Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del Bilag 383
Offentligt
2713757_0001.png
Cirkulær økonomi
J.nr. 2022 - 7527
Ref. JOERG/SAALB
Den 21. april 2023
Orientering om andet møde i den mellemstatslige
forhandlingskomité for at udvikle en internationalt juridisk
bindende aftale om plastikforurening, 29. maj-2. juni 2023 i
Paris, Frankrig
Baggrund
FN’s Miljøforsamling vedtog på sit femte møde i marts 2022 resolution 5/14 med titlen
"End Plastic
Pollution: Towards an international legally binding instrument".
Resolutionen indeholder et mandat
til forhandlinger i en mellemstatslig international forhandlingskomité (INC) om en juridisk bindende
aftale om plastikforurening, herunder i havmiljøet (herefter benævnt ”aftalen”). Det vil være den første
multilaterale aftale om plastikforurening, der omfatter foranstaltninger i hele livscyklussen for plastik,
herunder for produktdesign, produktion, forbrug, anvendelse og forsvarlig håndtering af plastikaffald.
Det er ambitionen at afslutte komiteens arbejde inden udgangen af 2024. Der forventes at blive afholdt
to INC’er hvert år, og en afsluttende diplomatisk konference for vedtagelse af aftalen medio 2025.
EU og dets medlemsstater forhandler samlet, på basis af holdninger formuleret i regi af Rådets globale
arbejdsgruppe, og vil i forbindelse med mødet koordinere efter behov. Rådet vedtog den 24. oktober
2022 en afgørelse om at bemyndige Kommissionen til at forhandle på EU’s vegne på områder med
enekompetence, og i samarbejde med medlemsstaterne på områder med delt kompetence. Rådet
vedtog også en række forhandlingsdirektiver, som lægger rammen for EU’s forhandlingsposition.
Det første forhandlingsmøde (INC-1) blev afholdt i Uruguay i november/december 2022 og fungerede
primært som en ”tour de table”, hvor verdens lande udtrykte sine ønsker, forventninger, bekymringer
og krav til en kommende aftale. Udfaldet fra INC-1 var en bestilling til UNEP på et såkaldt
”optionspapir” - en kompilering af mulige bestemmelser i aftalen på baggrund af input fra både
medlemsstater og interessenter.
Det andet forhandlingsmøde (INC-2) afholdes fra den 29. maj til den 2. juni 2023 i Paris, Frankrig.
Forventninger til INC-2
Folketinget blev den 13. oktober 2022 forelagt samlenotat
1
vedr. den internationale aftale om
plastikforurening ifm. vedtagelsen af EU’s fælles forhandlingsmandat i Rådet. I tråd med denne vil
Danmark på INC-2 arbejde videre for, at aftalens overordnede mål bliver at stoppe plastikforurening.
Hovedformålet til INC-2 er tredelt: 1) at blive enige om processuelle spørgsmål, 2) at diskutere
optionspapiret fra UNEP, og 3) at arbejde frem mod et udkast til en aftaletekst (et såkaldt ”zero draft”)
til INC-3.
1
https://www.eu.dk/samling/20221/kommissionsforslag/KOM(2022)0342/bilag/2/2634528.pdf
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 383: Orienteringsnotat forud for 2. forhandlingsmøde for en international aftale om plastikforurening
2713757_0002.png
Eftersom det ikke lykkedes på INC-1 at nedsætte et bureau på 11 medlemmer til at styre processen
samt vedtagelsen af procedurereglerne, forventes et nyt forsøg på INC-2. Danmark vil stemme for, at
de personer, der er nomineret af deres respektive geografiske FN-grupper til bureauet for INC-
processen, bliver formelt godkendt. Danmark vil arbejde for, at EU vil kunne stemme med et antal
stemmer tilsvarende sine 27 medlemsstater.
Substantielt forventes der på INC-2 at være drøftelser om aftalens formål, omfang og struktur baseret
på det såkaldte ”optionspapir”, som UNEP offentliggjorde den 13 April 2023
2
. Dokumentet er en
kompilering af medlemslande og interessenters synspunkter, som udtrykt dels til INC-1, dels ifm en
efterfølgende skriftlige proces. Dokumentet indeholder overvejelser om en aftales mål, konkrete
bestemmelser, herunder kerneforpligtelser, kontrolforanstaltninger og frivillige tilgange, samt
implementeringsforanstaltninger og gennemførelsesmidler. Dokumentet indeholder forslag til både
juridisk bindende og frivillige foranstaltninger.
Det er både Danmark og EU's ønske, at der sikres nok fremgang i forhandlingerne på INC-2 til, at der
til næste forhandlingsmøde, INC-3 i efteråret 2023, kan udarbejdes et udkast til et ”zero draft”.
Folketinget vil løbende blive inddraget i arbejdet frem mod en ny plastikaftale.
2
https://wedocs.unep.org/bitstream/handle/20.500.11822/42190/UNEP-PP-INC.2-
4%20English.pdf?sequence=13&isAllowed=y
2