Kulturudvalget 2022-23 (2. samling)
KUU Alm.del Bilag 78
Offentligt
Kommissorium for arbejdsgruppe om museumsreform
Formål
Det fremgår af regeringsgrundlaget, at regeringen vil
”reformere forældet lovgivning,
rydde op i tilsandede strukturer og styrke kulturlivet i hele landet. Som en del af dette
arbejde vil regeringen bl.a. gennemføre en museumsreform, der åbner for flere stats-
anerkendte museer og skaber en mere retfærdig og gennemsigtig fordeling af muse-
umstilskuddene”.
Der nedsættes en arbejdsgruppe, som skal komme med anbefalinger til en reform af
statsanerkendte museers opgaver og tilskud. Arbejdsgruppen skal bl.a. se på, hvilke
opgaver museerne fremadrettet skal løse. Derudover skal arbejdsgruppen komme
med anbefalinger til et enkelt, gennemsigtigt og fleksibelt tilskudssystem med en
hensigtsmæssig incitamentsstruktur, der understøtter museernes opgaver. Arbej-
det skal munde ud i en rapport, hvorfra der kan tages stilling til en reform af de
statsanerkendte museers opgaver og tilskud.
Rammer for arbejdsgruppens arbejde
Formålet med arbejdsgruppens analyse og rapport er at komme med anbefalinger
til en reform af de statsanerkendte museers opgaver og tilskud. Analysens sigte er
dermed at levere et fagligt oplæg, der belyser mulige tiltag i en museumsreform,
herunder fordele og ulemper. Med dette udgangspunkt kan arbejdsgruppens analyse
opdeles i følgende:
1. Kortlægning af statslige og statsanerkendte museers eksisterende opgaver.
2. Anbefalinger til statsanerkendte museers fremtidige opgaver og kategorisering
af opgaver.
3. Beskrivelse og formulering af mulige elementer i tilskudsstrukturen for statsan-
erkendte museer, herunder kriterier for at modtage tilskud.
4. Anbefalinger til mulige modeller for en reform af tilskudsstrukturen for statsan-
erkendte museer, inkl. konsekvensberegninger. Modellerne afvejes ift. en række
parametre (fx fleksibilitet, incitamentsstrukturer og økonomisk bæredygtighed).
1. Kortlægning af statslige og statsanerkendte museers eksisterende opgaver
Arbejdsgruppen skal gennemføre en kortlægning af de statslige og statsanerkendte
museers eksisterende lovbestemte opgaver (indsamling, registrering, bevaring,
forskning og formidling) og ikke-lovbestemte opgaver.
Formålet med kortlægningen er at udarbejde et overblik over, hvilke opgaver stats-
lige og statsanerkendte museer løser i dag. Overblikket skal danne grundlag for
overvejelser om, hvilke opgaver de statsanerkendte museer skal løse fremover.
2. Anbefalinger til statsanerkendte museers fremtidige opgaver og kategorisering af
opgaver
Arbejdsgruppen skal på baggrund af kortlægningen komme med anbefalinger til de
statsanerkendte museers fremtidige opgaver og inddele opgaverne i forskellige ka-
tegorier. Arbejdsgruppen kan eventuelt vælge at tage udgangspunkt i de nuværende
museumskategorier (kulturhistorie, naturhistorie og kunst).
Dok. nr. 2023-1032