GRA, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 2: Henvendelse fra Jørgen Albæk Jensen, professor meritus i offentlig ret, Jens Elo Rytter, professor i forfatningsret, Jørn Vestergaard, professor emeritus i strafferet vedr. retlig vurdering af spørgsmålet om statsmister Mette Frederiksens ansvar i Minksagen.

Granskningsudvalget 2022-23 (2. samling)
GRA Alm.del Bilag 2
Offentligt

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

RETLIG VURDERING AF SPØRGSMÅLET OM

STATSMINISTER METTE FREDERIKSENS

ANSVAR I MINKSAGEN

I. MINKSAGEN I HOVEDTRÆK

1. Indledning

Den 7. november 2022

Grundlæggende handler Minksagen om, at der på et møde i regeringens koordinationsudvalg

om aftenen den 3. november 2020 blev truffet beslutning om aflivning af alle mink i Danmark

og at tildele minkejere såkaldt tempobonus for selv hurtigt at føre beslutningen ud i livet. Mødet

blev ledet af statsminister Mette Frederiksen, som den følgende dag om eftermiddagen med-

delte beslutningen på et pressemøde. Det viste sig efterfølgende, at der ikke var hjemmel i form

af fornødent retsgrundlag til gennemførelse af de trufne beslutninger. Dermed var disse i strid

med princippet om lovmæssig forvaltning (legalitetsprincippet), og udmeldingerne af de trufne

beslutninger indebar en overtrædelse af offentlige myndigheders sandhedspligt, der omfatter

et forbud mod vildledning.

Med den opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb og for de

relevante myndighedens og ministres handlinger og involvering i beslutningen og udførelsen

af beslutningen om aflivning af alle mink nedsatte Folketinget en såkaldt granskningskommis-

sion, som fik betegnelsen Minkkommissionen.

Denne afgav beretning den 30. juni 2022.

Kommissionens beretning indeholder en udførlig redegørelse for hændelsesforløbet frem til og

med februar 2021.

I det følgende vil der på baggrund af Minkkommissionens beretning blive redegjort for de op-

lysninger, som har afgørende betydning for en retlig vurdering af spørgsmålet om statsmister

Mette Frederiksens ansvar i Minksagen. I lyset heraf vil det blive vurderet, om der er grundlag

for at søge hende draget til ansvar ved rejsning af tiltale ved Rigsretten i anledning af brud på

legalitetsprincippet og sandhedspligten.

Det kan bemærkes, at det ikke indgik som en del af Minkkommissionens opgave at foretage en

generel vurdering af statsminister Mette Frederiksens regeringsførelse eller hendes varetagelse

af ledelsesansvar i øvrigt, og kommissionen har selvsagt heller ikke tilvejebragt oplysninger til

brug for noget sådant eller foretaget en sådan vurdering. Det var heller ikke kommissionens

opgave at forholde sig til, om der af hensyn til folkesundheden reelt var behov for at aflive alle

mink.

Beretningen har givet anledning til ansættelsesretlig opfølgning i forhold til et antal ansatte

i embedsværket samt tildeling af »næser« til statsminister Mette Frederiksen og tidligere føde-

vare- og miljøminister Mogens Jensen. Sidstnævnte afgik tidligt i forløbet som minister på

grund af kritik.

Beslutningen om nedsættelse af Minkkommissionen blev truffet af Udvalget for Forretningsordenen den 21.

april 2021. Kommissoriet blev fastlagt af Granskningsudvalget den 23. april 2021. Folketinget udpegede den

23. april 2021 landsdommer Michael Kistrup til formand for Minkkommissionen og professor Helle Krunke

samt advokat Ole Spiermann som medlemmer af denne.

Se Minkkommissionens beretning, bind 1, kapitel 5, s.99 ff.

GRA, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 2: Henvendelse fra Jørgen Albæk Jensen, professor meritus i offentlig ret, Jens Elo Rytter, professor i forfatningsret, Jørn Vestergaard, professor emeritus i strafferet vedr. retlig vurdering af spørgsmålet om statsmister Mette Frederiksens ansvar i Minksagen.

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

Et betragteligt antal juridiske professorer fra alle fakulteter har i diverse medier givet offentligt

udtryk for, at der ikke i kommissionens beretning er holdepunkter for en antagelse om, at Mette

Frederiksen ville kunne dømmes for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven.

Flere andre

juridisk sagkyndige ligger på samme linje.

Fra politisk side er der fremkommet vedholdende ønsker om en retlig vurdering af Mette Fre-

deriksens forhold i forbindelse med sagen. Flere partier ønsker fortsat en såkaldt advokatvur-

dering. I den forbindelse peges der på, at der kan være et behov for at få lukket sagen, uanset

om der måtte vise sig at være grundlag for at gøre retligt ansvar gældende mod statsminister

Mette Frederiksen eller ej.

Svaret på spørgsmålet om, hvorvidt der kan være grundlag for at rejse tiltale ved Rigsretten

mod statsminister Mette Frederiksen for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven, må udle-

des af oplysningerne i Minkkommissionens beretning. Her – og her alene – findes de oplysnin-

ger, som er relevante i forbindelse med en retlig vurdering af, om statsministeren kan drages

strafferetligt til ansvar for brud på legalitetsprincippet og sandhedspligten.

Nogle af de foreliggende oplysninger i beretningen kan være egnet til at afklare, om der i for-

bindelse med det undersøgte begivenhedsforløb kan peges på forhold, der hver for sig har ka-

rakter af fejl og uhensigtsmæssigheder. En kvalificeret retlig vurdering kan imidlertid ikke fo-

retages med afsæt i et vilkårligt udpluk af oplysninger fra kommissionens bevisvurdering af

statsminister Mette Frederiksens forhold. Sådanne forhold kan eventuelt i sig selv være kriti-

sable hver for sig, men ikke nødvendigvis retligt ansvarspådragende. Deres mulige relevans

afhænger af, om de ved en samlet vurdering bidrager til at belyse, om handlinger, der objektivt

udgør overtrædelser af ministeransvarlighedsloven, er foretaget med den for strafansvar for-

nødne tilregnelse, dvs. forsæt eller grov uagtsomhed.

De handlinger, som for Mette Frederiksens vedkommende kunne tænkes at være retligt an-

svarspådragende er (i) dels hendes udmelding om aflivning af alle mink på et pressemøde den

4. november 2020, (ii) dels hendes svar på spørgsmål i Folketinget.

Det er disse to forhold, som

kommissionens

bevisvurdering retter sig imod.

I kommissionens beretning gøres der kortfattet op med sidstnævnte tema. På et spørgsmål

un-

der en spørgetime om, hvorfor man ikke straks standsede aflivningen, da det blev klart, at der

manglede hjemmel, henviste Mette Frederiksen til miljø- og fødevareministeren. Kommissio-

nen fandt, at dette svar lå inden for statsministerens sandhedspligt, som med andre ord ikke var

overtrådt eller tilsidesat.

