Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del Bilag 131
Offentligt
Til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Jeg er fisker i Kattegat, og jeg ønsker at foretræde hurtigst muligt for at gøre jer opmærksomme på en
problemstilling, der er ved at ødelægge mit fiskeri og gør at jeg ikke længere kan drive et fiskeri, der kan
hænge sammen.
Det er nye regler omkring et såkaldt Seltra-panel, der skal være i trawlet, der gør det umuligt for mig at
drive et rentabelt kystfiskeri. Det bliver måske en smule teknisk, men jeg prøver alligevel at forklare det:
Der er alt for lidt fremdrift og maskinkraft i min båd og andre lignende mindre fartøjer til, at vi med panelet
i løftet kan holde fangsten i nettet! Større både kan, mens de hiver trawlen ind, holde fremdriften og
derved bevare og fange de fisk, der er i posen. Jeg derimod - med min begrænsede maskinkraft - ligger stille
og laver turbulens i fangstposen, alt imens størstedelen af min fangst svømmer ud igen, førend jeg får den
hevet ombord. Det giver en lang næse og ikke et fiskeri jeg kan leve af!!
Det er helt uholdbart at trække et lovkrav ned over en hel flåde uden at skele til og skelne mellem de
forskellige betingelser vi arbejder under. For mig har lovkravet den uoverskuelige konsekvens, at jeg ikke
kan drive mit fiskeri. Undtages eller ændres reglen ikke vil det betyde et definitivt farvel til ca. 10
enmandsbetjente små trawlere i Kattegat og heriblandt også enden for min Kutter Annika.
Vi små trawlere er virkelig truede på vores eksistens, og jeg håber, at I vil læse mit opråb samt en
redegørelse fra DFPO (Danmarks Fiskeriforening), som begge er vedhæftet dette skriv.
Jeg ser frem til at høre fra jer og til at uddybe problemstillingen. Jeg håber på en god dialog og en hurtig
proces, så der hurtigst muligt kan findes en løsning, som vi små trawlere kan leve med.
På forhånd tak.
Mange venlige hilsner
Kim Lykke Petersen
RS73 Annika
Bønnerup Strand