Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del Bilag 26
Offentligt
Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del - Bilag 511
Offentligt
NOTAT
Ressourcer og Forsyning
J.nr. 2021-1837
Ref. AGLUN
Den 13. marts 2021
Redegørelse om læringspunkter i DanWEEE-sagen
1.
Baggrund og formål med redegørelsen
Affaldsbehandlingsvirksomheden DanWEEE Recycling A/S (herefter DanWEEE) gik konkurs den 30.
januar 2018. Virksomheden havde lejemål på to adresser i henholdsvis Hedehusene og Fredericia og
efterlod store mængder elektronikaffald, både ubehandlet og delvist behandlet. Konkursen igangsatte
en længere proces med henblik på at placere ansvaret for behandlingen af det efterladte affald. På
trods af, at der skete en afklaring af det juridiske ansvar for det efterladte affald i foråret 2019, har det
vist sig, at en del af affaldet endnu ikke var færdigbehandlet i januar 2021. Miljøministeren har derfor
bedt Miljøministeriet udarbejde en redegørelse med bidrag fra Miljøstyrelsen og Fredericia Kommune
om sagen og eventuelle læringspunkter. Redegørelsen skal afdække, om der er behov for ændringer i
regelsæt eller myndighedspraksis for at undgå et lignende forløb.
2. Afgrænsning
Redegørelsen tager udgangspunkt i handlingsforløbet omkring DanWEEE på de to lokaliteter i
Hedehusene og Fredericia og omfatter identifikation af eventuelle problematikker i regelsæt og
myndighedspraksis gældende for elektronikaffaldsbehandlingsvirksomheder. Redegørelsen omfatter
således ikke andre virksomhedstyper.
I forbindelse med Berlingske Tidendes artikelrække blev det belyst, at en del af det efterladte affald
efter DanWEEE’s konkurs blev videresolgt af konkursboet til en elektronikaffaldsvirksomhed, der
sidenhen har flyttet affald rundt på tværs af kommunegrænser. Denne afledte problematik om en
såkaldt nomadevirksomhed er kendt af Miljøministeriet, og der pågår en separat undersøgelse heraf.
3. Regelgrundlaget for virksomhedstyper som DanWEEE
Særligt forurenende virksomheder kræver en miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33. De
virksomhedstyper (listevirksomheder), som er særligt forurenende, er opført på bilag 1 og 2 i
godkendelsesbekendtgørelsen. DanWEEE’s virksomheder i Hedehusene og i Fredericia beskæftigede
sig hovedsageligt med sortering/omlastning af elektronikaffald, og virksomheden i Hedehusene havde
desuden såkaldt shredder-virksomhed (mekanisk neddeling af metalaffald). Virksomheder af denne
type er godkendelsespligtige efter godkendelsesbekendtgørelsen.
Virksomhedstyper som DanWEEE skal ifølge miljøbeskyttelsesloven stille sikkerhed for udgifter, som
tilsynsmyndigheden kan blive nødt til at afholde for at håndtere ulovligt affald. Det er
godkendelsesmyndigheden, der fastsætter nærmere vilkår om sikkerhedsstillelsen i forbindelse med
godkendelse af listevirksomheden.
Miljøministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
•
CVR 12854358
•
EAN 5798000862005
•
•
www.mfvm.dk