MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 530: Afrapporteringen fra den tværministerielle arbejdsgruppe om udenlandsk ejerskab af landbrugsejendomme

Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del Bilag 530
Offentligt

Arbejdsgruppen om udenlandsk ejerskab af landbrugsejendomme

Den 12. juli 2023

Udenlandsk ejerskab af landbrugsejendomme

1. Arbejdsgruppens baggrund

Folketinget behandlede den 12. maj 2020 beslutningsforslag B 268 (af Torsten Gejl (Alt.)) om at justere

jordlove så udenlandske kapitalfondes indflydelse mindskes. Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

”Folketinget pålægger

regeringen inden udgangen af folketingsåret 2021-2022 at fremsætte et lov-

forslag, der genetablerer kravet om, at en uddannet danske landmand skal have bestemmende indfly-

delse på en gård, som ejes af eksempelvis en udenlandsk kapitalfond. Desuden skal der i lovforslaget

sættes et loft på 375 ha over, hvor meget jord en enkeltperson eller et enkelt selskab må eje.”

Miljø- og fødevareudvalget afgav den 17. juni 2020 beretning over beslutningsforslaget. Det fremgår af be-

retningen, at:

”Et mindretal i udvalget (S, SF, EL, ALT og Susanne Zimmer (UFG)) anerkender at ministeren for føde-

varer, landbrug og fiskeri har tilkendegivet at ville etablere en tværministeriel arbejdsgruppe, der skal

skabe overblik over gældende regler

–

nationale og internationale

–

for handel med landbrugsejen-

domme, og at arbejdsgruppen skal have særligt fokus på, og identificere eventuelle handlemuligheder

og behov for disse i forhold til opkøb af landbrugsjord af udenlandske personer og selskaber. Mindre-

tallet noterer, at ministeren forventer at en rapport fra arbejdsgruppen foreligger i første halvår af

2022, og at rapporten vil blive sendt til Miljø-

og fødevareudvalget. [….]”

På baggrund heraf nedsatte ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri i oktober 2021 nærværende ar-

bejdsgruppe med følgende kommissorium:

”I forlængelse af fødevareministerens tilkendegivelse i forbindelse med Folketingets behandling af

beslutningsforslag B 268 (om at justere jordlove, så udenlandske kapitalfondes indflydelse mindskes)

og under henvisning til Miljø- og Fødevareudvalgets beretning vedr. B 268 af 17. juni 2021 nedsættes

en tværministeriel arbejdsgruppe.

Arbejdsgruppen skal beskrive og skabe overblik over gældende regler

–

nationale og internationale

–

for handel med landbrugsejendomme. Arbejdsgruppen skal have særligt fokus på og identificere even-

tuelle handlemuligheder og behov i forhold til udenlandske personers eller selskabers opkøb af land-

brugsjord eller landbrugsejendomme.

Arbejdsgruppen kan indhente ekstern viden.”

Side

MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 530: Afrapporteringen fra den tværministerielle arbejdsgruppe om udenlandsk ejerskab af landbrugsejendomme

Arbejdsgruppen ledes af enhedschef Lars Kolze, Landbrugsstyrelsen, og har endvidere deltagelse fra

Erhvervsministeriet, Justitsministeriet, Udenrigsministeriet og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og

Fiskeris departement.

Arbejdsgruppens rapport skal foreligge i løbet af første halvår af 2022. Arbejdsgruppen afleverer en

status for arbejdet pr. 1. januar 2022.

Landbrugsstyrelsen er sekretariat for arbejdsgruppen.”

Arbejdsgruppens arbejde er blevet forsinket i forhold til den forudsatte afleveringsfrist, idet dele af materi-

alet har vist sig vanskeligere at indhente og verificere end umiddelbart antaget, ligesom arbejdsgruppens

arbejde har været stillet i bero i en periode på grund af udskrivelsen af nyvalg til folketinget.

2. Arbejdsgruppen

Arbejdsgruppen har haft deltagelse fra Erhvervsministeriet, Justitsministeriet, Udenrigsministeriet og Mini-

steriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Arbejdsgruppens formand har været enhedschef Lars Kolze, Jura, Landbrugsstyrelsen.

Arbejdsgruppens sekretariat er blevet varetaget Landbrugsstyrelsen.

Arbejdsgruppen har afholdt 5 møder.

3. Oplysninger om de gældende ejerstrukturer i dansk landbrug

3.1. Selskabseje

Landbrugets struktur og økonomi blev analyseret i 2021 af en ekspertgruppe med fokus på landbrugets

økonomi. Ekspertgruppen anfører i sin rapport

, at

”Landbruget er karakteriseret ved en strukturudvikling med færre, men større og mere specialiserede

bedrifter. Denne udvikling øger overordnet behovet for kapital på grund af større jordtilliggende og

koncentration af de animalske produktionsanlæg. Den gennemsnitlige heltidsbedrift havde i 2019 akti-

ver i selveje for ca. 41 mio. kr. og den gennemsnitlige egenkapital udgjorde 10 mio. kr. Derudover om-

fatter heltidsbedriften tilforpagtede aktiver med en værdi på 10 mio. kr.

Antallet af heltidsbedrifter er faldet med ca. 30 % i de seneste 10 år fra 12.400 bedrifter i 2010 til

8.800 bedrifter i 2019. Konsolideringen er stærkest inden for konventionel husdyrproduktion med en

reduktion på ca. 35 pct. for mælkeproducenter og ca. 40 pct. for griseproducenter de seneste 10 år.

SEGES har vurderet, at antallet af heltidsbedrifter vil falde yderligere til ca. 7.400 i 2025, dvs. op mod

16 pct. færre heltidsbedrifter i forhold til 2019.”

Selvejet har historisk været den dominerende ejerform i dansk landbrug. Det er det fortsat, idet ca. 88 pro-

cent af arealet er personligt ejet, hvortil kommer ca. 8 procent der er ejet i I/S form, medens ca. 4 procent

er ejet i selskabsformer som A/S, ApS m.v.

Ekspertgruppe med fokus på landbrugets økonomi, maj 2021, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Strukturudvikling i dansk landbrug 2018-2025, SEGES 2019. Som følge af nedslagningen af mink i efteråret 2020 vur-

derer Landbrug & Fødevarer, at antallet af heltidsbedrifter vil være reduceret med yderligere 400 bedrifter i 2025.

Side

MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 530: Afrapporteringen fra den tværministerielle arbejdsgruppe om udenlandsk ejerskab af landbrugsejendomme

Ejerskab gennem selskabskonstruktioner er dog forholdsmæssigt mere udbredt blandt heltidsbedrifterne,

end det er tilfældet blandt de mindre ejendomme, der primært anvendes til beboelses- eller hobbyformål.

”Godt 12 procent af alle landbrug med mere end 200 ha er selskabsejede. Når det gælder de store

so-

og slagtesvineejendomme er det henholdsvis 28 og 37 pct., der er selskabsejet. Selskabseje er også

relativt udbredt blandt landbrug med et lille areal, hvilket skyldes, at gartneriejendomme og pels-

farme, som typisk har et mindre arealtilliggende,

også indgår i statistikkerne.”

I 2019 er der således ud fra Danmarks Statistiks branchekoder identificeret 305 landbrugsaktive aktieselska-

ber og 1185 landbrugsaktive anpartsselskaber. Ved landbrugsaktive forstås, at disse selskaber har angivet

landbrug som deres hovedaktivitet. Disse selskaber kan dog både være rene driftsselskaber og selskaber,

der ejer landbrugsejendomme.

En meget stor del af disse selskaber har en enkelt person som enten eneejer eller majoritetsejer.

3.2. Udenlandsk eje og registrering heraf

Landbrugsstyrelsen, der varetager administrationen af Landbrugsloven, jf. lbk. nr. 116 af 6. februar 2020,

foretager i forbindelse med administrationen heraf ikke nogen registrering af ejerforholdene i danske land-

brug. Der eksisterer således ikke nogen samlet registrering af ejere af landbrugsejendomme i Danmark ba-

seret på ejerform eller ejerens nationalitet.

Fødevareministeriet har derfor anmodet Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Univer-

sitet, om ud fra tilgængelige statistiske data at udarbejde en opdateret statistik over omfanget af uden-

landsk ejerskab af landbrug og landbrugsjord i Danmark.

Undersøgelsen er foretaget på basis af grunddata

fra Danmarks Statistik og er en opdatering af en tidligere tilsvarende undersøgelse fra 2021.

Det skal understreges, at undersøgelsen er en syntese baseret på udtræk og bearbejdning af data fra en

række forskellige registre i Danmarks Statistik. Der er derfor en vis usikkerhed i opgørelsen, som også re-

flekteres i undersøgelsens konklusioner, som angivet nedenfor.

Det konkluderes i undersøgelsen, at:

”Samlet set var der i 2019 mellem 65.070 ha og 148.813 ha GLR-areal ejet af udlændinge […] På lig-

nende vis var der i 2020 mellem 63.342 og 155.713 ha GLR-areal

ejet af udlændinge […].

Vurderingen er, at de fleste ejere (måske 75 procent) med ukendt organisering, ukendt statsborger-

skab og ukendt bopælsland er udenlandske, medens en del (måske 50 procent) af dem, som er organi-

seret som A/S eller ApS, men med ukendt statsborgerskab og ukendt bopælsland er udlændinge. Det

vurderes dog, at dem der er organiseret i A/S eller

ApS og er bosat eller formodet bosat i Danmark er

danske. Med disse forudsætninger, så er GLR-arealet ejet af udlændinge steget fra 79.816 ha i 2019 til

81.940 ha i 2020.

Henning Otte Hansen i Tidsskrift for Landøkonomi nr. 1/2021

Ibid.

Olsen, Jakob V. (2022) Udenlandske ejere af landbrug og landbrugsjord i Danmark. IFRO udredning nr. 2022/1.

Olsen, Jakob V. og Michael F Pedersen (2021) Udenlandske ejere af landbrug og landbrugsjord i Danmark. IFRO Ud-

redning nr. 2021/7.

Side

MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 530: Afrapporteringen fra den tværministerielle arbejdsgruppe om udenlandsk ejerskab af landbrugsejendomme

Heraf vedrører de 51.274 ha GLR-areal i 2020 landmænd bosat i Danmark, hvor vi vurderer, at en stor

andel af disse driver landbrug i selveje på lignende vis som danske landmænd. Det er i øvrigt en etab-

leringsform, der ikke er blevet påvirket af liberaliseringerne af landbrugsloven, og som også forekom i

1990’erne. Der vil i tillæg til disse sandsynligvis være landmænd med udenlandsk oprindelse, som har

valgt at blive danske statsborgere, da de alligevel er fuldt integreret i det danske samfund.

