Grønlandsudvalget 2022-23 (2. samling)
GRU Alm.del Bilag 77
Offentligt
Rigsombudsmanden
i Grønland
Nuuk, 4. september 2023
Orientering nr. 13/ 2023
Tidligere IA-formand advarer mod statsdannelse
I et debatindlæg på mediet Altinget Arktis giver tidligere IA-formand Aqqaluk Lynge udtryk for, at et
selvstændigt Grønland på nuværende tidspunkt ikke har gode chancer for at blive anerkendt af
verdenssamfundet. I en opfølgende artikel i nyhedsmediet Sermitsiaq den 1. september citeres Aqqaluk
Lynge for at have udtalt:
”Statsdannelse er ikke den vej en befolkning på 56.000 mennesker i et kæmpestort område
umiddelbart kan gå. Vi vil blive opslugt af en større magt, hvis vi ikke holder fast i rigsfællesskabets muligheder”.
Ifølge Aqqaluk Lynge er den internationale situation for anspændt til, at det er realistisk at danne en
selvstændig grønlandsk stat på nuværende tidspunkt, og free association er en blindgyde. I stedet bør
mulighederne i selvstyreloven udnyttes. Til nyhedsmediet Sermitsiaq udtaler Aqqaluk Lynge:
”Det
gode ved
selvstyreordningen er, at vi er anerkendt som et folk med ret til politisk selvstændighed”
og fortsætter:
”Jeg
drømmer som
alle andre om, at vi bliver selvstændige, men der er nogle forhold lige nu, der gør, at verdenssituationen er usikker”.
Den tidligere partiformand mener, at den nuværende koalition i stedet for selvstændighed bør fokusere
på at forbedre borgernes levevilkår ved at mindske uligheden og skabe en mere bæredygtig økonomi.
Desuden ser han store muligheder for Grønland ved at forbedre forholdet til Danmark og gå sammen i
eksempelvis kampen mod klimaforandringerne.
Nye målsætninger for uddannelsesområdet
Naalakkersuisut udgav den 18. august 2023 en ny uddannelsesplan. I den nye uddannelsesplan konstateres
det, at målene i den tidligere uddannelsesstrategi ikke kan opnås. I perioden 2002-2005 var tendensen, at
uddannelsesniveauet steg med ca. 3,3 pct. enheder pr. år, og i perioden 2018-2021 var tendensen, at
uddannelsesniveauet kun steg svagt med ca. 0,2 pct. enheder pr. år.
Det konstateres ligeledes, at det generelle niveau i folkeskolen falder. Derudover viser eksamensresultater,
at det generelle niveau i folkeskolen er faldende, hvilket ventes at betyde faldende studieaktivitet de
kommende år
–
særligt for drenge.
På baggrund af analyserne af det nuværende uddannelsesniveau konkluderer Naalakkersuisut, at kun få
af målene i Uddannelsesstrategien fra 2015 vurderes sandsynlige at indfri inden 2024.
Naalakkersuisut vil derfor udarbejde nye og mere realistiske mål, hvorfor der i 2023 vil blive formuleret en
ny strategi, skriver Naalakkersuisut.
I forhold til problemerne i folkeskolen vil Naalakkersuisut i 2023 bl.a. have fokus på at styrke
kvaliteten gennem revision af bl.a. læreplaner og forlagsstrategi.
Indaleeqqap Aqq. 3
Postboks 1030, 3900 Nuuk
www.rigsombudsmanden.gl
Telefon: +299 32 10 01