Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del Bilag 256
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022 - 8837
Den 30. marts 2023
Orientering om at lovforslag om ændring af havmiljøloven for den
eksklusive økonomiske zone ved Grønland sendes i høring
Til udvalgets orientering fremsendes hermed høringsbrev og udkast forslag til lov
om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet i den eksklusive økonomiske zone
ved Grønland.
Med lovforslaget skabes hjemmel til implementering af forbud mod tung olie, det
såkaldte ”heavy fuel oil” (HFO-forbuddet) i Arktis som vedtaget af Marine
Environment Protection Committee under FN’s søfartsorganisation. Forbuddet
implementeres ved indsættelse af en bemyndigelsesbestemmelse i § 22 a i lov om
beskyttelse af havmiljøet i den eksklusive økonomiske zone ved Grønland.
Lovforslaget udmøntes ved bekendtgørelse, hvor HFO-forbuddet fastsættes.
HFO-forbuddet medfører, at HFO ikke længere kan anvendes som skibsbrændstof
eller transporteres til brug som skibsbrændstof fra den 1. juli 2024 i arktiske
områder. Dobbeltskrogede tankskibe er først omfattet fra 1. juli 2029. Stater med
kystlinje i Arktis kan midlertidigt dispensere fra HFO-forbuddet for skibe, der sejler
dets flag, når de opererer i den pågældende stats jurisdiktion. Det gælder frem til 1.
juli 2029. HFO kan fortsat transporteres som gods (i modsætning til som
skibsbrændstof) i tankskibe.
Vedlagt er HFO-forbuddet som vedtaget af Marine Environment Protection
Committee og et udkast til udmøntningen af lovforslaget ved bekendtgørelse.
Lovforslaget sendes i høring fra den 30. marts til den 11. maj 2023.
Lovforslaget forventes fremsat den 29. februar 2024.
Med venlig hilsen
Magnus Heunicke
/
Katrine Nissen
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K