Samlet set svarer det til, at ca. 2,8 pct. i 2019 og 2,9 pct. i 2020 af den privatejede landbrugsjord i Dan-

mark er ejet af udlændinge, heraf er ejerne af de 1,8 procentpoint i 2020 dog bosat i Danmark.

Dermed er ca. 1 pct. af den danske privatejede landbrugsjord ejet af udenlandske investorer bosat i

udlandet. Det nedre og øvre interval svarer til 0,4

til 1,4

pct. af jorden som er er ejet af udenlandske

investorer bosat i udlandet Denne investering kan betegnes som foreign direct investments i land-

brugsjord i Danmark.”

Det skal dog bemærkes, at arbejdsgruppen er opmærksom på, at generationsskifterne synes at være gået

langsommere i perioden siden finanskrisen med den konsekvens, at gennemsnitsalderen for danske land-

mænd er steget fra 49,8 år i 2010 til 53,6 år i 2020. I 2020 var halvdelen af danske landmænd således over

55 år, medens ca. 15 pct. var over 65 år

Der må derfor af helt naturlige årsager forventes et øget tempo i generationsskiftet inden for en overskue-

lig fremtid, hvorved et større antal bedrifter vil blive udbudt til salg, herunder mange store fuldtidsbedrif-

ter.

Dette vil kunne forrykke billedet i forhold til den udvikling, der har kunnet konstateres indtil nu, idet disse

ejendomme på grund af deres størrelse og dermed pris kun vanskeligt vil kunne erhverves i personligt eje af

yngre, nyetablerede landmænd, der næsten udelukkende vil skulle basere sig på lånefinansiering.

4. Landbrugets økonomi

4.1. Generel økonomi

Landbruget er som erhvervsgren præget af en række særlige risici og produktionsvilkår på både input- og

outputsiden, som kombineret med den naturgivne driftscyklus gør, at den enkelte landbruger kun i meget

begrænset omfang kan tilpasse sin produktion til bratte ændringer i efterspørgslen, og dermed gardere sig

imod disse. Derudover betyder landbrugets store kapitalapparat i form af jord, maskiner og staldanlæg, der

altovervejende er lånefinansieret, at man er meget afhængig af renteudviklingen.

Samlet betyder dette, at landbruget som helhed præges af lav indtjening og en høj gældsprocent.

Om landbrugets indtjening anfører Ekspertgruppen med fokus på landbrugets økonomi

således i sin af-

rapportering, at

”Selvom landbruget har haft indtjeningsfremgang i 2019, er det generelle billede, at landbrugsbedrif-

terne som helhed har haft svært ved at skabe overskud efter ejeraflønning, og dermed tjene penge på

bedriften. […]

Kendt udenlandsk ejet areal minus areal ejet af udlændinge bosat i Danmark.

Potentielt udenlandsk ejet areal minus areal ejet af udlændinge bosat i Danmark og areal ejet af udlændinge formodet

bosat i Danmark.

Danmarks Statistik, DST Analyse 2022:9, Portræt af danske landmænd.

Ekspertgruppe med fokus på landbrugets økonomi, maj 2021, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Side

MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 530: Afrapporteringen fra den tværministerielle arbejdsgruppe om udenlandsk ejerskab af landbrugsejendomme

Landbruget er karakteriseret ved udsving i indtjeningen som følge af svingende afregningspriser. Det

gælder både for erhvervet som helhed og for de enkelte driftsgrene. Udsvingene i afregningspriserne

ses som udsving i produktionsværdien. I de seneste 10 år har produktionsværdien varieret mellem 68

mia. kr. og 87 mia. kr., mens forbruget i produktionen har været nogenlunde konstant. Som en følge

heraf, har der været udsving i sektorens samlede indkomst […]

Derudover har det været svært for jordbruget som helhed at generere tilstrækkelig med indkomst til

at aflønne både brugerfamilien og forrente egenkapitalen […] Det er således kun i årene 2012, 2013,

2014, 2017 og 2019, at der har været et positivt overskud efter aflønning af brugerfamilien, som kan

anvendes til at forrente egenkapitalen.”

Om landbrugets gælds- og finansieringsforhold anfører ekspertgruppen, at:

”Bankernes og realkreditinstitutternes samlede udlån og garantier til landbruget var ultimo 2019 ca.

345 mia. kr. fordelt på 76 mia. kr. fra pengeinstitutter og 269 mia. kr. fra realkreditinstitutter

[…]

Heltidsbedrifternes gæld er ca. 235 mia. kr. ultimo 2019. Realkreditgælden udgør ca. 73 pct. af denne

gæld. Landbrugets gæld steg særligt i årene op til finanskrisen som følge af et højt investeringsniveau

og stigende jordpriser.

Omkring 80 pct. af realkreditinstitutternes udlån til landbrug er variabelt forrentet, og cirka halvdelen

af disse er afdragsfrie. Det betyder, at landbrugets økonomi i høj grad påvirkes af rentestigninger.

Samtidigt har landbruget med valget af variabelt forrentede lån kunnet drage fordel af det lave rente-

niveau igennem en årrække. Det lave renteniveau har medvirket til en betydelig besparelse i årene

med lavt renteniveau.

Samtidigt har en stor del af bedrifterne vanskeligt ved at afvikle gælden. Dette understreges af, at

både pengeinstitutternes og realkreditinstitutternes afskrivninger steg efter finanskrisen og fortsat

ligger på et højt niveau. Pengeinstitutternes afskrivninger har været på et markant højere niveau end

realkreditinstitutternes afskrivninger, da de står for den mere usikre del af lånene. Andelen af såkaldte

misligholdte lån eller non-performing lån (NPL) for udlån til landbruget i pengeinstitutter er 22 pct.,

hvilket er højere end nogen anden branche [..]

Årsagen til, at landbruget har en høj andel NPL kan findes i, at mange bedrifter har en uholdbar øko-

nomi i form af høj gæld og lav indtjening. SEGES vurderer, at 12 pct. af bedrifterne har en uholdbar

økonomi i form af høj gæld (gældsprocent over 70 pct.) og negativ indtjening. Derudover har 17 pct. af

bedrifterne negativ indtjening, men med lavere gæld. Københavns Universitet har tidligere vurderet,

at ca. 10 pct. af bedrifterne er insolvente, dvs. med en gældsprocent over 100.”

4.2. Investeringskilder

Strukturudviklingen mod stadigt færre og dermed større bedrifter medfører et øget behov for kapital på

grund af større jordtilliggender og koncentration af de animalske produktionsanlæg. Den gennemsnitlige

heltidsbedrift havde i 2019 aktiver i selveje for ca. 41 mio. kr. og en gennemsnitlig egenkapital på 10 mio.

kr.

Ekspertgruppen med fokus på landbrugets økonomi anfører at:

”Som følge af strukturudviklingen er dansk landbrug karakteriseret ved et stort kapitalapparat med

store investeringer i jord, bygninger og inventar/maskiner. Løbende investeringer i udvikling og vedli-

Side

MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 530: Afrapporteringen fra den tværministerielle arbejdsgruppe om udenlandsk ejerskab af landbrugsejendomme

geholdelse af produktionsapparatet er en vigtig forudsætning for fastholdelse af produktivitetsfrem-

gang og konkurrenceevne. På trods af dette har der siden finanskrisen været negative nettoinvesterin-

ger […].

Der kan være flere årsager til, at investeringerne har stabiliseret sig i dette niveau. Mange landmænd

har relativt høj gæld, og det kan derfor være vanskeligt for disse landmænd at få lån til nye investerin-

ger. Derudover kan der være usikkerhed om investeringernes afkast, og i sammenhæng med en gene-

relt lav forrentning i landbruget og bankernes skærpede investeringspraksis siden finanskrisen kan det

være svært at fremskaffe en overbevisende og positiv businesscase.”

For landbrugsvirksomheder i personligt eje gælder endvidere, at generationsskifter udløser et betydeligt

kapitalbehov, idet sælger tager sin friværdi med, hvorfor køber som oftest vil skulle refinansiere denne sum

ud over at overtage eller refinansiere den indestående gæld i ejendommen.

I det omfang landbrugerne ikke kan dække kapitalbehovet til erhvervelse af eller investeringer i personligt

ejede landbrugsbedrifter gennem opsparet egenkapital, løbende indtjening eller lånoptagelse, vil det såle-

des være nødvendigt at tilføre ekstra ekstern egenkapital.

Ekspertgruppen konstaterer således, at en af hovedudfordringerne for landbrugserhvervet er, at:

”Mange landbrugsvirksomheder er i dag baseret på selveje, der i dag er udfordret af et stort kapital-

behov for løbende investeringer og høje kapitalkrav i forbindelse med lån til etablering og udvidelse af

bedriften. Der er derfor behov for, at landbrugsvirksomheder i højere grad baseres på andre ejerfor-

mer.”

Ekspertgruppen med fokus på landbrugets økonomi

vurderer endvidere i sin afrapportering, at:

”Selvom selskaber fortsat

ejer en mindre del, har der i de seneste 25 år været en udvikling mod flere

selskaber. Konstruktionen i selskaber kan have flere fordele og kan formentlig ses i sammenhæng med

strukturudviklingen, hvor bedrifterne løbende bliver større, hvilket også sætter andre krav til indskud

af (egen)kapital. Her kan selskabsdannelsen være fordelagtig sammenlignet med enkeltmandsejet ud

fra flere aspekter. Dels kan risikoen i form af finansiel eksponering reduceres ved en selskabsdannelse

frem for et enkeltmandseje, hvor ejeren hæfter personligt, og dels kan det være lettere ved en sel-

skabsdannelse at tiltrække ekstern kapital og dermed give bedre mulighed for nye investeringer.”

Når omfanget af selskabseje med eksterne kapitalpartnere, jf. ovenfor under afsnit 3.1, alligevel er relativt

begrænset, kan dette ifølge arbejdsgruppen skyldes, at investeringer i landbrugsvirksomheder har nogle

særlige karakteristika:

”Det er ganske sandsynligt, at aktieselskaber de første mange år først og fremmest opstår som en

ejerform for nogle få interessenter, for eksempel arvinger, der ejer en større ejendom i fællesskab.

Virkningen af udvidet selskabsdrift vil så ikke være, at der kommer ny egenkapital til landbrugssekto-

ren, men at der ikke forsvinder så meget kapital ved et generationsskifte.

De børsnoterede selskaber vil måske først komme på længere sigt, når de familieejede landbrug er

blevet endnu større end i dag, og det herved bliver lettere at skabe et børsnoteret selskab af en vis

størrelse gennem sammenlægning af nogle få store

ejendomme.”

Ibid.

