KIU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 46: Artikel om de kirkeretlige argumenter i bededagssagen, fra Lisbet Christoffersen, professor, cand.jur., ph.d. Forskningsspeciale Religions- og kirkeret, Institut for Samfund og Erhverv, Roskilde Universitet

Kirkeudvalget 2022-23 (2. samling)
KIU Alm.del Bilag 46
Offentligt

Pr æste ns tjenst li ge f orpl igt e lse r

K irk eret sa nt ol ogi 2 02 3

Ki rk e ret t e ns re t sk il d e r –

f ra Ref o rm a ti o ne n t il n u

Redaktion

Lisbet Christoffersen, Martin Martensen-Larsen og Lars Chr. Kjærgaard

Ek si s te nse n Ak a de m i sk

fo r Se lsk a b fo r Ki rke re t

København 2023

KIU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 46: Artikel om de kirkeretlige argumenter i bededagssagen, fra Lisbet Christoffersen, professor, cand.jur., ph.d. Forskningsspeciale Religions- og kirkeret, Institut for Samfund og Erhverv, Roskilde Universitet

Retlige grænser for regulering af kernen i

folkekirkens indre anliggender

Analyse af Højesterets dom 23. marts 2017

(liturgisagen) i relation til betænkning 1544/2014 om

folkekirkens styrelse og i relation til retsgrundlaget

for afskaffelsen af Store Bededag i februar 2023

Lisbet Christoffersen

Problemstilling

Formålet med artiklen er at undersøge forfatningsmæssige rammer og

mulige grænser for Regeringens og Folketingets regulering af kernen i

folkekirkens indre anliggender, dvs. kompetencespørgsmål og mulige ind-

holdsmæssige grænser for udøvelse af denne kompetence.

Artiklen introducerer først ganske kort ændringen af ægteskabslov og

vielsesritual i 2012, hvis formål var at sikre kønsneutralt ægteskab og ad-

gang til vielse af par af samme køn i folkekirken. Ændringen af vielsesri-

1. Redaktionens øvrige medlemmer og eksterne reviewers har givet grundige

kommentarer til udkast til denne artikel. Derudover har jeg forelagt udkast til

artiklen i min aktuelle forskningsgruppe

VELCI Changing Societies – dilemmas

challenges consequences

på Institut for Samfund og Erhverv, Roskilde Universitet.

Jeg takker for fine og relevante kommentarer, vejen rundt. Artiklen er et bidrag til

det HERA-finansierede forskningsprojekt

ProNoLa – Protestant Legacies in Nordic

Law,

som jeg er leder af.

281

Lisbet Christoffersen

tualet er udtryk for en ændring af kernen i folkekirkens indre anliggender.

En gruppe borgere anlagde sag mod staten med henblik på at kende disse

regler for grundlovsstridige på grund af kompetencemangel.

I artiklens anden del præsenteres en retlig analyse af de deraf følgende

lands- og højesteretsdomme.

I forlængelse af lovændringen blev nedsat en kommission om folkekir-

kens styrelse, der afgav betænkning i 2014. I artiklens tredje del disku-

teres resultatet af højesteretsdommen i relation til de retlige diskussioner

i denne betænkning. Det understreges, at Højesteret i sin domsafsigelse

lægger vægt på, at der skal være saglighed bag det skøn, regering og fol-

keting udøver inden for grænserne af begrebet om evangelisk-luthersk,

men det konkluderes også, at højesteret anerkender, at det er regering og

folketing, der udøver dette skøn. Det konkluderes derfor, at der – på trods

af forfatterens egne forsøg gennem perioden på at udvikle en teori om

en retlig grænse for regulering – ikke kan identificeres en sådan grænse i

højesteretsdommen.

I artiklens fjerde del præsenteres den ændrede lovgivning i første kvartal

af 2023, hvorefter Bededag er afskaffet som helligdag.

Herefter disku-

teres i artiklens femte del brugen af højesteretsdommen i forhold til gen-

nemførelse af dette lovkompleks.

Da højesteretsdommen alene anerken-

der en materiel grænse i forhold til kriteriet om *evangelisk-luthersk* i

2. Sag nr. 159/2016 Højesterets dom af 23. marts 2017.

3. Bededag er afskaffet ved Kongelig Resolution af 6. marts 2023, jf BEK nr

270 af 07/03/2023 Bekendtgørelse om afskaffelse af bededag som helligdag. Be-

kendtgørelsens eneste bestemmelse, § 1, lyder: “Bededag, som blev indført som

helligdag i Danmark ved kgl. Forordning i 1686, afskaffes som helligdag med

virkning fra den 1. januar 2024.” Samtidig har Kronprinsen stadfæstet LOV nr

214 af 06/03/2023 Lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som

helligdag. Der skal ikke lægges noget indholdsmæssigt i, at det er Kronprinsen,

der som Rigsforstander har stadfæstet de to reguleringer – Dronningen var syge-

meldt i den pågældende periode på grund af en rygoperation.

4. Resultatet af højesteretsdommen er anvendt i detaljeret omfang i drøftelser-

ne af det retlige grundlag for regeringens beslutning i januar 2023 og folketin-

gets efterfølgende godkendelse af, at Bededag afskaffes og de retlige konsekvenser

fastlægges ved lov. Jeg har på det grundlag fundet det naturligt at inddrage dette

spørgsmål i artiklens analyse af mulige retlige grænser for regulering af folkekir-

kens indre anliggender. Artiklen er færdiggjort til forlaget 24. marts 2023. Retligt

materiale, der måtte være fremkommet efter denne dato, er ikke medtaget.

282

Retlige grænser for regulering af kernen i folkekirkens indre anliggender

grundlovens § 4, vurderes det, at afskaffelsen af bededag ligger inden for

disse rammer. De formulerede krav om en høring i folkekirken tilbage-

vises med henvisning til Højesterets klare dom. Samtidig diskuteres dog,

hvorvidt og i givet fald hvordan understøttelses-kravet i grl. § 4, anden

del, kan genoplives, ikke mindst i relation til ændringer af den danske

religionsmodel (jf Raun Iversen mfl. 2012).

Ved “kernen i folkekirkens indre anliggender” forstås i denne artikel de

forhold i folkekirken, der traditionsmæssigt reguleres ved kongelig anord-

ning.

Dvs. der er tale om regulering af forhold, der har betydning for og

indgår i alterbog, ritualbog, salmebog mv. Det er en selvstændig diskus-

sion, som vil blive taget op i forbindelse med drøftelsen af nedlæggelsen

af store bededag, hvordan man skal karakterisere helligdage i forhold til

begrebet om kernen i indre anliggender.

Afslutningsvis sættes emnet kortfattet ind i en bagvedliggende værdi-

mæssig diskussion om sekularisering af samfundet og det diskuteres,

hvorvidt det er hensigtsmæssigt, hvis statsmagten finder sig beføjet til at

regulere kernen i folkekirkens indre anliggender, også imod denne kirkes

interesser.

2012-lovgivningen om kønsneutralt ægteskab og

vielse af par af samme køn i folkekirken

I 2012 besluttede et flertal i folketinget at ændre ægteskabsloven med den

virkning, at ægteskab i Danmark nu er kønsneutralt. Tidligere fremgik

det af loven, at ægteskab kan indgås mellem mand og kvinde. Nu fremgår

det af loven, at ægteskab indgås mellem “to personer af forskelligt køn og

mellem to personer af samme køn”.

Endvidere fremgår det nu af lovens

5. Jf. f.eks. Espersen 1999, s. 61 ff og diskussionen i Betænkning 1544/2014,

kap. 2.7 og kap. 9, hvor en endog særdeles bred afgrænsning af begrebet indre

anliggender i og for sig foretrækkes af flertallet, men dog ikke lægges til grund

for de fremsatte forslag. Diskussionen om afgrænsningen af dette begreb tages op

senere i artiklen.

6. Kommentaren i BEK 270/2023 om, at Bededag blev indført i Danmark ved

kongelig forordning, har sammenhæng med denne diskussion.

7. LBK nr. 771 af 07/08/2019 Bekendtgørelse af lov om ægteskabs indgåelse

og opløsning (herefter ægteskabsloven), § 1, som ændret ved LOV nr. 532 af

283

Lisbet Christoffersen

aldersgrænse, at man som hovedregel skal være over 18 år, og dermed

myndig, for at kunne indgå ægteskab.

Samtidig blev det i en ændring af folkekirkens medlemskabslov beslut-

tet, at præster i folkekirken har ret til at nægte at vie personer af samme

køn.

Der er tale om en undtagelse fra den almindelige hovedregel i med-

lemskabslovens § 6, stk. 1, 1. pkt. om, at ethvert medlem af folkekirken

har ret til kirkelig betjening af præsten eller præsterne for den menighed,

hvortil medlemmet hører. Denne ret til kirkelig betjening hos præsten

i sognet gennembrydes således af en undtagelsesbestemmelse, hvorefter

præster i folkekirken kan frasige sig præcis den form for kirkelig betjening,

der består i vielse af par af samme køn og af fraskilte.

Den retlige virkning af disse bestemmelser er, at medlemmer af folke-

kirken beholder et retskrav på vielse i den kirke og det sogn i folkekirken,

hvor de i øvrigt har et retskrav på kirkelig betjening, men retskravet skal

muligt opfyldes ved en anden end sognets præst.

Det er således folkekir-

ken (i praksis provsten), der skal sikre, at par af samme køn, der ønsker at

blive viet, også kan få dette ønske gennemført uden unødigt besvær. Det

er ikke det enkelte medlems opgave at finde en præst, der ønsker at vie par

af samme køn. Denne ret for folkekirkens medlemmer kan f.eks. sikres

ved at etablere tilkaldeordninger eller lignende

i områder, hvor det er

mere udbredt, at præsterne ikke ønsker at vie par af samme køn.

Lovændringen medførte behov for udarbejdelse af et ritual for vielse af

par af samme køn. Undervejs var det uklart, hvorvidt alene et mindretal

eller op til halvdelen af biskopperne ville stille sig bag udarbejdelse af et

sådant ritual (se nærmere om forløbet Vinding & Saggau, 2016), særligt

fordi en del biskopper havde ønsket en løsning, hvor par af samme køn

ikke skulle identificeres som ægtefolk. Da loven var vedtaget, besluttede

12/06/2012 Lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om

ægteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om ophævelse af lov om registreret

partnerskab (Ægteskab mellem to personer af samme køn), § 1, nr. 2.

8. LBK nr. 622 af 19/06/2012 Bekendtgørelse af lov om medlemskab af folke-

kirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning, herefter medlemskabsloven, § 7

a. En præst kan undlade at vie to personer af samme køn. Reglen har ikke betyd-

ning for andre former for kirkelig betjening (dåb, konfirmation og begravelse).

9. Jf. Ægteskabslovens § 16, stk. 1, nr. 1 og medlemskabslovens § 6.

10. Se f.eks. leder i Folkebladet Lemvig 27. april 2022: https://folkebladetlem-

vig.dk/debat/naar-nu-praesten-ikke-vil-saa-maa-der-ligge-en-beredskabsplan-

der-virker-saa-folkekirken-lever-op-til-det-den-skal

284

Retlige grænser for regulering af kernen i folkekirkens indre anliggender

yderligere tre biskopper imidlertid, at man ville bidrage til at udarbejde

ritualet. Der var således otte biskopper bag, da ritualet blev forelagt re-

genten til autorisation. En central begrundelse for de tre biskopper, der

senest tilsluttede sig, var, at med den aktuelle folkekirkeordning er det

lovgivningsmagten, der fastlægger reguleringsformatet. De tilbageværen-

de to biskopper ønskede ikke at stille sig bag ritualet og ønskede ikke at

opfordre præster i deres stifter til at anvende det.

Ritualet blev autoriseret af Dronningen samtidig med, at lovene blev

underskrevet.

Lovene og det autoriserede ritual førte til, at en gruppe medlemmer af

folkekirken anlagde sag mod staten ved Københavns byret med påstand

om, at ritualet og ægteskabsloven for så vidt angik folkekirken var ugyl-

dig som værende i strid med grl. §§ 4 og 66. Påstanden drejede sig både

om kompetencemangel og hjemmelsmangel. Retssagen blev ved kendelse

i første instans overført til Østre landsret, der afsagde dom i statens favør

den 28. juni 2016.

Ankesagen ved Højesteret blev afgjort den 23. marts

2017.

Østre Landsrets og Højesterets domme i liturgisagen

Sagsøgernes påstand for Østre Landsret var, at både det autoriserede vi-

elsesritual for par af samme køn og bemyndigelsen i ægteskabsloven til

folkekirkens præster om at indstifte ægteskab for par af samme køn, var

ugyldige. Staten påstod frifindelse.

Sagsøgernes hovedargument var, at spørgsmålet om, hvorvidt et par kan

blive viet i folkekirken, hører til folkekirkens

indre anliggender.

Sagsøger fandt, at grl. § 66, der giver lovgivningsmagten regulerings-

kompetence, alene drejer sig om ydre anliggender. Indre anliggender kun-

ne efter sagsøgers opfattelse ikke reguleres ved lov, men alene ved kon-

11. BEK nr. 544 af 13/06/2012 Bekendtgørelse om autorisation af ritualer for

vielse (bryllup) af to af samme køn og kirkelig velsignelse af borgerligt indgået

ægteskab mellem to af samme køn

12. Dommen i Østre Landsret har sagsnummer 16. afd. nr. B-713-15. Den er

afsagt 28 juni 2016 i Østre Landsrets 16. afdeling. Sagsøger er John Hejlesen mfl.

13. Jeg holdt ved et efterfølgende seminar i Selskab for Kirkeret et oplæg om den

afsagte dom. Denne artikel er en fri gennemarbejdning af sagsforløbet.

