Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2022-23 (2. samling)
KEF Alm.del Bilag 192
Offentligt
Skatteministeriet
c.c.
Mrk. J.nr. 2022 - 13570
København 24. februar 2023
Høringssvar vedr. indtægtsloftsloven
Affalds- og Ressourceindustrien (ARI) skal takke for modtagelsen af udkast til forslag til lov om et loft over
indtægter fra elproduktionen (indtægtsloftsloven) i høring.
ARI noterer sig, at der er tale om implementering af fælleseuropæisk lovgivning i form af Rådets
forordning (EU) nr. 2022/1854 af 6. oktober 2022 om et nødindgreb for at imødegå høje energipriser
(nødindgrebsforordningen).
ARI skal opfordre til, at man i udformningen af loven har fokus på at begrænse reelle merindtægter på
salg af el, hvor produktion og salg af el er formålet med produktionen og salget ikke blot er en
accessorisk aktivitet.
Der er en række affaldsforbrændingsanlæg i Danmark, som brænder både almindeligt affald og farligt
affald. Der er 23 konventionelle forbrændingsanlæg, heraf 6 forbrugerejede eller ejet af varmeselskaber,
mens 17 er kommunalt ejet. Hertil kommer 2 anlæg der forbrænder farligt affald, som er privat ejet.
Anlæggene er helt overvejende anlagt som kraftvarmeværker, da det i lang tid har været en politisk
målsætning, at alle affaldsforbrændingsanlæg skulle være kraftvarmeværker, medmindre man havde en
særlig begrundelse for afvigelse herfra i forhold til det konkrete anlæg.
Anlæggene har af mere eller mindre tilfældige grunde valgt at være brutto- eller nettoafregnet på deres
salg af el. Alle anlæggene har et betydeligt egetforbrug af el, og bruger i perioder stort set hele deres
elproduktion eller mere selv. Et skifte mellem afregningsformer, således at anlægget afregnes efter
bruttoprincippet eller nettoprincippet kan i vidt omfang foretages administrativt, men kræver dog også
godkendelse af Energistyrelsen.
Loven undtager en række anlæg fra betalingsforpligtelsen, jf. § 8 nedenfor.
Ӥ 8.
Undtaget fra betalingsforpligtelsen, jf. § 2, er indtægter ved salg og levering af elektricitet, der er
produceret på:
…
2) kraftvarmeanlæg, som ikke opgør de nødvendige omkostninger, der kan indregnes i varmeprisen efter
kapitel 4 i lov om varmeforsyning, på grundlag af en regnskabsmæssig opdeling,
3) affaldsforbrændingsanlæg, som er omfattet af § 75, stk. 3, i lov om elforsyning,”
Specifikt i forhold til Fortum, som brænder farligt affald, har man opnået dispensation fra § 75, stk. 3 af
Energistyrelsen i lyset af den særligt dyre og energikrævende proces, det er at destruere farligt affald set i
forhold til konventionel affaldsforbrænding, men anlægget var i udgangspunktet omfattet af
bestemmelsen. Det vides ikke, om ikke kommunalt ejede affaldsforbrændingsanlæg i øvrigt har søgt eller
burde have søgt om dispensation fra bestemmelsen.