Kulturudvalget 2022-23 (2. samling)
KUU Alm.del Bilag 88
Offentligt
Nørregade 7D
7400 Herning
Tlf:
20 12 11 01
www.sangenshus.dk
Herning d. 8. maj 2023
Kære Kulturudvalg
Det ville glæde Sangens Hus, om Kulturudvalget ville besøge et Sangkraftcenter. Vi har i dag 26 snart 28
sangkraftcentre, spredt ud over hele landet. Sammen med Sangens Hus er sangkraftcentrene med til at
sætte sang på dagsordenen til fordel for både bredde og elite; kor og fællessang; børn, unge og voksne.
Sangkraftcentrene samler de lokale sangmiljøer og udvikler nye tværgående projekter. I Kolding arbejder
Sangkraftcenteret f.eks. sammen med folkeskolerne om ”sang i dansk” med det formål at styrke børns lyst
til at lære dansk og deres evne til at være en del af et fællesskab. Erfaringerne er meget positive. I
Sønderborg nås der til stadighed nye højder inden for elitearbejdet. I Hjørring og i Thy er der gang i at bygge
bro mellem sundhed og sang. I vedhæftede bilag finder I en oversigt over alle sangkraftcentrene.
Sangens Hus og Sangkraftcentrene er finansieret af udlodningsmidler og finanslovsmidler. Mange tak for
Folketingets opbakning hertil! Ligeledes støtter en række fonde initiativerne i Sangens Hus. Den Obelske
Familiefond og Ole Kirks Fond har således støttet etableringen af de nyeste sangkraftcentre.
Alle sangkraftcentre og Sangens Hus vil se meget frem til et eventuelt besøg, f.eks. i forbindelse med en
udvalgstur. I er til enhver tid meget velkomne til at kontakte os vedrørende besøg, også for enkelte
udvalgsmedlemmer, eller evt. deltagelse i nogle af jeres øvrige arrangementer og høringer. Sangens Hus vil
f.eks. kunne bidrage med viden om, hvad sang kan gøre i forhold til de store samfundsmæssige
udfordringer, vi står over for. Og vi vil kunne vise, hvad sang kan i praksis.
De bedste hilsner
Claus Skjold Larsen
Formand Sangens Hus
Elsebeth Gerner Nielsen
Strategisk direktør i Sangens Hus