Udvalget for Forretningsordenen 2022-23 (2. samling), Granskningsudvalget 2022-23 (2. samling)
UFO Alm.del Bilag 75, GRA Alm.del Bilag 37
Offentligt
Kronik i
Altinget
14-05-2023
Jørn Vestergaard
Professor emeritus, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet
Har ordningen for granskningskommissioner en fremtid?
Folketingets faste granskningsudvalg holdt den 10. maj en lukket høring om evaluering af
ordningen for granskningskommissioner. Kronikken er en gengivelse af hovedpunkterne i det
oplæg, Jørn Vestergaard holdt ved høringen.
Ordningen med brug af granskningskommissioner er kommet rigtig skidt fra start.
Jeg og andre har kritiseret Mink-kommissions sprogbrug, dens hjemmestrikkede kriterier og
begreber opfundet til lejligheden, herunder brugen af udtrykket ”grov vildledning”. Med
forhørsledelsens afvisning af, at der i juridisk forstand blev givet ”en instruks”, og med den
efterfølgende tilbagekaldelse af en række disciplinære sanktioner foreligger der nu et
utvetydigt udtryk for, at kritikken har været berettiget.
Spørgsmålet er så, om hvordan der kan rettes op på miseren, hvis ordningen skal have en
fremtid.
Nogle af problemerne – og løsningerne – er fælles for de traditionelle
undersøgelseskommissioner og granskningskommissionerne, andre er særegne for
gransknings-setup’et.
De to modeller er forskellige i organisatorisk ophæng og parlamentarisk rammesætning. En
undersøgelseskommission nedsættes af og refererer til justitsministeren, som fastlægger et
kommissorium. Udarbejdelsen af dette samt udpegning af medlemmer og udspørger skal dog
ske i samråd med Udvalget for Forretningsordenen eller underudvalget herunder, hvis
beslutningen om kommissionens nedsættelse er truffet af Folketinget.
Den særlige parlamentariske forankring indebærer, at Folketinget kan beslutte at nedsætte en
granskningskommission med et kommissorium, der fastsættes af granskningsudvalget efter
høring af regeringen. Granskningsudvalget udpeger kommissionens medlemmer og
udspørgeren. Kommissionen afgiver beretning til granskningsudvalget, som igen afgiver
indstilling til Udvalget for Forretningsordenen.
Med ændringen af kommissionsloven og indsættelsen i Folketingets forretningsorden af
regler om det faste granskningsudvalg har Folketinget ønsket at sikre sig en afgørende
indflydelse på valget af undersøgelsesform og fastlæggelse af kommissorium.
Det kan næppe betvivles, at oprettelsen af granskningsudvalget alt andet lige er udtryk for en
styrkelse af Folketinget i forhold til regeringen. Men som Samsam-sagen så åbenlyst
illustrerer, vil en regering med fornøden parlamentarisk rygdækning altid have fat i den lange
1