I øvrigt blev statsministeren ved flere lejligheder i Folketinget spurgt

ind til, hvornår hun blev bekendt med, at der manglede hjemmel til at aflive alle mink. Kom-

missionen fandt, at hendes oplysninger i svarene til Folketinget var rigtige.

Det er følgelig førstnævnte forhold, der særligt har interesse med henblik på en retlig vurdering,

dvs. udmeldingen om aflivning af alle mink set i lyset af det forudgående forløb.

Således udtalelser af de juridiske professorer Frederik Waage, Sten Bønsing og Kristian Lauta i Jyllands‐Posten

den 1. juli 2022, Jens Elo Rytter, Jørgen Albæk Jensen og Jørn Vestergaard i Information og Berlingske den 2.

juli 2022, Carsten Henrichsen i Altinget den 10. august 2022, samt Eva Smith i Detektor den 26. august 2022.

Således landsdommer Bo Østergaard i Berlingske den 8. juli 2022 og advokat René Offersen i Berlingske den

24. august 2022. I kontrast til andre professorers vurderinger har Lasse Lund Madsen givet udtryk for, at han

»hælder til

en domfældelse for grov uagtsomhed. Se kronik og interview i Berlingske den 20. august 2022.

Se nærmere Minkkommissionens beretning, bind 2, s. 739.

Se Minkkommissionens beretning, bind 1, s. 47 og bind 2, s. 740.

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

2. Pressemødet den 4. november 2020 og det forudgående møde i regeringens koordina-

tionsudvalg

Som statsminister gav Mette Frederiksen på et virtuelt pressemøde onsdag den 4. november

2020 en status på situationen med covid-19-smitte samt håndteringen heraf.

I pressemødet

deltog også miljø- og fødevareministeren, sundhedsministeren, erhvervsministeren, den faglige

direktør i Statens Serum Institut samt rigspolitichefen.

Pressemødet var indkaldt af Statsmini-

steriet, og det foregik under statsministerens ledelse, mens de øvrige ministre hver for sig dæk-

kede emner, der faldt ind under deres respektive ressortområder.

På pressemødet, der blev transmitteret på landsdækkende tv,

oplyste statsministeren, at Statens

Serum Institut havde observeret en meget alvorlig udvikling i covid-19 forårsaget af mink, der

indbefattede smitte med nye muterede typer af virus både i danske minkbesætninger og i lo-

kalbefolkningen, samt at der var fundet eksempler på covid-19, der udviste nedsat følsomhed

mod antistoffer, og at man risikerede, at effekten af en kommende vaccine ville blive svækket

eller i værste fald udeblive. Statsministeren meddelte herefter, at

»situationen krævede resolut

handling«, og at

det af hensyn til folkesundheden, herunder mulighederne for at forebygge

covid-19 med vacciner,

var »nødvendigt at aflive alle mink i Danmark«. Videre udtalte hun:

»For at understøtte den aflivningsindsats, som fødevaremyndighederne allerede er i gang med,

iværksættes der nu en nødplan for aflivning, som håndteres i regi af Den Nationale Operative

Stab under politiets kommando og med bistand fra Forsvaret, fra Beredskabsstyrelsen og fra

Hjemmeværnet«.

Som svar på spørgsmål sagde Mette Frederiksen bl.a., at »nu står vi så her og igangsætter en

egentlig aflivning af alle mink i Danmark«. Hun tilføjede, at »som det også har været sagt fra

Statens Serum Institut tidligere, at den risikovurdering, der ligger til grund for den her beslut-

ning, kan i vores øjne ikke forhandles eller diskuteres; når der er så stor en risiko forbundet

med at fortsætte en minkproduktion, og det handler om den fremtidige værdi og potentielle

værdi af en vaccine, så er vi nødsaget til at træffe den her beslutning«.

På pressemødet sagde miljø- og fødevareminister Mogens Jensen, at regeringen havde beslut-

tet, at alle mink skulle slås ned hurtigst muligt, inklusiv alle avlsdyr, for at beskytte folkesund-

heden. Det var »nødvendigt, at alle mink skal slås ned hurtigst muligt inklusiv alle avlsdyr«,

hvilket var en beslutning, »der de facto vil betyde nedlukning af den danske minkbranche i

minimum en årrække«. Han meddelte tillige, at minkavlere i hele landet, der selv aflivede deres

mink hurtigt, ville få ekstra kompensation.

Efterfølgende blev der sendt flere pressemeddelelser ud, hvoraf det bl.a. fremgik, at regeringen

havde besluttet, at alle mink skulle aflives, og at

regeringen indførte »en ekstra tempo-bonus

Se nærmere Minkkommissionens beretning, bind 2, s. 607.

Se Minkkommissionens beretning s. 606 og s. 608 ff.

Om ministerialsystemet og fordelingen af den udøvende magt

på en række principielt ligestillede og af

hinanden uafhængige ministerier med hver deres minister i spidsen, som har det politiske og retlige

ansvar for hele ministerområdet (ressortområde), se

redegørelsen i Minkkommissionens beretning bind

1, s. 521 ff.

Den nationale operative stab, NOST, træder sammen under større kriser og hændelsesforløb for at styre og

koordinere den operative indsats. Staben er sammensat af sektormyndigheder under ledelse af Rigspolitiet.

Se nærmere Minkkommissionens beretning s. 26 og s. 608 f.

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

på 20 kr. pr. mink, hvis minkavlerne får tømt sin besætning inden for 10 dage – dog 5 dage for

besætninger under 7.500 dyr«.

Beslutningen om aflivning af alle mink, inkl. avlsdyr, blev truffet på et møde i regeringens

koordinationsudvalg (KU-udvalget) om aftenen den 3. november under ledelse af statsministe-

ren. Mødet blev afholdt virtuelt. I mødet deltog syv fagministre og et tilsvarende antal depar-

tementschefer samt nogle særlige rådgivere.

I coveret til det udsendte mødemateriale var der

ikke taget højde for en beslutning om aflivning af alle mink, idet materialet alene angik tidligere

behandlede spørgsmål om aflivning af smittede besætninger og aflivning af mink i sikkerheds-

zoner omkring berørte farme.

Statsministeren besluttede, at KU-mødet skulle gennemføres, selv om deltagerne ikke havde

læst alle sagens bilag, og at der ikke skulle være læsepause eller ske en udsættelse af mødet,

idet »hastighed var en afgørende parameter«. Hjemmelsspørgsmålet i forhold til aflivning af

mink blev ikke drøftet på mødet, og det blev først efterfølgende konstateret, at der ikke var det

fornødne retsgrundlag til gennemførelse af beslutningen.

På KU-mødet blev det tillige besluttet at melde beslutningen om aflivningen af alle mink ud på

et pressemøde den følgende dag.

Det blev også besluttet, at minkavlere skulle tilbydes den

foran nævnte tempobonus som ekstra kompensation for hurtigt selv at aflive deres besætning,

hvilket der imidlertid ikke var tilvejebragt fornøden finansiel hjemmel til.