285

Lisbet Christoffersen

gelig anordning. En regulering af indre anliggender i en situation, hvor

der var biskopper som fandt at reguleringen ville være i strid med den

evangelisk-lutherske bekendelse (jf. grl. § 4) ville være grundlovsstridig.

Sagsøgerne anførte endvidere, at den kongelige resolution med et ritual

for vielse af par af samme køn ikke var ønsket af folkekirken selv eller et

flertal af biskopperne:

Det gøres samtidigt gældende, at den kongelige resolution af 12. juni 2012

ikke var noget, der var ønsket af Folkekirken eller af Folkekirkens biskopper.

Det samme gælder muligheden for, at Folkekirkens præster skulle have ad-

gang til at indstifte et ægteskab for to personer af samme køn.

Derimod bestred sagsøger ved Østre Landsret ikke, at lovgiver fuldt med-

holdeligt kunne give samme borgerlige rettigheder til to af samme køn i

ægteskab som til to af forskelligt køn. “Det er i god overensstemmelse med

Luthers princip og lære om de 2 regimenter.”

Men man bestred, at regeringen og folketinget:

lovligt ved bekendtgørelse og almindelig lov kan voldføre et trossamfund,

hvis bekendelsesgrundlag er beskyttet af regulering af forfatningsretlig ka-

rakter, til at anerkende forhold, som det selvsamme bekendelsesgrundlag be-

tragter som noget syndigt, som et forhold, der er Gud velbehageligt, og som

kan danne grundlag for Guds velsignelse.

Man opfatter således folkekirken og samfundet som to forskellige rum,

hvor der gælder forskellige normer for retlig regulering.

Endelig gjorde sagsøgerne gældende, at kirkeministerens regulering af

folkekirkens indre anliggender i henhold til den gældende forfatnings-

sædvane kun kan ske, såfremt der blandt “biskopperne er enighed” om

indholdet af den pågældende regulering.

Sagsøgte (Kammeradvokaten på vegne af staten) anførte heroverfor, at

den traditionelle identifikation af “ritualer, gudstjenesteordningen, bibe-

loversættelse, salmebøger og tilsynet med de specifikt gejstlige dele af præ-

sternes embedsførelse i form af forkyndelse og forvaltning af sakramen-

terne” som tilhørende folkekirkens indre anliggender, ikke har et retligt

grundlag: Alt er underlagt almindelig lovgivningskompetence. Lovgiver

har ganske vist udvist betydelig tilbageholdenhed over for at tage stilling

286

Retlige grænser for regulering af kernen i folkekirkens indre anliggender

til liturgiske spørgsmål og gudstjenesteordningen. Folketinget har således

aldrig lovgivet herom, men den hidtidige praksis med regulering af disse

forhold ved kongelig anordning har ikke grundlovskraft.

Kammeradvokaten fastslog videre, at ministeren normalt vil rådføre sig

med biskopper og andre, men der er ikke fastlagt regler om proceduren

frem mod en indstilling til en kongelig anordning. Der er således:

ikke nogen kirkelig instans, som har krav på at medvirke ved udformningen

af regler på disse områder, og der findes ingen regler om, at kirkeministeren

er forpligtet til at høre biskopperne eller helt eller delvis at følge forslag fra

udvalg, arbejdsgrupper og kommissioner.

I dommen fastslog Østre Landsret for det første, at folkekirkens bekendel-

sesgrundlag er ubestridt af sagens parter.

Ministeriet havde ved lovforslaget, bl.a. på grundlag af et notat fra Kø-

benhavns biskop,

vurderet, at “lovgivningen ikke er i strid med folkekir-

kens bekendelsesgrundlag.” Østre Landsret fandt det ikke godtgjort, (hel-

ler ikke med henvisning til høringssvar fra de to biskopper, der var imod

både lovgivningen og den kongelige anordning/ritualet), at mulighed for

indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en præst

skulle være i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag, i den forstand,

at den ikke “legitimt skulle kunne rummes inden for dette grundlag.”

Landsrettens kriterium er således, at der ikke behøver at være fuld over-

ensstemmelse med alle tolkninger af bekendelsesgrundlaget, så længe det

er muligt at rumme dette ritual inden for et begreb om evangelisk-luthersk

kristendom.

Yderligere fastslog Landsretten, at der på trods af udvist tilbageholden-

hed heller ikke er grundlag for at hævde, at udnyttelse af den eksisteren-

de retssædvane, der danner grundlag for kirkeministerens regulering af

14. Den danske kirkeordning opererer som bekendt ikke med en “primus inter

pares”, men i praksis har Københavns biskop i umindelige tider fungeret som re-

geringens særlige rådgiver – på vegne af bispekollegiet og folkekirken som helhed.

Det hører med, i drøftelsen af biskoppernes rolle, at de er den gruppe i folkekir-

ken, som besidder den største vælgermæssige legitimitet, idet hver enkelt af dem

forud for udnævnelsen af Dronningen og indsættelsen af øvrige biskopper har

været igennem en valgprocedure, hvortil samtlige menighedsrådsmedlemmer og

præster i stiftet er valgberettigede (jf. Christoffersen, 1996).

287

Lisbet Christoffersen

folkekirkens indre anliggender, forudsætter, at der er “enighed” mellem

biskopperne om indholdet af en sådan regulering. Bekendelsesgrundlaget

kan således fint rumme flere forskellige tolkninger – så længe disse tolk-

ninger ligger inden for den samlede ramme.

Loven og det autoriserede ritual er således, fastslår Landsretten, begge

lovlige, også selvom et mindretal af biskopperne var imod, så længe regu-

leringen kan rummes inden for rammerne af ‘evangelisk-luthersk kristen-

dom’.

Endelig fastslog Landsretten, at reguleringen, der er vedtaget af lovgiv-

ningsmagt og ministeren/regenten er foretaget af de for folkekirken kom-

petente organer.

Det er allerede derfor “ikke godtgjort, at den omtvistede regulering

skulle være vedtaget i strid med folkekirkens “vilje”,

som anført af sag-

søgerne.”

Landsretten synes således at anerkende forestillingen om, at der eksi-

sterer en folkekirkelig vilje, som der skal tages højde for. Men anfører, at

en sådan vilje ikke har manifesteret sig massivt imod lov og ritual, man

kunne måske sige: allerede fordi et antal biskopper (i hvert fald 2) fra be-

gyndelsen gik ind for ritualet og et endnu større antal (otte ud af 10) endte

med at være medunderskrivere på ritualet. Dermed kan man måske læse

landsrettens dom sådan, at folkekirken faktisk kan have en vilje, udtrykt

ved biskoppernes faktiske tilslutning til eller afstandtagen fra ritualet.

Hvad det ville have indebåret, hvis alle 10 biskopper havde været imod, er

der ikke taget stilling til i ØL-dommen.

Endelig var spørgsmålet om rækkevidden af Den Europæiske Menne-

skerettighedskonventions (EMRK) art. 9 om religionsfrihed bragt i spil i

sagen.

Herom fastslog Landsretten, at hverken loven eller ritualet afskærer no-

gen fra at udøve deres religion, hvorfor der allerede derfor ikke er sket et

indgreb i nogens religionsfrihed, heller ikke i forhold til EMRK art. 9.

I Landsretten fik sagsøgerne med andre ord ikke meget med hjem. Ud-

over, at de blev dømt til at betale 50.000 kr. i sagsomkostninger til staten.

Østre Landsrets dom blev af sagsøgerne – på trods af enstemmighed og

de pådømte omkostninger – anket til Højesteret. Man kan imidlertid ikke

afvise, at formålet med at anke var at afsøge muligheden for at gå videre

15. Landsrettens anførselstegn

288

Retlige grænser for regulering af kernen i folkekirkens indre anliggender

til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvilket forudsætter en

afgørelse fra sidste nationale instans. I hvert fald prøvede sagsøgerne en

gang mere.

For Højesteret anførte sagsøgerne supplerende, at loven og den konge-

lige resolution var i strid med en retssædvane på grundlovsniveau, der

forhindrer kirkeministeren og Folketinget i at regulere folkekirkens indre

forhold i en situation som den foreliggende, hvor en eller flere biskopper

havde tilkendegivet, at reguleringen var i strid med kirkens bekendelses-

grundlag.

Det anførtes endvidere, at indgrebet var uproportionalt og unødvendigt

og dermed udgjorde en krænkelse af hver af appellanterne individuelt, jf.

kriterierne for regulering af religionsfrihed i EMRK art. 9, stk. 2, hvoref-

ter en sådan lovgivning skal være nødvendig (og proportional) i et demo-

kratisk samfund af hensyn til andres friheder og rettigheder.

Statens advokat anførte, at der ikke er dannet en retssædvane med

grundlovsrang, som forhindrer Folketinget eller kirkeministeren i at re-

gulere folkekirkens indre forhold uden biskoppernes deltagelse, endsige

samtykke, idet betingelserne for dannelse af en sådan retssædvane ikke er

opfyldt.

En sådan regel blev søgt indført ved det ikke gennemførte grundlovsfor-

slag i 1939, og selve det forhold, at det var nødvendigt at søge reglen ind-

ført i grundloven viser, at der ikke har dannet sig en sådan retssædvane.

Også i Højesteret tabte sagsøgerne. Højesteret syv dommere stadfæste-

de enstemmigt Landsrettens dom, og der skulle nu betales 100.000 kr. i

sagsomkostninger.

Igen spiller spørgsmålet om at gå til Strasbourg formentlig en rolle. Ved

så tydeligt at pålægge sagsomkostninger på appellanterne sender Høje-

steret et signal, der siger: Denne sag er slet ikke i strid med den danske

religionsretlige model og heller ikke på nogen måde i konflikt med Den

Europæiske menneskeretskonventions artikel 9. Spørgsmålet om forhol-

det til EMRK blev direkte adresseret i dommen, hvor det fastslås, at der

ikke er grundlag for at antage, at lovændringen og udstedelsen af den

kongelige resolution er i strid med artikel 9 sammenholdt med artikel 11 i

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Begrundelsen er, som i

Landsretten, at ingen på grund af de foretagne lov- og ritualændringer er

afskåret fra at udøve sin religion; og Højesteret tilføjer: “herunder udenfor

289

Lisbet Christoffersen

folkekirken,” og allerede derfor er der ikke sket et indgreb i tros- og religi-

onsfriheden efter grl. § 67.

Yderligere anfører Højesteret, at formålet med de retlige ændringer var

at tildele muligheder for medlemmer af folkekirken, nemlig de par af sam-

me køn, der ønsker en kirkelig vielse. Dvs. at både lovændring og ritual

havde til formål at sidestille grupper menneskeretligt, som ellers ville være

sat udenfor den ordning, flertallet har adgang til. Det menneskeretlige

argument går således, efter højesterets opfattelse, den modsatte vej: her er

en gruppe mennesker, der skal have adgang til en religiøs vielse på lige fod

med andre, også selvom kirkens kollektive ledelse måtte være imod (hvad

de altså endte med ikke at være). Kollektiv religionsfrihed (altså den frihed,

trossamfundet ved dets ledelse har til at lægge linjen) er stærkt beskyttet i

EMD’s afgørelser.

Her er argumentet fra Højesteret, at beskyttelse af de

individuelle rettigheder står højere end beskyttelsen af kirkens ledelse i en

af staten understøttet folkekirke. Det er en linje, man måtte forvente, at

statens repræsentant også ville forfølge i en evt. sag i Strasbourg.

Sagen er ikke blevet indbragt for Den Europæiske Menneskeretsdom-

stol.

I Højesterets afgørelsesbase

er dommen omtalt som følger:

Ægteskabsloven, som hidtil kun havde omfattet ægteskab mellem to per-

soner af forskelligt køn, blev ved en lovændring i 2012 ændret, så den også

fandt anvendelse på ægteskab mellem to personer af samme køn. Der blev i

forlængelse af loven bl.a. vedtaget en kongelig resolution, som fastsatte ritu-

aler for vielse af to personer af samme køn.

16. At den danske religionsmodel fsva. folkekirken ikke tager højde for den euro-

pæiske og internationale ide om beskyttelse af trossamfundet som sådan ved dens

ledelse er f.eks. påpeget i Christoffersen (2004), Christoffersen (2006), Christof-

fersen (2012) og Christoffersen (2015). Påpegningen i disse forskningsbidrag af,

at der fsva. Folkekirken kunne være retlige problemer i den danske religionsmo-

del, er blevet afvist i Højesterets dom i liturgisagen.

17.

https://domstol.fe1.tangora.com/S%C3%B8geside---H%C3%B8jeste-

retten.31488.aspx?doshow31488=1&filterfromcontrol314881=23-03-17&fil-

tertocontrol314881=28-03-17&filtercontrol314882_1=0&filtercon-

trol314882_2=0&filtercontrol314882_3=0&filtercontrol314882_4=0&filter-

control314882_5=0&filtercontrol314882_6=0&filtercontrol314882_7=0&sear-

chword31488=Folkekirke

290

Retlige grænser for regulering af kernen i folkekirkens indre anliggender

Spørgsmålet i sagen var, om ændringerne, for så vidt angik bemyndigelsen

til, at præster i den danske folkekirke kan vie to personer af samme køn, var

ugyldige som følge af bestemmelser i grundloven, en forfatningsretlig sæd-

vane eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions regler om bl.a.

religionsfrihed.

Højesteret bemærkede, at folkekirken i henhold til grundloven hviler på

et evangelisk-luthersk bekendelsesgrundlag. Kompetencen til at regulere

folkekirkens forhold tilkommer lovgivningsmagten og regeringen, der har

et betydeligt skøn med hensyn til, hvilke grænser det evangelisk-lutherske

bekendelsesgrundlag sætter for en sådan regulering.

Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte lovgivnings-

magtens og regeringens vurdering af, at den gennemførte ordning, der gav

mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en

præst i den danske folkekirke, lå inden for det evangelisk-lutherske beken-

delsesgrundlag og dermed inden for rammerne af grundloven.

Højesteret fandt desuden, at der ikke forelå en retssædvane som begræn-

sede lovgivningsmagtens og regeringens kompetence til at regulere dele af

folkekirkens forhold. Ændringerne var endelig ikke i strid med grundlovens

eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelser om

tros- og religionsfrihed.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.

Tilbage for Højesteret stod altså, efter at spørgsmålet om religionsfrihed

og folkekirke var afvist, tre andre spørgsmål.

For det første kompetencespørgsmålet: Findes der et retligt område – in-

dre anliggender – der ikke kan reguleres af lovgivende og udøvende magt?

For det andet det processuelle spørgsmål: foreligger der nogen procesret-

lige betingelser, der indebærer, at en sådan regulering af, som Højesteret

skriver, “de relevante dele af folkekirkens forhold”, dvs. en regulering af

kernen i de indre anliggender, alene kan ske under bestemte processuelle

forhold, herunder høring af bestemte parter, ikke mindst biskopperne?

For det tredje det materielle spørgsmål eller hjemmelsspørgsmålet: hvor-

vidt den konkrete regulering materielt set var inden for rammerne af den

hjemmelsmæssige begrænsning i grl. § 4 om, at reguleringen skulle ske

inden for rammerne af folkekirkens konfessionelle identitet som evange-

lisk-luthersk.

291

Lisbet Christoffersen

Kompetencespørgsmålet

Med hensyn til den formelle kompetence fastslår Højesteret, at den til-

kommer lovgivningsmagten og regeringen:

Der følger ikke af grundlovens § 66 nogen begrænsning i lovgivningsmag-

tens kompetence, og der er ikke grundlag for at antage, at der skulle foreligge

en retssædvane, som begrænser lovgivningsmagtens og regeringens kompe-

tence til at regulere dele af folkekirkens forhold

skriver Højesteret. Så selv hvis Folketinget skulle finde på at regulere ind-

holdet i ritualer og salmebog, ville det efter Højesterets opfattelse være

inden for rammerne af kompetencebeskrivelsen i grl. § 66. At praksis så

er, at reguleringen af denne kerne i de indre anliggender sker ved kongelig

anordning, er en anden sag. Men det er ikke en praksis, der efter Højeste-

rets opfattelse hviler på noget retligt grundlag.

Det, højesteret siger er, at folkekirken ikke har en egen reguleringskom-

petence. I Danmark har vi én lovgivende, én udøvende og én dømmen-

de magt, jf grl. § 3, og det forhold står, efter højesterets opfattelse, over

enhver forestilling om, at folkekirken skulle kunne tildeles egen intern

reguleringskompetence. Allerhøjst ved lovgivningsmæssig delegation efter

grl. § 66, må man forstå.

Det processuelle spørgsmål

Med hensyn til om der er bygget processuelle begrænsninger af retlig ka-

rakter ind i den formelle kompetence, altså om regering og/eller Folketing

har pligt til at høre nogen (f.eks. biskopper, menighedsråd eller andre)

forud for en regulering af kernen i folkekirkens indre anliggender (retligt

reguleret kirkelig praksis i form af ritualer, salmebog, alterbog mv), så er

Højesteret lige så klar i mælet:

Lovgivningsmagten og regeringen har ikke pligt til forud for regulering af

folkekirkens forhold at høre nogen kirkelig instans.

292

Retlige grænser for regulering af kernen i folkekirkens indre anliggender

Dermed er også de overvejelser, der måske kunne læses ud af ØL-dommen

om, at folkekirkens ‘vilje’ er repræsenteret af nogen, som skulle høres, eller

måske endog gå ind for den påtænkte regulering, lagt ned. Højesteret slår

fast, at der ikke er nogen form for krav om folkekirkelig opbakning bag

en regulering.

Det materielle spørgsmål

Mht. de materielle rammer tilslutter Højesteret sig til gengæld til teorien

om, at begrebet om folkekirken som evangelisk-luthersk fra grl. § 4 er en

egentlig materiel grænse for reguleringen af folkekirken, idet Højesteret

slår fast, at

“Folkekirken hviler således på et evangelisk-luthersk bekendelses-

grundlag.”

Højesteret er dog klar over, at tolkningen af dette som folkekir-

kens grundlag kræver:

et betydeligt skøn med hensyn til, hvilke grænser det evangelisk-lutherske

bekendelsesgrundlag sætter for en sådan regulering.

Og her vender vi tilbage til kompetencespørgsmålet, for hvem kan udøve

dette skøn? Ja, det er igen, ifølge Højesteret, lovgivningsmagten og rege-

ringen, “der har” dette skøn.

Retlige krav til skønsudøvelse

Én åbning giver Højesteret dog. Man går faktisk ind og efterprøver det

skøn, som lovgivningsmagten og regeringen har udøvet i den konkrete

sag.

Først anføres det således, at Højesteret ikke finder grundlag for at tilsi-

desætte det skøn, der er udøvet, nemlig vurderingen af, at den gennemfør-

te ordning er inden for det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag og

dermed grl. § 4.

Dernæst

bemærkes,

til støtte for denne efterprøvning af skønnet, at mi-

nisteriet

293

Lisbet Christoffersen

indhentede et notat fra Københavns biskop, der fandt, at ordningen med

mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en

præst ikke var i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Her trækker Højesteret på generel teori om domstolsprøvelse, dels af rege-

ringens beslutninger og dels af lovgivningen.

Den kongelige autorisation af ritualet er en regeringsbeslutning, altså et

led i udøvende magt. Grundloven fastslår i § 63, at “Domstolene er beret-

tiget til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens græn-

ser.” Igennem tiden har det teoretiske spørgsmål været, om domstolene

hermed alene havde ret til at afklare et kompetenceforhold mellem (ende-

lige) forvaltningsafgørelser og tvister, der kunne afgøres ved domstolene.

Eller om domstolene også kunne foretage en legalitetsprøvelse, altså af den

materielle hjemmel for udøvende magts afgørelser. Og, i forhold til den

sidste teori (der har vundet indpas), om domstolene udover tolkningen af

retsgrundlaget (den materielle hjemmel) også kan prøve en skønsudøvelse

inden for rammerne af retsgrundlaget.

Retsudviklingen har medført, at domstolene uproblematisk kan efter-

prøve hjemmelsgrundlaget for forvaltningens afgørelser. Hertil kommer,

at der er udviklet en række retsprincipper, der skal regulere det skøn, der

udøves af forvaltningen, når retsgrundlaget ikke er helt entydigt. De væ-

sentligste af disse domstolsskabte krav til udøvelse af det frie skøn i ud-

øvende magt er saglighedsgrundsætningen, lighedsgrundsætningen og

proportionalitetsprincippet.

Oversat til forståelsen af Højesterets dom af 2017 i liturgisagen bety-

der disse krav, at beslutningen om at udarbejde ritualet for par af samme

køn (der jo er en administrativ beslutning, truffet af ministeren og giver

18. Se for en let tilgængelig oversigt over retsudviklingen, Jens Peter Christensen:

“14. Dømmende magt” i Christensen et al, 2012, særligt s. 227 ff. Det bemærkes,

at Jens Peter Christensen i 2006 blev udnævnt til dommer i Højesteret. Jens Peter

Christensen er siden november 2022 Højesterets præsident.

19. Om de saglige krav til forvaltningens skønsudøvelse, se Jens Garde, Karsten

Revsbech og Søren Højgaard Mørup: “Kapitel 4. Saglige krav” i Søren Højgaard

Mørup et al (2022). Om betydningen i domstolenes efterfølgende kontrol, se

Karsten Revsbech og Søren Højgaard Mørup: “Kapitel 8. Domstolskontrol med

forvaltningen” i samme bog.

294

Retlige grænser for regulering af kernen i folkekirkens indre anliggender

retskraft ved kongelig resolution) skal træffes under følgende forudsæt-

ninger:

For det første skal ritualet have hjemmel i grl. §4. Hjemmelskravet in-

debærer, som det fremgår af dommen, at ritualet skal ligge inden for ram-

merne af begrebet om ‘evangelisk-luthersk’.

Men forståelsen af begrebet om ‘evangelisk-luthersk’ indebærer et ret

vidt skøn, som altså skal være sagligt. I forhold til prøvelsen af, om skøn-

net er sagligt, lægger Højesteret vægt på, at selvom der ikke processuelt

var pligt til at spørge nogen, herunder ikke biskopperne, så har man fak-

tisk spurgt Københavns biskop (som regeringens særlige rådgiver) om at

bidrage til at vurdere dette fagskøn. Ved at trække på et sådant fagskøn

omkring forståelsen af, om ritualet kan rummes inden for et begreb om

evangelisk-luthersk, viser ministeren, at det udøvede skøn er sagligt. Også

i Højesterets optik. Højesteret finder således, at et fagskøn er nødvendigt

som grundlag for vurderingen af indgrebets karakter i forhold til begrebet

om folkekirken som evangelisk-luthersk.

Konklusionen er, at reguleringen af ritualer ved kongelig autorisation er

ministerens kompetence, der er ingen processuelle retlige begrænsninger,

men der skal være hjemmel i kravet i grl. § 4 om at reguleringen skal ligge

inden for rammerne af begrebet “evangelisk-luthersk”, og når dette hjem-

melsgrundlag skønsmæssigt skal vurderes, skal regeringen over for dom-

stolene kunne påvise, at der er foretaget et sådant sagligt baseret fagskøn.

Betydningen af betænkning 1544/2014 folkekirkens styrelse

I mellemtiden var en række af de juridiske spørgsmål blevet grundigt drøf-

tet i den nedsatte kommission om folkekirkens styrelse, der ledte til be-

tænkning 1544/2014 folkekirkens styrelse.

20. Kommissionens formand var Hans Gammeltoft-Hansen. Jeg var medlem af

kommissionen og var i mindretal på en række punkter, fordi jeg forsøgte at få fast-

lagt en anden retsopfattelse. Det har været min teoretiske opfattelse, at der (inden

for det snævre område, der kan identificeres som kernen i de indre anliggender)

retligt måtte kunne stilles krav om, at mindst én af folkekirkens biskopper stillede

sig bag en ny regulering (svarende til, at ordination af kvinder i 1948 forudsatte,

at mindst én af folkekirkens biskopper ville ordinere). Efterfølgende har jeg måttet

lade mig overbevise af, hvad der efter ikke alene kommissionens flertals, men også

295

Lisbet Christoffersen

Hovedformålet med Betænkning 1544 var at fremlægge forslag til en

ny retlig regulering af folkekirken med afsæt i grundlovens § 66: “Fol-

kekirkens forfatning ordnes ved lov,” og herunder særligt at tage stilling

til, om der kunne indsættes processuelle begrænsninger i Folketingets og

Regentens regulering af kernen i folkekirkens indre anliggender.

Det absolutte flertal i udvalget bag betænkningen, med formanden i

spidsen, ønskede imidlertid at gå videre ved at fremlægge et samlet forslag

til en folkekirkelig styrelsesordning.

Det centrale i flertallets forslag til ændret styrelsesordning var ønsket

om, at der blev oprettet et folkekirkeligt fællesudvalg, der indenfor ret-

ningslinjer fastlagt af ministeren skulle have kompetence til at fastlægge

fællesfondens budget og landskirkeskattens størrelse mv. Samtidig skulle

bispemødet og dets kompetence formaliseres ved lov. Et stort mindretal

inden for flertallet havde gerne set et forslag om et folkekirkeråd med mere

udvidet kompetence.

Det ‘folkekirkelige fællesudvalg’, der skulle have den centrale kompe-

tence i forhold til folkekirkens landsdækkende økonomi og udvikling,

skulle ifølge flertallet også have lovfæstet initiativret i samarbejde med

bispemødet i forhold til indre anliggender. Virkningen ville være, at der

alene kunne tages initiativ til regulering af kernen i de indre anliggender

efter indstilling, fremsat i enighed mellem bispemødet og fællesmødet,

eller efter ministerens forhandling med disse to gremier om nedsættelse af

udvalg, om brede høringer mv. (Betænkning 1544/2014, s. 228 ff).

Umiddelbart var “indre anliggender” i betænkningen defineret langt

bredere end de spørgsmål, der er diskuteret i denne artikel og i Højesterets

dom, nemlig sådan, at indre anliggender dækker “både det område, der

i dag reguleres ved kongelige resolutioner og kongelige anordninger samt

en del af den gældende kirkelige lovgivning” (betænkning 1544/2014, s.

225). Dvs. at begrebet dækker ikke alene de “egentlige kultiske hand-

linger og deres rammer (bøn, gudstjeneste m.v.)”, men også “tilhørende

nødvendige praktiske forudsætninger for de kultiske og rituelle handlin-

gers udøvelse”, dvs. ansættelseslov, medlemskabslov, menighedsrådslov,

økonomilov, brugslov mv. I betænkningens politiske forslag begrænsede

højesterets opfattelse, er gældende ret. Denne artikel forholder sig derfor også

relativt frit til positionerne i kommissionsarbejdet.

21. Dette ganske omfattende forslag er beskrevet i betænkningen, afsnit 7.5.2

296

Retlige grænser for regulering af kernen i folkekirkens indre anliggender

udvalget sig dog fsva. indre anliggender til at fremsætte forslag om de

forhold, der hidtil har været reguleret ved kongelig resolution og kongelig

anordning.

