Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2022-23 (2. samling)
KEF Alm.del Bilag 212
Offentligt
Bekendtgørelse om tilskud til etablering af
højhastighedsbredbånd i 2023
I medfør af tekstanmærkning nr. 119 ad 29.72.03 til § 29 på finansloven for finansåret 2023
fastsættes:
Kapitel 1
Formål og definitioner
§ 1.
Formålet med bekendtgørelsen er at fastlægge rammerne for tildeling og udbetaling af
tilskud fra den statslige Bredbåndspulje til projekter om etablering af net til højhastigheds-
bredbånd.
§ 2.
Tilskud til etablering af net til højhastighedsbredbånd efter denne bekendtgørelse udgør
statsstøtte i medfør af artikel 107, stk. 1, i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.
Støtteordningen er notificeret efter Europa-Kommissionens forordning nr. 651/2014/EU af 17.
juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til
traktatens artikel 107 og 108 (den generelle gruppefritagelsesforordning), EU-Tidende 2014, nr. L
187, s. 1, og administreres i overensstemmelse hermed.
§ 3.
I denne bekendtgørelse forstås ved følgende:
1) Højhastighedsbredbånd: Fiberbaserede adgangsnet (FTTx), avancerede opgraderede kabel-
tv-net, der mindst anvender DOCSIS 3.0-standarden og visse avancerede trådløse net, der
muliggør vedvarende høje hastigheder til den enkelte abonnent.
2) Mobilteknologier: Teknologier, som er omfattet af standarder offentliggjort af ETSI i EN 301
908 serien.
3) Partnerskab: En gruppe bestående af en eller flere bredbåndsudbydere og en
sammenslutning af borgere og virksomheder, som ønsker at medvirke til etablering af net i et
projekt omfattet af § 4, stk. 2, nr. 1. Et partnerskab kan ligeledes bestå af en borger og en
bredbåndsudbyder, som ønsker at medvirke til etablering af net i et projekt omfattet af § 4, stk.
2, nr. 2.
4) Sammenslutning af borgere og virksomheder: En forening eller lignende, der enten er stiftet
til formålet eller tidligere er stiftet til et andet formål. I sammenslutningen skal der være
medlemmer, i form af borgere eller virksomheder, der repræsenterer hver enkelt adresse, der
deltager i projektet, jf. § 4.
5) Sammenhængende område: Et område bestående af to eller flere tilskudsberettigede
adresser, der ligger i samme lokalområde, og som i henhold til Styrelsen for Dataforsyning og
Infrastrukturs kortlægning, jf. § 5, har medtaget alle tilskudsberettigede adresser inden for
området.
6) Netejer: Den udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der på ethvert
givet tidspunkt i den i § 24, stk. 8, afgrænsede periode, ejer, lejer eller på anden måde råder
over de for levering af kommunikationstjenester nødvendige frekvenser eller kanaler i et
støttet elektronisk kommunikationsnet.
7) Kriseramt: Som defineret i artikel 2, nr. 18, i den generelle gruppefritagelsesforordning.
8) Bitstrømsprodukt: Et produkt, hvorved bredbåndsudbyderen leverer
transmissionskapacitet mellem en slutbrugers tilslutningspunkt til nettet og det punkt i nettet,
hvor øvrige udbydere kan opsamle og overtage trafikken, og som derved sætter den