Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del Bilag 320
Offentligt
2697062_0001.png
25. april, 2023
ANSØGNING OM FORETRÆDE FOR MILJØ- OG FØDEVAREUDVALGET
VEDR: REETABLERING AF GUDENÅEN VERSUS BEVARELSE AF TANGE SØ
BAGGRUND FOR ANSØGNINGEN
Foreningen til nedlæggelse af Tange sø har i mere end 10 år arbejdet for en reetablering af Gudenåen. Vi har
deltaget på Folkemødet i 2019 med egen stand, vi har medvirket i TV og radioindslag, afholdt offentligt
møde om sagen, deltaget i Naturmødet i 2018 og haft stribevis af indlæg i den lokale såvel som den
landsdækkende presse. I 2018 udsendte vi endvidere bogen ”Gudenåen
– genfødsel af et unikt naturområde”,
der blev sendt til en række folketingsmedlemmer. Vi har før haft foretræde for Folketinget ang. sagen men
ikke foran det nuværende Miljø- og Fødevareudvalg. Samtidig er der sket visse udviklinger både nationalt og
internationalt, der forhåbentligt kan bidrage til at belyse sagen, så Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
bliver i stand til at gennemskue konsekvenserne af de to løsningsforslag, når en beslutning efter
Vandrammedirektivets bestemmelser skal foretages i 2024.
Aktuelle data fra både IPCC, EU og andre betyder også relevante indspark til Folketingets beslutning – en
beslutning, der vel at mærke vil få store konsekvenser for både natur, miljø, økonomi og lokal- og
regionalpolitiske forhold og strategier. Derfor er det naturligvis vigtigt, at Miljø- og Fødevareudvalget får de
bedste kort på hånden, når en beslutning skal træffes.
Vi anmoder derfor om foretræde for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, og håber det kan lade sig gøre.
Vi er naturligvis åbne for ethvert tidspunkt, man måtte ønske.
De bedste hilsner
Lars Vedsø
Foreningen til nedlæggelse af Tange sø
Foreningen til nedlæggelse af Tange sø, Flamming Mosevej 6, 8620 Kjellerup,
[email protected],
21 80 64 88