Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del Bilag 171
Offentligt
2668094_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Den 27. februar 2023
Sagsnummer: 2021-1298
MIM 17-23
./.
Vedlagt fremsendes til udvalgets orientering grundnotat m ændring af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) 1272/2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger.
Med venlig hilsen
Magnus Heunicke
/
Henrik Hedeman Olsen
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1212 København K Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected]
www.mim..dk
MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 171: Grund- og nærhedsnotat vedr. klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger
2668094_0002.png
Den 27. februar 2023
J.nr. 2023-1947
MIM 17-23
GRUND- OG NÆRHEDSNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) 1272/2008 om
klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger
KOM-dokument COM(2022) 748 final
Resumé
Kommissionen har den 19. december 2022 udsendt et forslag til revision af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) 1272/2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og
blandinger (CLP-forordningen). CLP-forordningen udgør en del af EU’s strategi for bæredygtige
kemikalier. Revisionen indeholder tre overordnede formål. For det første skal den sikre, at alle
kemiske stoffer og blandinger klassificeres tilstrækkeligt og ensartet i EU. For det andet har den til
formål at forbedre kommunikationen af farer ved at ensrette etiketters udformning for at øge
forståelsen og fleksibiliteten for virksomhederne uden at sænke beskyttelsesniveauet. Slutteligt skal
den sikre, at reglerne om klassificering og oplysning om kemiske farer anvendes af alle relevante
aktører i forsyningskæden. Revisionen medfører bl.a. opdaterede regler om mærkning, mærkning
ved genopfyldningssalg samt digital mærkning. For alle tre initiativer gælder det, at der er nye
regler for skriftens størrelse på etiketten afhængigt af emballagens størrelse. Med revisionen får
Kommissionen også initiativret til at foretage harmoniserede klassificeringer af stoffer og
blandinger, og det er intentionen at styrke forbrugerbeskyttelsen ved onlinesalg.
Forslaget har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser men kan have væsentlige statsfinansielle og
administrative konsekvenser i form af øgede omkostninger til kontrol og håndhævelse med et
foreløbigt skøn på 3-5 mio. kr. om året. En foreløbig vurdering af forslaget administrative
erhvervsøkonomiske konsekvenser for virksomhederne skønnes at være på ca. 4 mio. kr. om året i 20
år. Den reviderede forordning skønnes at have positiv virkning på beskyttelsesniveauet i Danmark
og EU, både for menneskers sundhed og miljøet, idet stoffer og blandinger vil blive håndteret og
markedsført mere sikkert.
Regeringen hilser Kommissionens forslag til revision af CLP-forordningen velkommen. Regeringen
støtter et opdateret regelsæt for klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger,
der styrker det indre marked og digitaliseringen, samt øger beskyttelsen af menneskers sundhed og
miljøet. Regeringen vil overordnet have fokus på, at beskyttelsesniveauet samlet set styrkes med
revisionen af forordningen. Dette skal bl.a. ske ved at indføre klare regler som opdaterer
forordningen til nye markedsforhold, hvor der tages højde for den digitale udvikling. F.eks. gives
mulighed for digital mærkning og der er intentioner om handel på online platforme skal være sikker
for forbrugere. Regeringen finder det væsentligt, at de nye regler for etiketters udformning samt
digital mærkning ikke vil afføde uforholdsmæssige erhvervsøkonomiske konsekvenser. Regeringen
finder det særligt vigtigt, at revisionsforslaget medfører en øget forbrugerbeskyttelse ved onlinesalg.
MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 171: Grund- og nærhedsnotat vedr. klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger
2668094_0003.png
Regeringen finder det positivt, at Kommissionen kan tage initiativ til harmoniserede klassificeringer
efter revisionen, men det bør fremgå klart af delegationen til Kommissionen, at Kommissionen kan
indføre nye fareklasser som tilpasning til den tekniske og videnskabelige udvikling. Kommissionen
bør dog kun kunne fjerne fareklasser gennem den almindelige lovgivningsprocedure.
Baggrund
Kommissionen har ved COM(2022) 748 final af 19. december 2022 fremsendt forslag til revision af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) 1272/2008 om klassificering, mærkning og
emballering af stoffer og blandinger (herefter CLP-forordningen).
Revisionen blev annonceret under EU’s Kemikaliestrategi for Bæredygtighed den 14. oktober 2020 og
skal bidrage til at realisere ambitioner, der er fastlagt i initiativer relateret til Den Europæiske Grønne
Pagt. Pagten indeholder bestemmelser om styrkelse og forenkling af de retlige rammer for kemikalier
for at sikre et giftfrit miljø.
Kommissionen mener, at det generelt er lykkedes at skabe et effektivt indre marked for kemikalier,
men at svagheder eller mangler ved CLP-forordningen gør, at forordningens potentiale ikke udnyttes
til fulde i forhold til beskyttelsen af mennesker og miljø.
Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 114 om EU's indre marked og skal behandles efter
den almindelige lovgivningsprocedure i TEUF artikel 294. Forslaget er oversendt til Rådet i en dansk
sprogversion den 2. februar 2023.
