Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del Bilag 139
Offentligt
2661565_0001.png
Att. Miljøminister Magnus Heunicke
13. februar 2023
Kære Magnus Heunicke
Vi henvender os til dig, da vi har erfaret, at du har fået en henvendelse om brugen af åbne scrubbere i
skibsfarten fra en række miljøorganisationer. Vi har læst brevet, som kræver et modsvar, da der
tilsyneladende hersker forskellige opfattelser af de klima- og miljømæssige konsekvenser af brugen af
scrubbere samt en række misforståelser. Vi har stor respekt for disse organisationers generelle arbejde,
men i dette konkrete tilfælde er kritikken ikke berettiget. Danske Maritime mener derfor på vegne af den
maritime industri og branchen som helhed, at der er brug for at nuancere debatten, hvilket vi dels vil gøre i
dette brev og dels uddyber i det medfølgende faktuelle notat.
Helt grundlæggende er der brug for at se helhedsorienteret på debatten om grøn omstilling, hvilket også er
tilfældet her. Vi arbejder ud fra konkret viden og teknologisk erfaring, og vores klare anbefaling er et
bredere og mere holistisk perspektiv. Udviklingen og produktionen af scrubbere til rensning af røggas blev
skudt i gang for at løse et konkret problem og er en internationalt godkendt metode til opfyldelse af de
gældende krav for svovludledninger. Skulle der politisk opstå et politisk ønske om at skærpe de
internationale regler, er den danske maritime industri klar til at videreudvikle og levere de relevante
løsninger. Men vi vil gerne advare mod danske særregler, som risikerer at medføre en både klima- og
miljømæssig slagside, som overses af mange debattører.
Hele den maritime branche står sammen om den grønne omstilling. Her blev vi bedt om at finde en løsning
på udledning af svovl, hvilket vi gjorde, og de åbne scrubbere udgør ikke en miljømæssig risiko, for så var de
aldrig blevet internationalt godkendt. Udviklingen af dem blev i Danmark udført af den danske maritime
industri i tæt samarbejde med danske rederier og Miljøministeriet i tiden op mod indførelse af
svovlemissionskontrolområder i Østersøen og Nordsøen i 2015. Der var transparens, og danske
virksomheder opbyggede stor viden og erfaring med teknologien. Man skabte en succes ved at opfylde
samtlige tekniske og miljøkemiske krav, der blev stillet.
Det bør man huske rent politisk, før man eventuelt overvejer et forbud, som de grønne organisationer
lægger op til. For man kan ikke først bede om og godkende en teknisk løsning, for derefter at gå i en helt
anden retning. Virksomheder, som bruger millioner på at udvikle nye teknologiske løsninger, skal
selvfølgelig kunne regne med de politiske beslutninger. Industrien er helt indstillet på at videreudvikle og at
opfylde nye og endnu strengere krav, men dette går hånd i hånd med en stabil politisk kurs.
Samtidig værner vi om den eksisterende teknologifrihed, så det enkelte rederi også i fremtiden kan vælge
de løsninger, der passer bedst til det pågældende fartøj
så længe regler og krav opfyldes.
MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 139: Kopi af brev fra Danske Maritime til miljøministeren om brug af åbne scrubbere i skibsfarten
2661565_0002.png
Måtte man politisk ønske at gå en endnu grønnere vej, bør dette endvidere ske gennem global regulering
fremfor nationale særregler
og samtidig med et holistisk syn på udledninger. For lavsvovlholdige
brændstoffer, som udråbes som alletiders alternativ, skaber til gengæld et luftforureningsproblem
og så
er vi jo lige vidt. Derfor er scrubbere stadig en vigtig, grøn teknologi, fordi det er den eneste teknologi, som
kan eliminere dette, hvilket helt generelt overses i debatten.
Faktum er imidlertid, at ift. klimaet er anvendelse af tung højsvovlolie sammen med scrubberteknologi
mere energieffektivt med færre udledte drivhusgasser, end hvis skibet sejler på lavsvovlholdig olie. Dette
vurderet som en komplet livscyklusanalyse, i tråd med anbefalinger fra det internationale samfund.
Debatten bør med andre ord ikke kun handle om scrubbere. Den bør handle om helhedsperspektivet, og
det politiske fokus bør ligge på den totale udledning og på, hvilke grænseværdier man finder acceptable. I
det kommercielle marked optimerer operatører inden for gældende regulering, og teknologien er kun så
god som de minimumskrav, der bliver sat. I denne debat undrer det os, at der ikke appelleres til at skærpe
kravene. Vi ved, at visse interessenter kan have interesse i at fremme brugen af specifikke nye
brændstoffer, men dette skal selvsagt ikke ske på bekostning af velfungerende, eksisterende teknologi. Det
er den konkrete effekt i forhold til miljøbeskyttelse og bæredygtighed, som er væsentlig.
Så kigger man i retning af et forbud mod en teknologi, som man politisk selv har bestilt, så skaber man en
pludselig konkurrenceforvridning, og den teknologineutralitet, som normalt påberåbes, bliver ikke
respekteret. Allerede nu vil man kunne kræve brug af lukkede scrubbere, men det pålægger rederierne en
større udgift, og vil formodentlig få mange til at vælge de lavsvovlholdige brændstoffer, som er billigere,
men som beskrevet mindre grønne i det store regnestykker. Så på baggrund af, at udledningerne fra åbne
scrubbere ligger under de anbefalede grænseværdier, så opfordrer vi ikke at gennemføre unødvendige
stramninger.
Vi står til rådighed for et uddybende møde om emnet og henviser til vedlagte notat for yderligere fakta.
Med venlig hilsen
DANSKE MARITIME
Jenny N. Braat
adm. direktør