Professor Michael Møller, Institut for finansiering, CBS, i Tidsskrift for Landøkonomi nr. 1/2021

Side

MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 530: Afrapporteringen fra den tværministerielle arbejdsgruppe om udenlandsk ejerskab af landbrugsejendomme

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt landbrugsejendomme kan blive et investeringsobjekt for andre

end landmænd eller arvinger hertil, er der ifølge arbejdsgruppen en række faktorer, der vil kunne begrænse

interessen:

”Investorer vil foretrække

meget store landbrug, og de er der ikke endnu. Og fordi landbrug ikke har

de samme vækstpotentialer som så mange andre virksomheder, skal de børsnoterede landbrugssel-

skaber nok være meget store, for at der er efterspørgsel. Problemet er, at der ikke findes så store god-

ser, og der er betydelig risiko for, at det ikke kan betale sig at samle sådanne storgodser for derefter at

børsnotere dem. Det er besværligt og dyrt at samle et passende arronderet gods gennem opkøb, og

der er risiko for et betydeligt spild på grund af køb af bygninger, der ikke passer til behovet og den

optimale drift af et større landbrugsgods. Det besværliggøres yderligere af, at væksten skal ske gen-

nem opkøb af landbrug efter landbrug, og optimalt set i et bestemt geografisk område. Sælgerne vil

kende købers opkøbsønsker, og det fordyrer købet.

Aktieinvestorer, der vil investere i landbrug, vil sandsynligvis hellere investere i landbrug på ”ny jord”,

hvor der er store vidder. Det er mere fristende at købe 30.000 ha uden bygninger, og så bygge de byg-

ninger, der passer til den virksomhed, man vil drive, end det er at få en fornuftig drift ved at sammen-

lægge 100 landbrug af 300 ha, der hver har deres bygninger.”

5. De juridiske rammer for erhvervelse af landbrugsejendomme

Erhvervelse af landbrugsejendomme i Danmark reguleres af erhvervelseslovgivningen, der administreres af

Justitsministeriet, og landbrugsloven, der administreres af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Derudover skal reglerne for erhvervelse af landbrugsejendomme overholde bestemmelserne i Traktaten

om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) om fri bevægelighed og EØS-aftalen.

5.1. De relevante bestemmelser i TEUF

De relevante bestemmelser i TEUF i relation til udlændinges erhvervelse af landbrugsejendomme er reg-

lerne om den fri etableringsret i TEUF artikel 49 og kapitalens fri bevægelighed i TEUF artikel 63.

Hvilken bestemmelse, der er relevant, afhænger af, om investeringen sker med henblik på at etablere og

drive landbrugsvirksomhed eller ej. Hvis der er tale om erhvervelse af ejendommen med henblik på at etab-

lere og drive landbrugsvirksomhed (såkaldt ”aktiv”

investering), skal begrænsninger i denne ret bedømmes

efter TEUF artikel 49 om den fri etableringsret. En EU/EØS-borgers køb af en landbrugsejendom med hen-

blik på at drive landbrugsvirksomhed er forbundet med en kapitalbevægelse og er et nødvendigt supple-

ment til etableringsfriheden, jf. TEUF artikel 63 og artikel 40 i EØS-aftalen. Hvis der derimod er tale om er-

hvervelse i ren investeringsøjemed, dvs. uden

at jorden drives som landbrugsvirksomhed (såkaldt ”passiv

investering”), vil begrænsninger heri skulle bedømmes efter TEUF artikel 63 om kapitalens fri bevægelig-

hed. Der vil være tale om en passiv investering, hvis en landbrugsejendom erhverves med henblik på brak-

lægning.

De krav, der følger af disse to bestemmelser, gennemgås i det følgende:

Kapitalens fri bevægelighed i TEUF artikel 63

Ibid.

Side

MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 530: Afrapporteringen fra den tværministerielle arbejdsgruppe om udenlandsk ejerskab af landbrugsejendomme

”1. Inden for rammerne af bestemmelserne i dette kapitel er alle restriktioner for kapitalbevægelser mellem

medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande forbudt.

2. Inden for rammerne af bestemmelserne i dette kapitel er alle restriktioner for betalinger mellem med-

lemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande forbudt. ”

Bestemmelsen foreskriver således som udgangspunkt et forbud mod alle restriktioner for kapitalbevægel-

ser mellem medlemsstaterne

indbyrdes

og mellem medlemsstaterne og

tredjelande.

Bestemmelsen indeholder et forbud mod diskriminerende foranstaltninger over for andre medlemsstaters

statsborgere, jf. bl.a. C-302/97, Konle, hvor EU-Domstolen fastslog, at en østrigsk ordning, der fritog østrig-

ske statsborgere fra at indhente tilladelse til erhvervelse af visse typer af faste ejendomme, udgjorde en

diskriminerende begrænsning af kapitalbevægelserne mellem medlemsstaterne over for andre medlems-

staters statsborgere.

Restriktionsbegrebet fortolkes bredt i EU-Domstolens praksis og omfatter udover egentlige forbud og be-

grænsninger også foranstaltninger, der blot har bebyrdende karakter såsom tilladelseskrav, jf. ovennævnte

Konle-dom.

EU-Domstolen har specifikt fastslået, at kapitalbevægelser omfatter de transaktioner, hvorved udlændinge

foretager investeringer i fast ejendom på en medlemsstats område, og at der foreligger en restriktion, når

der er tale om en foranstaltning, som afholder en ikke-hjemmehørende person fra at foretage sådanne in-

vesteringer i en medlemsstat, jf. C-370/05 Festersen, præmis 23-24.

I denne sag har EU-Domstolen konkret forholdt sig til, hvornår en restriktion i retten til at erhverve en land-

brugsejendom kan anses som lovlig.

Sagen omhandlede den dagældende danske landbrugslovs krav om bopælspligt som betingelse for erhver-

velse af en mindre landbrugsejendom. Festersen, der var tysk statsborger, købte en landbrugsejendom,

men opfyldte ikke kravet om bopælspligt og blev af de danske myndigheder påbudt at afhænde ejendom-

men, medmindre han inden for en frist på seks måneder havde lovliggjort ejerforholdet ved enten at op-

hæve landbrugspligten eller tage bopæl på ejendommen.

Festersen gjorde som følge heraf gældende, at den i landbrugsloven fastsatte bopælspligt var i strid med

dels den fri etableringsret og dels kapitalens fri bevægelighed i den dagældende EF-traktat, som nu mod-

svares af TEUF artikel 49 og 63.

EU-Domstolen fastslog indledningsvist, at der er kapitalbevægelser forbundet med at gøre brug af retten til

at erhverve, udnytte og afhænde fast ejendom på en anden medlemsstats område, hvilken ret udgør et

nødvendigt supplement til etableringsfriheden, og valgte på den baggrund at undersøge bopælspligtens

lovlighed i lyset af denne bestemmelse.

EU-Domstolen udtalte i sagen, at en bopælspligt udgjorde en restriktion af de frie kapitalbevægelser, og

undersøgte herefter, om restriktionen var begrundet i et tvingende alment hensyn. Bopælspligten forfulgte

tre formål, nemlig dels et ønske om at ville bevare selvejet af landbrugsjord, som tilsigter at landbrugsejen-

domme overvejende bebos og drives af ejerne, dels at opretholde en fast bosiddende befolkning i landdi-

strikterne og endelig at fremme en fornuftig anvendelse af ledige arealer ved at bekæmpe presset på area-

lerne. Domstolen fastslog, at alle de nævnte formål udgør tvingende almene hensyn, jf. Festersen-dommen,

præmis 27 og 28.

Side

MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 530: Afrapporteringen fra den tværministerielle arbejdsgruppe om udenlandsk ejerskab af landbrugsejendomme

EU-Domstolen skulle dernæst tage stilling til, om bopælspligten kunne anses som proportional, dvs. egnet

og nødvendig til gennemførelsen af det påberåbte formål, jf. Festersen-dommen, præmis 29.

EU-Domstolen fandt efter en konkret vurdering, at kravet om bopæl som betingelse for erhvervelse af en

landbrugsejendom, ikke var egnet til at opfylde det påberåbte formål om at bevare den traditionelle selv-

ejedrift, idet kravet til selv at drive en landbrugsejendom ikke gjaldt for landbrugsejendomme på under 30

hektar (som Festersens ejendom), jf. dommens præmis 30. Videre fandt EU-Domstolen, at kravet heller

ikke opfyldte formålet om at opretholde en befolkning i landdistrikterne, idet kravet også gjaldt for land-

mænd, der allerede var bosiddende på en anden bedrift, jf. præmis 32.

Heraf kan udledes, at foranstaltninger, der forbyder eller begrænser købere fra andre medlemsstater i at

erhverve landbrugsejendom, skal hænge sammen med den angivne begrundelse herfor på en

systematisk

og sammenhængende

måde.

Det skal dog bemærkes, at denne praksis dog ikke gælder for Danmarks vedkommende i relation til de dan-

ske regler om erhvervelse af fast ejendom, når erhvervelsen ikke sker med henblik på at drive landbrugs-

ejendommen

og ejendommen blot skal ligge hen (såkaldt ”passiv” investering).

Det skyldes, at Danmark har

en særordning, hvorefter Danmark på trods af kapitalens fri bevægelighed kan opretholde den lovgivning

om erhvervelse af ejendomme, som var gældende den 1. november 1993 for så vidt angår ejendomme, der

ikke er helårsboliger. Ordningen er fastlagt i den danske sommerhusprotokol, der blev tilknyttet Maa-

stricht-traktaten af samme dato, jf. nærmere om protokollens betydning for erhvervelseslovgivningen ne-

denfor, afsnit 5.2.5.

EU-Domstolen gjorde det dog klart med Festersen-dommen, at sommerhusprotokollen alene omfatter

Justitsministeriets erhvervelseslovgivning, og at protokollen således ikke finder anvendelse på den øvrige

værnslovgivning, herunder landbrugsloven, jf. dommens præmis 46.

Er der tale om køb af landbrugsejendomme med henblik på at drive disse som landbrug, skal forholdet som

nævnt indledningsvist bedømmes efter TEUF artikel 49 om den fri etableringsret.

Den frie etableringsret i TEUF art. 49:

”Inden for rammerne af nedennævnte bestemmelser er der forbud mod restriktioner, som hindrer statsbor-

gere i en medlemsstat i frit at etablere sig på en anden medlemsstats område. Dette forbud omfatter også

hindringer for, at statsborgere i en medlemsstat, bosat på en medlemsstats område, opretter agenturer,

filialer eller datterselskaber.

Med forbehold af bestemmelserne i kapitlet vedrørende kapitalen indebærer etableringsfriheden adgang til

at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed samt til at oprette og lede virksomheder, herunder

navnlig selskaber i den i artikel 54 anførte betydning, på de vilkår, som i etableringslandets lovgivning er

fastsat for landets egne statsborgere.”