Formål og indhold
CLP-forordningens overordnede formål er at beskytte sundhed og miljø fra skadelige kemikalier og
facilitere kemikaliers fri bevægelighed på det europæiske marked. Under CLP-forordningens regler er
et stof eller en blanding, som opfylder de kriterier vedrørende fysiske farer, sundhedsfarer eller
miljøfarer, som er fastlagt i bilag til forordningen, farligt og skal klassificeres i henhold til de
fareklasser, som ligeledes er fastlagt i de pågældende bilag. Producenter, importører og downstream-
brugere er i henhold til CLP-forordningen forpligtet til at klassificere, mærke og emballere stoffer og
blandinger inden de markedsføres, såkaldte ”selvklassificeringer”. En klassificering kan være
”harmoniseret”. Hvis dette er tilfældet, skal den harmoniserede klassificering anvendes af
producenter, importører og downstream-brugere i hele EU.
Der er tre hovedformål med revisionen af CLP-forordningen:
1. At sikre, at alle kemiske stoffer og blandinger klassificeres og mærkes tilstrækkeligt og ensartet i
EU.
2. At forbedre kommunikationen af farer ved at ensrette etiketters udformning. Det skal øge
forståelsen og fleksibiliteten for virksomhederne uden at sænke beskyttelsesniveauet.
3. At sikre, at reglerne om klassificering og oplysning om kemiske farer anvendes af alle relevante
aktører i forsyningskæden.
Elementer, der foreslås forbedret ved revision af forordningen, er samlet under de tre ovenstående
hovedformål og gennemgås nedenfor.
Tilstrækkelig og ensartet klassificering og mærkning af stoffer og blandinger
Introduktion af nye fareklasser:
Erfaring og viden, opnået gennem identificering af særligt problematiske stoffer under Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 1907/2006 om registrering, vurdering og godkendelse af
samt begrænsninger for kemikalier (REACH-forordningen), har tydeliggjort et behov for at indføre nye
fareklasser i CLP-forordningen. Det drejer sig om stoffer med:
1. Hormonforstyrrende egenskaber.
2. Persistente (svært nedbrydelige), bioakkumulerende (ophober sig i levende organismer) og
toksiske (giftige) egenskaber (såkaldte PBT-stoffer).
3. Meget persistente og meget bioakkumulerende egenskaber (såkaldte vPvB-stoffer)
2
MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 171: Grund- og nærhedsnotat vedr. klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger
2668094_0004.png
4. Persistente, mobile (udvaskelige/vandopløselige) og toksiske egenskaber (såkaldte PMT-
stoffer).
5. Meget persistente og meget mobile egenskaber (såkaldte vPvM-stoffer).
Indførelsen af ovennævnte nye fareklasser er foretaget som et selvstændigt element i den samlede
revision af CLP-forordningen. Kommissionen oversendte en delegeret retsakt om nye fareklasser til
Europa-Parlamentet og Rådet den 20. december 2022. Rådet har ikke gjort indsigelse mod den
delgerede retsakt.
Stoffer, der under andre reguleringer er identificeret til at opfylde kriterierne for de nye fareklasser,
indføres direkte i CLP-forordningens bilag VI, som harmoniserede klassificeringer, det vil sige
klassificeringer, som gælder i hele EU, og som producenter, importører og downstream brugere er
forpligtet til at bruge.
Kommissionen får bemyndigelse til at initiere og finansiere harmoniserede klassificeringer:
Med forslaget bliver det muligt for Kommissionen at bede Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA)
og Det Europæiske Fødevareagentur (EFSA) om at udarbejde udkast til harmoniserede klassificeringer
af stoffer og blandinger. Denne mulighed har Kommissionen ikke i dag.
Forbedre virksomheders selvklassificering:
For at forbedre virksomheders klassificering af stoffer og fjerne uens klassificeringer af samme stof
eller blanding foreslås det at pålægge indberetteren af en klassificering af et stof eller en blanding at
redegøre for eventuelle afvigelser i forhold til eksisterende klassificeringer, at identiteten af
indberetteren fremover at blive offentliggjort på ECHAs hjemmeside og en pligt for indberetteren til at
opdatere klassificeringen.
Øget gennemsigtighed via registrering af en intention om forslag til klassificering:
Med forslaget skal en producent, importør, medlemsstat, Kommissionen eller downstream-bruger, der
agter at indsende et forslag til harmoniseret klassificering og mærkning af et stof, advisere ECHA først.
ECHA bliver herudover forpligtet til at offentliggøre oplysninger om hensigter om forslag til nye
harmoniserede klassificeringer og mærkninger af stoffer.
Forbedring af farekommunikation
Undtagelser for mærkning for kemikalier solgt uemballeret eller i meget små emballager:
Der foreslås særskilte mærkningskrav til produkter i meget små emballager, hvor emballagen er så lille
eller har en form, hvor det ikke er muligt at opfylde kravene i forordningen. Her foreslås det tilladt at
angive mærkningselementer på en mærkeseddel eller på yderemballagen. Herudover foreslås også
fastsat krav om, hvilke elementer der skal fremgår af den indre emballage, f.eks. farepiktogram og
handelsnavn. Det er det klare udgangspunkt, at stoffer og blandinger, som klassificeres, også skal
mærkes i henhold til CLP-forordningen. Dette gælder også stoffer og blandinger, der markedsføres
uemballeret i løs vægt eller i store beholdere, også kaldet 'bulk'. Et eksempel herpå er brændstof. For
sådanne produkter foreslås der nu særskilte mærkningskrav således, at disse imødekommer
emballagebegrænsninger eller lignende, men som ikke går på kompromis med farekommunikationen.
