrift op i flere
selskaber med hvert sit CVR-nr., har kunnet omgå EU's støtteloft ved at søge støtte på hvert CVR-nr.og
derved indkassere flere penge end de var berettiget til.
En bedrift med ét CVR-nr. = 5 mio. kr. En bedrift splittet op i tre enheder med hvert sit CVR-nr. =15 mio.kr.
1. april 2005 blev Naturstyrelsen splittet op i 17 særskilte enheder med hvert sit CVR-nr. og har efter-
følgende søgt og modtaget landbrugsstøtte på samtlige CVR-numre i stedet for på ét, som loven siger.
I 2020 modtog Naturstyrelsen 27.701.462 mio. kr. fordelt på i alt 18 CVR-numre, hvoraf 17 blev oprettet i
2005 og et i 2010. (Bilag 3)
I 2021 modtog Naturstyrelsen 53.932.501 mio. kr. fordelt på i alt 16 CVR-numre, hvoraf 15 blev oprettet i
2005 og et i 2010.
Disse tal er fremskaffet af Foreningen via Landbrugets støtteoplysninger.(Bilag 3)
Som følge af, at Rigsrevisionen i 2020 opdagede Naturstyrelsens kunstige opsplitning, erkender
Landbrugsstyrelsen at der er sket en administrativ fejl, da alle ansøgningerne fra Naturstyrelsen burde have
været sagsbehandlet som én ansøgning.
Trods gentagne advarsler og skarp kritik fra Stats- og Rigsrevisionen, har Landbrugsstyrelsen i årevis bevidst
undladt af kontrollere tilskudsmodtagernes bagvedliggende ejerforhold, som EU og de nationale regler
kræver, og i stedet administreret efter CVR-numre, hvilket bl.a. Naturstyrelsen har nydt særdeles godt af.
I Foreningens anmeldelse lægger vi ikke skjul på, at vi betragter det tætte samarbejde mellem
Naturstyrelsens ansøgninger og Landbrugsstyrelsens udbetalinger som organiseret, økonomisk svig med
EU- midler.
”Stop vanrøgt af dyr bag hegn”
’Svig’ er den betegnelse, EU-kommissionen bruger om bevidst misbrug af EU-midler.
Svig defineres i denne sammenhæng som en forsætlig handling, der påvirker retten til støtte eller omfanget af
støtte. Det kan være ukorrekte erklæringer eller dokumenter, tilsidesættelse af en oplysningspligt eller
anvendelse af midler eller investeringer til andet formål, end de var bevilget til.
-Landbrugsstyrelsen-