På dette område – altså det område, der i min optik udgør kernen i

de indre anliggender – foreslog udvalgets flertal, at bispekollegiet lovfæ-

stes, og at det foreslåede “folkekirkeligt fællesudvalg,” som skulle tillægges

kompetence vedrørende folkekirkens fælles økonomi, også skulle indgå

i en obligatorisk procedure og dermed få del i kompetencen vedrørende

indre anliggender.

Det var således et afgørende moment i forslaget, at

der ved lov blev etableret en formaliseret beslutningsprocedure, hvorefter

læge og gejstlige medlemmer skulle være enige, før man kunne indstille

et forslag vedrørende kernen indre anliggender til ministeren. Det indgik

i forslaget, at Kirkeministeren efter forhandling med udvalg mv kunne

regulere. Men kun efter forhandling med og indstilling fra folkekirke-

ligt fællesudvalg mfl. Formålet var således at skabe en proces, der tillagde

“folkekirken” den kompetence, Højesteret senere fastslog, at folkekirken

ikke har.

Præsteforeningens medlemmer af udvalget anførte supplerende, at de

ikke har ønsket et valgt organ etableret, men har ønsket at fremme proce-

durer med inddragelse af brede kredse, samt at:

biskopperne forpligtes som kollegium i forhold til indre anliggender, så at

også disse kan indgå i procedurerne, som ønskes sikret ved retsregler.

Et mindretal fandt (bl.a.) at der skulle:

lovfæstes retningslinjer for, hvordan ministeren skal inddrage folkekirken i

hele sin bredde i eventuelle ændringer i kirkens indre anliggender, samt at

det ved lovgivning sikres, at ministeren ikke kan foretage regulering i kir-

kens indre anliggender uden opbakning fra 8/10 af biskopperne.

22. Se betænkningens afsnit 9.4.1.

23. Betænkning 1544/2014, s. 231

24. Charlotte Dyremose og Britta Schall Holberg, se betænkningen, pkt. 9.4.2

297

Lisbet Christoffersen

Et andet mindretal i udvalget

fandt, at “gældende ret på området var

under udvikling,”

og at:

en lovgivning, der giver mulighed for, at staten handler imod et klart flertal

af biskopperne og brede kredse i folkekirken, ikke længere er holdbar.

På det grundlag opfattede dette mindretal en regulering af folkekirkens

forhold som:

ikke er en begrænsning af indre anliggender, men en regulering i folkekir-

kens tjeneste. – Mindretallets tilslutning til en fortsat anvendelse af konge-

lige anordninger til regulering af området for indre anliggender forudsatte

dermed også, at der alene var tale om “regulering, der sker i folkekirkens

tjeneste.

Det er mindretallets klare opfattelse, at en moderne, europæisk stat må er-

kende sine politiske og retlige grænser netop ved regulering af emner som

dem, der er omfattet af udvalgets forslag vedrørende regulering af indre an-

liggender.

Det bør fremgå af lovgivning og bemærkninger vedrørende fremtidig proces

for regulering af indre anliggender, at ministeren alene kan indstille en retlig

regulering af et sådant område til kongelig autorisation/resolution, hvis det

er anbefalet af et kvalificeret flertal af biskopperne og brede kredse af fol-

kekirken i øvrigt, således at ministerens kompetence på området begrænses

negativt.

Endelig blev i denne mindretalsudtalelse anbefalet, at det i lovgivningen

blev fastslået, at det er biskoppernes opgave at understøtte udviklingen på

området.

Det er imidlertid ikke en hensigtsmæssig konstruktion at overlade det sam-

lede ansvar til biskopperne alene. På den baggrund anbefales, at man på na-

25. Undertegnede. Citaterne er fra pkt. 9.4.3

26. Det er en anden måde at udtrykke, at man forventer, at domstolene dog i

hvert fald vil give en medhold. Det modsatte skete med højesteretsdommen fra

2017 i liturgisagen, må man helt enkelt sige!

298

Retlige grænser for regulering af kernen i folkekirkens indre anliggender

tionalt niveau – med afsæt i ordlyden i menighedsrådslovens § 38 – tildeler

initiativret og -pligt vedrørende indre anliggender til biskopperne, men såle-

des, at eventuelle konklusioner og forslag til regulering på området forelæg-

ges det folkekirkelige fællesudvalg til evt. samtykke forud for en indstilling

til ministeren om at udarbejde den nødvendige regulering.

Ingen af forslagene i betænkning 1544/2014 blev fremsat som lovforslag.

Debatten sluttede i tv-programmet Deadline, hvor den daværende kirke-

minister, Marianne Jelved (R), var inviteret i studiet sammen med davæ-

rende MF, Charlotte Dyremose (K) (der var kirkeordfører for sit parti og

som nævnt havde været medlem af udvalget bag betænkningen). Jelved

spurgte i den direkte udsendelse Dyremose, om Dyremose – hvis Jelved

fremsatte Dyremoses egne forslag som lovforslag – ville stemme for sine

forslag i folketingssalen. På baggrund af den omfattende modstand, der

både i folketingets højre side

og i Tidehvervske og lokalt grundtvigske

kredse havde været imod, at der overhovedet blev indført nogen ændringer,

ville Dyremose ikke love noget. Dermed faldt hele sagen i dén omgang.

Man skal nok bemærke, at Højesteret i sin dom i liturgisagen ikke alene

tager stilling til de anbringender og tidligere faglige forestillinger, der var

i debatten om et ritual for par af samme køn – men også (indirekte) tager

stilling til forslagene i betænkning 1544/2014. Og fastholder, at der ikke

er, og måske heller ikke kan være, nogen retlige begrænsninger på den

reguleringskompetence, der tilkommer folketing og regering efter grund-

lovens § 3, heller ikke i forhold til folkekirken og grl. § 4. Ingen, som i

overhovedet ingen. Lovgivningsmagten kan delegere administrativ kom-

27. Undervejs i udvalgsarbejdet havde dette medlem af udvalget foreslået to

forskellige reguleringer og to forskellige udvalg. Et for indre anliggender og et

landsmenighedsråd for den landsdækkende økonomi. Denne ide forsvandt i de

endelige forhandlinger.

28. Dansk Folkeparti, dele af Konservative og centrale dele af Venstre, inkl. tid-

ligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V).

29. Afgående formand for Præsteforeningen, Per Bucholdt Andreasen, luftede

i et afskedsinterview i Kristeligt Dagblad 19 maj 2022 sit ønske om, at der blev

etableret en formaliseret ledelse af folkekirken til drøftelse og prioritering af men-

neskelige og økonomiske ressourcer, som det blev sagt. Flere har siden bidraget

til debatten, bl.a. i forbindelse med regeringsskiftet. Siden 2014 har stiftsrådene

mødtes årligt. Københavns stiftsråd har påtaget sig værtskabet i 2023. Der er in-

gen tvivl om, at dette emne vil være på dagsordenen.

299

Lisbet Christoffersen

petence til nye folkekirkelige organer. Men Højesteret ser ikke for sig, at

lovgivningsmagten, uden at det sker ved delegation, kan give plads til en

intern retlig selvregulering i folkekirken, heller ikke fsva kernen i de indre

anliggender.

Bededags-fejden

Hvad der egentlig er det juridiske resultat af højesteretsdommen, er som

nævnt blevet højaktuelt, mens denne artikel skrives i de første måneder af

2023, idet den nytiltrådte SVM-regering i forbindelse med præsentatio-

nen af sit regeringsgrundlag

annoncerede, at man ønskede at fjerne en

helligdag for at øge arbejdsudbuddet. Lovudkastet blev sendt i høring den

12. januar 2023 med en frist på blot 7 dage.

30. Ansvar for Danmark. Det politiske grundlag for Danmarks regering. Re-

geringsgrundlag 2022, https://www.stm.dk/statsministeriet/publikationer/rege-

ringsgrundlag-2022/

31. Lovforslag nr. L13 Folketinget 2022-23 (2. samling) Forslag til lov om

konsekvenser ved afskaffelse af store bededag som helligdag, herefter L13, som

fremsat 24. januar 2023. Se oversigt over høringssvar mv i høringsnotatet, 23.

januar 2023, Beskæftigelsesudvalget 2022-23 (2. samling), bilag 1. Lovforslaget

blev første behandlet 2. februar 2023 og planlægges 2. og 3. behandlet den 23.

og 28. februar 2023. Den 22. februar holdt folketingets beskæftigelsesudvalg en

offentlig høring om forslaget med bidrag fra 6 eksperter/repræsentanter for be-

rørte parter i samfundet. Jeg deltog som ekspert i kirke- og religionsret, mens

biskop Peter Birch repræsenterede folkekirken. Det har været tydeligt hele vejen

igennem, at jeg ikke delte analyser med biskopperne, mens den ene anden jurist,

der undervejs i forløbet udtalte sig offentligt om sagen, Hans Gammeltoft-Han-

sen, gav udtryk for, at lovforslag mv er inden for grundlovens rammer, men er

et overgreb på kirken, og dermed er en god anledning til at skabe en selvstændig

ledelse af folkekirken, se f.eks. stormøde i Viborg stift den 22. februar 2023, her:

https://viborgstift.dk/aktuelt/nyt-fra-stiftet/jurist-et-ikke-indfriet-loefte-i-grund-

loven-spaender-ben-for-folkekirkens-indflydelse). – Loven er, som det fremgår

ovenfor, vedtaget, underskrevet og offentliggjort som Lov nr 214 af 06/03/2023

om konsekvenser ved afskaffelse af store bededag som helligdag. Loven træder, jf

§ 5, i kraft den 1. januar 2024. Loven indeholder endvidere en ændring af lukke-

lovens angivelse af helligdagene, der samtidig er lukkedage, samt grundlovsdag og

juleaften, der ligeledes er lukkedage, se lukkelovens § 2, stk. 1, jf bededagslovens

§ 7.

300

Retlige grænser for regulering af kernen i folkekirkens indre anliggender

L 13 2022-23 (2. samling) blev fremsat den 24. januar 2023 som Forslag

til lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som helligdag.

Folketingets resume af lovforslaget lyder:

Forslaget afskaffer

store bededag (fjerde fredag efter påske) som helligdag

og fastsætter store bededag som en almindelig ekstra arbejdsdag. Forslaget

medfører, at de løn- og ansættelsesvilkår, som gælder på almindelige arbejds-

dage, også vil gælde for denne dag.

Forslaget indfører også, at lønmodtagere, der får forøget deres arbejds-

tid som følge af afskaffelsen af helligdagen, får et løntillæg for den ekstra

arbejdsdag. Lønmodtagere, der får fast månedsløn, modtager et løntillæg

svarende til værdien af en almindelig arbejdsdag opgjort som 0,45 pct. af

årslønnen. Timelønnede lønmodtagere modtager ved arbejde på store bede-

dag den aftalte timeløn for en almindelig arbejdsdag, eventuelt med tillæg

for overarbejde m.m.

Forslaget indfører desuden, at store bededag ikke længere er en lukkedag i

relation til lukkeloven.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2024.

Lovforslaget har givet anledning til en omfattende debat om den danske

model på arbejdsmarkedet og i forhold til folkekirken, om de bagvedlig-

gende økonomiske beregninger, om sammenhængen mellem mål og mid-

del, om afskaffelse af en arbejdsfri dag i en stressramt tid, samt om brug

af grundlovens § 42, stk. 1, hvorefter et mindretal på 60 medlemmer af

folketinget indenfor en frist af tre søgnedage kan forlange et lovforslag til

folkeafstemning (ligesom regeringen, hvis der manifesterer sig et sådant

bestemmende mindretal, der kan udløse folkeafstemning, inden for tre

søgnedage kan udskyde loven til efter et folketingsvalg). Denne artikel

behandler ikke alle disse dimensioner af loven om konsekvenserne af af-

skaffelse af store bededag.

Loven har samtidig genoplivet den række argumenter vedrørende kom-

petence til retlig regulering af kernen i folkekirkens indre anliggender og

omkringliggende forhold, der senest var i spil ved 2012-reguleringen og i

32. Det er en tilsnigelse. Forslaget hedder som nævnt *lov om konsekvenserne

ved afskaffelse etc*. Selve afskaffelsen af helligdagen er sket ved kongelig resoluti-

on, da der er tale om regulering af forhold, som er fælles mellem folkekirken og

samfundet.

301

Lisbet Christoffersen

højesterets dom fra 2017. Dommen er således blevet brugt aktivt i den fag-

lige og administrative bedømmelsen af, hvorvidt og af hvem en helligdag

kan afskaffes, og herunder særskilt, hvad der er biskoppernes og de øvrige

folkekirkelige parters rolle.

Det primære spørgsmål er, hvordan, af hvem og under hvilke betingel-

ser, en helligdag kan afskaffes. Sker det faktisk, som Folketingets resume

syntes at antyde, ved lovforslaget (hvis loven vedtages), eller sker afskaffel-

sen ved kongelig resolution, og er afskaffelsen, uanset form, indenfor ram-

merne af grl. § 4, hvorefter den evangelisk-lutherske kirke er den danske

folkekirke og som sådan skal understøttes af staten. Det er i denne kirke-

retlige del af bededags-fejden, der hentes argumenter fra højesteretsdom-

men fra 2017, og det er derfor denne del, der indgår i nærværende artikel.

Bededags-fejden drejer sig således (kirkeretligt set)

om den folkekirke-

lige reaktion på, at SVM-regeringen som led i præsentationen af sit rege-

ringsgrundlag medio december 2022 meddelte, at man ønskede at ned-

lægge en helligdag. I nytårstalen nytårsdag 2023 oplyste statsministeren,

at der ‘formentlig’ ville være tale om store bededag.