Fx skal mærkningselementer for brændstof, der tankes på en tankstation, angives på den pågældende
pumpe.
Frivillig digital mærkning:
Forslaget åbner op for en frivillig digital mærkning af produkter under CLP-forordningen.
Kommissionen foreslår, at obligatoriske oplysninger, herunder oplysninger vedrørende beskyttelse af
sundheden og miljøet, altid skal fremgå af den fysiske etiket, men at eventuelle supplerende (ikke-
obligatoriske) oplysninger alene kan formidles digitalt. Der lægges endvidere op til, at aktører frivilligt
tillige kan formidle oplysningerne på den fysiske etiket digitalt. Det er dog en forudsætning herfor, at
de digitale oplysninger viser den samme information som den fysiske etiket. Kommissionen foreslås
med revisionen at få beføjelse til at udstede delegerede retsakter omhandlende krav til digital
mærkning for at tilpasse kravene med den teknologiske udvikling.
3
MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 171: Grund- og nærhedsnotat vedr. klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger
2668094_0005.png
Større udbredelse af foldud-etiketter:
Der gives med forslaget en generel mulighed for at anvende foldud-etiketter med flere sprog således, at
stoffer og blandinger kan handles i flere EU-lande uden at skulle trykke individuelle etiketter for hvert
land, hvor stoffet eller blandingen markedsføres. I dag er det kun muligt at anvende foldud-etiketter,
når der er tale om små emballager, eller hvor emballagen har en særlig form.
Genopfyldelige beholdere:
I takt med den grønne omstilling og ønsket om at nedbringe mængden af emballageaffald generelt,
foreslås der indført regler for mærkning af produkter, der kan købes til genopfyldning. Her foreslås
det, at kun produkter, der er behæftet med minimal fare, kan handles ved genopfyldning af emballage,
uden krav om mærkning af den pågældende emballage. Herudover foreslås, at de krav, der gælder for
stoffer og blandinger, som sælges på genopfyldningsstationer, skal fremgå på den enkelte
genopfyldningsstation.
Obligatoriske regler for udformning af etiketter:
For at ensrette og forbedre kommunikationen af fareinformation foreslås der regler for ensartet
udformning af etiketter, hvor der er krav til mindste skriftstørrelse og farve, hvor skriftstørrelsen er
afhængig af beholderens volumen. Det skal gøre det nemmere at læse etiketterne.
Sikring af, at reglerne anvendes af alle relevante aktører
Flere aktører får pligt til at anmelde fareklassificering af blandinger, som markedsføres til
forbrugere:
CLP-forordningen indeholder krav om, at medlemsstater udpeger et organ, som skal modtage
harmoniserede oplysninger til brug for beredskab i sundhedsmæssige nødsituationer. De nationale
giftinformationscentre har herefter mulighed for at trække på de indberettede oplysninger.
I Danmark er Miljøstyrelsen ved bekendtgørelse udpeget til dette organ. Indberetning til
Miljøstyrelsen sker elektronisk til den Poison Center Notification (PCN) portal, som ECHA er vært for.
Det er Giftlinjen, Bispebjerg Hospital, som er det nationale giftinformationscenter.
I dag er det alene importører og downstreambrugere, som er forpligtet til at indberette til det
udpegede organ. Med forslaget pålægges distributører også en pligt til at indberette de ovennævnte
oplysninger til det udpegede organ, hvis organet ikke i forvejen er i besiddelse af oplysningerne.
Oplysningsforpligtelsen vil give giftinformationscentrene et bedre oplyst grundlag at agere på i
sundhedsmæssige nødssituationer.
Aktører etableret uden for EU, som sælger direkte til forbrugere i EU, skal overholde CLP-
forordningens regler:
Det er med forslaget Kommissionens intention at styrke økonomiske aktørers forpligtelser til at
overholde CLP-forordningens regler i forbindelse med online-handel. Det foreslås, at dette gøres ved
at indføre en bestemmelse om, at der altid skal være en leverandør, hjemmehørende i EU, som er
ansvarlig for, at et stof eller en blanding overholder forordningens regler. Herudover foreslås det, at
mærkningselementer tydeligt skal fremgå, når der er tale om fjernsalg som f.eks. online-handel.
Forbedring af reglerne for klassificering af sammensatte stoffer og blandinger, så disse ikke
over/under-klassificeres:
Med forslaget vil sammensatte stoffer blive defineret, som stoffer, der består af flere bestanddele. Det
foreslås blandt andet, at sammensatte stoffer klassificeres på baggrund af de bestanddele de består af,
på samme måde som blandinger klassificeres på baggrund af de stoffer, de består af. Der foreslås
endvidere, at der fremover ikke skal kunne ses bort fra farligheden af en bestanddel i et sammensat
stof, såfremt oplysninger indikerer, at det sammensatte stof er mindre farligt, end hvis det
sammensatte stof var klassificeret på baggrund af de enkelte bestanddele. På den måde vil
klassificeringen af sammensatte stoffer tage udgangspunkt i de mest farlige bestanddele, hvilket vil
lede til mere korrekt klassificering.