Beslutningerne på KU-mødet satte en årsagskæde i gang frem mod pressemødet den følgende

dag og videre derefter.

Søndag aften den 8. november 2020 blev statsministeren gjort opmærksom på, at der manglede

hjemmel til at aflive alle mink.

Dette skete i forbindelse med, at hun blev forelagt en sag med

et brev til Folketingets formand vedrørende behov for hastebehandling af et lovforslag herom.

Samme dag kom den manglende hjemmel frem i medierne.

Se nærmere Minkkommissionens beretning s. 27 f. og s. 611 f.

Deltagerkredsen i KU‐mødet den 3. november er beskrevet i Minkkommissionens beretning s. 32.

Se nærmere Minkkommissionens beretning s. 237 og s. 734 f. Om hjemmel til aflivning af mink, se redegø‐

relsen for retstilstanden i kommissionens beretning, bind 1, kapitel 5, s. 449‐517. Om skærpede krav til hjem‐

melsgrundlaget i forbindelse med intensive og byrdefulde indgreb over for borgerne, herunder ved ekspropria‐

tive indgreb og ved alvorlige begrænsninger i adgangen til at udøve erhverv, se særligt s. 449 f.

Se nærmere Minkkommissionens beretning s. 273 og s. 626.

Udbetaling af tempobonus forudsatte ikke alene inddragelse af Folketinget, men tillige behandling efter EU‐

retlige statsstøtteregler.

Se nærmere Minkkommissionens beretning s. 46, s. 598, s. 655, s. 731 og s. 739.

Der var ikke flertal i Folketinget for hastebehandling af lovforslaget. Den nødvendige hjemmel blev først til‐

vejebragt med behandlingen af lovforslag L 77 fremsat den 10. november, som blev vedtaget den 21. decem‐

ber med kundgørelse af den vedtagne lov den 29. december. Se lov 2185, 2020 som senest bekendtgjort ved

lbk. 10, 2022.

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

II. MINKKOMMISSIONENS BEVISVURDERING

3. Minkkommissionens vurdering af udmeldingerne på pressemødet den 4. november

2020

Samlet fandt Minkkommissionen, at udmeldingerne på pressemødet den 4. november måtte

forstås på den måde, at alle mink skulle aflives i konsekvens af en beslutning truffet af rege-

ringen, og at minkavlerne kunne opnå en bonus ved selv at aflive mink, idet myndighederne

ellers ville forestå aflivningen. Der var ikke taget noget forbehold for, at der først skulle tilve-

jebringes lovhjemmel, eller at der i øvrigt var usikkerhed om gennemførelsen af beslutningen.

På pressemødet blev denne forståelse konkret underbygget med oplysninger om, at eksekve-

ringen i regi af Den Nationale Operative Stab var blevet iværksat, og at der blev appelleret til

de enkelte minkavlere om selv at forestå aflivning hurtigst muligt, bl.a. fra Rigspolitichefen.

Kommissionen bemærkede, at udmeldingerne på pressemødet var baseret på en forudsætning

om, at der var hjemmel til at aflive alle mink, og om at der var hjemmel til tempobonus. Kom-

missionen fandt imidlertid, at

»det

var klart«, at der manglede hjemmel til at aflive alle mink,

ligesom

»det

var klart«, at der manglede hjemmel til tempobonus. Henset til

»den

meget vidt-

gående og intensive karakter såvel som de økonomiske og samfundsmæssige implikationer«

var udmeldingerne på pressemødet derfor efter kommissionens opfattelse

»groft

vildledende«

i forhold til minkavlere og offentlighed, hvilket kommissionen

vurderede som

»særdeles

kriti-

sabelt«.

I forhold til minkavlerne var udmeldingerne på pressemødet efter kommissionens opfattelse

»en

meget stærk opfordring«, der blev ledsaget af, hvad der måtte fremstå som et retligt bin-

dende tilsagn om en ekstra kompensation i form af tempobonus, såfremt opfordringen blev

imødekommet, idet myndighederne ellers selv ville forestå aflivningerne – hvilket kommissi-

onen som nævnt fandt

»groft

vildledende«.

I forhold til myndighederne var det kommissionens opfattelse, at udmeldingerne på pressemø-

det den 4. november og i de efterfølgende pressemeddelelser retligt måtte kvalificeres som

»en

instruks« til i første række Fødevarestyrelsen og Rigspolitiet om straks at igangsætte og gen-

nemføre aflivning af mink fra myndighedsside. Efter kommissionens opfattelse var instruksen

»klart

ulovlig og retligt en nullitet«.

Kommissionen bemærkede herefter, at placering af ansvar for de nævnte forhold

»må

bero på

en konkret vurdering, der indbefatter forløbet forud for pressemødet den 4. november«.

4. Minkkommissionens vurdering af myndighedernes ansvar

På myndighedsniveau fandt kommissionen anledning til at udtrykke vekslende grader af kritik.

Miljø- og Fødevareministeriet

Som ressortministerium havde Miljø- og Fødevareministeriet handlet »særdeles kritisabelt« i

det forløb, som førte til vildledningen og den ulovlige instruks, og »kritisabelt« ved ikke havde

Kommissionens beretning s. 29 og s. 614.

Kommissionens beretning s. 29 f. og s. 615.

Kommissionens beretning s. 30 og s. 616.

Kommissionens beretning s. 617.

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

delt den tilvejebragte vurdering af den manglende hjemmel til aflivning uden for sikkerheds-

zonerne med henblik på at bringe minkavlere og offentlighed ud af vildfarelsen samt at have

tilrettelagt en forhøjelse af en tempobonus uanset manglende hjemmel. Der blev rettet »særskilt

kritik« mod ministeriet for at fortsætte vildledningen på et pressemøde den 7. november med

deltagelse af miljø- og fødevareministeren.

Kommissionen fandt det tillige »særdeles kritisabelt«, at Fødevarestyrelsen den 6. november

2020 udsendte et brev om, at alle mink skulle aflives, og »kritisabelt« at stille minkavlerne

tempobonus i udsigt trods manglende hjemmel.

Departementschefen i Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, havde efter kommis-

sionens opfattelse begået tjenesteforseelser, se herom i det følgende. Også en afdelingschef og

en kontorchef samt en direktør i Fødevarestyrelsen fik kritik.