Efter gængs praksis mødes Kirkeministeren med biskopperne til en mid-

dag i forbindelse med årets første bispemøde, der afholdes i København,

så biskopperne kan deltage i Regentens nytårskur. Spørgsmålet om ned-

læggelse af helligdag blev ikke, som måske forventet, afklaret ved denne

middag. Tværtimod – et par dage efter sendte folkekirkens 10 biskopper

i enighed en fælles udtalelse,

hvor man henstillede, at “indre kirkelige

anliggender, hvorunder bestemmelsen om helligdage hører, ikke gøres til

genstand for afstemninger i Folketinget,” man “fandt det beklageligt, at

regeringen ønsker at afskaffe en helligdag”, man håbede, at “bestemmel-

sen om folkekirken i Grundloven (§4) fortsat vil foranledige, at staten

33. Der er ingen tvivl om, at de omfattende folkekirkelige reaktioner også er be-

grundet i en oplevelse af, at forslaget er fremkommet i et lukket rum, som en tyv

om natten, et forslag, ingen har talt om i den foregående valgkamp – at der altså er

et demokratisk underskud og et brud på traditioner for fælles drøftelser forud for

væsentlige ændringer. Hverken disse dele af baggrunden, som skinner klart igen-

nem i reaktioner ikke mindst fra Grundtvigsk Forums ledelse, eller reaktionerne

fra fagbevægelse og politiske partier uden for regeringen, bliver behandlet i nær-

værende artikel, der dermed også er ‘amputeret’ i forhold til den samlede debat.

34. 3. januar 2023, biskoppen over Grønlands stift havde ligeledes tiltrådt udta-

lelsen, der således var underskrevet af 11 biskopper.

302

Retlige grænser for regulering af kernen i folkekirkens indre anliggender

respekterer, at folkekirkens helligdage forbindes med fridage” og i øvrigt

orienterede man om Bededags faktiske funktion i folkekirken.

Efter at kirkeministeren havde orienteret i medierne om den påtænkte

proces med fjernelse af Bededag ved kongelig resolution, kombineret med

lovforslag om konsekvenserne af en sådan fjernelse, svarede biskopperne

med brev af 10. januar 2023, at de så på denne proces “med stor alvor og

forundring, ikke mindst hvis det sker uden inddragelse af folkekirkens

parter,” samtidig med, at de påpegede, at fjernelsen af en helligdag ville

have betydning for Ritualbog og Alterbog, der ligeledes er kongeligt auto-

riserede.

Da lovudkastet var sendt i høring, reagerede biskopperne – udover at

svare direkte på høringen

med at udsende endnu en pressemeddelelse af

13. januar 2023.

Her skrev de:

Det er med forundring og tristhed, at biskopperne konstaterer, at Regerin-

gen fremsætter forslag til lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store be-

dedag som helligdag.

Siden Grundlovens indførelse i 1849 har der været en forståelse for, at

Regering og Folketing har hørt folkekirkens parter, når der blev lovgivet om

folkekirkens ydre anliggender og ved kongelig resolution fastsat regler for de

indre anliggender.

Gennemførelsen af ovennævnte lov vil være et markant brud med denne

tradition.

Vi vil fremover kæmpe for, at folkekirkens tradition for samtale, diskus-

sion og inddragende demokrati ikke lider skade ved dette tillidsbrud, og vi

håber og beder til, at der fremover vil være et mod til at fortsætte den danske

samfundsmodel, der er kendetegnet ved samtale og inddragelse.”

Den 18. januar 2023 fremkom så en fælles folkekirkelig udtalelse med

samme indhold, underskrevet af formanden for Landsforeningen af me-

nighedsråd, formændene for samtlige stiftsråd, ledelsen i Grundtvigsk

35. Kirkeudvalget 2022-23 (2. samling) KIU alm.del, (bilag til) endelig besva-

relse af spm. nr. 1.

36. Som det fremgår af høringsnotat med bilag, Beskæftigelsesudvalget 2022-23

(2. samling), L 13, bilag 1

37. Kirkeudvalget 2022-23 (2. samling) KIU alm.del – endeligt svar på spørgs-

mål 1 (bilag)

303

Lisbet Christoffersen

Forum, Indre Mission og Tidehverv, samt Præsteforeningen og Provste-

foreningen.

Den 20. januar 2023 var biskopperne indkaldt til møde med ministe-

ren. Samtidig med, at biskopperne talte med pressen efter mødets afslut-

ning, udsendte de en pressemeddelelse, som ligeledes straks blev lagt på

stifternes hjemmesider.

Heri blev det anført, at afskaffelsen af en hellig-

dag er et “uhørt statsligt indgreb,”

samt at biskopperne over for mini-

steren havde understreget, at der i hele processen manglede samtale med

folkekirkens parter. Dette er helt afgørende, fordi det rokker ved forholdet

mellem stat og kirke, anfører biskopperne. Biskopperne understregede, at

“folkekirken gerne går i dialog, men skal der ske ændringer af helligdage,

kræver det en bred drøftelse i folkekirken. Den mulighed har hidtil ikke

været til stede, fordi afskaffelsen af helligdagen er blevet præsenteret for

biskopperne som en beslutning, der allerede er truffet.”

Herefter sendte ministeren den 24. januar 2023 to breve til Københavns

biskop.

38. Ligeledes bilag til svar på KIU spm. 1.

39. Jeg har hentet den på Helsingør stifts hjemmeside, her: https://www.xn--

helsingrstift-hnb.dk/nyheder/afskaffelse-af-helligdag-er-uhoert-statsligt-indgreb

40. Dagen efter, lørdag den 20. januar 2023, udtalte “Folkekirkens top” i Kri-

steligt Dagblad, at “tilliden er væk” og man efterlyste et værn mod regeringen,

nemlig det folkekirkelige fællesråd, der var foreslået i Betænkning 1544/2014.

Forhenværende Ombudsmand, professor Hans Gammeltoft-Hansen, der var

formand for udvalget bag betænkning 1544/2014, udtalte i den samme artikel:

“Med betænkning 1544 vedtaget ville man have delt kompetencerne. Der ville

stadig være et kirkeministerium til at lave kongelige forordninger, men det ville

skulle ske i samvirke med to andre organer, et bispekollegie og et repræsentativt

folkekirkeligt fællesudvalg. De skulle inddrages, før en minister kunne gå i lag

med en beslutning, der påvirker kirkens indre anliggender. Det ville have sikret, at

ingen minister eller regering ville kunne komme farende og sige, at nu afskaffer vi

bare en helligdag,” siger Hans Gammeltoft-Hansen.

Han mener, at afskaffelsen af store bededag er en oplagt anledning til at genbesøge

forholdet mellem stat og kirke:

“Hver gang, der sker et indgreb i folkekirkens indre anliggender, uden at der

bliver udvist skønsomhed, genopvækkes behovet for at få denne folkekirkelige

forfatningslov. Det er nøjagtigt det, der er sket nu her,” siger han. https://www.

kristeligt-dagblad.dk/kirke-og-tro/tilliden-er-vaek-folkekirkens-top-efterlyser-va-

ern-mod-regeringen

304

Retlige grænser for regulering af kernen i folkekirkens indre anliggender

I det første brev

skrev ministeren:

I forbindelse med udfærdigelsen af en kgl. resolution om afskaffelse af store

bededag som helligdag er det mit ansvar som kirkeminister at sikre, at af-

skaffelsen ikke er i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag og dermed i

strid med grundlovens § 4.

Videre blev præmisserne i Højesteretsdom i liturgisagen, der er gennem-

gået ovenfor, gengivet, der blev henvist til Justitsministeriets besvarelse af

11. juli 2012 af spørgsmål nr. 837 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg

vedrørende det daværende forslag om at afskaffe Store Bededag, og til

Bededags status i de øvrige nordiske lutherske nationalkirker og til, at

helligdagene ikke er reguleret i bekendelsesskrifterne. På den baggrund,

anførtes det, var det “Kirkeministeriets foreløbige vurdering, at en afskaf-

felse eller flytning af store bededag som helligdag ikke er i strid med folke-

kirkens bekendelsesgrundlag.” Det blev videre bemærket, at biskopperne

ikke i udtalelser eller høringssvar har givet udtryk for, at en afskaffelse

af bededag ville være i strid med bekendelsesgrundlaget for folkekirken.

Brevet slutter:

Jeg skal på den baggrund anmode om din vurdering af, om en afskaffelse af

store bededag som helligdag den 4. fredag efter påske isoleret set vil være i

strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag. Jeg skal anmode om at modta-

ge din vurdering i skriftlig form senest fredag den 27. januar 2023.

I det andet brev til Københavns biskop

anmodede ministeren biskop-

perne om at “overveje, om og i givet fald hvilke ændringer der er behov for

i Alterbogen, og hvem der skal inddrages i arbejdet.” Ministeren bad om

en status med udgangen af uge 7/2023.

Københavns biskop svarede (med kopi til øvrige biskopper) den 27. ja-

nuar 2023 på spørgsmålet om, hvorvidt afskaffelsen af store bededag lig-

ger inden for rammerne af den evangelisk-lutherske bekendelse. Hans svar

faldt i tre dele:

41. Kirkeudvalget 2022-23 (2. samling) KIU alm.del – Bilag 18

42. Kirkeudvalget 2022-23 (2. samling) KIU alm.Del – bilag til svar på spørgs-

mål 1.

305

Lisbet Christoffersen

• Man kan (derfor) ikke hævde, at bededagen er nødvendig for

kirken, og at en kirke uden en bededag ikke kan betragtes som

evangelisk-luthersk.

• Men henleder samtidig opmærksomheden på, at det, der i evan-

gelisk-luthersk teologisk tænkning opfattes som en teologisk fri-

hed, ved denne lejlighed opleves som en politisk udnyttelse til at

inddrage en helligdag.

• Jeg er ikke i tvivl om, at processen omkring indgrebet i Ritual- og

Alterbog ikke er i overensstemmelse med hverken evangelisk-lu-

thersk lære, eller med den danske tradition siden grundlovens

indførelse i Danmark mht. lovgivning på det kirkelige område.

Kirkeministeren var herefter den 1. februar 2023 i samråd i Folketingets

Kirkeudvalg for at besvare samrådsspørgsmål A

om afskaffelse af store

bededag som helligdag.

Ministerens konklusion lyder (citeret fra talepapiret):

• Retligt set er det lovgivningsmagten og regeringen, der har kom-

petencen til at regulere folkekirkens forhold – også når det gælder

de såkaldte indre anliggender.

• Det er regeringens vurdering, at en afskaffelse af store bededag

ikke rejser spørgsmål i forhold til grundlovens § 4.

43. Ordrette citater fra brev af 27 januar 2023 fra Biskop over Københavns stift

Peter Skov Jakobsen, Kirkeudvalget 2022-23 (2. samling) KIU alm.del – endeligt

svar på spørgsmål 1 (bilag)

44. Spørgsmålet lyder: “Vil ministeren redegøre for Kirkeministeriets retlige

vurdering om lovligheden af at afskaffe en række udvalgte helligdage og andet

relevant materiale, der ifølge ministeren ligger til grund for regeringens beslutning

om eventuelt at afskaffe Store Bededag, jf. artiklen “Derfor er store bededag mere

interessant for regeringen end andre helligdage” den 10. januar 2023, tv2.dk og

artiklen “Kirkeminister vil afskaffe helligdag uden afstemning i Folketinget” den

9. januar 2023, kirke.dk samt oplyse om processen for udvælgelsen af netop Store

Bededag til eventuel afskaffelse?” Kirkeudvalget 2022-23 (2. samling) KIU alm.

del – Samrådsspørgsmål A. På Folketingets hjemmeside findes video optagelse af

samrådet. Talepapiret er fremlagt som endeligt svar på KIU alm.del spm. 13. i

forbindelse med besvarelsen af samrådsspørgsmålet fremlagde ministeren Kirke-

ministeriets og Justitsministeriets notat af 31. januar 2023 om afskaffelse af store

bededag som helligdag.

306

Retlige grænser for regulering af kernen i folkekirkens indre anliggender

• Uanset at der ikke er nogen høringspligt forud for regulering af

folkekirkens forhold, er biskopperne ikke desto mindre gennem

min kontakt til dem i juledagene og gennem deres udtalelser ble-

vet inddraget i valget af store bededag som den helligdag, der

foreslås afskaffet.

• Afskaffelsen af store bededag som helligdag – og ændringer i fol-

kekirkens ritual- og alterbøger, er to forskellige ting.

• Og folkekirkens biskopper og andre efter biskoppernes ønske bli-

ver – helt i overensstemmelse med traditionen – inddraget tæt,

med den tid, der er brug for, og med meget stor indflydelse i en

eventuel ændring af alterbogen, hvis man ønsker det.

Supplerende anfører ministeren, at da hverken ritual- eller alterbog fast-

lægger, hvilke dage der er helligdage, er der ikke noget krav om, at hverken

den ene eller den anden bog ændres som følge af en afskaffelse af sto-

re bededag som helligdag. En afskaffelse af store bededag som helligdag

fjerde fredag efter påske betyder, at der ikke vil være pligt til at holde

gudstjenester den dag. Hvis biskopperne når frem til, at alterbogen ikke

skal ændres, vil de nuværende kollekter og de bibelske læsninger til store

bededag blive stående og vil så naturligvis kunne anvendes af præster ved

eventuelle ekstraordinære gudstjenester, som man måtte vælge at afholde

den dag. Ministeren har derfor også understreget over for biskopperne,

at selv om den kgl. resolution om afskaffelse af store bededag som hellig-

dag skal træde i kraft den 1. januar 2024, så kan eventuelle ændringer i

Alterbogen, som biskopperne måtte ønske, godt ske ved en særskilt kgl.

resolution på et senere tidspunkt.

Vedr. spørgsmålet om ændring af alterbogen har biskopperne i svar på

ministerens spørgsmål med brev af fra biskop Peter Skov-Jacobsen den 9

februar 2023 anført, at man ikke ser et behov for at ændre alterbogen på

nuværende tidspunkt, men vil tage spørgsmålet op, når der alligevel skal

ses på alterbogens indhold.