4
MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 171: Grund- og nærhedsnotat vedr. klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger
Derudover foreslås nye regler for producenter, importører og downstreambrugeres beregning af stoffer
og blandingers akutte giftighed, således at der tages tilstrækkelig højde for den akutte giftighed i
stoffer og blandinger, hvor det farlige stof indgår som urenhed, et tilsætningsstof eller en
enkeltbestanddel.
Klassificering af grupper af stoffer der ligner hinanden
Efter revisionen vil det være muligt, at lave forslag til harmoniseret klassificering af grupper af stoffer,
der ligner hinanden, hvis en sådan lighed giver mulighed for en ensartet klassificering af alle stofferne
i gruppen. Formålet med dette er, at lette byrden ved klassificeringer for alle aktører samt byrden
forbundet med test af enkeltstoffer.
Overgangsperioder:
Ændringen af CLP-forordningen foreslås at træde i kraft 20 dage efter offentliggørelse i EU-Tidende.
Der er som udgangspunkt foreslået en overgangsperiode på 18 måneder efter ikrafttrædelsen. Dog vil
der for en række nærmere angivne bestemmelser i forordningen være en overgangsperiode på 17
måneder efter ikrafttrædelsen.
Det bemærkes, at der i de delegerede retsakter for klassificering og mærkning af stoffer og blandinger
iht. de nye fareklasser under CLP er fastsat selvstændige overgangsperioder for, hvornår stoffer og
blandinger, der allerede er på markedet, skal være klassificeret, og for hvornår nye stoffer og
blandinger skal være det.
Stoffer og blandinger, der allerede er på markedet inden ikrafttrædelse af den delegerede retsakt skal
være klassificeret henholdsvis 42 og 60 måneder efter ikrafttrædelsen, mens nye stoffer og blandinger
skal være klassificeret henholdsvis 24 og 36 måneder efter ikrafttrædelsen.
Europa-Parlamentets udtalelser
Nærhedsprincippet
Europa-Parlamentet har endnu ikke udtalt sig om forslaget.
Kommissionen vurderer, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet, da forslaget er
med til at beskytte mennesker og miljø i hele EU. Ligesom ved vedtagelsen af CLP-forordningen kan
målene ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, da kemisk forurening er
grænseoverskridende og nationale tiltag ikke øger beskyttelsen tilstrækkeligt. Det er derfor
regeringens vurdering, at det følger heraf, at forslaget til denne forordning er i overensstemmelse med
nærhedsprincippet
.
Gældende dansk ret
Forordningen er umiddelbart gældende i Danmark.
Konsekvenser
Lovgivningsmæssige konsekvenser:
En vedtagelse af forordningen har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser.
Statsfinansielle konsekvenser og administrative konsekvenser for det offentlige:
Forordningen kan have væsentlige statsfinansielle eller administrative konsekvenser i det udgifterne
til det offentlige foreløbigt er opgjort til at ligge mellem 3-5 mio. kr. årligt. Det bemærkes, at afledte
nationale udgifter, som følger af EU-retsakter, afholdes inden for de berørte ministeriers eksisterende
bevillingsrammer, jf. budgetvejledningens bestemmelser herom.
Samfundsøkonomiske konsekvenser:
Revisionen af forordningen skønnes ikke at have betydelige samfundsøkonomiske konsekvenser.
Erhvervsøkonomiske og administrative omkostninger for virksomhederne
5
MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 171: Grund- og nærhedsnotat vedr. klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger
2668094_0007.png
Det vurderes, at revisionen medfører administrative omkostninger på ca. 4 mio. kr. om året over 20 år,
baseret på Kommissionens vurderinger for hele EU. De administrative omkostninger er overvejende
begrundet i hovedformålet om tilstrækkelig og ensartet klassificering og mærkning af stoffer og
blandinger. Revisionen medfører øgede krav til virksomheders registrering, dokumentation og
mærkning, hvis deres produkter omfattes af de nye klassificeringer. Det vurderes dog, at forenkling af
regler også medfører besparelser for de samme virksomheder, hvilket ikke er modregnet i
ovenstående. Små og mellemstore virksomheder kan blive relativt hårdere ramt af de administrative
omkostninger, idet omkostningerne til en vis grad vil være faste omkostninger.
Konsekvenser for beskyttelse for beskyttelsesniveau
En vedtagelse af forordningen skønnes at have positiv virkning på beskyttelsesniveauet i Danmark og
EU, idet en implementering af de foreslåede ændringer vil betyde en øget beskyttelse af menneskers
sundhed og miljøet.
Høring
Forslaget har været i høring i EU-Miljøspecialudvalget i perioden 20. december 2022 – 11. januar
2023. Der er kommet adskillige høringssvar.
Dansk Erhverv finder det vigtigt, at revisionen skal fremme videnbaseret regulering, der sikrer ens
markedsvilkår på det indre marked og i relation til import fra ikke-EU-lande. De støtter
regelforenkling, der letter adgangen til relevante data i værdikæden med fælles formater for udveksling
af viden og ensrettede formater og mærkningskrav. Nye krav til klassificering, mærkning og
emballering vurderes af Dansk Erhverv at være en tidskrævende opgave i hele værdikæden. De mener
derfor, at det er nødvendigt at sikre rimelige overgangsordninger. Det vurderes, at ensartet
implementering og harmoniseret håndhævelse på tværs af det indre marked samt fra tredjelande,
inklusiv brugernes egne onlineindkøb og import, er nødvendig for at sikre arbejdstagere, forbrugere og
miljøet. Dansk Erhverv ser, at ensartet gennemførelse og kontrol vil fremme handlekraften og give en
fair konkurrence på markedet. Dansk Erhverv støtter et øget fokus på harmoniseret klassificering,
standardiserede mærkningskrav og et øget brug af digital mærkning. I forhold til digital mærkning
opfordrer Dansk Erhverv til, at der tænkes horisontalt i forhold til øvrig lovgivninger for at strømline.
For genopfyldningsstationer, mener Dansk Erhverv, at ansvaret for hele processen bør tydeliggøres,
hertil kommer en begrænsning af, hvilke slags faremærkede stoffer og produkter, der kan tilbydes ved
genopfyldning.
Angående onlinesalg finder Dansk Erhverv, at det er afgørende, at forordningens krav kan gøres
gældende ved såvel fysisk markedsføring som ved onlinesalg, herunder onlinesalg fra tredjelande.
Dansk Erhverv pointerer, at onlinemarkedspladser nyder en særposition efter Digital Services Act og
mener, at det beror på en misforståelse. De anfører, at Digital Services Act ikke har juridisk eller
lovhierarkisk forrang frem for CLP-forordningen. Dansk Erhverv håber, at Kommissionen og Rådet vil
arbejde for effektiv og sikker kemikalielovgivning og gøre det klart, at forbruger- og
arbejdstagersikkerheden har brug for at indrette denne forordning og andre tiltag på miljø- og
klimaområdet uden åbenbare smuthuller.
Dansk Industri hilser forslagets intentioner om at sikre ensartethed, gennemsigtighed og
overensstemmelse med anden EU-lovgivning velkommen. Dansk Industri opfordrer til, at man fra
dansk side skubber ambitionen i EU om at udvikle digitale formater, der kan sikre, at virksomhederne
kun skal registrere de samme data ét sted. Forslaget har til hensigt at forenkle lovgivningen og give
virksomhederne mulighed for en mere harmoniseret digitaliseret kommunikation og håndhævelse af
reglerne, men dette mener Dansk Industri ikke udtrykkes klart. Dansk Industri støtter, at forbrugerne
sikres ensartet og god information om kemi, men mener, at en række professionelle og industrielle
brugere pålægges nye opgaver og omkostninger, der ikke er balanceret med en øget sikkerhed for
mennesker og miljø.
Vedrørende kommunikation og udformning af faremærkning bemærker Dansk Industri, at forslaget
om minimumsstørrelser for fonte og etiketstørrelser for særligt de store emballager vil få uheldige
konsekvenser for producenterne. Dansk Industri pointerer, at det ikke er emballager, der retter sig
6
MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 171: Grund- og nærhedsnotat vedr. klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger
2668094_0008.png
mod forbrugere. Der stilles blandt andet i forslaget krav til, at teksten på en fareetiket på særligt store
emballager skal trykkes med en minimumsfont på 20 pkt. hvilket ifølge Dansk Industri sætte nye og
dyre krav til printere. Herudover mener de, at det vil gøre brugen af flersprogede etiketter umulig.
Dansk Industri foreslår at stille krav til læsbarheden af etiketten, men ændre fontstørrelsen til 10 pkt.
Dansk Industri ser ikke, at det med forslaget bliver lettere at bruge foldud-etiketter ligesom de finder
de foreslåede muligheder for digital mærkning uden reelt indhold.
Dansk Industri mener, at der er uklarhed om overgangsperioderne i forslaget, og at forslagets
ændringer medfører nye fareetiketter med en deadline, der er afkoblet fra indførslen af de nye
fareklasser. Virksomhederne vil efter Dansk Industris mening, kunne møde krav om at gennemføre
ometikettering af faremærkede produkter flere gange inden for kort tid for at kunne efterleve
lovgivningen. Omkostningerne anslås at være betydelige og vil med de mange andre kommende
ændringer ramme adskillige virksomheder hårdt. Dansk Industri anmoder derfor om, at det sikres ved
behandlingen af lovforslaget, at eventuelle krav til ændret format for en etiket ikke skal være udført,
før fristen for nye klassificeringer fra stofleverandørerne udløber.
Dansk Industri bifalder Kommissionens ønske om at sikre forbrugerne bedre ved køb på
onlinesalgsplatforme, men har svært ved at se det udmøntet i forslaget. De kan ikke finde krav til
eksempelvis medlemslandenes håndhævelse af kravene ved import. Dansk Industri ser gerne, at ikke-
EU-aktører bliver holdt op mod samme standard, som EU-aktører, både for at højne sikkerheden for
mennesker og miljø og for at sikre en fair konkurrence. Dansk Industri fremhæver vigtigheden af, i den
efterfølgende behandling af bortskaffede produkter i medlemslandene, at importerede produkter ikke
hindrer genanvendelse og ødelægger materialestrømmene. Dansk Industri efterlyser derfor, at der
også stilles krav til de produkter, der importeres til EU af private fra ikke-EU-lande ved eksempelvis
kontrol når de ankommer til EU.
Dansk Industri gør opmærksom på, at ikke alle distributører har alle de relevante oplysninger til en
fuld indberetning til den europæiske giftinformationscentral, PCN, og formoder, at det er
fyldestgørende såfremt producentens UFI-kode fremgår. Dansk Industri gør også opmærksom på, at
de savner én indgang til registrering af produkters kemi. I dag skal virksomheder registrere flere
steder. Dansk Industri bifalder en mere entydig definition af sammensatte stoffer, men gør
opmærksom på, at blandinger kan fejlklassificeres, samt at stoffer der betegnes UVCB (unknown and
variable composition) ikke nødvendigvis anses for at være sammensatte stoffer. Dansk Industri gør
opmærksom på, at begrebet ’sammensatte stoffer’ ikke findes i lande uden for EU, hvilket kan
udfordre virksomheders salg ud af EU. Sluttelig gør Dansk Industri opmærksom på, at der er behov for
vejledninger til CLP-forordningens regler før udgangen af 2024.
Miljøministeriet bemærker, at vi i Danmark har valgt at benytte os af PCN (Poison Centre Notification)
under ECHA.
Danmarks Farve- og Limindustri bemærker, som Dansk Industri, at de nye bestemmelser om
fontstørrelse på etiketter kan være problematisk for større emballager, men fremhæver også, at det
kan blive problematisk på mindre emballager. Det fremhæves, at der vil være udgifter til nye
etiketprintere. Hertil kommer udgifter til re-design af alle etiketter. Danmarks Farve- og Limindustri
ser ikke en reel fodbedring af reglerne for foldud-etiketter i forslaget, ligesom de finder
Kommissionens oplæg til digitalisering af etiketter indholdsmæssigt svagt. Ligesom Dansk Industri,
gør Danmarks Farve- og Limindustri opmærksom på, at der er uklarhed om overgangsperioderne for
samspillet mellem ændringerne i revisionsforslaget og de nye fareklasser. De mener, at
virksomhederne kan blive mødt med krav om ometikettering flere gange inden for kort tid, og at det
bør sikres, at krav til ændret etiketformat ikke skal udføres før fristen for eventuelle nye
klassificeringer udløber. Herudover gøres der opmærksom på, at der er behov for vejledninger før
udgangen af 2024.
Miljøministeriet bemærker, at Kommissionen har meddelt, at vejledninger til den reviderede CLP-
forordning forventes at være færdige medio 2024 samt, at der er en periode på 3,5 år til at tilpasse sig
de nye regler. Miljøministeriet bemærker endvidere, at overgangsperioderne kun er gældende i
7
MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 171: Grund- og nærhedsnotat vedr. klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger
2668094_0009.png
forbindelse med ikrafttrædelse af fareklasserne. Efterfølgende vil den sædvanlige periode på 18
måneder for omklassificering gælde.
Kosmetik- og hygiejnebranchen bemærker, at kravene til fareinformation på etiketterne gør dem
uoverskuelige for slutbrugerne. De foreslår, at etiketten i højere grad målrettes slutbrugeren og
pointerer, at de nuværende regler for mærkning af eksempelvis vaske- og rengøringsmidler giver
anledning til dobbeltmærkningskrav. Regeringen bemærker, at det af Kommissionen er meddelt, at
man vil gøre op med de dobbelte krav om mærkning ved revision af forordning 648/2004 om vaske-
og rengøringsmidler dette år. Til digital mærkning bemærker Kosmetik- og hygiejnebranchen, at de
støtter forslaget om etableringen af en standardiseret model for angivelse af fareklassificerede
kemikaliers mærkningselementer. Også her påpeger de behovet for, atder tages højde for mulige krav
om dobbeltmærkning, samt at sektorspecifikke såvel som generelle mærkningskrav bliver angivet på
samme platform og kun skal angives en gang. Kosmetik- og hygiejnebranchen ser positivt på
mulighederne for genopfyldningssalg, men finder det afgørende, at lovforslaget tydeliggør beskrivelse
af ansvarsfordelingen i forhold til forbruger, producent og forhandler. Det er uklart, hvem der har
ansvaret for produktets kvalitet og faremærkning ved genopfyldningssalg og Kosmetik- og
Hygiejnebranchen henstiller til, at der ved det videre arbejde med implementering af forordningen
skal tages højde for sektorspecifikke krav, der stilles til emballage. Det pointeres, at der findes vaske-
og rengøringsmidler, som ikke er fareklassificerede og derfor vil være undtaget kravene i CLP-
forordningen. Denne produkttype bør være dækket af eksempelvis forordningen om vaske- og
rengøringsmidler og bør ikke være ekskluderet fra genopfyldningssalg. Angående onlinesalg, gør
Kosmetik- og hygiejnebranchen det klart, at de ønsker mere kontrol med de produkter, der kommer
ind i Danmark via onlinemarkedspladser og pointerer, at forbrugere fortjener den samme sikkerhed
uagtet om de køber deres produkter fysisk eller online. Sluttelig bemærker Kosmetik- og
hygiejnebranchen, at deres medlemmer har stort fokus på de tekniske og regulatoriske ændringer, der
kommer på det cirkulære område, hvorfor det har stor betydning, at der opsættes regelsæt, der kan
rumme store og små virksomheder.