For så vidt angår personer og selskaber fra andre EU/EØS-lande følger det dog af den frie etableringsret,

som fastsat i henholdsvis TEUF, artikel 49 og artikel 31 i EØS-aftalen, at de som udgangspunkt har adgang til

at erhverve landbrugsejendom i Danmark med henblik på at etablere og drive landbrugsvirksomhed (så-

kaldte ”aktive” investeringer). I den forbindelse er det uden betydning, om det er ejeren selv, der driver jor-

den, eller om ejeren vælger at lade andre drive landbrugsejendommen ved udlejning eller bortforpagtning.

I disse tilfælde gælder der således ikke noget krav om tilladelse efter erhvervelseslovgivningen.

Side

MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 530: Afrapporteringen fra den tværministerielle arbejdsgruppe om udenlandsk ejerskab af landbrugsejendomme

TEUF artikel 49 gælder dog ikke, hvis der er tale om virksomhed, som varigt eller lejlighedsvist er forbundet

med udøvelse af offentlig myndighed, jf. TEUF, artikel 51. Endvidere følger det af TEUF, artikel 52, at der

kan fastsættes særlige regler for fremmede statsborgeres etablering, såfremt dette er begrundet i hensynet

til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed.

Disse traktatfæstede undtagelser fremstår dog ikke umiddelbart relevante med hensyn til at begrunde be-

grænsninger i udenlandske ejeres opkøb af landbrugsejendomme.

I medfør af EU-Domstolens praksis kan restriktioner af reglerne om fri bevægelighed, herunder den fri etab-

leringsret også begrundes i tvingende almene hensyn, hvis der foreligger en national regel, der gælder uden

forskel, og som er proportional, dvs. er egnet og nødvendig til gennemførelsen af det påberåbte hensyn.

I den forbindelse kan der f.eks. henvises til de forende sager C-159/12- C-161/12, Venturini m.fl.

Enhver restriktion i den fri etableringsret kan således kun tillades på betingelse af, at den forfølger et tvin-

gende alment hensyn, at den anvendes på en ikke-diskriminerende måde, og at den er i overensstemmelse

med proportionalitetsprincippet, dvs. er egnet til at sikre virkeliggørelsen af de formål på en systematisk og

sammenhængende måde og ikke går udover, hvad der er nødvendigt for at formålet opfyldes, jf. Venturini-

dommens præmis 37.

5.2. Erhvervelsesloven

Erhvervelse af fast ejendom i Danmark er reguleret i bekendtgørelse nr. 265 af 21. marts 2014 af lov om

erhvervelse af fast ejendom (erhvervelsesloven). Af bemærkningerne til erhvervelseslovens § 1, stk. 1,

fremgår det, at loven omfatter al fast ejendom. Erhvervelsesloven omfatter således fast ejendom af enhver

art, herunder landbrugsejendomme og landbrugsjord.

5.2.1. Fysiske personers erhvervelse af fast ejendom

Ifølge erhvervelsesloven kan fysiske personer, der ikke har bopæl i Danmark, og som heller ikke tidligere

har haft bopæl her i landet i et tidsrum af i alt 5 år, kun med justitsministerens tilladelse købe fast ejendom

her i landet, jf. erhvervelseslovens § 1, stk. 1. Kompetencen til at meddele tilladelse er delegeret til Civilsty-

relsen.

Efter fast praksis kan der gives tilladelse til erhvervelse af fast ejendom, herunder landbrugsejendomme,

der skal tjene som helårsbolig for erhververen, hvis den pågældende har lovligt ophold i Danmark, erklærer

at ville anvende ejendommen som sin helårsbolig og tager bopæl, dvs. tilmelder sig CPR, på ejendommen.

Der gælder dog særlige regler for EU-/EØS-borgeres erhvervelse af fast ejendom, der skal tjene som helårs-

bebolig, jf. nedenfor afsnit 5.2.2.

Hvis en fast ejendom skal benyttes som sekundærbolig, dvs. som sommerhus mv., af erhververen, gives der

efter praksis tilladelse, hvis erhververen har en særlig stærk tilknytning til Danmark.

Side

MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 530: Afrapporteringen fra den tværministerielle arbejdsgruppe om udenlandsk ejerskab af landbrugsejendomme

5.2.2. Særligt om EU/EØS-borgeres erhvervelse af fast ejendom

Det følger af erhvervelsesbekendtgørelsen

, som har hjemmel i erhvervelsesloven, at EU-/EØS-borgere kan

erhverve adkomst til fast ejendom i Danmark uden tilladelse, selv om de ikke har bopæl eller hjemsted her i

landet eller ikke tidligere har haft bopæl her i et tidsrum af i alt 5 år, hvis ejendommen skal tjene som hel-

årsbolig eller er en forudsætning for at udøve selvstændig virksomhed, f.eks. landbrugsdrift, eller levering

af tjenesteydelser.

5.2.3. Selskabers, foreningers mv. erhvervelse af fast ejendom

Selskaber, foreninger mv., der ikke har hjemsted (hovedkontor) i Danmark eller et andet EU- eller EØS-land,

kan ligeledes kun med Civilstyrelsens tilladelse købe fast ejendom, herunder landbrugsejendomme, her i

landet, jf. erhvervelseslovens § 1, stk. 2. Det gælder også for udenlandske kapitalfonde, der vil købe fast

ejendom i Danmark.

Der er ikke i erhvervelsesloven eller forarbejderne hertil fastsat nærmere retningslinjer for, hvornår tilla-

delse skal gives, og vurderingen heraf er overladt til Civilstyrelsens skøn. Efter praksis kan der gives tilla-

delse til, at udenlandske selskaber, foreninger mv. erhverver fast ejendom, hvis erhvervelsen er en forud-

sætning for, at selskabet mv. kan udøve sin virksomhed eller sine aktiviteter i Danmark. Der foretages i hver

sag en konkret vurdering af, hvad selskabet mv. beskæftiger sig med i hjemlandet, herunder det vedtægts-

mæssige formål, og om formålet med erhvervelsen af ejendommen i Danmark har sammenhæng hermed.

Civilstyrelsen har oplyst, at styrelsen alene i begrænset omfang modtager ansøgninger om udenlandske sel-

skabers, foreningers mv. erhvervelse af fast ejendom i Danmark. Dette skyldes formentlig, at udenlandske

selskaber kan erhverve fast ejendom gennem et dansk datterselskab, jf. nedenfor.

Danske selskaber mv., der har deres hjemsted (hovedkontor) her i landet, skal ikke have tilladelse fra Civil-

styrelsen for at købe fast ejendom i Danmark. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke med afsæt i er-

hvervelseslovens regler kan stilles særlige krav f.eks. til nationaliteten af selskabets ejerkreds eller ledelse

(aktionærer, bestyrelsesmedlemmer og direktører). Det indebærer, at hvis der etableres et dansk selskab

med hjemsted i overensstemmelse med reglerne for etablering af selskaber i Danmark, vil selskabet frit

kunne købe fast ejendom i Danmark, uanset om selskabets ejerkreds mv. består af udenlandske investorer.

Udenlandske investorer vil således gennem et selskab med hjemsted i Danmark kunne erhverve landbrugs-

ejendomme uden Civilstyrelsens tilladelse.

5.2.4. Særligt om erhvervelse af fast ejendom for selskaber, foreninger mv. stiftet i EU/EØS

Når der er tale om et selskab mv., der er stiftet i et EU- eller EØS-land, og som har oprettet eller vil oprette

f.eks. en filial i Danmark, kan et sådant selskab under visse betingelser købe fast ejendom i Danmark uden

Civilstyrelsens tilladelse, selv om det ikke har hjemsted her i landet, jf. erhvervelsesbekendtgørelsens § 1,

stk. 1, nr. 5.

Betingelserne for, at sådanne selskaber mv. kan købe fast ejendom i Danmark uden Civilstyrelsens tilladelse

er bl.a., at selskabet enten har hovedkontor eller hovedvirksomhed inden for et EU- eller EØS-land eller har

Bekendtgørelse nr. 764 af 18. september 1995 om erhvervelse af fast ejendom for så vidt angår visse EF-statsborgere og

EF-selskaber samt visse personer og selskaber fra lande, der har tiltrådt aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samar-

bejdsområde.

Side

MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 530: Afrapporteringen fra den tværministerielle arbejdsgruppe om udenlandsk ejerskab af landbrugsejendomme

vedtægtsmæssigt hjemsted der, jf. erhvervelsesbekendtgørelsen § 1, stk. 2. I sidstnævnte tilfælde skal sel-

skabets virksomhed have faktisk og vedvarende tilknytning til erhvervslivet i et EU- eller EØS-land.

Herudover er det en betingelse, at købet af den faste ejendom er en forudsætning for at udøve selvstændig

virksomhed eller levere tjenesteydelser, jf. erhvervelsesbekendtgørelsen § 3, nr. 2. Det skal således være

hensigten med erhvervelsen, at anvendelsen af ejendommen er erhvervsmæssig. De såkaldte passive inve-

steringer er kendetegnet ved, at der ikke sker en erhvervsmæssig anvendelse af ejendommen, og erhver-

velsen kan derfor alene ske med Civilstyrelsens tilladelse, jf. ovenfor.

Tinglysning af et dokument om køb af fast ejendom uden særlig tilladelse er betinget af, at erhververen af-

giver en erklæring under strafansvar, hvoraf det fremgår, at den pågældende opfylder de nævnte betingel-

ser, jf. erhvervelsesbekendtgørelsen § 4, stk. 1.

5.2.5. Sommerhusprotokollens betydning for erhvervelsesloven

I forbindelse med Danmarks tiltrædelse af Maastricht-traktaten blev der vedtaget en særlig protokol (som-

merhusprotokollen)

, hvorefter Danmark, uanset bestemmelserne i traktaten, kan opretholde den lovgiv-

ning om udlændinges køb af fast ejendom, som var gældende den 1. november 1993, hvor Maastricht-trak-

taten trådte i kraft, for så vidt angår erhvervelse af ejendomme, der ikke er helårsboliger. Protokollen inde-

bærer således, at erhvervelseslovgivningen, herunder kravet om tilladelse, også kan opretholdes i forhold

til personer og selskaber med bopæl eller hjemsted i en anden EU-stat eller i et andet EØS-land.

Det følger af EU-Domstolens praksis om andre lignende undtagelsesordninger, at den pågældende lovgiv-

ning skal have udgjort en uafbrudt bestanddel af medlemsstatens retsorden siden indførelsen af undtagel-

sesordningen. Det følger endvidere af denne praksis, at begrebet ”gældende lovgivning” skal fortolkes

strengt, således at en lovgivning, som hviler på andre principper end den tidligere lovgivning

–

og som ind-

fører nye procedurer

– ikke kan betragtes som ”gældende lovgivning”

”Gældende lovgivning” må antages ikke alene at omfatte love og administrative forskrifter udstedt i medfør

heraf, men også retningslinjer mv. for den konkrete forvaltning af lovgivningen, da det ellers på denne

måde ville være muligt at indføre en tilsvarende skærpelse af retstilstanden som ved en lovændring.

De ovennævnte regler i erhvervelseslovgivningen har været gældende, siden Maastricht-traktaten trådte i

kraft.

Det er ikke muligt inden for rammerne af sommerhusprotokollen ved retningslinjer eller kriterier eller på

anden måde at skærpe betingelserne for at få en tilladelse, herunder praksis for, hvornår en ansøger har

den fornødne tilknytning til Danmark. En sådan skærpelse vil derfor ikke være i overensstemmelse med EU-

retten. Hvis skærpelsen

–

uanset at den ikke vil være i overensstemmelse med EU-retten

–

alligevel indfø-

res, vurderes det, at det vil medføre sommerhusprotokollens bortfald, og at Danmark dermed vil miste mu-

ligheden for at opretholde den særlige danske sommerhusprotokol.

Det bemærkes, at sommerhusprotokollen alene finder anvendelse på Justitsministeriets erhvervelseslovgiv-

ning og derfor ikke omfatter den øvrige værnslovgivning, dvs. landbrugsloven, planloven, sommerhusloven,

Protokol (nr. 32) om ejendomserhvervelse i Danmark.

Jf. bl.a. EU-Domstolens dom af 1. juni 1999, C-302/97, Klaus Konle mod Østrig, præmis 52-53.

Side

MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 530: Afrapporteringen fra den tværministerielle arbejdsgruppe om udenlandsk ejerskab af landbrugsejendomme

campingreglementet, mv., jf. Festersen-dommen, præmis 46. Den øvrige værnslovgivning skal således fort-

sat være i overensstemmelse med reglerne om fri bevægelighed.

Sommerhusprotokollen gør det muligt

–

på trods af kapitalens fri bevægelighed

–

at opretholde erhvervel-

seslovgivningens krav om tilladelse til erhvervelse af ejendom, der ikke udgør en helårsbolig. Kravet om til-

ladelse kan således opretholdes for de såkaldte

”passive”

investeringer, herunder opkøb af landbrugsjord

uden at ejendom og jord drives, da ejendommen i et sådant tilfælde ikke anvendes som helårsbolig eller

som led i en erhvervsvirksomhed i sommerhusprotokollens forstand.

Det skal dog bemærkes, at det kun er et mindretal af de landbrugsnoterede ejendomme, der er fuldtidsbe-

drifter, medens resten erhverves til hobby- eller beboelsesformål. Ligeledes er landbrugslovens driftskrav

overordentligt rummeligt, hvorfor sondringen mellem aktive og passive investeringer kan være vanskelig at

drage.

5.3. Landbrugsloven

Erhvervelse af landbrugsejendomme i Danmark er endvidere reguleret af landbrugsloven, jf. lbk. nr. 116 af

6. februar 2020. Landbrugsloven regulerer definitionen af og reglerne for erhvervelse af landbrugsejen-

domme i Danmark. Landbrugsloven er en ren national regulering, idet området ikke er EU-reguleret.

Det følger af landbrugslovens § 8, at der ved erhvervelse af landbrugsejendomme (dvs. ejendomme, der er

noteret som sådan i Geodatastyrelsens matrikelregister) indtræder en bopælspligt, som skal opfyldes af

erhververen i en periode på 10 år. Bopælspligten opfyldes ved, at erhververen tager fast bopæl på ejen-

dommen eller på en anden landbrugsejendom, som den pågældende eller dennes ægtefælle er ejer eller

medejer af. Bopælen skal være hovedbopæl i skattemæssig forstand.

Bopælspligten kan dog også opfyldes ved, at en anden person end erhververen tager fast bopæl på ejen-

dommen eller på en anden landbrugsejendom, som erhververen er ejer eller medejer af..

Bopælspligten har haft forskelligt omfang gennem tiden. Oprindeligt var der tale om en driftsbopælspligt,

dvs. et krav om sammenfald mellem den, der drev ejendommen, og den, der boede på ejendommen.

Med Danmarks tiltrædelse til EF 1. januar 1973 fik også EF borgere adgang til frit at kunne erhverve land-

brugsejendomme i Danmark. Den gældende driftsbopælspligt blev ved lovændringen i 1971 fastholdt ud fra

følgende betragtning:

”Der

vil allerede heri kunne være et vist værn mod udlændinges opkøb af landbrugsjord efter en even-

tuel indtræden i fællesmarkedet, og bopælskravet vil formentlig være en forudsætning for en even-

tuel videregående lovgivning med dette sigte."

Driftsbopælspligten ved ændringen af loven i 1978 skærpet til en egentlig, fast bopælspligt.

Som følge af EU-Domstolens afgørelse i Festersen-dommen, jf. afsnit 5.1 ovenfor, ændredes bopælspligten

til en upersonlig bopælspligt, dvs. en pligt til at sikre, at ejendommen bebos enten af ejeren eller gennem

”En landbrugsejendom skal drives på forsvarlig måde under hensyn til de erhvervsmæssige jordbrugsmæssige udnyt-

telsesmuligheder, til natur og miljø og til bevarelse af de landskabelige værdier. Anvendelse til naturformål betragtes også

som forsvarlig drift.”

Lov om landbrugsejendomme, jf. lbk. nr. 116 af 6. februar 2020, § 11, stk. 1.

Landbokommissionens 8. betænkning, nr. 556 af 1970, p. 60

Side

MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 530: Afrapporteringen fra den tværministerielle arbejdsgruppe om udenlandsk ejerskab af landbrugsejendomme

udlejning af beboelsen, i første omgang for ejendomme under 30 ha

, senere for alle ejendomme, idet va-

righeden af den upersonlige bopælspligt samtidigt forlængedes til 10 år.

Den grundlæggende præmis i landbrugsloven har traditionelt været dels at sikre produktionsgrundlaget for

fødevareforsyningen ud fra en betragtning om, at landbrugsjord er en begrænset ressource, dels at sikre

opretholdelsen af et stort antal selvstændige bedrifter i selveje.

Med den teknologiske og strukturmæssige udvikling mod større og større bedrifter er dette fokus skiftet til

at sikre, at erhvervet fortsat kan tiltrække den nødvendige eksterne investeringskapital, idet dette er af af-

gørende betydning for fastholdelsen af landbrugserhvervets konkurrenceevne. Dette problem blev meget

synligt under og efter finanskrisen i 2007-09 i forhold til spørgsmål som refinansiering, gældsbyrde og gene-

rationsskifteproblematik. Landbrugets finansieringssituation er nærmere beskrevet ovenfor i afsnit 4.

Landbrugslovens erhvervelsesregler er derfor liberaliseret ad flere omgange, senest med en ændring i de-

cember 2014

med henblik på at øge muligheden for selskabserhvervelser af landbrugsejendomme ved at

fjerne særregler om en landmands bestemmende indflydelse i selskabet. Derved kan investorer i landbrug

–

indenlandske såvel som udenlandske

–

have almindelig indflydelse i forhold til deres investering.

For personers (herunder personfællesskabers) erhvervelse er det derfor tilstrækkeligt at afgive erklæring

om, at bopælspligten opfyldes ved, at ejeren selv eller en anden fysisk person tager bopæl på landbrugs-

ejendommen.

Erhververens nationalitet og i det sidste tilfælde opholdsland spiller ingen rolle i forhold til landbrugsloven,

men udenlandske statsborgere vil samtidigt skulle opfylde erhvervelseslovens regler for at erhverve fast

ejendom i Danmark, jf. ovenfor.

Aktieselskaber, anpartsselskaber, partnerskaber, europæiske selskaber (SE), erhvervsdrivende fonde, alter-

native investeringsfonde eller forsikringsselskaber kan erhverve adkomst på en eller flere landbrugsejen-

domme, såfremt virksomheden afgiver bekræftet erklæring om, at bopælspligten vil blive opfyldt.

Visse andre selskabsformer, der ofte anvendes i landbruget som I/S, K/S og P/S, kan også erhverve land-

brugsejendomme ved opfyldelse af bopælspligten, men dette forudsætter en forudgående tilladelse fra

Landbrugsstyrelsen.

I bekendtgørelsen til landbrugsloven, bkg. nr. 561 af 6. maj 2022, har ministeren for fødevarer, landbrug og

fiskeri fastsat nærmere regler for virksomheders erhvervelse af landbrugsejendomme og indberetningspligt

i forbindelse hermed.

Det fremgår heraf blandt andet, at virksomheder registreret i EU- eller EØS-lande kan erhverve landbrugs-

ejendomme i Danmark, forudsat at virksomheden kan sidestilles med de nævnte virksomheder i loven, og

virksomheden er registreret i Erhvervsstyrelsens CVR-register.

Alle andre virksomheder, dvs. virksomheder registreret i tredjelande, vil kun kunne erhverve adkomst på en

landbrugsejendom i Danmark med forudgående tilladelse fra Landbrugsstyrelsen.

Landbrugsstyrelsen har ikke eksempler på, at virksomheder registreret i tredjelande har søgt om erhvervel-

sestilladelse på landbrugsejendomme.

Lov nr. 509 af 6. juni 2007 om ændring af lov om landbrugsejendomme

Lov nr. 243 af 22. marts 2010 om ændring af lov om landbrugsejendomme

Lov nr. 1372 af 16. december 2014 om ændring af lov om landbrugsejendomme

Side

MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 530: Afrapporteringen fra den tværministerielle arbejdsgruppe om udenlandsk ejerskab af landbrugsejendomme

5.4. Internationale aftaler

I forhold til international

regulering ved handel og investeringer (dvs. uden for EU’s indre marked,

hvori

EØS-landene Island, Norge og Liechtenstein også deltager) er det som udgangspunkt EU, der har kompeten-

cen til at forhandle og indgå aftaler på vegne af EU-medlemslandene. Det gælder både i forhold til bilate-

rale aftaler mellem EU og tredjelande og i multilaterale sammenhænge som WTO.

5.4.1. WTO-bestemmelser

WTO-aftalerne regulerer den globale handel mellem de 164 medlemmer. Udgangspunktet for WTO-reg-

lerne er principperne om nationalbehandling (ligebehandling af egne og aftalepartens virksomheder, NT

kaldet) og mestbegunstigelse (behandling af aftaleparten lige så gunstigt som en tredjepart, MFN kaldet).

