Kulturudvalget 2022-23 (2. samling)
KUU Alm.del Bilag 46
Offentligt
Kulturudvalget 2022-23 (2. samling)
Notat vedr. foretræde for Folketingets kulturudvalg
–
Det Jyske Kunstakademi
02.03.2023
Billedkunsten skal spire i hele landet, så der kan være mangfoldig og inspirerende kunst
–
uanset
hvor i Danmark, du bor. Det kræver bæredygtige kunstneriske miljøer på tværs af Danmark, der
skaber liv og aktivitet, og gør flere områder mere attraktive at besøge og bosætte sig i.
En sådan udvikling forudsætter dog stærke regionale kunstakademier med et fagligt miljø, som gør,
at kunstnere vil bosætte sig, uddanne sig og udfolde deres praksis over hele landet.
Det kan derfor undre at staten, tilmed i en tid med politisk fokus på, at alle skal kunne møde
kunsten, har valgt at centrere den statslige støtte til det billedkunstneriske miljø i København.
Vi appellerer derfor til, at staten modsvarer den kommunale støtte til kunstakademierne uden for
København.
Staten har udfaset sit engagement i kunsten uden for København
I løbet af de seneste 15 år har staten udfaset sit engagement i kunstakademierne uden for
København. Det statslige tilskud til Det Jyske Kunstakademi har således ikke været reguleret siden
2009.
Staten fuldfinansierer hvert år Det Kongelige Danske Kunstakademi i København med 47,9 mio.
kroner. Til sammenligning får Det Jyske Kunstakademi og Det Fynske Kunstakademi blot 1,0 og 1,4
mio. kr. i statstilskud, mens de modtager 3,4 mio. kr. og 4,8 mio. kr. i kommunal støtte.
Det gør Det Jyske Kunstakademi og Det Fynske Kunstakademi til nogle af de eneste videregående
uddannelser, der modtager mindre i støtte fra staten end fra kommunen.
Det står også i modsætning til andre kunstarter som skuespil, musik, arkitektur og design, hvor man
politisk har forstået, at det er afgørende med statslige uddannelsesinstitutioner i hele landet.
Ligesom det står i modsætning til udflytningsdagsordenen, der har præget kulturpolitikken siden
2015, hvor både kulturarbejdspladser, kulturkroner og kunstneriske uddannelser er blevet flyttet fra
hovedstaden til resten af landet.
Viljen og talentet eksisterer lokalt
–
men det skal prioriteres nationalt
Denne skævvridning i adgangen til ressourcer gør, at mange kreative danske unge vælger at flytte til
udlandet for at studere. Bergen Kunstakademi i Norge har f.eks. en andel af danske studerende som
overgår hele antallet af studerende på Det Jyske Kunstakademi.
Når kreative danske unge tager til udlandet for at dygtiggøre sig, mister de store dele af deres
tilknytningen til de danske kunstmiljøer, og de er ikke integreret på samme måde som studerende
uddannet i Danmark, når de vender hjem igen.