Dansk Vask, Kosmetik- og Husholdningsindustri bemærker, at intentionen i forslaget om at sikre
ensartet og god information om kemi og beskytte forbrugerne mod særlige farlige stoffer falder i tråd
med deres medlemmers ønske. De ændringer, der er en del af forslaget, ser de dog ikke indfrir
ambitionerne i hensigten med samme og mener ikke, at de opgaver som virksomhederne pålægges
bliver opvejet af øget sikkerhed og information. Dansk Vask, Kosmetik og Husholdningsindustri finder
minimumskravene til fontstørrelser på fareetiketter problematiske. Kravet om en fontstørrelse 20 pkt.
til større emballager vil kræve større etiketter, der overstiger A5 og A4. Det vil medføre ikke
ubetydelige udgifter til udskiftning af etiketprintere samt væsentlige meromkostninger og -arbejde. De
påpeger også, at der kan være udfordringer med tekst på flere sprog vedrørende faremærkningen på
mindre emballager samt oplysninger i henhold til forordningen om vaske- og rengøringsmidler,
hvilket vil umuliggøre etiketter på flere sprog. Færre flersprogede etiketter vil medføre ekstra arbejde,
flere udgifter og et øget behov for kontrol. Dansk Vask, Kosmetik- og Husholdningsindustri finder, at
det er uklart, hvordan forslaget skal give mulighed for anvendelse af foldeetiketter end i dag, ligesom
at de ikke ser, at de foreslåede muligheder for anvendelse af digital mærkning giver nye muligheder.
Med hensyn til håndhævelse af EU-reguleringen for salg fra digitale handelsplatforme støtter Dansk
Vask, Kosmetik og Husholdningsindustri, at forbrugerne sikres relevante oplysninger ved køb på
online-salgsplatforme, samt at produkter solgt fra ikke-EU-lande skal overholde EU-reguleringen. De
mener ikke, at kravet om at handelsplatforme skal gøre det nemt for producenter og leverandører at
levere oplysninger om fareklasser og mærkning i forbindelse med salget introducerer yderligere krav
og anfører endvidere, at forbrugersikkerheden ikke øges væsentligt ved, at der stilles yderligere krav til
EU-producerede produkter, hvis ikke det sikres, at kravene håndhæves for importerede produkter.
Dansk Vask, Kosmetik og Husholdningsindustri bemærker, at der med forslaget om, at flere aktører
adviserer den europæiske giftinformationscentral, skal være tilstrækkeligt at anføre produktets UFI-
kode. Herudover påpeger de, at virksomhederne påføres en ekstra administrativ opgave.
Miljøministeriet bemærker, at vi i Danmark har valgt at benytte os af PCN (Poison Centre Notification)
under ECHA.
8
MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 171: Grund- og nærhedsnotat vedr. klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger
2668094_0010.png
Fagbevægelsens Hovedorganisation støtter linjen i det fremsendte forslag og noterer med tilfredshed,
at forslaget sigter mod at lukke svagheder og huller i den eksisterende CLP-forordning. De finder det
positivt, at forslaget indfører fareklasser, der dækker hormonforstyrrende stoffer og stoffer med andre
alvorlige egenskaber. De finder det ligeledes positivt, at styrke grundlaget for troværdig
kommunikation om kemikaliers farlige egenskaber. De bemærker, at mærkning gerne må gøres mere
venlig for brugerne, inklusiv arbejdstagerne o uden at forringe indholdet i kommunikationen, ligesom
forenkling af regler ikke må påvirke kommunikationens troværdighed. Endvidere bemærkes det, at
mærkning og central fareinformation fastholdes på produktet og ikke alene findes online.
Fagbevægelsens Hovedorganisation bakker op om, at forslaget sigter mod at styrke reguleringen af
importerede kemikalier og onlineslag af kemiske produkter, herunder grundlaget for giftcentres virke.
Ligeledes støtter de forslagets sigte om at styrke håndhævelsen.
Forbrugerrådet Tænk støtter op om, at der indføres en klassificering for hormonforstyrrende effekter,
samt for de resterende nye fareklasser nævnt i forslaget, for både menneskers sundhed og for miljøet.
