Indenrigsudvalget 2022-23 (2. samling)
INU Alm.del Bilag 13
Offentligt
Politisk aftale mellem regeringen og Venstre, Socialistisk Folkeparti og Konservative om en mere
tidssvarende vederlæggelse af politikere
1.
Regeringen og Venstre, SF og Konservative (herefter benævnt aftaleparterne) har indgået aftale om at
forhøje vederlagsniveauet for de menige kommunal- og regionalpolitikere og om en fremadrettet
regulering af vederlagene, der afspejler den faktiske lønudvikling. Herved sikres kommunal- og
regionalpolitikerne en mere tidssvarende vederlæggelse for den store opgave, der varetages i landets
kommunalbestyrelser og regionsråd. Aftaleparterne er endvidere enige om at støtte forslag til
folketingsbeslutning om nedsættelse af en kommission, der har til opgave at foretage en grundlæggende
helhedsvurdering af, om vederlæggelsen af borgmestre, regionsrådsformænd og tillige
folketingsmedlemmer og ministre er tidssvarende.
2.
Der er ikke siden 1996 taget specifikt stilling til vederlagsniveauet for menige
kommunalbestyrelsesmedlemmer til trods for en generel udvikling mod et større og mere komplekst
ansvar og en tungere arbejdsbyrde, navnlig i forbindelse med kommunalreformen i 2007. Samtidig er
vederlagene løbende blevet relativt mindre værd, når de sammenholdes med den faktiske lønudvikling på
det kommunale og regionale arbejdsmarked. Tilsvarende gælder for vederlagene til
regionsrådsmedlemmer, hvis vederlag i 2007 blev holdt på samme niveau som vederlaget til
amtsrådsmedlemmerne, der siden 1996 havde udviklet sig i takt med de kommunale vederlag.
3.
Hvervet som borgmester og regionsrådsformand er, i modsætning til hvervet som menigt
kommunalbestyrelsesmedlem og regionsrådsmedlem, et fuldtidshverv. Ved kommunalreformen blev
regionsrådsformændene vederlagt som tidligere amtsborgmestre, mens reformen for borgmestrene i
praksis betød et løft af vederlaget til en række borgmestre, idet sammenlægning af kommunerne førte til
højere indbyggertal og dermed indplacering i en højere lønramme. Hertil kom, at pensionssystemet blev
forbedret, så det blev gjort væsentligt nemmere for en borgmester og regionsrådsformand at optjene ret til
egenpension.
4.
Aftaleparterne er på den baggrund enige om følgende ændringer i vederlæggelsen af kommunal- og
regionalpolitikere:
-
Det faste vederlag, der ydes til menige kommunalbestyrelses- og regionsrådsmedlemmer, hæves til
et niveau, der svarer til, at det havde udviklet sig på linje med den faktiske lønudvikling på det
kommunale og regionale arbejdsmarked siden 1996.
Det faste vederlag til menige kommunalbestyrelses- og regionsrådsmedlemmer reguleres
fremadrettet med en ordning, der afspejler den faktiske lønudvikling på det kommunale og
regionale arbejdsmarked, i lighed med den ordning, som i 2012 blev indført for folketingspolitikere.
En tilsvarende ny reguleringsordning anvendes fremadrettet på det tillægsvederlag, der ydes til
kommunalbestyrelses- og regionsrådsmedlemmer, der har et eller flere børn under 10 år boende i
hjemmet.
De aftalte ændringer i vederlagsniveauet, der forventes at medføre årlige merudgifter på omkring
52 mio. kr., fører til en tilsvarende regulering af det generelle tilskud til kommunerne og regionerne
efter Det Udvidede Totalbalanceprincip (DUT). Det bemærkes, at de samlede udgifter til
vederlæggelsen af kommunal- og regionalpolitikerne i forbindelse med kommunalreformen faldt
med omkring 415 mio. kr. årligt.
-
-
-
INU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 13: Relevant materiale om indenrigsområdet, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2663909_0002.png
-
Der sker ikke med aftalen ændringer i kommunal- og regionalpolitikernes mulighed for at modtage
særlige vederlag for varetagelse af selskabshverv m.v.
5.
Aftaleparterne er endvidere enige om:
-
Der fremsættes forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en kommission, der på baggrund
af det kommissorium, der indgår som bilag til denne aftale, har til opgave at udarbejde et forslag til,
hvordan den samlede vederlæggelse af borgmestre, regionsrådsformænd, folketingsmedlemmer
samt ministre fremadrettet skal være.
Forslaget skal være baseret på et hensyn til
gennemsigtighed og åbenhed og tage højde for en indbyrdes sammenhæng mellem vilkårene for
de forskellige typer af hverv, i den udstrækning det er relevant.
Nedsættelse af kommissionen sker i en gensidig forståelse mellem aftaleparterne om, at
indstillingen fra kommissionen følges.
-
Bilag:
Kommissorium for en kommission vedrørende den samlede vederlæggelse af borgmestre,
regionsrådsformænd, folketingsmedlemmer og ministre.