Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del Bilag 282
Offentligt
2690752_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 337
Den 14. april 2023
Til udvalgets orientering fremsendes hermed nedenstående orientering samt et vedlagt bilag med
kortmateriale.
Den 12. januar 2023 blev Miljø- og Fødevareudvalget orienteret om resultaterne i rapporten
"Screening
af forekomster af PFAS på Naturstyrelsens kystnære og vestvendte arealer i Jylland og på Sjælland".
Resultaterne viste PFAS-niveauer over Fødevarestyrelsens indikatorværdier i prøver på 60 af de 67
undersøgte arealer. Indikatorværdierne angiver PFAS-niveauer, som estimeres at kunne give anledning
til yderligere undersøgelser af fødevaresikkerheden f.eks. for kød- og mælk og begrænsning på
omsætning af de berørte dyr.
Fødevarestyrelsen har på baggrund af analyser for PFAS-niveauer i blodprøver fra dyrebesætninger,
som har afgræsset de undersøgte arealer, frikendt en række arealer med henvisning til at blodprøverne
ikke indikerede PFAS-niveauer i dyrene til fare for fødevaresikkerheden. Det efterlader 39 arealer fra
undersøgelsen, hvor der fortsat er konstateret PFAS-niveauer i enten blodprøver eller græs-
/overfladevandsprøver over Fødevarestyrelsens indikatorværdier. Naturstyrelsen er lodsejer for fire
yderligere forpagtningsarealer ved Agger Tange, Harboøre Tange og Nissum Fjord, hvor der er fundet
PFAS-niveauer over Fødevarestyrelsens indikatorværdier. I alt er det samlet 43 arealer (se bilag 1 for
kortmateriale).
Fødevarestyrelsen har overfor Naturstyrelsen i en præcisering oplyst, at man som udlejer af arealer til
græsning har et ansvar som foderproducent, og at fodervareproducenter ifølge reglerne ikke må
markedsføre foder til fødevareproducerende dyr, hvor der er fundet PFAS-niveauer over
Fødevarestyrelsens indikatorværdier.
For at overholde foder- og fødevarelovgivningen sætter Naturstyrelsen afgræsningen af de 43 arealer i
bero. Det betyder, at Naturstyrelsen har orienteret ca. 50 landbrugere om, at deres græsningsaftaler med
Naturstyrelsen på de 43 arealer er annulleret. Naturstyrelsen har fortsat naturplejeforpligtelser på
arealerne, som fremadrettet skal opfyldes med alternative metoder til naturpleje.
En række af resultaterne fra arealerne har på nuværende tidspunkt karakter af stikprøveresultater,
derfor afdækker Naturstyrelsen i dialog med de relevante myndigheder fremtidige scenarier for
benyttelse af arealerne, herunder om det på et senere tidspunkt potentielt kan være muligt igen at
udsætte fødevareproducerende dyr på nogle af arealerne. En pressemeddelelse om sagen er netop
offentliggjort. Jeg vil holde jer orienteret om sagen.
Magnus Heunicke
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk