Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del Bilag 264
Offentligt
2687991_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 3336
Den 9. april 2023
Berigtigelse vedr. Samråd A-B afholdt den 8. februar 2023
Den 8. februar 2023 blev Samråd A-B om olieholdigt spildevand fra Norge, afholdt. Under samrådet
stillede Hans Kristian Skibby (DD) følgende spørgsmål (forkortet):
”I den forrige regering, afviste den daværende miljøminister, at denne specialiserede opgave skulle
løftes hos Miljøstyrelsen, den skulle fortsat ligge hos kommunerne individuelt. Der vil jeg gerne høre
ministeren, om ministeren ikke mener, at man bør tage en anden beslutning.”
Mit svar (forkortet):
”Jeg håber ikke, nogen tager det, som om jeg på nogen måde kaster Slagelse kommune under bussen.
Vi siger ikke, at Slagelse kommune har givet noget på et forkert grundlag, det er der ikke noget, der
tyder på, vi har ikke oplysninger overhovedet. Jeg har ikke nogen plan i skuffen om at ændre det.”
Jeg har også svaret ved flere lejligheder, at Slagelse kommune er rette myndighed og dermed
kompetent godkendelses- og tilsynsmyndighed for RGS Nordic A/S.
Jeg er nu blevet opmærksom på via pressen, at der stilles spørgsmål ved, hvilken aktivitet
virksomheden burde karakteriseres som. Det handler om, at kommunen hidtil har fastlagt, at
virksomheden er en affaldsbehandlingsvirksomhed, hvilket betyder, at det er kommunen, der er
myndighed. Kritikken går på, at det bør overvejes, om virksomheden også kan karakteriseres som et
selvstændig drevet industrielt renseanlæg. Det er et andet listepunkt (6.11 på
godkendelsesbekendtgørelsens bilag 1), og her er det staten og dermed Miljøstyrelsen, der er
myndighed.
Jeg har derfor d. 21. marts bedt Miljøstyrelsen om at høre Slagelse Kommune, hvad der har været dens
overvejelser i sagen og afklare med kommunen, om virksomheden er indplaceret på det rigtige
listepunkt. Miljøstyrelsen har d. 27. marts holdt møde med Slagelse Kommune for at høre om deres
overvejelser og vejledt om rette forståelse af dette listepunkt.
Jeg kan tilføje, at det er kommunens opgave at vurdere dette nye spørgsmål og afklare, hvorvidt det
betyder, at virksomheden hidtil har været kategoriseret forkert. Der har naturligvis betydning for
kompetencefordelingen, og hvis det peger i retningen af, at RGS Nordic bør indplaceres anderledes, så
den får Miljøstyrelsen som myndighed, så er Miljøstyrelsen naturligvis klar til at overtage
myndighedsrollen for virksomheden.
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 264: Berigtigelse vedrørende besvarelsen af samrådsspørgsmål A og B afholdt den 8. februar 2023
Jeg vil også gøre mit for at få dette spørgsmål afklaret hurtigst muligt. Hverken virksomheden,
Slagelse kommune eller borgerne er tjent med, at der er uvished.
Magnus Heunicke
/
Nina Porst
2