Det gælder dog kun i det omfang, der ikke er indbyrdes frihandelsaftaler, der indebærer endnu gunstigere

handelsregler for aftalernes deltagere. Dette betyder i praksis, at WTO-reglerne ikke finder anvendelse i

forhold til samhandel og investering inden for EU/EØS-området. Der gælder således den væsentlige gene-

relle undtagelse fra WTO-reglerne, at begunstigelser, som er tildelt i rammen af tæt økonomisk integration,

der bygger ovenpå WTO-reglerne (f.eks. EU's indre marked) ikke automatisk skal udstrækkes til lande uden

for denne ramme.

I WTO-regi findes der ingen specifikke aftaler om investeringer. To WTO-aftaler, GATS (General Agreement

on Trade in Services) og TRIMS (Trade Related Investment Measures), indeholder dog bestemmelser med

visse restriktioner for investeringer, der relaterer sig til handel med hhv. tjenesteydelser og varer.

I GATS-aftalen fra 1995

har WTO’s medlemmer,

herunder Danmark og EU, påtaget sig en forpligtelse til, at

udenlandske investorer kan etablere en kommerciel tilstedeværelse (jf. artikel I.2 c), når etableringen af

virksomhed retter sig mod at levere tjenesteydelser

(såkaldt ”mode 3 supply”).

Dette kan i visse tilfælde

være relevant ved regulering af erhvervelse af landbrugsejendomme. Forpligtelserne i GATS kan fraviges af

generelle hensyn til f.eks. offentlig orden og nationale sikkerhedsinteresser, og de enkelte WTO-medlem-

mer (både EU og EU-medlemslandene i national kapacitet) kan fastlægge specifikke reservationer (såkaldte

schedules),

som kan begrænse udenlandske investorers tilstedeværelse.

Danmark har foretaget en reservation i GATS, der afspejler loven om erhvervelse af fast ejendom med føl-

gende formulering:

“DK: Limitations on real estate purchase by non-resident

physical and legal entities. Limitations on

agricultural estate purchased by foreign physical and legal entities”.

Med TRIMS-aftalen reguleres investeringstiltag relateret til varehandel igennem princippet om nationalbe-

handling, dvs. ikke-diskrimination mellem lokal produktion og import (f.eks. krav om lokalt indhold), og for-

bud mod kvantitative restriktioner på import og eksport (f.eks. eksportforbud eller balanceringstiltag).

TRIMS-aftalen indeholder, ligesom GATS, generelle og sikkerhedspolitiske og public policy-begrundede und-

tagelser. Aftalen vurderes dog ikke at være direkte relevant ved regulering af erhvervelse af landbrugsejen-

domme.

Side

MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 530: Afrapporteringen fra den tværministerielle arbejdsgruppe om udenlandsk ejerskab af landbrugsejendomme

5.4.2. OECD

Danmark har i medfør af sit OECD-medlemskab tilsluttet sig OECD

Code of Liberalisation of Capital Move-

ments,

som er juridisk bindende og har været gældende siden 1961. Kodekset, som har til formål at

fremme fri etablering og frie kapitalbevægelser (inklusive direkte investeringer), indeholder bl.a. bestem-

melser om ikke-diskrimination og krav om ikke-tilbagerulning af allerede foretagne liberaliseringer. Forplig-

telserne i kodekset kan fraviges gennem generelle hensyn til bl.a. offentlig orden, sundhed og sikkerhed.

Det kan endvidere fraviges gennem nationale reservationer. Danmark har foretaget en sådan reservation

for erhvervelse af fast ejendom. Reservationen afspejler grundreglen i erhvervelsesloven og gælder derfor

ikke for personer, som har haft bopæl her i landet i et tidsrum af i alt 5 år, jf. afsnit 5.2.1.

5.4.3.

EU’s bilaterale aftaler vedr. investeringer

EU har indgået en lang række bilaterale aftaler med tredjelande, som direkte eller indirekte vedrører inve-

steringer. Da EU som nævnt har enekompetence på handels- og investeringsområdet, er disse aftaler gæl-

dende for EU-medlemslandene, herunder Danmark. Udenrigsministeriet har til brug for udarbejdelsen af

denne rapport gennemgået en række af disse aftaler. Selvom der er en vis variation i aftalernes indhold og

omfang, er der er række elementer, som ofte indgår, af relevans for adgangen til at foretage investeringer i

f.eks. landbrugsejendomme i Danmark.

I aftalerne gives der som udgangspunkt adgang til, at investorer fra det ene lande, kan investere og etablere

sig i det andet. De to aftaleparter forpligter sig i den sammenhæng bl.a. til at overholde WTO-principperne

om nationalbehandling (ligebehandling af egne og aftalepartens virksomheder, NT) og mestbegunstigelse

(behandling af aftaleparten lige så gunstigt som en tredjepart, MFN). I praksis er adgangen dog begrænset

af en række undtagelser/reservationer

i aftalernes annekser, typisk betegnet som ”schedules of specific

commitments”. Disse reservationer kan både være gældende for hele EU eller de enkelte EU-medlems-

lande. Aftalerne indeholder endvidere ofte såkaldte ”stand still”-klausuler,

der betyder, at de reservationer,

der måtte være taget i aftalernes annekser, ikke kan begrænses yderligere. En række af aftalerne indehol-

der også såkaldte ”rachet”-klausuler,

der betyder, at man ikke kan rulle lempelser af sine reservationer til-

bage. De aftaler, hvori adgang til investeringer omtales, indeholder i deres anneks nationale reservationer,

der for Danmarks vedkommende henviser til erhvervelsesreglerne i erhvervelsesloven og landbrugsloven.

Fælles for handelsaftalerne er også en generel undtagelsesbestemmelse, som tillader aftalens parter at fra-

vige forpligtelserne i aftalen af hensyn til legitime offentlige hensyn eller interesser, så længe fravigelsen

ikke i realiteten sigter på kommerciel forskelsbehandling af den anden part i strid med aftalens indhold.

5.4.4. Danmarks bilaterale investeringsbeskyttelsesaftaler

Danmark har endvidere indgået bilaterale investeringsbeskyttelsesaftaler med ca. 50 tredjelande. Disse af-

taler tildeler investorer fra de pågældende lande særlig gunstig beskyttelse mod f.eks. statslige indgreb, der

kan forringe deres investeringers værdi. Aftalerne regulerer som udgangspunkt ikke markedsadgangen

–

dvs. adgangen til faktisk at foretage en investering

–

men derimod alene forholdene efter at en investering

er foretaget. En eventuel begrænsning for erhvervelse af fast ejendom i Danmark, som går ud over de nu-

værende regler i erhvervelses- og landbrugslovene, antages kun at angå fremtidige investeringer og derfor

ikke påvirke investeringer, der allerede er foretaget ved de nye reglers ikrafttræden.

Side

MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 530: Afrapporteringen fra den tværministerielle arbejdsgruppe om udenlandsk ejerskab af landbrugsejendomme

Det vurderes derfor, at Danmarks nuværende bilaterale investeringsbeskyttelsesaftaler ikke er relevante i

den konkrete sammenhæng, medmindre der ændres i vilkårene for eksisterende investeringer i landbrugs-

ejendomme.

6. Mulighed for at kontrollere en landbrugsejendoms reelle ejer

Ved selskabsejede landbrugsejendomme og virksomheder opstår spørgsmålet om, hvorledes det kan kon-

trolleres, hvem den eller de egentlige fysiske ejere bag et givent selskab eller selskabskonstruktion er, her-

under vedkommendes nationalitet.

Reglerne herom findes i Lov nr. 262 af 16. marts 2016 om indførelse af et register over reelle ejere,

der

gennemfører dele af skattelypakken fra 19. december 2014

og implementerer det 4. hvidvaskdirektivs

bestemmelser om registrering af reelle ejere i selskaber og andre juridiske enheder. Denne registrering af

reelle ejere skal sikre, at Danmark lever op til sine internationale forpligtelser.

Formålet med reglerne er at skabe øget gennemsigtighed i danske virksomheders ejerstrukturer, så det

fremover bliver sværere at sløre ejerskabet af en virksomhed gennem indviklede selskabskonstruktioner.

Gennemsigtigheden skal modvirke, at midler skjules i skattelylande, og være med til at forhindre hvidvask

og terrorfinansiering. Det forbedrer samtidig de offentlige myndigheders efterforskningsmuligheder i for-

bindelse med økonomisk kriminalitet.

Det er relevant at få kendskab til de ejere, som er reelle ejere i økonomisk forstand, men også de ejere,

som er reelle ejere i forvaltningsmæssig forstand. Dette skyldes, at begge typer af reelle ejere er vigtige i

relation til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering, da de kan påvirke det konkrete selskab samt få

andel i virksomhedernes midler. Reglerne vil imidlertid også kunne anvendes til at kontrollere ejerskabet,

herunder nationaliteten, bag selskaber, der ejer landbrugsejendomme.

De virksomhedsformer, der er omfattet af reglerne om registrering af reelle ejere, er finansielle virksomhe-

der, ikke-erhvervsdrivende fonde, visse foreninger, aktie- og anpartsselskaber, interessentskaber, partner-

skaber mv. Derimod er bl.a. enkeltmandsvirksomheder og personligt ejede mindre virksomheder undtaget.

De omfattede virksomheder er forpligtede til efter anmodning at stille oplysninger om deres reelle ejere

samt forsøg på at identificere deres reelle ejere til rådighed for Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og

International Kriminalitet (SØIK) og andre offentlige myndigheder.

Med implementeringen af reglerne om reelle ejere, er alle virksomheder, der er omfattet af reglerne om

reelle ejere, forpligtet til at registrere oplysninger om deres reelle ejere. Registeret over reelle ejere i

CVR.dk indeholder en oversigt over alle danske virksomheder, der har registreret oplysninger om deres re-

elle ejere samt legale ejere. Det er ledelsens ansvar at sikre sig, at de registrerede oplysninger om de reelle

ejere er korrekte, samt at dokumentationen for de indhentede oplysninger om de reelle ejere er opbevaret

Reelle ejere er den eller de fysiske personer, danske eller udenlandske, der i sidste ende ejer eller kontrollerer en virk-

somhed ved direkte eller indirekte ejerskab over en tilstrækkelig del af ejerandelene eller stemmerettighederne, eller som

udøver kontrol ved hjælp af andre midler.

Aftale mellem regeringen (S og RV) og V, DF, SF, EL og KF

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anven-

delse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets

og Rådets forordning 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommis-

sionens direktiv 2006/70/EF.

Side

MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 530: Afrapporteringen fra den tværministerielle arbejdsgruppe om udenlandsk ejerskab af landbrugsejendomme

og kan udleveres til SØIK og andre offentlige myndigheder, såfremt der anmodes herom. Den, der registre-

rer oplysningerne om reelle ejere, er underlagt anmelderansvar, dvs. at anmelder, der registrerer oplysnin-

gerne om reelle ejere, indestår for, at registreringen eller anmeldelsen er lovligt foretaget, og at oplysnin-

gerne om de reelle ejere er korrekte.