Det indebærer, at teksterne til Bededag vil blive bibeholdt, uanset at be-

dedag er afskaffet som helligdag. Og det indebærer igen, at der fortsat står

klare og fælles tekster i alterbogen, som præsterne – evt med biskoppernes

anbefalinger – kan benytte som grundlag for særgudstjenester. De er ikke

307

Lisbet Christoffersen

obligatoriske, men alle præster kan, evt i en forenet form, afholde dem.

F.eks. 4. fredag efter påske eller aftenen før.

Analyse af retlige spørgsmål i relation til

afskaffelsen af Bededag som helligdag

Kirkeretligt, forvaltningsretligt og forfatningsretligt er det min opfattelse,

at der ikke er nogen retlige problemer i regeringens beslutning om at af-

skaffe store bededag som helligdag.

Det første spørgsmål er, hvad helligdage grundlæggende er. Her anføres

det fra regeringens side, at helligdagene er fastsat ved lov (og store bededag

ved kongelig forordning) og derfor også kan afskaffes ved lov eller konge-

lig resolution.

Det forekommer at være en noget forkortet, snævert retsdogmatisk ana-

lyse. Det er naturligvis korrekt, at helligdagene er fastsat ved lov, og også,

at der under enevælden skete en retlig regulering af antallet og karakte-

ren af helligdagene. Men helligdagene er ikke skabt eller etableret ved

lov; lovgivningen forudsætter helligdagenes eksistens, de er en del af en

fælles kirkelig tradition (lige bortset fra bededag). Det betyder også, at

det er vanskeligt helt grundlæggende at acceptere, at helligdage blot kan

afskaffes ved lov. Det er min fornemmelse, at en del af den folkelige og

kirkelige reaktion på afskaffelsen af bededag bunder i en dyb fornemmelse

for præcis dette forhold.

Helligdagenes funktion som helligdage og dermed fridage og lukkedage

i samfundet som helhed er imidlertid fastsat ved lovgivning. Og deres

funktion som obligatorisk gudstjenestedag forudsættes i alterbogen (om

end det ikke er alterbogen, der fastlægger helligdagene). Kort sagt har

helligdagene hidtil været en sammenvævet struktur mellem kirke og sam-

fund, gudstjeneste, arbejdsmarked og forretningsliv. Det er denne sam-

menvævede struktur, regeringen har taget en tråd ud af.

Og her kommer det lovgivningsmagten til hjælp, at man vælger at af-

skaffe præcis bededag, der også oprindeligt er etableret som en admini-

strativ/retlig konstruktion i forbindelse med afskaffelse af en række andre

45. Hvilket i 2023 er torsdag den 4. maj.

308

Retlige grænser for regulering af kernen i folkekirkens indre anliggender

bededage og helligdage – og med samme formål som i år: for at øge ar-

bejdsudbudet.

Kompetence, materiel hjemmel og fagskøn

ved afskaffelse af en helligdag

Højesteretsdommen fastslår, at reguleringen af kernen i folkekirkens indre

anliggender er regeringens (og, forudsat, lovgivningsmagtens) kompeten-

ce. Og helligdage er ikke alene folkekirkens, de er som nævnt fælles anlig-

gender. Når lovgivningsmagten og regeringen i forvejen er kompetent til

at regulere de indre anliggender, så må man så meget mere også antage, at

kompetencen til at regulere helligdage med deres fælles kirkelige og sam-

fundsmæssige funktion ligger samme sted.

Dommen fastslår endvidere, at det i sidste ende er regeringen, der har

kompetencen til at tage stilling til, hvorvidt regulering af indre anlig-

gender ligger inden for rammerne af begrebet om folkekirken som evan-

gelisk-luthersk i grundloven. Det indebærer, at skønnet over, hvorvidt

afskaffelsen af netop denne helligdag ligger inden for rammerne af folke-

kirkens kirkelige identitet som evangelisk-luthersk, også skal varetages af

regering og folketing.

Men dommen efterser også, hvordan dette skøn bør udøves. Og i vurde-

ringen af skønsudøvelsens saglighed lagde dommen vægt på, at man har

spurgt Københavns biskop (i dennes egenskab af primus inter pares og

repræsentant for folkekirken) om at bidrage til vurderingen.

Det samme har ministeren helt korrekt gjort i bededags-sagen. Højeste-

retsdommen og forløbet af bededags-sagen understøtter dermed tilsam-

men en brug af begrebet *fagskøn* som en central dimension i vurdering

af, om den udøvende magts skønsudøvelse ligger inden for rammerne af

grl. § 4.

I bededags-sagen har Københavns biskop bekræftet, at afskaffelsen af

bededag materielt set ligger inden for denne ramme. Afskaffelsen har såle-

46. Store bededag er indført i 1686 ved samling af en række tidligere bededage.

Formålet var at sikre et større arbejdsudbud og dermed en bedre offentlig økono-

mi. Store bededag overlevede en helligdagsreform, der i 1770 ellers afskaffede en

række andre (overvejende ‘katolske’) helligdage.

309

Lisbet Christoffersen

des ingen betydning for folkekirkens karakter af at være en evangelisk-lu-

thersk kirke.

Københavns biskop har imidlertid samtidig anført, at han “ikke er i

tvivl om,” at processen er i konflikt med folkekirkens karakter af at være

evangelisk-luthersk. Det er nærmere udfoldet i biskoppens brev til mi-

nisteren i forhold til Confessio Augustana (CA), art 28. Men hvordan

denne udfoldelse skulle udgøre en processuel konflikt med grl § 4, er ikke

nærmere forklaret. Og efterfølgende har Københavns biskop i dagspressen

slået fast, at han netop

ikke

skrev, at processen var i strid med grl § 4.

Det er fuldstændig rigtigt. Men når han – i et svar på, om afskaffelsen

er i strid med folkekirkens karakter af at være evangelisk-luthersk, fordi

hele projektet så ville være i strid med grl. § 4 – skriver, at processen er i

strid med folkekirkens evangelisk-lutherske karakter, så er det vanskeligt

at forstå meldingen anderledes.

Det har da også været synspunktet fra fagteologisk hold. På et seminar

på det teologiske fakultet, Aarhus Universitet,

redegjorde professor Bo

Kristian Holm for den teologisk lidt indviklede årsag til, at processen er

i strid med CA art. 28, og dermed i strid med folkekirkens karakter af

at være evangelisk-luthersk. Argumentet er, at det er biskopperne der har

læremyndighed og skal varetage kirkens anliggender. Denne læremyndig-

hed kan, ifølge Leuenberg-aftalerne, i reformerte kirker udøves af syno-

de-lignende organer og i lutherske kirker udøves af en kombination af bi-

skopper og synodelignende organer. Også regeringen/ministeren kan tage

del i udøvelse af læremyndighed, men det afgørende er, at den regulering,

der foretages, er i folkekirkens interesse.

47. Jf artiklen “ Jurister: Kirkefolk tager fejl. Det er ikke i strid med Grundloven

at afskaffe store bededag”,

Kristeligt Dagblad

24 februar 2023. I bl.a. folkekirken.

dk har biskop Peter Skov Jacobsen den 1. marts 2023 uddybet sit synspunkt:

“Biskop: Farvel til bededagen. Goddag til en ny virkelighed” med bl.a. følgende

argument: “Kongelig resolution blev efterfølgende anvendt, fordi det ansås at være

i folkekirkens egen interesse. I tilfældet med afskaffelsen af bededagen, har mini-

steriet en samlet folkekirke imod sig, og man ønsker kongelig resolution anvendt

i statens interesse. Sådan har kongelig resolution aldrig været hverken tænkt eller

anvendt.”

48. Afholdt med streaming 7. februar 2023. Jf også Bo Kristian Holm: “Pro-

fessor giver biskopperne ret: Afskaffelsen af store bededag udfordrer Grundloven

markant”, trykt i Kristeligt Dagblad 13 februar 2022.

310

Retlige grænser for regulering af kernen i folkekirkens indre anliggender

I forlængelse heraf har flere i den offentlige debat, og herunder indirekte

også flere biskopper, argumenteret for en form for folkekirkelig initiativ-

ret, jf. ovenfor om forslagene til etablering af bispemøde og folkekirkeligt

fællesorgan, der skulle tillægges en sådan folkekirkelig initiativret.

Helt overordnet er dette retligt set ikke en korrekt analyse. Der findes

ingen regel, der fratager ministeren initiativretten på det folkekirkelige

område. Tværtimod. Det var sådanne regler, adskillige af forslagene i bet.

1544/2014 ønskede indført, men de blev som nævnt ikke gennemført,

og højesteretsdommen fastslår utvetydigt, at der ikke i den danske grund-

lov er hjemmel til at opstille et sådant krav.

Manglende høring

I biskoppernes, de kirkelige organisationers og stiftsrådenes pressemedde-

lelser er det et stadigt gentaget punkt for kritik, at bededag fjernes uden

at der først er gennemført en omfattende høring i det folkekirkelige land-

skab.

Argumentet er indlysende, set fra perspektiv af folkekirkelig praksis og

tradition: de andre gange, “staten” har brugt sin kompetence til at regulere

folkekirkens indre anliggender, er det trods alt ikke kommet bag på ret

mange. Spørgsmålet om kvindelige præster var i hvert fald diskuteret fra

tjenestemandsloven i 1921 gav kvinder adgang til tjenestemandsstillinger,

bortset fra i militæret og i folkekirken, og frem til afskaffelsen af denne

undtagelsesbestemmelse i 1947 med deraf følgende kaldelse, ordination

og indsættelse i 1948. En folkekirkelig markering af samlivsforhold for

par af samme køn var også diskuteret fra 1990erne frem til ordningen

med kønsneutralt ægteskab – dén ordning var til gengæld ikke diskuteret

bredt. Og Carl Hermansens ændring af teksterne i den autoriserede sal-

mebog i 1953 var så få – eller også var indsættelsen af “Altid frejdig” så

populær – at det for længst er ham tilgivet. Modsat lykkedes det i 1983

biskopperne, ved at stille sig i døren i samlet trop i forbindelse med nyt-

49. Også finsk forfatningsret opererer med én lovgivningsmagt, også i relation til

kirkelig lovgivning. Her er der imidlertid i kirkeloven tillagt den finske lutherske

kirkes synode en sådan initiativret med den virkning, at regeringen alene kan

fremsætte lovforslag, der først er formuleret af kirkens synode. En sådan ordning

findes ikke i dansk ret.

311

Lisbet Christoffersen

årsmødet, at hindre kirkeminister Elsebeth Koch Pedersen i at gå imod

biskoppens tilsynsmæssige vurdering med henblik på at fyre en præst på

grund af indholdet i hendes prædiken,

ligesom det lykkedes biskopper-

ne at hindre, at kirkeminister Tove Fergo blandede sig i 2003-udgaven

af Salmebogen. Og endelig sendte kirkeminister Torben Rechendorff bi-

skopperne hjem for at genoverveje formuleringen af Fadervor i bibelover-

sættelse, alterbog, ritualer og salmebog, da det var uklart forud for disses

autorisationer i begyndelsen af 1990erne, i stedet for selv som minister at

træffe en beslutning.

Det er også rigtigt, at der i alle disse tilfælde – bortset sagen fra 1983,

hvor ministeren måtte opgive at fyre en sognepræst imod biskoppens ind-

stilling – har ligget en omfattende folkekirkelig debat forud for det, der

blev slutresultatet.

På den anden side kan man vel med rimelighed spørge, hvad der skulle

være temaet for en sådan bred og længerevarende høring i folkekirken om

afskaffelse af store bededag.

En mulighed er, at det er selve afskaffelsen af en helligdag, man ønskede

i høring. Det kan ikke være tilfældet. Svaret i en sådan høring ville helt

enkelt være nej, ingen har en interesse i at afskaffe en helligdag. Det ville

være en nytteløs høring, svarende til, at man heller ikke sender skattelove

mv til folkeafstemning,

og der er jo en tilsvarende grund til, at loven

om afskaffelse af bededag ikke opnåede, at en tredjedel af folketingets

medlemmer inden for tre dage efter vedtagelsen skrev under på, at loven

skulle til folkeafstemning.

Et andet muligt høringstema ville være hvilken helligdag, der i givet

fald skulle afskaffes (bededag eller en af 2. helligdagene). En sådan høring

ville tage flere måneder. Min vurdering er, at ønsket om en sådan høring

blev lagt ned med biskop Peter Birch’s påpegning

af, at det er 2. hellig-

50. En aktion, der førte til dannelsen af Selskab for Kirkeret

51. Det følger af grl. § 42, stk. 6, hvilke lovforslag, der ikke kan sendes til folke-

afstemning. Bededagsloven ville godt kunne være sendt til folkeafstemning, snæ-

vert retligt set.

52. Jf grl. § 42, stk. 1. Det fremgår af grl. § 42, stk 3, at folketingets flertal i den

situation ville have kunnet vedtage, at lovforslaget skulle bortfalde.

53. I interview med Pilestræde, podcast, “En meget hellig dag”, https://podcasts.

apple.com/jp/podcast/en-meget-hellig-dag/id1564898615?i=1000595110437&

l=en

312

Retlige grænser for regulering af kernen i folkekirkens indre anliggender

dagene (og særligt 2. pinsedag), der giver de kirkelige højtider en sådan

udstrækning, at man kan mærke, det er helligdage. Hvis ikke 2. pinsedag

eksisterede, ville ikke særligt mange opdage, at det var pinse eller hvad

pinse er. I stedet forsøgte ministeren gentagne gange, i hvert fald mellem

jul og 12. januar, at få biskopperne til at byde ind på, hvilken helligdag,

man i givet fald skulle vælge. Biskopperne ønskede på det tidspunkt alene

en bred høring i folkekirken, de ønskede ikke selv at komme med et bud.

