Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del Bilag 367
Offentligt
Vildtforvaltningsrådet
J.nr. 2021 - 758
Den 10. maj 2023
Kære Vildtforvaltningsråd
Vildtforvaltningsrådet foreslog i 2021 at indføre et arealkrav for antallet af ældre
hjorte, der kan nedlægges efter ejendomsstørrelse. Som bekendt bakkede seks ud
af syv organisationer op om modellen. Dertil indstillede Rådet i enighed et forslag
om at igangsætte et forsøg med frivillig samforvaltning i
hjortevildtforvaltningsområder som middel til at skabe et bedre grundlag for en
bæredygtig forvaltning af hjortevildtet.
Som opfølgning på Rådets forslag blev der udarbejdet et lovforslag, som imidlertid
blev sat i bero i forbindelse med folketingsvalget og den efterfølgende
regeringsdannelse i efteråret 2022.
Regeringen ønsker at finde en bæredygtig model, som sikrer sunde
hjortevildtbestande og løser de forvaltningsmæssige udfordringer med blandt
andet skader, som hjortevildtet forårsager på marker og i skove.
Jeg vil derfor bede Rådet om forvaltningsmæssige forslag baseret på frivillige
ordninger og eventuelt andre relevante virkemidler. Modellen skal evalueres efter
en nærmere fastsat periode, for at sikre at modellen imødekommer en holdbar
løsning på udfordringerne.
Jeg ser frem til at modtage Rådets forslag.
Med venlig hilsen
Magnus Heunicke
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K