En virksomhed, der er omfattet af reglerne om reelle ejere, skal opbevare dokumentation for de indhen-

tede oplysninger om dens reelle ejere i 5 år efter det reelle ejerskabs ophør. Virksomheden skal endvidere

opbevare dokumentation for de indhentede oplysninger om forsøg på identifikation af de reelle ejere i 5 år

efter gennemførelsen af identifikationsforsøget. Virksomheden er endvidere forpligtet til mindst en gang

årligt at undersøge, om der er ændringer af de registrerede oplysninger om virksomhedens reelle ejere. Re-

sultatet af den årlige undersøgelse skal fremlægges på det møde, hvor det centrale ledelsesorgan godken-

der årsrapporten.

Med implementeringen af hhv. 4. og 5. hvidvaskdirektiv, er der således indført en række skridt mod at sikre

sig, at det er sværere for virksomheder at skjule deres reelle ejerskab i en kompliceret selskabskonstruk-

tion. Reglerne medfører dog ikke, at det er umuligt at skjule ejerskabet, og der er derfor aldrig en garanti

for, at oplysningerne om de registrerede reelle ejere i CVR.dk er korrekte, og at selskabet ikke har forsøgt at

sløre ejerskabet bag en kompliceret ejerkonstruktion, hvor den reelle ejer gemmer sig.

For at sikre at oplysninger om reelle ejere mest muligt er korrekte, har Erhvervsstyrelsen implementeret en

række datadrevne kontroller i registreringsløsningen, der hjælper med at udtage registreringer til manuel

kontrol og behandling hos Erhvervsstyrelsen.

Derudover foretager Erhvervsstyrelsen af egen drift løbende stikprøvekontroller af virksomheder og fører

løbende indsatser mod forskellige slags virksomheder med henblik på kontrol af det reelle ejerskab, herun-

der kontrol af dokumentation som selskabet er forpligtet til at opbevare. Det skal bemærkes, at Erhvervs-

styrelsen alene kan føre kontrol af, hvorvidt reglerne om reelle ejere er overholdt, og udfører således ikke

en ”efterforskning” af forholdet.

Styrelsen har i kontrollen af oplysningerne om reelle ejere særligt fokus på de virksomheder, der har regi-

streret, at de ikke kan identificere virksomhedens reelle ejere samt virksomheder med ejerskab i et skatte-

lyland, da det er styrelsens erfaring, at en række af disse virksomheder aktivt forsøger at skjule det reelle

ejerskab. Hvis selskabet ikke kan udlevere den anmodede dokumentation for det reelle ejerskab, herunder

dokumentation for, hvordan det danske selskab har forsøgt at identificere de reelle ejere, kan Erhvervssty-

relsen oversende selskabet til tvangsopløsning.

Erhvervsstyrelsen modtager ligeledes løbende henvendelser fra tredjeparter vedrørende forkert registre-

rede oplysninger om reelle ejere, og styrelsen har ligeledes, i medfør af implementeringen af det 5. hvid-

vaskdirektiv, implementeret en indberetningsløsning for uoverensstemmelse ift. de registrerede oplysnin-

ger om reelle ejere.

Folketinget vedtog den 4. maj 2021 Lov om screening af visse udenlandske direkte investeringer m.v. i Dan-

mark (investeringsscreeningsloven). Formålet med loven er at forhindre, at udenlandske direkte investerin-

ger og særlige økonomiske aftaler kan udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed eller offentlige orden

i Danmark. Reglerne medfører, at visse investeringer og aftaler kræver tilladelse fra Erhvervsstyrelsen, her-

under i tilfælde, hvor der er tale om kritisk infrastruktur.

Side

MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 530: Afrapporteringen fra den tværministerielle arbejdsgruppe om udenlandsk ejerskab af landbrugsejendomme

Udlændinges erhvervelse af fast ejendom i Danmark er ikke omfattet af investeringsscreeningsloven, fordi

der allerede er fastsat regler herom i medfør af erhvervelsesloven, jf. afsnit 5.2.1 ovenfor.

7. Identificerede reguleringsmuligheder

Arbejdsgruppen har i overensstemmelse med kommissoriet overvejet en række handlemuligheder i forhold

til udenlandske personers eller selskabers opkøb af landbrugsjord eller landbrugsejendomme, herunder i

forhold til de begrænsninger, der følger af reglerne om fri bevægelighed. Arbejdsgruppen har i den sam-

menhæng inddraget de forslag, der fremgik af beslutningsforslag B 268 af 9. marts 2021.

7.1. Bopælspligt

En personlig bopælspligt vil i praksis fjerne muligheden for fjerneje, idet både inden- og udenlandske inve-

storer, der erhverver en landbrugsejendom i Danmark vil skulle bosætte sig på ejendommen, og det vil så-

ledes være et ikke-diskriminerende krav.

Som det imidlertid fremgår ovenfor af afsnit 5.1, herunder Festersen-dommen, følger det af reglerne om

kapitalens frie bevægelighed, at et bopælskrav vil kunne udgøre en hindring og kun kan tillades, såfremt

kravet forfølger et tvingende alment hensyn og er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet,

dvs. at det er egnet til at sikre virkeliggørelsen af de formål, det forfølger, og ikke går ud over, hvad der er

nødvendigt for at opfylde formålet, jf. Festersen-dommens præmis 26. Der stilles ligeledes krav om, at for-

anstaltninger, der forbyder eller begrænser købere fra andre medlemsstater i at erhverve en landbrugs-

ejendom, skal hænge sammen med den angivne begrundelse herfor på en systematisk og sammenhæn-

gende måde.

EU-Domstolen har i Festersen-dommen anerkendt, at de hensyn, der lå bag bopælspligten, nemlig ønsket

om at bevare selvejet, opretholde en fast bosiddende befolkning i landdistrikterne og bekæmpe prispresset

på jordarealerne, udgør tvingende almene hensyn.

Det er dog overvejende sandsynligt, at EU-Domstolen vil finde, at indførelse af en bopælspligt, uden samti-

digt at indføre en pligt for erhververen til også selv at drive jorden, dvs. ophæve muligheden for bortfor-

pagtning af jorden, vil være uproportionalt i forhold til de angivne hensyn, og således være i strid med TEUF

artikel 49 og 56.

Det bemærkes ligeledes, at EU-Domstolen i Festersen-dommen har peget på øvrige foranstaltninger, der

efter omstændighederne må forventes at kunne opnå samme formål på mindre indgribende vis. Det drejer

sig om krav vedrørende statslig prisregulering af landbrugsjord, højere beskatning ved videresalg af jord

efter kort tid samt krav om en væsentlig minimumsvarighed for lejekontrakter af landbrugsjord.

I forhold til argumentet om fastholdelse af en fast bosiddende befolkning i landdistrikterne må det forven-

tes, at EU-Domstolen vil anse det for et element, at Danmark i en årrække ikke har fundet det nødvendigt

med en personlig bopælspligt, endsige nogensinde en bopælspligt på alle ejendomme, samt at der i en lang

årrække har foregået en udstrakt strukturudvikling i landbruget med en stor reduktion af det samlede antal

af ejendomme til følge.

7.2. Generel regulering af adgangen til at erhverve landbrugsejendomme i selskabsform

Side

MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 530: Afrapporteringen fra den tværministerielle arbejdsgruppe om udenlandsk ejerskab af landbrugsejendomme

En generel lovændring, der fjerner eller reducerer muligheden for at erhverve landbrugsejendomme i sel-

skabsform vurderes principielt at kunne gennemføres inden for EU-retten, hvis kravet er begrundet i et

tvingende alment hensyn og er egnet og nødvendigt med henblik på at opfylde formålet.

I praksis vil en sådan fjernelse af adgangen til at erhverve landbrugsejendomme i selskabsform formentlig i

betydeligt omfang kunne reducere sandsynligheden for opkøb af landbrugsejendomme med investerings-

formål, herunder udenlandske opkøb, idet i hvert fald de større opkøb må formodes sjældent at blive fore-

taget i en personlig ejerform.

Her gælder det dog, at den udvidede adgang til selskabseje netop blev indført for at lette landbrugets ad-

gang til ansvarlig investeringskapitalen, hvorfor en sådan stramning af erhvervelsesbetingelserne nødven-

digvis må forventes at få en væsentlig afledt negativ effekt på landbrugets finansieringsmuligheder og der-

igennem på erhvervets konkurrenceevne og i sidste ende på jordprisen, jf. afsnit 4 ovenfor.

En afledt negativ effekt på jordprisen vil have konsekvenser såvel i forhold til de nuværende ejeres friværdi,

og dermed deres muligheder for fremadrettet at rejse kapital til fornyelser af produktionsapparat m.v., som

i forhold til sikkerheden i eksisterende pantsætninger af jorden (bankkredit og realkredit).

7.3. Krav om uddannet landmand med bestemmende indflydelse ved selskabseje

Der

er i beslutningsforslag B 268 indeholdt et forslag om at genetablere ”kravet om, at en uddannet dansk

landmand skal have bestemmende indflydelse på en gård, som ejes af eksempelvis en udenlandsk kapital-

fond”.

Der har tidligere i landbrugslovgivningen været et krav om, at ejendomme kun måtte ejes i selskabsform,

såfremt der var en person med en landbrugsfaglig uddannelse, der havde den bestemmende indflydelse i

selskabet. Formålet hermed var at sikre, at ejendommene blev drevet på et landbrugsfagligt grundlag.

Kravet blev ophævet ved lov nr. 1372 af 16. december 2014 om ændring af lov om landbrugsejendomme

på baggrund Natur- og landbokommissionens anbefaling, idet det vurderedes at være til hinder for land-

brugserhvervets adgang til ekstern investeringskapital.

En genindførelse af et krav om, at ejendomme kun må ejes i selskabsform, såfremt der er en person med

en landbrugsfaglig uddannelse, der har den bestemmende indflydelse i selskabet, vil principielt kunne gen-

nemføres inden for de gældende retlige rammer.

Det vil dog ikke være muligt at stille krav om denne persons nationalitet, idet dette vil være i konflikt med

diskriminationsforbuddet i TEUF art. 18 samt reglerne om fri bevægelighed. Det vil ligeledes være en forud-

sætning for genindførelse af et sådant krav, at landbrugsfaglige uddannelser fra de øvrige EU/EØS-lande

anerkendes på lige fod med danske landbrugsfaglige uddannelser.

