Indfødsretsudvalget 2022-23 (2. samling)
IFU Alm.del Bilag 106
Offentligt
27.04.2023 14.23
Afsnit 4.4 / Folketinget
Afsnit 4.4 Tavshedspligt
Fortrolige oplysninger, lukkede udvalgsmøder og overtrædelse af tavshedspligt
4.4 Tavshedspligt
De oplysninger, som Folketinget modtager fra ministre og andre, er som regel ikke fortrolige. Men det sker dog, at en minister giver
fortrolige oplysninger til Folketinget, navnlig i forbindelse med den del af Folketingets virksomhed, som består i at føre kontrol med
regeringen. I praksis opstår situationen ofte, ved at udvalget har stillet et spørgsmål til en minister, som det er svært at besvare
fyldestgørende uden at give oplysninger, som er fortrolige.
Derimod giver lovgivningsarbejdet sjældent anledning til, at Folketinget modtager fortrolige oplysninger fra en minister. Dog giver
Udlændinge- og Integrationsministeriet regelmæssigt fortrolige oplysninger til Folketingets Indfødsretsudvalg om personer, der har
ansøgt om dansk statsborgerskab, da udvalget skal bruge oplysningerne ved behandlingen af de lovforslag, hvor der gives dansk
statsborgerskab til bestemte personer.
Når en minister sender et fortroligt dokument til Folketinget, er det som regel et af Folketingets udvalg, som modtager dokumentet.
Ministeren bør vejlede udvalget om, at dokumentet efter ministerens opfattelse indeholder fortrolige oplysninger, men i princippet kan
ministeren ikke pålægge Folketinget (udvalget) at behandle dokumentet som fortroligt, da en minister som udgangspunkt ikke har
beføjelse til at give Folketinget tjenesteordre. I praksis følger Folketingets udvalg dog altid vejledningen fra ministeren. Hvis udvalget er
i tvivl om, hvorvidt hele dokumentet er fortroligt eller kun dele af det er fortroligt, kan det anmode ministeren om en nærmere vejledning.
Der gælder enkelte undtagelser fra reglen om, at en minister ikke kan pålægge Folketinget og dets udvalg at behandle bestemte
dokumenter eller oplysninger som fortrolige. Det fremgår således af § 4 i loven om Det Udenrigspolitiske Nævn, at vedkommende
minister eller formanden for nævnet kan pålægge folketingsmedlemmer eller andre tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, som
fremkommer i nævnet. Ifølge undergrundslovens § 6, stk. 2, gælder der en tilsvarende regel for Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget,
når den relevante minister forelægger en sag for udvalget om tilladelse til efterforskning og indvinding af råstoffer i undergrunden.
Endvidere kan der ifølge § 4 e, stk. 1, i lov om Energinet være visse af Energinets projekter, der skal forelægges Klima-, Energi- og
Forsyningsudvalget, og som kan indeholde fortrolige oplysninger, som udvalgets medlemmer ikke uberettiget må videregive. For
Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne gælder der en ubetinget tavshedspligt, da det er fastsat i § 5 i lov om etablering af et
udvalg om forsvarets og politiets efterretningstjenester, at udvalgets medlemmer og sekretær er forpligtede til at bevare tavshed om,
hvad de erfarer i udvalget.
Bortset fra disse særlige tilfælde må spørgsmålet om, hvorvidt en oplysning er fortrolig, afgøres efter lovgivningens almindelige regler
og principper om tavshedspligt. I den forbindelse har navnlig forvaltningslovens § 27 betydning, da denne bestemmelse indeholder en
række af de hensyn, som kan føre til, at en oplysning er fortrolig. Bestemmelsen er dog ikke udtømmende. Selv om forvaltningsloven
ikke gælder for Folketinget, vil bestemmelsen alligevel have betydelig værdi som rettesnor for bedømmelsen af, om en oplysning er
fortrolig.
Om dokumenters fortrolighed henvises til de regler, som Præsidiet har fastsat om adgangen til Folketingets parlamentariske
dokumenter m.v. Reglerne er optrykt som bilag 1 til håndbogen.
Tavshedspligt under lukkede udvalgsmøder
Spørgsmålet om tavshedspligt opstår ofte i forbindelse med lukkede udvalgsmøder. På dette område gælder der nogle særlige regler,
som kortfattet er gengivet i FFO, § 8, stk. 7. Et udvalg kan efter reglerne beslutte, at udvalgets medlemmer må informere offentligheden
om konkrete forhandlinger, som har fundet sted bag lukkede døre i udvalget. Men hvis udvalget ikke har truffet en sådan beslutning, er
forhandlingerne i lukkede udvalgsmøder fortrolige, og folketingsmedlemmer, ministre og embedsmænd må ikke referere over for andre,
hvad der er blevet sagt under forhandlingerne i udvalget. Det er altså ikke tilladt at referere de synspunkter, vurderinger og argumenter,
som andre udvalgsmedlemmer eller ministeren har fremført på udvalgets møde.
https://www.ft.dk/haandbog-i-folketingsarbejdet/indholdsfortegnelse/kapitel-4/afsnit-4-4
1/3