Som grundlag for den hårde kritik lagde kommissionen vægt på, at Miljø- og Fødevareministeriet var

ressortministerium i forhold til mink, og at miljø- og fødevareministeren på pressemødet den 4. novem-

ber tog aktiv del i vildledningen af minkavlere og offentlighed og den ulovlige instruks til myndigheder

i forhold til aflivning af mink uden for sikkerhedszonerne og i særdeleshed tempobonus. Som ressort-

ministerium havde Miljø- og Fødevareministeriet både anledning og pligt til så vidt muligt at sikre sig,

at udmeldingerne på pressemødet den 4. november ikke forudsatte en hjemmel til aflivning af mink

eller en hjemmel til tempobonus, som ikke forelå. Kommissionen fandt, at det ikke var tilstrækkeligt,

at spørgsmål om hjemmel til aflivning af mink uden for sikkerhedszonerne den 4. november blev rejst

på et møde mellem afdelingschefer, hvoraf ingen deltog i pressemødet, ligesom Miljø- og Fødevaremi-

nisteriet heller ikke kunne forlade sig på tidligere udmeldinger over for nogle, men langt fra alle delta-

gerne i KU-mødet, eksempelvis i et cover til et møde i regeringens coronaudvalg den 1. oktober 2020.

Uanset at Miljø- og Fødevareministeriet og Fødevarestyrelsen ikke havde forudset, at der på KU-mødet

den 3. november 2020 ville blive truffet en meget vidtgående og intensiv beslutning om aflivning af

alle mink, inkl. avlsdyr, havde det været hensigtsmæssigt, om Miljø- og Fødevareministeriet på selve

KU-mødet havde delt sin vurdering af spørgsmålene om hjemmel, både til aflivning af mink og tempo-

bonus, som var en idé undfanget dagen før. I øvrigt burde Miljø- og Fødevareministeriet i tiden frem til

udmeldingen af beslutningen til minkavlere og offentlighed på pressemødet den 4. november 2020 have

delt sin vurdering af spørgsmålene om hjemmel og så vidt muligt sikret, at der ikke på pressemødet

skete vildledning eller ulovlig instruktion. Det havde i den forbindelse været naturligt at tage kontakt

til Statsministeriet, som forestod planlægning af pressemødet, og også til Justitsministeriet, som havde

koordineret sagen, og som konkret udviste interesse i spørgsmålet om hjemmel til aflivning af alle mink.

Kontakten burde have været sket på højeste niveau, hvad enten ministerniveau eller departementschef-

niveau. Kommissionen noterede sig, at der i løbet af den 4. november faktisk var drøftelser i Fødevare-

styrelsen, som bekræftede vurderingen af, at der ikke var hjemmel. Disse drøftelser indbefattede Miljø-

og Fødevareministeriet. Efter at Justitsministeriet den 5. november 2020 havde vurderet og ikke tilside-

sat Miljø- og Fødevareministeriets vurdering af, at der ikke var hjemmel til aflivning af alle mink, og

arbejdet med et lovforslag, der skulle tilvejebringe hjemmel, blev igangsat, var der konkret anledning

for Miljø- og Fødevareministeriet til at dele sin vurdering af spørgsmålene om hjemmel og så vidt mu-

ligt sikre, at minkavlere og offentlighed blev bragt ud af vildfarelsen, som var skabt ved pressemødet

den 4. november. Kommissionen anså det for yderligere kritisabelt, at Miljø- og Fødevareministeriet

ikke gjorde noget i den forbindelse.

Statsministeriet

Kommissionens beretning s. 33 ff. og s.636 ff.

Kommissionens beretning s. 41 ff. og s. 644.

Se i det hele kommissionens beretning s. 33 ff. og s. 636 f.

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

Statsministeriet havde handlet »meget kritisabelt« ved ikke at have rejst spørgsmålet om hjem-

mel over for ressortministeriet og ved at have foretaget utilstrækkeligt faktatjek af et udkast til

statsministerens talepapir. Departementschef Barbara Bertelsen havde efter kommissionens

opfattelse begået tjenesteforseelser, se herom i det følgende.

Som grundlag af den forholdsvis hårde kritik lagde kommissionen vægt på, at Statsministeriet indtog

en overordnet og styrende rolle i den forcerede proces, som ledte frem til pressemødet den 4. november

2020, og at statsministeren førte an på pressemødet og selv udmeldte regeringens beslutning om afliv-

ning af alle mink, selv om beslutningen ressortmæssigt hørte under Miljø- og Fødevareministeriet.

Kommissionen lægger tillige vægt på, at Statsministeriet fra den 2. november 2020 foranledigede ind-

kaldelse til departementschefmøder og KU-møde, tildelte koordineringsopgave til Justitsministeriet,

kommenterede og godkendte coveret til brug for KU-mødet, gennemførte og ledede KU-mødet samt

indkaldte, tilrettelagde og gennemførte det efterfølgende pressemøde, alt imens ressortministeriet trådte

noget i baggrunden og eksempelvis ikke godkendte materiale til brug for KU-mødet, ligesom miljø- og

fødevareministeren på selve KU-mødet først tog ordet forholdsvis sent og ved pressemødets indledning

var den fjerde af seks talere. Videre lagde kommissionen vægt på, at Statsministeriet var bekendt med,

at der på KU-mødet blev truffet en meget vidtgående og intensiv beslutning, som ikke havde været

forberedt i coveret til mødet, og som Statsministeriet måtte indse meget vel ikke havde været forudset

af eksempelvis ressortministeriet. Yderligere lagde kommissionen vægt på, at sagen ikke blev sendt

tilbage til ressortministeriet med henblik på endelig indstilling, uanset KU-sagen havde været forberedt

under stor hast, og der viste sig at være tid hertil. Endelig lagde kommissionen vægt på, at det var en

del af beslutningen på KU-mødet, at statsministeren skulle deltage i pressemødet med henblik på ud-

melding og eksekvering af den meget vidtgående og intensive beslutning om aflivning af alle mink, og

at statsministeren faktisk også førte an på pressemødet og selv delte den trufne beslutning om aflivning

af alle mink med minkavlerne og offentligheden i øvrigt. Under disse konkrete omstændigheder fandt

kommissionen, at Statsministeriet burde have rejst spørgsmålet om hjemmel over for ressortministeriet,

i hvert fald forinden pressemødet, med henblik på at sikre, at der var fornøden hjemmel, hvilket imid-

lertid ikke skete. Selve statsministerens indledning til brug for pressemødet havde i et udkast været til

faktatjek, bl.a. i Miljø- og Fødevareministeriet som ressortministerium, men dette faktatjek, som fandt

sted på lavere niveau i ministerierne, var utilstrækkeligt til at fritage for kritik for den skete grove vild-

ledning og klart ulovlige instruktion, også henset til at faktatjekket ikke blev ledsaget af nogen speci-

fikke spørgsmål til hjemmel.

Justitsministeriet

Justitsministeriet havde handlet »kritisabelt« ved, trods kendskab til ressortministeriets vurde-

ring af den manglende hjemmel, ikke at afhjælpe den opståede vildfarelse. Departementschefen

Johan Legarth havde efter kommissionens opfattelse begået tjenesteforseelser, se herom i det

følgende. Også en afdelingschef fik kritik.