Et sådant krav vil primært udgøre en begrænsning i forhold til såvel indenlandsk som udenlandsk opkøb af

landbrugsejendomme til investeringsformål, medens det ikke vil virke umiddelbart begrænsende i forhold

Natur-

og landbokommissionens rapport af 18. april 2013, anbefaling nr. 29: ”Landbrugsloven indeholder barrierer for

selskabers erhvervelse af landbrugsejendomme og derved også for kapitaltilførsel til erhvervet. Det skyldes krav i land-

brugsloven om, at et selskab kun kan erhverve en landbrugsejendom, hvis selskabet har tilknyttet en landmand, der har

bestemmende indflydelse. For eksterne investorer står deres indflydelse dermed ikke mål med deres investering i land-

brug […]”

Side

MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 530: Afrapporteringen fra den tværministerielle arbejdsgruppe om udenlandsk ejerskab af landbrugsejendomme

til aktive landbrugeres erhvervelse af landbrugsejendomme i selskabsform. Kravet vil ikke i sig selv udgøre

en nationalitetsdiskrimination.

Et sådant krav vil imidlertid kunne gøre investeringer i landbrugsejendomme mindre attraktive for eksterne

investorer, idet kontrollen over driften afkobles fra investeringen og dermed risikoen. Dette vil samtidigt

kunne få en afledt negativ effekt på landbrugets finansieringsmuligheder og derigennem på erhvervets kon-

kurrenceevne og i sidste ende på jordprisen.

7.4. Maksimal ejendomsstørrelse på 375 ha

Der er i beslutningsforslag B 268

indeholdt et forslag om, at der ”i lovforslaget [skal] sættes

et loft på 375

ha over, hvor meget jord en enkeltperson eller et enkelt selskab må eje”

Der har tidligere i landbrugsloven været lofter for såvel ejendomsstørrelse som for antallet af ejendomme,

en enkeltperson måtte eje eller drive. Disse regler er gennem tiden blevet lempet i takt med strukturudvik-

lingen, og blev endeligt ophævet ved lovændringen i 2010

Et loft over ejendomsstørrelse, eksempelvis 375 ha, for selskabers og enkeltpersoners samlede erhvervelse

vil udgøre en begrænsning for kapitalens fri bevægelighed, der skal være begrundet i et tvingende alment

hensyn og være egnet og nødvendigt med henblik på at opfylde formålet. En sådan foranstaltning vil ek-

sempelvis kunne begrundes i hensynet til at bekæmpe prispresset på landbrugsjord, som EU-Domstolen har

anerkendt som et tvingende alment hensyn i Festersen-dommen. Dog vurderes en sådan foranstaltning

vanskeligt at kunne opfylde kravet til proportionalitet, dvs. at tilsvarende formål kan opnås med mindre

indgribende foranstaltninger. Dette skal ses i lyset af, at EU-Domstolen i Festersen-dommen netop har pe-

get på foranstaltninger af mindre indgribende karakter, jf. afsnit 7.1.

Hertil kommer, at der vil kunne være kontrolproblemer forbundet med administrationen af et sådant loft,

både i forbindelse med personligt ejede ejendomme og med ejendomme ejet i selskabsform, lige som kon-

trollen med de tidligere størrelseslofter var relativt ressourcetung.

Arbejdsgruppen har ikke foretaget nogen vurdering af de driftsøkonomiske og finansielle konsekvenser af

et sådant loft, da dette ligger uden for gruppens kommissorium.

7.5. Prisregulering

EU-Domstolen udtalte i Festersen-dommen, præmis 39, at en statslig regulering af priserne på landbrugs-

ejendomme kunne være en mindre indgribende foranstaltning end en bopælspligt, og en sådan model vur-

deres, afhængigt af dens nærmere udformning, at kunne gennemføres i overensstemmelse med EU-retten.

En prisregulering vil, alt efter hvilket niveau, den lægges på, kunne gøre erhvervelsen af landbrugsejen-

domme billigere, men vil samtidigt kunne hindre, at der kan hjemtages spekulationsgevinster ved handel

med landbrugsejendomme, og dermed gøre erhvervelse af landbrugsejendomme som investeringsobjekter

mindre attraktivt. Dette gælder dog kun for kortsigtede investeringer, idet en prisregulering ikke vil have

nævneværdig indflydelse på langsigtede investeringer, hvor formålet er at opnå et løbende overskud på

driften af ejendommen.

Lov nr. 243 af 22. marts 2010 om ændring af lov om landbrugsejendomme

Side

MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 530: Afrapporteringen fra den tværministerielle arbejdsgruppe om udenlandsk ejerskab af landbrugsejendomme

Indførelse af en prisregulering vil, alt efter hvilket prisniveau, der lægges, kunne indebære spørgsmål af ek-

spropriationsretlig karakter, ligesom det vil kunne have konsekvenser i forhold til sikkerheden i eksiste-

rende pantsætninger af jorden (bankkredit og realkredit). Løsningen vil i givet fald kræve nærmere analy-

ser.

7.6. Anvendelse af direktivet om kritisk infrastruktur

EU har i 2020 offentliggjort et forslag til et direktiv om kritisk infrastruktur.

Forslaget omfatter alle syste-

mer, som er afgørende for at kunne udføre vigtige økonomiske og sociale funktioner, og formålet er at be-

skytte disse områder mod forstyrrelser som følge af naturkatastrofer og menneskeskabte trusler. Herunder

er fjendtligt udenlandsk ejerskab også anført.

Hele diskussionen om kritisk infrastruktur er imidlertid siden da kun blevet mere aktuel og relevant i lyset af

de senere års internationale begivenheder, der har medført til dels ganske voldsomme forstyrrelser af for-

syningskæderne. Senest har den russiske invasion af Ukraine og den deraf følgende blokade af kornhande-

len via Sortehavet tydeliggjort, hvor stor betydning kontrollen med den nationale fødevareproduktion og

forsyningskæderne har for det enkelte lands nationale sikkerhed, helt som det gælder for andre essentielle

produktioner og infrastrukturelementer.

Det kunne derfor være et spørgsmål, om det vil være hensigtsmæssigt at søge dette initiativ udvidet til også

mere generelt at medtage spørgsmålet om ejerskab og kontrol over fødevareproduktionen som sådan.

En sådan udvidelse af begrebet kritisk infrastruktur vil i givet fald kunne muliggøre en mere præcis og selek-

tiv tilgang til spørgsmålet om kontrol med udenlandske erhvervelser af landbrugsjord.

Det skal dog bemærkes, at landbrugsjord adskiller sig fra mange andre investeringsområder ved, at produk-

tionsapparatet, dvs. jorden, ikke kan udflyttes, og at værtslandet dermed bevarer den fulde lovgivnings-

mæssige højhed over jorden i relation til anvendelse og produktion, herunder også i forhold til spørgsmålet

om afsætningen af produktionen. Det kan derfor argumenteres, at risiciene i form af tab af aktivitet, tekno-

logi eller forsyningssikkerhed er mindre ved udenlandske erhvervelser af landbrugsjord end ved udenland-

ske erhvervelser af andre typer af produktionsapparater.

8. Sammenfattende konklusion

Det skal indledningsvist fremhæves, at det aktuelle omfang af udenlandsk ejerskab af dansk landbrug, jf.

afsnit 3.2, aktuelt er relativt beskedent og formentlig befinder sig i størrelsesordenen 80-90.000 ha, hvoraf

omkring de 50.000 ha er ejet af herboende udlændinge. Disse er langt overvejende EU-borgere. Det egent-

lige fjerneje, dvs. ejendomme ejet af personer eller virksomheder hjemmehørende enten i andre EU-lande

eller i tredjelande udgør således under 50.000 ha.

Dette skal ses i relation til et samlet landbrugsareal i

Danmark på aktuelt godt 2,6 mio. ha.

Der har derfor ikke hidtil været tegn på noget akut opkøbspres på dansk landbrugsjord fra udlandet (dvs.

EU/EØS-lande og tredjelande).

Kom (2020)829

Danske landbrugere ejer modsat ca. 460.000 ha landbrugsjord i udlandet, jf. Agriwatch af 13. januar 2021

Side

MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 530: Afrapporteringen fra den tværministerielle arbejdsgruppe om udenlandsk ejerskab af landbrugsejendomme

Arbejdsgruppen noterer dog, at der i en årrække har været en stigende gennemsnitsalder blandt ejerne af

heltidslandbrug, hvorfor der vil kunne forventes en forholdsmæssigt større omsætning af disse ejendomme

i de kommende år.

Arbejdsgruppen har gennemgået de nationale regelsæt, der regulerer erhvervelsen af landbrugsejen-

domme, samt reglerne om fri bevægelighed efter EU-retten og bi- og multilaterale rammer for, hvilke be-

grænsninger i erhvervelsen af landbrugsejendomme, der kan gennemføres.

Arbejdsgruppen har på den baggrund identificeret følgende handlemuligheder, der gengives i en ikke-prio-

riteret rækkefølge. Det skal understreges, at identificeringen af disse handlemuligheder alene er baseret på

arbejdsgruppens vurdering af den rent juridiske gennemførlighed:

•

En generel ophævelse af adgangen til fremadrettet at erhverve landbrugsejendomme i selskabsform

vurderes principielt at kunne gennemføres inden for EU-retten, hvis kravet er begrundet i et tvingende

alment hensyn og er egnet og nødvendigt med henblik på at opfylde formålet jf. afsnit 7.2, men denne

løsning vil have negative konsekvenser for erhvervslandbrugets generationsskifte og finansieringsmulig-

heder.

Genindførelse af reglerne om, at der i selskaber, der ejer landbrugsejendomme, skal være en land-

mand, der har bestemmende indflydelse, vil være juridisk mulig, jf. afsnit 7.3 ovenfor. En sådan løsning

vil dog kunne have negative konsekvenser for landbrugets muligheder for at tiltrække eksterne investo-

rer.

En statslig prisregulering vurderes afhængig af dens nærmere udformning at kunne gennemføres, jf.

afsnit 7.5, men vil kunne indebære spørgsmål af ekspropriationsretlig karakter, lige som det vil kunne

have konsekvenser i forhold til sikkerheden i eksisterende pantsætning af jorden (bankkredit og real-

kredit).

En udvidelse af rækkevidden af den kommende EU-regulering af kritisk infrastruktur til også at omfatte

spørgsmålet om ejerskab og kontrol over landbrugets primærproduktion vil principielt kunne muliggøre

en præcis og selektiv tilgang til spørgsmålet om kontrol med udenlandske erhvervelser af danske land-

brugsejendomme. En sådan ændring vil imidlertid skulle gennemføres på unionsniveau og vil dermed

være en mere langsigtet løsning, jf. afsnit 7.6 ovenfor. Argumentationen for en anvendelse af reglerne

om kritisk infrastruktur vil dog være svækket af, at landbrugsjord modsat de fleste andre investerings-

goder ikke kan flyttes, hvorfor værtslandet altid bevarer den fulde regulatoriske overhøjhed over an-

vendelsen af jordressourcen.

•

Side