Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del Bilag 521
Offentligt
NOTAT
Vild natur og Biodiversitet
J.nr. 2022-4079
Ref. JETTE
Den 3. august 2023
Høringsnotat – udkast til ændring af bekendtgørelse om
udpegning og administration af internationale
naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter
(habitatbekendtgørelsen) – udpegning af Østlige Tyskebugt
som fuglebeskyttelsesområde
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale
naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter (habitatbekendtgørelsen) blev i udkast sendt i
ekstern høring den 8. juni 2023 med frist for afgivelse af høringssvar den 3. august 2023.
Miljøministeriet har modtaget høringssvar fra syv organisationer og virksomheder:
Følgende syv høringsparter har fremsendt bemærkninger til udkastet til bekendtgørelse:
Dansk Land & Strandjagt (DLS), Friluftsrådet, Danmarks Jægerforbund, Copenhagen Infrastructure
Partners (CIP), Green Power Denmark (GPD), Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Dansk
Erhverv (DE).
Høringssvarene har berørt følgende punkter:
1. Generelle bemærkninger.
2. Aktiviteter i området, herunder jagt og friluftsliv.
3. Sammenhæng med VE-områder og havplanen.
I det følgende gennemgås de væsentligste høringssvar. Miljøministeriets kommentarer hertil er anført
i kursiv. Høringssvarene er kun gengivet i hovedtræk. For detaljerede oplysninger om svarenes
indhold henvises der til de fremsendte høringssvar, som kan ses på Høringsportalen.
Høringsnotatet forholder sig kun til de bemærkninger, der er relevante for den konkrete ændring af
habitatbekendtgørelsen.
Bemærkningerne har ikke givet anledning til indholdsmæssige ændringer i bekendtgørelsesudkastet.
Bemærkninger til udkastet:
Ad 1. Generelle bemærkninger
Dansk Land & Strandjagt (DLS), Friluftsrådet, Danmarks Jægerforbund, Copenhagen Infrastructure
Partners (CIP) og Green Power Denmark (GPD) støtter generelt beskyttelse af sortand og rødstrubet
lom ved udpegning af et nyt fuglebeskyttelsesområde.
Danmarks Naturfredningsforening tager til efterretning, at området udvides.
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K