Som grundlag for kritikken lagde kommissionen vægt på, at Justitsministeriet på Statsministeriets for-

anledning indtog en koordinerende rolle i forhold til departementschefmøder den 2. og 3. november

2020 såvel som i forberedelsen af KU-mødet og udarbejdelsen af cover til brug herfor, alt imens res-

sortministeriet trådte noget i baggrunden og eksempelvis ikke godkendte materiale til brug for KU-

mødet. Videre lagde kommissionen vægt på, at Justitsministeriet var bekendt med, at der på KU-mødet

blev truffet en meget vidtgående og intensiv beslutning i forhold til aflivning af mink, som ikke havde

været forberedt i coveret til mødet, og som Justitsministeriet måtte indse meget vel ikke havde været

forudset af eksempelvis ressortministeriet, hvorimod Justitsministeriet selv var bekendt med og støttede

konkret planlægning i regi af Den Nationale Operative Stab. Yderligere lagde kommissionen vægt på,

at Justitsministeriet var bekendt med, at sagen ikke blev sendt tilbage til ressortministeriet med henblik

på endelig indstilling, uanset KU-sagen havde været forberedt under stor hast, og der viste sig at være

Kommissionens beretning s. 35 f. og s. 637 f.

Jørgen Albæk Jensen

Retlig vurdering af spørgsmålet om

Jens Elo Rytter

statsminister Mette Frederiksens

Jørn Vestergaard

ansvar i Minksagen

tid hertil, ligesom Justitsministeriet var bekendt med, at Rigspolitiet ville deltage i pressemødet med

henblik på eksekvering af beslutningen om at aflive alle mink. Der var ikke grundlag for at kritisere

Justitsministeriet, blot fordi Justitsministeriet koordinerede sagen, men kommissionen fandt, at Justits-

ministeriet, der jævnligt bistår andre ministerier med juridiske spørgsmål, under de nævnte, konkrete

omstændigheder burde have rejst spørgsmålet om hjemmel til aflivning af alle mink over for ressortmi-

nisteriet, i hvert fald forinden pressemødet, med henblik på at sikre, at der var fornøden hjemmel, hvilket

imidlertid ikke skete. Den 4. november 2020 videregav Justitsministeriet ikke oplysning om, at ressort-

ministeriet på et afdelingschefmøde samme formiddag havde rejst spørgsmål om hjemmelsgrundlaget

for aflivning af alle mink, men opstillede i stedet en arbejdstese om det modsatte, altså at der var hjem-

mel, hvilket skete uden et egentligt fagligt grundlag, hvorefter Justitsministeriet ikke foretog sig yder-

ligere inden pressemødet, heller ikke da ressortministeriet kort før pressemødet vendte tilbage og fast-

holdt, at der ikke var hjemmel til aflivning af alle mink, ud over at anmode om navn på en kontaktper-

son. Efter at Justitsministeriet den 5. november 2020 havde vurderet og ikke tilsidesat Miljø- og Føde-

vareministeriets vurdering af, at der ikke var hjemmel til aflivning af alle mink, havde Justitsministeriet

selvstændig og konkret anledning til at dele ressortministeriets vurdering af spørgsmålene om hjemmel

og så vidt muligt sikre, at minkavlere og offentlighed blev bragt ud af den vildfarelse, som var skabt

ved pressemødet den 4. november 2020, eventuelt gennem ressortministeriet, og kommissionen fandt

det yderligere kritisabelt, at Justitsministeriet intet gjorde.

Finansministeriet

Finansministeriet havde handlet »kritisabelt« ved ikke at rejse spørgsmålet om finansiel hjem-

mel til tempobonus.

Som grundlag for kritikken lagde kommissionen vægt på, at Finansministeriet forestår udgiftspolitisk

kontrol og konkret igennem efteråret 2020 fulgte udviklingen i covid-19 i mink, også henset til den

forventede økonomiske betydning, idet det eksempelvis var finansministeren, som på ØU-mødet den

30. september 2020 tog initiativ til, at en række scenarier skulle forberedes, heriblandt et scenarie med

aflivning af alle mink, som ville være en meget vidtgående og intensiv beslutning. I forbindelse med

KU-mødet den 3. november 2020 blev spørgsmål om kompensation udtrykkeligt udskudt, hvorimod

tempobonus fremgik af coveret til brug for KU-mødet og også blev besluttet på mødet. Med hensyn til

tempobonus havde dette været behandlet konkret i Finansministeriet tidligere samme dag, som KU-

mødet blev afholdt, hvilken behandling havde involveret såvel departementschef som finansminister.

Af Finansministeriets notat af 2. november 2020, der var blevet udarbejdet under stor hast og lå til grund

for behandlingen i Finansministeriet, fremgik i hvert fald ikke, at finansiel hjemmel til tempobonus var

tilvejebragt. Sådan finansiel hjemmel kunne allerede foreligge, men eftersom tempobonus var en ny

idé, og eftersom tempobonus hverken var kompensation for tab eller begrundet i påførte omkostninger,

men derimod et tilskud, må det efter kommissionens opfattelse i hvert fald have fremstået som temmelig

usikkert, om der allerede forelå den fornødne finansielle hjemmel til tempobonus. Samtidig lagde kom-

missionen vægt på, at Finansministeriet var bekendt med, at KU-sagen havde været forberedt under stor

hast, og at det på KU-mødet blev besluttet at aflive alle mink i Danmark, hvilket havde betydelige

økonomiske konsekvenser, ligesom det på KU-mødet blev besluttet at afholde et pressemøde den føl-

gende dag og uden forbehold stille minkavlerne en tempobonus i udsigt, såfremt de selv aflivede deres

mink. Kommissionen fandt, at Finansministeriet, der aktivt havde deltaget i særligt forløbet omkring

tempobonus de foregående 24 timer, under de nævnte, konkrete omstændigheder burde have rejst

spørgsmålet om i første række finansiel hjemmel til tempobonus, i hvert fald forinden pressemødet den

4. november 2020, med henblik på at sikre, at der var fornøden finansiel hjemmel, eller alternativt, at

der blev taget de fornødne forbehold, hvilket imidlertid ikke skete. Den 5. november 2020 tiltrådte

Finansministeriet en forhøjelse af tempobonus i syv nordjyske kommuner som yderligere incitament til

Kommissionens beretning s. 38 f. og s. 639 ff.

Jørgen Albæk Jensen

Retlig vurdering af spørgsmålet om

Jens Elo Rytter

statsminister Mette Frederiksens

Jørn Vestergaard

ansvar i Minksagen

minkavlere i de umiddelbart efterfølgende dage, hvilket efter kommissionens opfattelse var en yderli-

gere anledning til at rejse spørgsmålet om finansiel hjemmel.

Rigspolitiet

Rigspolitiet var morgenen efter statsministerens pressemøde blevet orienteret om den mang-

lende hjemmel til aflivning uden for sikkerhedszonerne, men handlede »kritisabelt« ved ikke

herefter at orientere Justitsministeriet mv.

Rigspolitiet havde desuden handlet »kritisabelt«

ved heller ikke forud for et pressemøde den 7. november at rejse spørgsmålet om hjemmel.

