Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del Bilag 441
Offentligt
Pressemeddelelse
Juni 2023
5,7 mia. kr. skal bringe livet tilbage i danske
vandløb, kystvande og søer
Regeringen er klar med Vandområdeplan 3, som skal forbedre
miljøtilstanden i danske vandløb, søer og kystvande.
Gennem årene har vi mennesker ændret på landskabet for at få mest muligt ud af vores
knappe areal. Vandløb er rettet ud eller lagt i rør, og mange steder er der lavet spærringer i
vandløbene. I søerne har årtiers udledning af spildevand og fosfor gjort vandet uklart og
skærmet for lys til dyr og undervandsplanter. Det skal Vandområdeplan 3, som regeringen
offentliggør i dag, rette op på.
Vandområdeplan 3 indeholder bl.a.:
- Indsatser der nedbringer udledningen af kvælstof med 10.400 tons årligt. Det
kommer vandmiljøet langs kysterne og i fjordene til gavn.
- Genslyngning af omkring 450 km vandløb – og samlet set lokale projekter, der vil
sikre naturen bedre vilkår i 5.500 km vandløb.
- Restaurering af 41 søer, som får genetableret et sundt vandmiljø, med klart vand og
en naturlig fiskebestand.
- Vandmiljøet er under voldsomt pres herhjemme, og udviklingen i vandmiljøets tilstand har
stået stille for længe. Jeg tror, vi var mange, som blev bekymrede, da vi for nylig så optagelser
i medierne fra Vejle Kommune, som det i løbet af 70 timers fotooptagelse fra bunden af Vejle
Fjord kun lykkedes at finde én skrubbe. Der var kun én fisk. Det er skræmmende, når
havbunden ligner en ørken, og at vi år efter år hører om iltsvind, fiskedød og arter, der er i
fare for helt at forsvinde, siger miljøminister Magnus Heunicke.
- Det skal være slut med uklart vand. Vi skal have bundplanter, smådyr og fisk tilbage i vores
vandmiljø, og det lancerer vi nu en plan for med konkrete indsatser i hele Danmark.
Lokale indsatser i hele Danmark
Indsatserne i Vandområdeplan 3 er bl.a. besluttet lokalt rundt om i Danmark gennem
samarbejde mellem kommuner, lodsejere og lokale interessenter i 23 såkaldte ”Vandråd”.
Sammen har de lagt en plan for, hvordan 5.500 km. vandløb skal forbedres, så levesteder for
dyr og planter kommer tilbage. Vandrådene har blandt andet besluttet at genslynge omkring
450 km vandløb og fjerne ca. 750 spærringer, så fiskene igen kan svømme frit og får bedre
mulighed for at gyde og yngle.