Dertil kommer, regeringen næppe ønskede at vente på flere måneder

lang høring i folkekirken af, hvilken helligdag, der skulle nedlægges, hvis

man skulle være færdig med bededagsloven, før forårets overenskomst-

forhandlinger rigtigt gik i gang – og omvendt: hvis spørgsmålet skulle

til høring i folkekirken, ville det også skulle have været genstand for tre-

parts-forhandlinger, som det har været krævet af fagforeningerne, men her

har arbejdsmarkedets parter i stedet i de igangværende forhandlinger lagt

afstand til spørgsmålet om afskaffelse af en helligdag og dermed ikke påta-

get sig medansvar for sagen. Generelt kan man sidde tilbage med et billede

af, at da hverken biskopperne eller arbejdsmarkedets parter havde hørt

om nedlæggelse af en helligdag, før regeringsgrundlaget blev lagt frem i

offentligheden, var muligheden for en drøftelse af valget af hvilken hel-

ligdag, der skulle nedlægges, lukket ned; i dén situation ønskede hverken

biskopperne eller Fagbevægelsens Hovedorganisation at bistå regeringen

med at finde vejen frem i den beslutning, der var taget uden inddragelse.

Et tredje høringstema kunne have været det forslag, professor em Svend

Andersen fremsatte over for folketinget, hvorefter bededagen skulle deles

i to, sådan at regering og folketing ved lov afskaffede bededagens sam-

fundsmæssige konsekvenser, mens spørgsmål om, hvorvidt man ønskede

at afskaffe bededagen som gudstjenestepligtig dag, blev genstand for om-

fattende høring i folkekirken og efterfølgende grundlag for evt. ændring

via kongelig anordning.

Ingen af folketingets partier har imidlertid i forløbet taget dette forslag

til sig, ligesom regeringen tilkendegav, at det ikke var dét forslag, man

stillede. Heller ingen fra folkekirkelige ledelsesorganer har, i hvert fald i

pressemeddelelser mv, taget dette forslag til sig.

54. Henvendelse fra Svend Andersen, 9/1 23, Kirkeudvalget 2022-23 (2. sam-

ling) KIU Alm.del – Bilag 5 Offentligt samt Henvendelse fra Svend Andersen,

16/1 23, Kirkeudvalget 2022-23 (2. samling), KIU Alm.del – Bilag 12 Offentligt.

313

Lisbet Christoffersen

Spørgsmålet har sammenhæng med det næste argument, nemlig spørgs-

målet om, hvad der er i folkekirkens interesse.

I folkekirkens interesse?

Centralt i kritikken fra biskopper mfl. i forhold til afskaffelsen af bededag

ligger, at denne afskaffelse – i modsætning til tidligere reguleringer af

kernen i folkekirkens indre anliggender – ikke er i folkekirkens interesse,

og at grundlovens § 4 med formuleringen om, at staten skal “understøt-

te” folkekirken, binder staten til alene at regulere kernen i de indre an-

liggender, når reguleringen er i folkekirkens interesse, jf. det teologiske

argument ovenfor om regeringen som udøver af biskoppelig kompetence.

Man kan således argumentere for, at de situationer, hvor regeringen og

lovgivningsmagten har gennemtvunget en ændring mod flertallet i folke-

kirken (indførelse af kvindelige præster, vielse af par af samme køn, som

eksempler) alle har handlet om en modernisering af folkekirken gennem

udvidelse af de interne frihedsrettigheder, udviklet af et mindretal inden

for folkekirken, og at de i dén forstand har været i folkekirkens interesse.

Forslaget om at afskaffe en helligdag har derimod ikke været begrundet

med en folkekirkelig interesse. Tværtimod. Forslaget er, at folkekirken og

befolkningen skal betale for krigen i Ukraine med en helligdag/arbejds-

dag/lukkedag. Det er der ikke meget understøttelse af folkekirken i.

Præcis denne dimension er helt underbelyst i ministerens svar i sam-

rådet og er formentlig det svageste led i regeringens argumentation. Der

henvises i notatet alene til teoriens ordlyd om, at det er lovgivningsmag-

ten, der fastsætter karakter og omfang af understøttelse – men er det også

understøttelse at fjerne en støtte?

I forlængelse heraf vil nogle endog – som det har været anført i review af

min artikel – opfatte det forhold, at regeringen ved kongelig resolution af-

skaffer en helligdag i folkekirken, uden at det har et folkekirkeligt formål,

som udtryk for magtfordrejning.

Teorien om forbud mod magtfordrejning er tæt sammenvævet med te-

orien om, at der er saglige grænser for det skøn, der kan udøves af for-

valtningen (se i det hele Garde m.fl 2022, afsnit 2.1). Forbud mod magt-

fordrejning er en omskrivning af grundsætningen om saglig forvaltning.

Denne grundsætning indebærer, at man ikke indenfor ét forvaltnings-

314

Retlige grænser for regulering af kernen i folkekirkens indre anliggender

område må tage hensyn, der lovgivningsmæssigt hører hjemme i et andet

forvaltningsområde (specialitetsprincippet). Det indebærer videre, at de

formål, der forfølges med en regulering, skal ligge inden for lovgivnings-

områdets formål. Det indebærer, at en række private formål er ulovlige.

Og så er der en omfattende diskussion af, hvorvidt det offentlige i sin

regulering (eller sine forvaltningsafgørelser) kan tage offentligt finansielle

hensyn:

Varetagelse af hensynet til det offentliges finanser er ikke uden videre ulovli-

ge. Om dette er tilfældet, afhænger af, om hensynet er sagligt vedkommende

inden for det pågældende forvaltningsområde og i relation til den afgørelse,

der skal træffes (Garde m.fl. 2022, s. 231).

Jeg er fuldstændig enig i relevansen af disse overvejelser i forhold til en

generel afskaffelse af helligdage eller i forhold til afskaffelse af en hvilken

som helst anden helligdag end store bededag. Det, som gør, at argumen-

terne vanskeligt kan holde over for en afskaffelse af store bededag er, at

denne helligdag netop er indført af samme grund: for at skaffe staten bed-

re finanser og et bedre arbejdsudbud.

Et yderligere argument i relation til folkekirkens interesse er argumentet

om, at forudsætningerne bag grl. § 66 forpligter lovgivningsmagten til at

sikre, at kirken får væsentlig indflydelse på egne anliggender, også når det

er lovgivningsmagten, der regulerer.

Meningen med grl. § 66 var utvivlsomt oprindeligt, at der skulle etab-

leres en styringsstruktur, inden for hvilken folkekirken kunne varetage

egne anliggender, parallelt i øvrigt med meningen med grl. § 82 og den

kommunale styrelseslov.

Særligt, når det er en “hidtil uset samlet kirke”,

som er imod den påtænkte regulering eller i hvert fald imod den proces,

55. MF Morten Messerschmidt (DF) i debatindlægget “Morten Messerschmidt

i debat om bededag: Grundlovens forudsætninger er ikke så klare, som regeringen

ønsker sig”,

Kristeligt Dagblad

27. februar 2023

56. Hvor en sådan styringsstruktur altså er etableret for kommunerne, er det

aldrig sket for folkekirken. Om den historiske udvikling og om, hvordan kravet

om etablering af en styringsstruktur til sikring af, at ‘kirken selv’ kan varetage egne

anliggender kan ændre sig til legitimering af, at lovgivningsmagten ved enkeltlov-

givning regulerer folkekirkens forhold, henvises til speciallitteraturen, udover de

tilgængelige grundlovskommentarer f.eks. til Espersen 1999, afsnit 3.3.

315

Lisbet Christoffersen

der er fulgt (uden intern høring i folkekirken, jf. ovenfor), ville denne tan-

kegang føre til, at den manglende offentlige høring af menighedsråd mv

gjorde indgrebet i strid med grundloven. Eller, som det anføres,

... det kan med stor vægt gøres gældende som stridende mod Grundloven at

gennemføre et sådant indgreb uden på nogen måde at inddrage kirken eller

at have så meget som minoritetsopbakning herfra.

Det var som nævnt også min position, så sent som i betænkning 1544/2014.

Det er imidlertid en position, som ikke fandt nogen form for støtte i ud-

valget bag betænkningen, hverken hos flertallet, der, som man anførte om

sig selv, repræsenterede folkekirken i hele sin bredde, eller hos Justitsmi-

nisteriets eller Kirkeministeriets repræsentanter. Højesterets dom fra 2017

drejer sig om en situation, hvor der faktisk forelå et sådant mindretal, der

ønskede en regulering, et mindretal som skiftede til et flertal. Ydermere

var formålet med reguleringen at sikre rettigheder for et mindretal i folke-

kirken. Alligevel fandt højesteret det ikke relevant at hæfte sin argumenta-

tion op på disse forhold. Tværtimod. Højesteret fandt det betimeligt at slå

fast, at teorien om, at der skulle være støtte i folkekirken for en regulering,

helt generelt ikke havde noget for sig.

Er opretholdelse af den danske religionsmodel til støtte for folkekirken?

I vurderingen af, om det at fjerne en helligdag også kan være en understøt-

telse må vi endelig efter min opfattelse vende tilbage til spørgsmålet om,

hvad helligdage er.

Hidtil har traditionen som nævnt været, at de folkekirkelige helligdage

per se

er fridage for befolkningen som helhed og pr lov er lukkedage i bu-

tikker, virksomheder mv. Dvs. at helligdage i Danmark er som en mønt,

hvor den ene side består af gudstjenestepligt for folkekirken, og den anden

57. Også professor em Svend Andersen spørger, i artiklen “Professor efter af-

skaffelsen af bededag: Selv højesteret kan tage fejl”,

Kristeligt Dagblad

1. marts

2023, om “regering og folketing fuldstændig kan tilsidesætte retsteologien, når der

foretages “skøn” om de grænser, bekendelsen sætter for deres regulering.” og han

slutter sit indlæg med at sige, at “selv en højesteret kan jo tage fejl.” Imidlertid er

det normalt sådan i Danmark, at højesteret har det sidste ord i retsudviklingen,

særligt når højesteret så utvetydigt tager stilling til både de forslag, der er stillet

teoretisk, og de forslag, der er fremkommet i en betænkning.

316

Retlige grænser for regulering af kernen i folkekirkens indre anliggender

side består i frihed for befolkningen, lukkedage i butikker mv og dermed

(større) ro i samfundet. Det, der fjernes, når man fjerner en helligdag, er

altså ikke noget, som alene tilhører folkekirken. Det er folkekirkens og

befolkningens fælles helligdage, der fjernes.

Hvis helligdagene så blev delt over, ville understøttelsen af folkekirken i

denne optik give sig udslag i, at folkekirken så at sige ‘overtager’ helligda-

gene som deres egne.

Hertil har ministeren i notatet til samrådet svaret, at:

Det bemærkes, at regeringens forslag går ud på, at store bededag afskaffes

som helligdag, hvorimod der ikke lægges op til en ordning, hvor helligdagen

bevares, samtidig med at dagen medregnes i arbejdstiden (notat, pkt 1, sidste

afsnit).

Regeringens forslag er på dette område ikke yderligere begrundet. Men

jeg opfatter det forhold, at regeringen – når man nu ønsker at fjerne en

helligdag – fjerner den begge steder, dvs. både som gudstjenestepligtig dag

i folkekirken (der kan dog fortsat afholdes gudstjenester) og som lukkedag

og arbejdsfri dag i befolkningen, som udtryk for en støtte til den hidtidige

danske religionsmodel: at helligdagene er fælles, og skal de være der, så

skal de være begge steder – skal de ikke, så skal de ikke være helligdage

nogle af stederne.

Herved har regeringen samtidig undgået at rejse en større debat om en

egentlig helligdagsreform, en debat, der straks ville indebære afskaffelse

af nogle af de folkekirkelige helligdage til fordel for jødiske, hinduistiske

eller muslimske – eller i hvert fald indebære en diskussion om, hvordan

andre religiøse grupper i samfundet kan få ret til at holde fri på deres

helligdage.

58. Se for det modsatte synspunkt månedshilsen for februar 2023 fra biskop

Thomas Reinholdt, Aalborg stift: “Det handler grundliggende om, hvorvidt hel-

ligdage “tilhører” staten eller folkekirken. Og de er selvfølgelig folkekirkens. Det

har været ærindet i den protest, der har rejst sig fra folkekirken.” Men samtidig,

lidt længere nede: “Da folkekirken heldigvis er en vigtig del af samfundet, og hel-

ligdage er en del af samfundets rytme og kalender, ville vi være havnet her ganske

uanset styreform.”

59. En sådan debat har foreningen Åndsfrihed netop rejst, se http://aandsfrihed.

dk/27-forslag-til-mere-aandsfrihed/, idet de som forslag nr 21 opfordrer til, at

317

Lisbet Christoffersen

Formuleringen af lukkeloven

Regeringens forslag var imidlertid ikke konsekvent. Det fremgik således

af lovforslaget, at ordet ‘helligdage’ for at opnå klarhed over, hvilke kon-

krete dage, der er lukkedage, af lovtekniske grunde skulle tages ud af luk-

keloven og erstattes af en opremsning af de dage, der er lukket.

Jeg er enig med biskopperne, når de i brev af 3. februar 2023 til folke-

tingets kirkeudvalg gør opmærksom på, at denne ændring af lukkeloven

indebærer en risiko for eller vil have den effekt, at:

Hvis en regering fremover ønsker at en helligdag skal gøres til arbejdsdag, så

kan det ske med en ændring af lukkeloven. Og det kræver naturligvis – som

med alle andre lovforslag – at der er flertal for ændringen i folketinget. Ifølge

lovforslagets bemærkninger handler denne ændring i lovteksten alene om at

undgå forvirring.