Rigspolitichef Thorkil Fogde havde efter kommissionens opfattelse begået tjenesteforseelser,

se nærmere i det følgende.

Yderligere havde Rigspolitiet handlet »særdeles kritisabelt« ved at anvende et actioncard, som

trods den manglende hjemmel kommunikerede, at alle mink skulle aflives.

En politikommis-

sær og en sektionsleder havde efter kommissionens opfattelse begået tjenesteforseelser i denne

forbindelse.

5. Minkkommissionens vurdering af embedsmændenes forhold

Minkkommissionens beretning indeholder en redegørelse for reglerne om offentligt ansattes

ansvar.

Som led i den retlige vurdering til belysning af, om nogen i embedsværket kunne drages til

ansvar, fandt kommissionen, at ikke mindre end ti personer havde begået tjenesteforseelser af

en sådan grovhed, at der forelå grundlag for at søge dem draget til ansvar i anledning af med-

virken til brud på legalitetsprincippet og sandhedspligten, herunder for de flestes vedkom-

mende i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020 og den efterfølgende oprethol-

delse af aflivningsindsatsen.

Kommissionen fandt det »kritisabelt«, at den daværende departementschef for Miljø- og

Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, ikke havde sikret sig, at hjemmel til aflivning af alle

mink og til udbetaling af tempobonus var blevet undersøgt og bekræftet i Miljø- og Fødevare-

ministeriet som ressortministerium. Han fik desuden kritik for at have godkendt et vildledende

brev udsendt den 6. november til minkavlerne.

Efter udskillelse af Miljøministeriet overgik

han til en tilsvarende stilling i dette. Efterfølgende blev han efter rådgivning fra Medarbejder-

og Kompetencestyrelsen hjemsendt den 24. august 2022.

Kommissionen fandt, at Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, burde havde

rejst spørgsmålet om hjemmel over for ressortministeriet, i hvert fald forinden statsministerens

pressemøde den 4. november 2020, med henblik på at sikre at der var fornøden lovhjemmel,

Kommissionens beretning s. 39 f. og s. 639 ff.

Kommissionens beretning s. 41 og s. 642.

Kommissionens beretning s. 44 ff. og s. 650 f.

Kommissionens beretning s. 43 ff. og s. 714 ff.

Se nærmere kommissionens beretning s. 551 ff.

Om legalitetsprincippet, herunder den materielle lovs princip, hvorefter indgreb i borgernes retsforhold skal

have hjemmel i lov, se kommissionens beretning bind 1, kapitel 7, s. 519 ff. Kommissionen konstaterede, at

legalitetsprincippet i denne sammenhæng er ensbetydende med princippet om lovmæssig forvaltning, og at

sandhedspligten »indbefatter er forbud mod vildledning

, se beretningen s. 30 og s. 615.

Kommissionens beretning s. 35 og s. 43 samt s. 655 f.

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

»også henset til Barbara Bertelsens stilling som departementschef i Statsministeriet sammen-

holdt med muligheden for potentielt medvirkensansvar for statsministeren for den trufne be-

slutning og statsministerens egen udmelding heraf«.

Efter rådgivning fra Medarbejder- og

Kompetencestyrelsen tildelte statsministeren den 24. august 2022 departementschefen en di-

sciplinær advarsel.

Kommissionen fandt, at Justitsministeriets departementschef, Johan Legarth, havde begået

tjenesteforseelse ved ikke at have rejst spørgsmålet om lovhjemmel. Efter rådgivning fra Med-

arbejder- og Kompetencestyrelsen tildelte justitsministeren den 24. august 2022 departements-

chefen en disciplinær irettesættelse.

6. Minkkommissionens vurdering af ministrenes forhold

For så vidt angår daværende fødevare- og miljøminister Mogens Jensen, fandt Minkkom-

missionen ikke fornødent grundlag for at konkludere, at han ved KU-mødet den 4. november

vidste, at der manglede hjemmel til aflivning af alle mink. Dette blev han efterfølgende orien-

teret om, formentlig torsdag den 5. november, men han tog ikke skridt til at berigtige den op-

ståede vildfarelse, selv om der ved flere efterfølgende lejligheder var konkrete anledninger

hertil, bl.a. ved ministeriets udsendelse den 6. november af et brev til minkavlerne og ved del-

tagelse i et pressemøde den 7. november, hvor han bakkede op om den igangværende afliv-

ningsindsats. Den 8. november lod han et svar til pressen passere med en urigtig oplysning om,

at regeringen havde vurderet ikke at kunne afvente ny lovgivning. Under et samråd den 11.

november afgav han urigtige oplysninger om, hvornår han var blevet orienteret om den mang-

lende hjemmel.

Med afsæt i den forfatningsretlige litteratur konstaterede Minkkommissionen, at

hver minister

har selvstændig kompetence inden for eget ressort og således selv er ansvarlig for at træffe

beslutning. Dette indebærer bl.a., at en minister ikke kan undskylde sig med, at en beslutning

er truffet af regeringen som sådan, idet der ikke i regeringen kan tages en for den enkelte mi-

nister bindende flertalsbeslutning.

I forhold til statsminister Mette Frederiksens udmeldinger på pressemødet den 4. november

gav kommissionen udtryk for, at disse

objektivt

set var »groft vildledende«,

idet udtalelserne

forudsatte, at myndighederne havde hjemmel til at aflive alle mink i hele landet, og idet mink-

avlerne blev tilbudt en tempobonus for at træde i myndighedernes sted og selv forestå aflivning,

uanset at der hverken var hjemmel til aflivning uden for sikkerhedszonerne eller til tempobo-

Ved vurderingen af alvoren af departementschefens tjenesteforseelse blev der bl.a. lagt vægt på hendes sty‐

rende rolle i forhold til beslutningen om aflivning af alle mink. Det indgik samtidig i vurderingen, at hun ikke

blev advaret om den manglende hjemmel. Det blev særligt fremhævet, at Minkkommissionen ikke har anvendt

ordet »kritisabel

om departementschefens forhold.

Ved vurderingen af alvoren af departementschefens tjenesteforseelse blev der bl.a. lagt vægt på hans koor‐

dinerende rolle i forhold til beslutningen om aflivning af alle mink. Det indgik samtidig i vurderingen, at han

ikke blev advaret om den manglende hjemmel. Det blev særligt fremhævet, at Minkkommissionen ikke har an‐

vendt ordet »kritisabel

om departementschefens forhold.

Se nærmere kommissionens beretning s. 35, s. 46 ff., s. 601 ff. og s. 722 ff.

Om ressortansvar, se redegørelsen i kommissionens beretning s. 524 ff. Om det politiske og det retlige mini‐

steransvar samt om en ministers pligter, se s. 534 ff. Om (medvirkens)ansvar for forhold uden for eget ressort,

se s. 527 ff.

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

nus.

Videre fandt kommissionen imidlertid, at Mette Frederiksen

subjektivt

ikke den 4. novem-

ber »havde viden herom eller hensigt« til at vildlede. Kommissionen tilføjede, at der ikke her-

ved var »foretaget en vurdering af, om der foreligger grov uagtsomhed«.