Forbrugerrådet Tænk finder det positivt, at der laves tiltag for at forbedre mærkningen af kemikalier
og blandinger og bakker op om, at digital information skal være et supplement til den information, der
er på produkterne. De finder det vigtigt, at al nødvendig information er på produktet, således også de
enkelte kemikaliers navne og CAS-numre, herunder bør særligt SVHC-stoffer (særligt problematiske
stoffer) deklareres. De bemærker, at det er vigtigt at få de skadelige og potentielt skadelige kemikalier
frem i lyset for at kunne realisere den cirkulære økonomi. De bakker op om, at etiketten gøres
nemmere at aflæse ved krav om font-størrelse og farver, og de finder, at der i dag er for meget
information, herunder for mange sprog på for mange etiketter. De foreslår, at ingredienser kan ligge
online som supplement, men at dette bør gøres i en central database. De pointerer, at der ved digital
mærkning ikke må fjernes faresymboler og kemiske navne fra den fysiske etiket.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Der er indledt forhandlinger og flere lande har udtrykt sig positivt om revisionsforslaget.
Regeringens foreløbige generelle holdning
Regeringen er generelt positiv over for forslaget, der ved implementering vil styrke beskyttelsen af
menneskers sundhed og miljøet. Regeringen vil overordnet have fokus på, at beskyttelsesniveauet
samlet set styrkes med revisionen af forordningen. Dette skal bl.a. ske ved at indføre klare regler som
opdaterer forordningen til nye markedsforhold, hvor der tages højde for den digitale udvikling. F.eks.
gives mulighed for digital mærkning og der er intentioner om handel på online platforme skal være
sikker for forbrugere.
I de igangværende forhandlinger vil regeringen have fokus på at få præciseret teksten om handel på
onlinemarkedspladser og herunder hvem der er ansvarlig for overholdelsen af forordningen ved online
salg. Dette skal gøres for at styrke beskyttelsen af forbrugere, sundhed og miljø. Kommissionens
foreslår, at stoffer og blandinger ikke kan markedsføres uden, at der er en leverandør i EU, som er
ansvarlig for overholdelse af forordningen, herunder ved handel online. Regeringen finder det
vanskeligt at forstå, om Kommissionens forslag i tilstrækkelig grad tager højde for den situation, hvor
en forbruger i EU køber et stof, en blanding eller en vare fra et tredjeland gennem en onlineplatform,
og hvor der ikke er udpeget en ansvarlig i EU. Forbrugeren vil i en sådan situation kunne betragtes
som importør, men uden ansvar for overholdelsen af forordningen. Det er således ikke i forordningen
klart beskrevet, hvordan den foreslåede ændring skal håndtere en sådan situation. Det har vist sig, at
en høj andel af stoffer og blandinger, der sælges på onlineplatforme, som drives af aktører uden for
EU, ikke overholder CLP-forordningens regler. Det er derfor væsentligt, at reglerne gør det muligt at
kontrollere og håndhæve overtrædelser af forordningens regler, uanset om der er tale om fysisk eller
online handel, både af hensyn til beskyttelse af sundhed og miljø og af hensyn til konkurrencen mellem
leverandører indenfor og udenfor EU.
Regeringen ser positivt på styrkelsen af reglerne omkring genopfyldningssalg, da dette kan nedbringe
emballageforbruget og dermed bidrager til den cirkulære økonomi. Regeringen vil i forhandlingerne se
med velvilje på indførelse af en minimumsskriftstørrelse, som ikke er afhængig af emballagens
størrelse, i modsætning til Kommissionens forslag om at indføre en minimumskriftstørrelse, der har
9
MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 171: Grund- og nærhedsnotat vedr. klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger
sammenhæng med emballagens størrelse. Således vil industrien ikke være nødsaget til at udskifte
etiketprintere. Herudover, er det regeringens holdning, at en større skriftstørrelse ikke vil øge
sikkerheden væsentligt. Regeringen støtter forslaget om øget anvendelse af digital mærkning såfremt
dette udelukkende omhandler supplerende information og ikke fareinformation.
Regeringen finder det positivt, at der foreslås en bredere anvendelse af foldud-etiketter. Det skal dog
sikres, at anvendelsen af foldud-etiketter har klar information om f.eks. anvendelsen af
biocidprodukter, hvor der i de enkelte medlemslande er nationale godkendelser. Der kan dermed i
forskellige medlemslande være forskellige lovlige anvendelse af biocidprodukter angivet i foldud-
etiketter, hvis den samme etiket anvendes i flere forskellige medlemslande. Dette kan føre til forvirring
om den korrekte anvendelse, hvis anvisningen læses på forskellige sprog. Problemet opstår fordi der
ikke er tale om en oversættelse.
Regeringen finder det væsentligt, at forslaget præciseres, så Kommissionen med revisionen får klar
bemyndigelse til at udstede deleregerede retsakter om nye fareklasser som tilpasning til den tekniske
og videnskabelige udvikling, men Kommissionen bør dog kun kunne fjerne fareklasser gennem den
almindelige lovgivningsprocedure.
Regeringen støtter forslaget om, at Kommissionen får initiativret til at foretage harmoniserede
klassificeringer af stoffer og blandinger. Regeringen finder det vil være positivt, hvis indberetninger til
PCN portalen bliver administrativt mindre byrdefuldt og vil undersøge om den unikke formelindikator
for et produkt, der utvetydigt kæder en kemisk blanding sammen med produktnavn og producent
(UFI-kode), kan benyttes.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
10