Efter en ændring af lovteksten i lukkeloven vil en helligdag forsat vil være

en helligdag. Og en fjernelse af (yderligere) en helligdag vil også efter lov-

ændringen kræve drøftelse med folkekirken og kongelig resolution. Men der

bliver med lovændringen gjort op med det princip, at folkekirkens helligdage

også er helligdage udenfor – om vi så må sige – folkekirkens rum.

En sådan udvikling ville have peget på det, forskeren Brian Arly Jacobsen i

en fin analyse kalder hyper-sekularisering, nemlig det forhold, at det libe-

rale verdensbillede tager helt over og helt udelukker en fælles døgn-, uge-,

helligdags- og årstidsrytme i samfundet (Jacobsen, 2023).

For at undgå denne hyper-sekularisering ad bagvejen, foreslog jeg i mit

bidrag til beskæftigelsesudvalgets høring den 22. februar 2023, at præci-

seringen af lukkeloven kommer til at ske på en måde, hvor ordet helligdag

fastholdes.

der skal indføres to valgfrie fri-/helligdage uanset religion eller livssyn, som man

kan bruge i stedet for to af de nuværende officielle fri-/helligdage. Man kunne vel

i første omgang sikre, at religiøse fra andre trossamfund har ret til at bruge egne

ferie-/fridage på egne helligdage?

60. Kirkeudvalget 2022-23 (2. samling) KIU alm. del – Bilag 24

61. Min præsentation ved høringen findes på Folketingets hjemmeside, her: htt-

ps://www.ft.dk/samling/20222/lovforslag/L13/bilag/28/2666768.pdf

318

Retlige grænser for regulering af kernen i folkekirkens indre anliggender

Dansk Folkeparti fremsatte mit forslag som ændringsforslag til bede-

dagslovens paragraf om lukkeloven, og regeringen valgte at tiltræde denne

ændring. Af den vedtagne lov fremgår nu, at lukkelovens § 2, stk. 1 er

ændret fra “helligdage, grundlovsdag og juleaftensdag” til: “helligdage

(nytårsdag, skærtorsdag, langfredag, første og anden påskedag, Kr. him-

melfartsdag, første og anden pinsedag og første og anden juledag), grund-

lovsdag og juleaftensdag”.

De tektoniske plader rykker sig

Jeg tror, at man i diskussionen om kompetencen til ændring af folkekir-

kens forhold ikke må overse, at selvom der tilsyneladende har været helt

overvældende stor enighed internt i folkekirken om, at dette er et uhørt

statsligt overgreb, i strid med hidtidig praksis og ødelæggende for tilliden

mellem regering, ministerium og kirke, så er der samtidig en række tek-

toniske plader, der rykker sig. Det er således ikke alene i Folketinget og

regeringsapparatet, at en skjult sekularisering udspiller sig.

Jeg diskuterede udkast til denne artikel med mit hold studenter i for-

valtningsret, foråret 2023. De kunne ærligt talt ikke se problemet i, at

der afskaffes en helligdag, og slet ikke problemet i, at dette besluttes af

lovgivningsmagten og ikke gennem omfattende høring i folkekirken. De-

res holdning var, at folkekirken i forvejen har alt for stor særstilling og at

der er alt for lille plads til folk med andre religiøse opfattelser eller ingen

religion.

Samtidig ændrer både dåbs- og begravelseskulturen i landet sig hastigt

for tiden, som det også er fremgået af bl.a. andre artikler i denne antologi.

Og dåbs- og begravelseskulturen er det menneskelige, men også økonomi-

ske fundament under folkekirken: det er via dåb, folkekirken får medlem-

mer, og begravelseskulturen har hidtil bidraget særdeles centralt til den

lokale kirkes økonomi.

I den situation har folkekirkens ledelse i hidtil uhørt enighed valgt at

udtrykke mistillid til regering og folketing og dermed bryde med den

62. LOV nr 214 af 06/03/2023 § 7 vedrørende ændring af lov om detailsalg fra

butikker m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 515 af 30. april 2019, der således er ændret

(om end der i skrivende stund ikke er udsendt ny LBK).

319

Lisbet Christoffersen

parlamentariske styringskæde i stedet for at indgå i en afklarende drøftelse

af, hvilke muligheder der inden for rammerne af regeringsgrundlaget var

for at afskaffe en helligdag. Man har valgt at fastlægge en folkekirkelig

position i forhold til regulering af indre anliggender, uden at tage højde for

eksistensen af en helt nylig højesteretsdom. Og man har valgt at bygge sin

egen fortælling om folkekirken i bededagssagen op gennem en strøm af

pressemeddelelser. Derigennem har man via intern kommunikation søgt

at skabe en position,

som var man en civilsamfundsorganisation og ikke

en offentlig-retlig organisation med en ledelse og kernemedarbejdere, der

består af statstjenestemænd.

Undervejs i forløbet blev jeg til en offentlig kommentar spurgt om en

vurdering af, hvilken vej biskopperne ville vælge ud af konflikten om be-

dedag. Min vurdering var, at enten forestillede biskopperne sig, at man

(sammen med arbejdsmarkedets parter) kunne stoppe lovforslaget. Eller

man ville pragmatisk acceptere, at det er regering og folketing, der lovgi-

ver, og bidrage til, at resultatet fik et også for folkekirken tåleligt resultat,

svarende til, hvad man har gjort i den række af andre sager, hvor der har

været konflikt. Eller altså, at man ville benytte forløbet som trædesten for

etablering af folkekirken som en selvstændig organisation i civilsamfun-

det.

Man må håbe, at økonomien holder til den valgte vej frem, og at ingen

i de samfundsinstitutioner – regering, folketing, domstole – der hidtil har

haft til opgave at sikre, at folkekirken eksisterer, på baggrund af dette

forløb eller den generelle udvikling får gode ideer fra finanslovens § 22,

Kirkeministeriet, til yderligere finansiering af krig i Europa.

63. På hjemmesiden folkekirken.dk, der er folkekirkens fælles kommunikations-

side, havde man under faktalink om bededagssagen frem til påske 2023 valgt stort

set alene at gengive biskoppernes pressemeddelelser. Nu, hvor forløbet er afsluttet,

forventes ifølge samtale med redaktøren 11. april 2023 tillige links til lovarbejdet,

herunder med det materiale, der har været anvendt i denne artikel, samt forment-

lig til nogle af ministerens udtalelser mv. Det vil give et mere afbalanceret billede

af forløbet.

64.

https://www.kirke.dk/politik/her-er-de-mulige-udfald-af-biskoppers-moe-

de-med-minister 17. januar 2023.

320

Retlige grænser for regulering af kernen i folkekirkens indre anliggender

Konklusion

Højesterets dom i liturgisagen er ganske vidtgående. Den slår – imod i

hvert fald mine forventninger, som de har været udtrykt i min forskning

og i betænkning 1544/2014 – en retsudvikling fast, hvor der stort set ikke

er nogen retlige grænser for statens kompetence til at regulere folkekirken,

heller ikke i dens inderste anliggender. Ingen krav til forudgående høring

eller proces. Kompetencen og processen ligger fast.

Det eneste, man kan udlede af dommen, er, at der materielt set skal

være hjemmel inden for rammerne af et begreb om kirkens identitet som

evangelisk-luthersk. Og at selvom det principielt er ministeriet, som har

det sidste ord i udøvelsen af dette skøn, så skal ministeriet kunne doku-

mentere, at skønsudøvelsen er saglig. Derfor skal der foreligge en fagkyn-

dig udtalelse som grundlag for at kunne sige, at den ønskede regulering

materielt set ligger inden for rammerne af evangelisk-luthersk kristendom.

Inden for denne ganske vidtgående retlige ramme er folkekirkens mu-

lighed efter min vurdering at vælge sine kampe med omhu og alene sætte

hårdt mod hårdt i situationer, hvor man har gjort sig klart, hvor vejen ud

går.

Det for mig at se eneste retlige spørgsmål, der nu står tilbage at afklare

efter højesterets dom er, hvorvidt en regulering af folkekirkens forhold i et

eller andet omfang skal kunne siges at være ‘i folkekirkens interesse’ med

henblik på understøttelse. Det forekommer mig at være pointen i Køben-

havns biskops vurdering af, at processen bag afskaffelse af store bededag

ikke stemmer særligt godt med kirkens teologiske identitet, og det kunne

også stemme med begrebet ‘understøttes’ i grl. § 4.

Men Højesteret fastholder i sin nuværende praksis den demokratiske le-

gitimitet i folketingets flertal over for en retlig begrænsning i grundloven.

Min faglige vurdering er derfor, at dette spinkle halmstrå ikke i forhold

til så relativt lille et indgreb, som afskaffelse af Bededag trods alt er, ville

kunne føre til, at Højesteret dømmer en regeringsbeslutning eller en lov

som værende i strid med grundloven.

Vil det så hjælpe med et stort og forkromet folkekirkeligt fællesudvalg,

der reelt har karakter af en synode? Eller med et lille udvalg, der nedsættes

65. Se for en helt tilsvarende vurdering “flere fremtrædende jurister”, nemlig en

række (mandlige) juridiske professorer i Kristeligt Dagblad den 24. februar 2023.

321

Lisbet Christoffersen

med henblik på præcis liturgiske og andre spørgsmål vedrørende indre

anliggender?

Retligt fastsatte procedurer hjælper altid. Men i hvis interesse er det, at

folkekirken ifølge forslaget i så fald kun kan moderniseres og mindretal

i folkekirken kun kan sikres rettigheder, hvis udvalget og biskopperne er

enige? For mig at se er der i den nuværende kirkeordning ingen nemme

løsninger. Andre end at regering og folketing holder sig for øje, at folke-

kirken er en kirke og skal reguleres som sådan.

Abstract

This article takes its point of departure in changed legislation in 2012.

According to this new law, marriage is now gender neutral, implying

implementation of same-sex-marriage, also within the Danish Evangeli-

cal-Lutheran church, the Danish Folk Church. A group of church mem-

bers took legal action against the state, claiming that this legislation was

unconstitutional. The supreme court decided in 2017, that the legislation

was within the constitutional framework for the national church as being

evangelical-lutheran. The article discusses this result against the argu-

ments in the national committee report from 2014, concerning possible

changes in the governance structure of the church. The article also discus-

ses the supreme court judgment against the legal arguments in the spring

of 2023, where the Danish legislative powers decided to abolish by law

a special Danish holiday, previously introduced in the late 17th century,

in order to ensure more labour powers in the society. The analysis in the

article as such concerns the question of lawful and constitutional changes

of the internal affairs of a church such as the Danish national church.

Litteratur

Christoffersen, Lisbet. 1996. “Bispevalg i Folkekirken”.

Juristen

Årg. 78, nr. 6

(1996), S. 224-232.

Christoffersen, Lisbet. 2004. “Church Autonomy – en religionsretlig udfordring

til Norden”. I

Retfærd

107, temanummer om Ret og Religion, 2004:87–108

322

Retlige grænser for regulering af kernen i folkekirkens indre anliggender

Christoffersen, Lisbet. 2006. “Europæisk perspektiv på religion i dansk forfat-

ningsret”. I

Grundloven. Danmarks Riges Grundlov med kommentarer,

2. udg.

Redigeret af Henrik Zahle. København: Jurist- og Økonomforbundets forlag,

2. udg, 2006, s. 63-76

Christoffersen, Lisbet. 2012. “4. Religion, politik og ret i Europa”. I

Fremtidens

danske religionsmodel.

Redigeret af Hans Raun Iversen, Lisbet Christoffersen,

Margit Warburg, Niels Kærgård, 71-101. Frederiksberg: Eksistensen.

Christoffersen, Lisbet. 2015. “The Argument for a Narrow Conception of ‘Reli-

gious Autonomy’. I

Oxford Journal of Law and Religion,

Volume 4, Issue 2,

June 2015, Pages 278–302.

Espersen, Preben. 1999.

Kirkeret Almindelig del,

2. udg. København: Jurist- og

Økonomforbundets forlag.

Garde, Jens, Karsten Revsbech og Søren Højgaard Mørup. 2022. “Kapitel 4. Sag-

lige krav”. I

Forvaltningsret. Almindelige emner.

7. udgave. Redigeret af Søren

Højgaard Mørup, Jens Garde, Jørgen Albæk Jensen, Orla Friis Jensen, Helle

Bødker Madsen, Karsten Revsbech & Ole Terkelsen, 213-251. København:

DJØF forlag.

Jacobsen, Brian Arly. 2023. “Afskaffelsen af store bededag er et eksempel på hyper-

sekulariseringen af samfundet.”

POV International.

https://pov.international/

st-bededag-hypersekularisering-af-samfundet/.

Mørup, Søren Højgaard, Jens Garde, Jørgen Albæk Jensen, Orla Friis Jensen, Hel-

le Bødker Madsen, Karsten Revsbech & Ole Terkelsen. 2022.

Forvaltningsret.

Almindelige emner.

7. udgave. København: DJØF forlag.

Raun Iversen, Hans, Lisbet Christoffersen, Margit Warburg, Niels Kærgård (red).

2012.

Fremtidens danske religionsmodel.

Frederiksberg: Eksistensen.

Vinding, Niels Valdemar, og Emil Bjørn Hilton Saggau (2016). “Challenges of

the Institutionalization of Same Sex Marriage for Religious Pluralism in Den-

mark”. I

Islam, Religions, and Pluralism in Europe.

ed. Ednan Aslan; Ranja

Ebrahim,; Marcia Hermansen. Springer, 2016. p. 173-192 (Wiener Beiträge

zur Islamforschung).

323