Udtalelserne om statsminister Mette Frederiksens forhold skal ses i lyset af, at loven afskærer

undersøgelses- og granskningskommissioner fra at foretage retlige vurderinger til belysning af

spørgsmålet om ministres ansvar.

III. OPFØLGNINGEN PÅ MINKKOMMISSIONENS BERETNING

7. Rammerne om Folketingets opfølgning på en kommissionsrapport

Resultatet af en granskningskommissions undersøgelse behandles i Folketingets Gransknings-

udvalg, som afgiver indstilling til Udvalget for Forretningsordenen (UFO) om, hvilke konklu-

sioner eller tiltag en beretning bør føre til, herunder om eventuelt ansvar for ministre, herunder

afgåede ministre.

Til at bistå sig kan Udvalget for Forretningsordenen udpege en eller flere sagkyndige, som skal

være uvildige og uafhængige af de myndigheder og personer, der berøres af sagen.

Den rele-

vante sagkundskab kan efter omstændighederne hentes hos advokater udpeget efter indstilling

fra Advokatrådet; men det kunne for eksempel også være hos juridiske professorer udpeget

efter indstilling fra universiteterne.

Til forberedelse af behandlingen af spørgsmål om ministeransvar har Udvalget for Forretnings-

ordenen nedsat et permanent underudvalg, som afgiver udtalelse til UFO til brug for dettes

beretning eller betænkning til Folketinget. Ved behandlingen af sager om resultatet af en un-

dersøgelse iværksat af Granskningsudvalget er det Granskningsudvalget, der afgiver indstilling

til UFO om, hvilke konklusioner eller tiltag resultatet af undersøgelsen bør føre til, herunder

om eventuelt ansvar for ministre. Også underudvalgene kan udpege en eller flere sagkyndige

til at bistå sig, sådan som det i Instrukssagen skete med udpegning af to advokater.

Formålet med at hente sagkyndig bistand til at foretage en retlig vurdering af spørgsmålet om

ministeransvar er at få tilvejebragt et juridisk kvalificeret grundlag for, at Folketinget kan tage

stilling til, om det må antages med fornøden sikkerhed, at ministeren kan dømmes for at have

overtrådt loven eller ej.

Folketinget har i (kun) to tilfælde benyttet adgangen til at udpege sagkyndige til at vurdere, om

der i lyset af konklusionerne i en undersøgelsesrapport var grundlag for at rejse tiltale for over-

trædelse af ministeransvarlighedsloven. Det skete i Tamilsagen og i Instrukssagen. I begge

tilfælde var der i de forudgående undersøgelser fremkommet klare holdepunkter for de senere

domfældelser for forsætlige overtrædelser.

Kommissionens beretning s. 36 og s. 738 f. Tilsvarende formuleringer blev anvendt om daværende miljø‐ og

fødevareminister Mogens Jensens og finansminister Nicolai Wammens subjektive forhold.

Jf. lov om undersøgelseskommissioner og granskningskommissioner, som senest bekendtgjort ved lbk. 1146,

2020, § 4, stk. 4, 2. pkt.

Jf. Forretningsorden for Folketinget § 68 som indsat efter vedtagelse den 13. april 2021 af beslutningsforslag

B 287 om indsættelse af §§ 61‐68 som et nyt kapitel XIX om undersøgelser med særlig parlamentarisk foran‐

kring, jf. bkg. 9458 af 17. juni 2021.

Jf. forretningsordenens § 57, stk. 2.

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

Folketinget er ikke retligt forpligtet til at lade spørgsmålet om rejsning af rigsretssag afhænge

af en ekstern sagkyndig juridiske vurdering – eller i det hele taget at iværksætte en sådan. Uan-

set om der efter denne er handlet forsætligt eller groft uagtsomt eller ej, er det i den sidste ende

op til Folketinget at drage konsekvensen af en ministers kritisable embedsførelse. Ministeran-

svarlighedsloven bygger på det grundlæggende synspunkt, at det efter omstændighederne vil

kunne være tilstrækkeligt at gøre en eller anden grad af politisk ansvar gældende, også i tilfælde

hvor der strengt taget ville kunne drages retlige konsekvenser.

8. Folketingets vurdering af Minkkommissionens beretning

Udvalget for Forretningsordenen afgav den 8. juli 2022 beretning om Minkkommissionens be-

retning.

Et flertal bestående af den socialdemokratiske regering og dens støttepartier i rød blok fandt,

at den parlamentariske behandling af Minkkommissionens beretning kunne afsluttes ved at til-

dele tidligere miljø- og fødevareminister Mogens Jensen og statsminister Mette Frederiksen

hver en »næse«.

For så vidt angår Mogens Jensen, fandt et politisk flertal bestående af de repræsenterede partier

i rød blok (S, SF, RV og EL), at hans håndtering af forløbet var »særdeles kritisabel«. Ved

tildelingen af denne »næse« var Mogens Jensen for længst afgået, og ministeriet var splittet op

i to.

For så vidt angår statsminister Mette Frederiksen, var det opfattelsen hos partierne i rød blok,

at hun havde »det overordnede politiske ansvar« for, at den forcerede proces, hvorunder be-

slutningen på KU-mødet den 3. november blev truffet og pressemødet den følgende dag plan-

lagt, medvirkede til de begåede fejl. Centraliseringen af magten og beslutningsprocesserne om-

kring statsministeren havde bidraget til en »meget kritisabel« håndtering, hvor afgørende hen-

syn til retssikkerhed ikke blev taget. Det politiske flertal gav derfor udtryk for »alvorlig kritik«

af, at statsministeren havde optrådt »meget kritisabelt« i forløbet. Flertallet fandt imidlertid

ikke anledning til at rejse tiltale ved Rigsretten mod Mette Frederiksen, idet hun ikke havde

forsæt til at vildlede og ikke var blevet advaret om, at der manglede hjemmel.

Et politisk mindretal, omfattende alle partier i blå blok bortset fra KD, ønskede en såkaldt ad-

vokatvurdering af de kritiserede ministres ansvar. Disse partier tilkendegav i beretningen fra

Udvalget for Forretningsordenen, at de vil tage initiativ til, at »Folketinget får lavet en uvildig

advokatvurdering af kommissionsberetningen ved blåt flertal efter næste folketingsvalg«.

Se nærmere Jens Peter Christensen, Ministre og embedsmænd, 2022, s. 127 f.

Beretningen fra UFO blev afgivet på grundlag af Granskningsudvalgets indstilling af 6. juli 2022.

Minkkommissionens beretning tegner efter opfattelsen i RV ”et tydeligt billede af, at Danmark de seneste år

er blevet regeret på en uhensigtsmæssige måde

. I beretningen af 8. juli 2022 fra UFO tilkendegav RV følgelig,

at hvis der ikke var udskrevet folketingsvalg inden Folketingets åbning den 4. oktober, ville RV møde regerin‐

gen med et mistillidsvotum.

