Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2022-23 (2. samling)
KEF Alm.del Bilag 348
Offentligt
NOTAT
Om kommunernes muligheder for at sikre lokal
udvikling ifm. etablering af VE
KL deltog i Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalgs ekspertmøde
om borgerinddragelse ved opsætning af VE på land den 25. maj 2023. I
forlængelse heraf er KL blevet bedt om at eftersende en redegørelse for
juridiske udfordringer for, at kommunerne kan spille en mere aktiv rolle og
stille sig som garant for realisering af lokalsamfundets ønsker.
Baggrund
Som det også jævnligt belyses i pressen, tilbyder opstillere af VE i stigende
grad væsentlige gevinster til borgere og lokalsamfund koblet til de
kommende VE-anlæg, for at sikre accept og opbakning til den forudgående
planlægning. KL noterer også fra dialog med kommunerne og VE-opstillere,
at lokale gevinster, lokalt medejerskab, eller lokale udviklingstiltag finansieret
af investor tilskrives central betydning for sikring af den lokale opbakning til
den ønskede planlægning. Endvidere beretter kommunerne om, at
borgerdialog og høringer forbundet med planer for nye VE-anlæg
almindeligvis er ekstraordinært omfattende og udfordrende.
Problemstilling
Staten har søgt at understøtte lokal opbakning gennem reglerne for grøn
pulje. Investorernes tilbud til lokalsamfundet herudover ses dog
beløbsmæssigt at overstige grøn puljes satser betragteligt. Eksempelvis er
givet tilbud om indbetaling af 3-cifrede millionbeløb til fonde for lokalområdet
mm.
Der findes ikke et hjemmelsgrundlag, der giver kommunerne sikker mulighed
for at tage en aktiv rolle i denne lokale forhandling mellem borgere og
investorer.
Endvidere er KL blevet bekendt med, at investorer, efter en dialog med
lokalsamfundene, ikke har kunnet finde en lovmæssig ramme, der
muliggjorde aftalte og planlagte initiativer som indbetaling til en fond for
lokalområdet, etablering af billig grøn strøm i området mv.
Herudover er det uklart, hvorvidt der i aftalerne mellem investorer og
lokalsamfundene er noget, der juridisk forpligter investor til at realisere de
italesatte gevinster – eksempelvis ved videresalg af VE-anlægget eller
byggeretten hertil til 3. part.
Kommunernes planlægning og dialog med borgerne herom, såvel som
byrådenes politiske behandling af nye lokalplaner, er således vanskeliggjort
af flere juridiske forhold:
1. Kommunerne kan i lokalplanerne i udgangspunkt alene stille vilkår
om indretningen af det areal, der vedrører energianlægget.
Dato: 19. juni 2023
Sags ID: SAG-2022-04003
Dok. ID: 3348155
Direkte: 3370 3683
Weidekampsgade 10
Postboks 3370
2300 København S
www.kl.dk
Side 1 af 2