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

IV. RETLIG VURDERING AF STATSMINISTER METTE FREDERIKSENS AN-

SVAR

9. Temaet for en retlig vurdering af Mette Frederiksens ansvar

Efter ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1, straffes en minister, »hvis

han forsætligt eller af

grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen

i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed«.

Efter lovens § 2 finder straffelovens almin-

delige del anvendelse, hvilket bl.a. indebærer, at reglerne om strafbar medvirken gælder for

ministeransvar. Herom er der i lovens § 3 indsat en uddybende bestemmelse, hvorefter en mi-

nister skal anses ansvarlig for en underordnets handling, når



1) han har været bekendt med, at den pågældende handling ville blive foretaget, og har

undladt at søge dette hindret.

2) handlingen har været et nødvendigt eller naturligt middel til gennemførelse af en

beslutning, for hvilken ministeren er ansvarlig.

3) han har fremmet handlingens udførelse ved ikke i rimeligt omfang at føre tilsyn og

fastsætte instrukser.

I lovens § 4 er det yderligere fastslået, at et eventuelt ansvar for strafbar medvirken ved tilbli-

velsen af en ulovlig regeringsbeslutning ikke forudsætter, at den pågældende minister selv

formelt har truffet den pågældende beslutning.

Minkkommissionen konkluderede som nævnt, at Mette Frederiksen ikke havde »viden« om at

hendes udmelding på pressemødet den 4. november var vildledende, eller »hensigt« til at vild-

lede. Dermed er det udelukket at gøre ansvar gældende for et forhold begået med såkaldt di-

rekte forsæt.

Det relevante spørgsmål er herefter, om der i oplysningerne om forløbet op til pressemødet

indgår omstændigheder, som giver grundlag for en antagelse om, at Mette Frederiksen kan

drages strafferetligt til ansvar for handlinger, der på anden måde opfylder kravet om tilregnelse

i form af, at der enten er handlet med en lavere grad af forsæt eller udvist grov uagtsomhed

med hensyn til et forhold, der udgør en objektiv overtrædelse af ministeransvarlighedsloven.

Teoretisk set kunne der være et ansvarsgrundlag, hvis der er handlet med tilregnelse i form af

sandsynlighedsforsæt eller eventualitetsforsæt (dolus eventualis).

Der er imidlertid hverken

holdepunkter i Minkkommissionens beretning for en antagelse om, at Mette Frederiksen på

pressemødet den 4. november 2020 betragtede det som sandsynligt, at der manglede hjemmel,

eller at hun anså dette som en mulighed, men forholdt sig accepterende hertil for det tilfælde,

at det faktisk forhold sig sådan.

En ministers mangelfulde kendskab til eller vildfarelse om det nærmere indhold af den i en

given sammenhæng relevante speciallovgivning, herunder vedrørende specifikke hjemmels-

spørgsmål, er udtryk for en såkaldt uegentlig retsvildfarelse. Det betyder, at der ikke foreligger

et forsætligt forhold, selv om ministeren har truffet en beslutning, der er ulovlig på grund af

manglende hjemmel. Ministeren kan i så fald kun ifalde strafansvar for overtrædelse af mini-

steransvarlighedsloven, hvis vedkommende har handlet groft uagtsomt. Dette forudsætter, at

Om det retlige ministeransvar, se redegørelsen i kommissionens beretning s. 549 ff.

Sidstnævnte forsætsgrad kom i spil som grundlag for domfældelsen i rigsretssagen mod Inger Støjberg. Se U

2022.653 RD samt Jens Peter Christensen i U 2022 B.113.

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

det med tilstrækkelig styrke kan lægges ham eller hende til last, at vedkommende ikke kendte

speciallovgivningens indhold eller tog fejl af dens betydning.

I den foreliggende sammenhæng er det relevante tema i forhold til tilregnelsesspørgsmålet med

andre ord, om der er holdepunkter for at drage Mette Frederiksen strafferetligt til ansvar for

groft uagtsomt at have overtrådt ministeransvarlighedsloven ved brud på legalitetsprincippet

og sandhedspligten.

10. Nærmere om Minkkommissionens redegørelse for forløbet i forbindelse med presse-

mødet den 4. november og rammerne herom

Minkkommissionen har nøje redegjort for

det forløb, som førte til udmeldingerne på

pres-

semødet den 4. november 2020 og efterfølgende.

Kommissionens vurdering af Mette Frederiksens forhold tager afsæt i de fremkomne forkla-

ringer og andre indhentede oplysninger om hendes berøring med spørgsmålet om smitte på

minkfarme. Beretningens afsnit om de faktuelle omstændigheder er en anelse rodet med plet-

vise og lidt tilfældighedsprægede indskydelser af kommissionens delkonklusioner. Nogle af

kommissionens betragtninger og dens sprogbrug kan være egnet til at efterlade en vis tvivl om,

hvorvidt de er udtryk for neutrale beskrivelser af relevante omstændigheder i forbindelse med

det faktiske forløb, eller om de indeholder mere eller mindre underforstået kritik af statsmini-

sterens ageren og handlemåde.

Som baggrundstæppe for kommissionens bevisvurdering vedrørende Mette Frederiksens

forhold i forbindelse med udmeldingen på pressemødet den 4. november om aflivning af alle

mink er der i beretningen redegjort for hendes ønsker til Statsministeriets rolle. Herom har

Mette Frederiksen forklaret, at hun ønskede »en større muskelmasse« hos Statsministeriet, der

skulle være koordinerende, stærkere på analysen samt være i stand til at understøtte regeringen

og statsministeren i at gennemføre regeringens politik og løfte den mangfoldighed af opgaver,

som et statsministerium i dag skal kunne løse.

Tilsvarende har departementschef Barbara

Bertelsen forklaret, at regeringen Mette Frederiksen ønskede en større kapacitet i Statsministe-

riet til at understøtte statsministerens rolle og ledelse af det samlede regeringsarbejde, ligesom

Statsministeriet i videre omfang skulle koordinere og planlægge store og vigtige politiske sa-

ger, som behandles i regeringens koordinationsudvalg og økonomiudvalg.

Kommissionens vurdering af Mette Frederiksens forhold er herefter bygget kronologisk op

med udgangspunkt i hendes berøring med håndtering af covid-19 udbrud på minkfarme fra juni

2020 og fremefter. De relevante elementer i redegørelsen herfor sammenfattes i det følgende,

idet der for yderligere enkeltheder henvises til selve beretningen.

Den 2. november 2020 kl. 11 blev der afholdt et internt møde i Statsministeriet med delta-

gelse af blandt andre statsminister Mette Frederiksen, som havde taget initiativ til mødet og

bedt om, at minksituationen skulle drøftes, bl.a. i forlængelse af en forespørgselsdebat i Folke-

tinget fredag den 30. oktober. Hun forklarede kommissionen: »Vi var virkelig bekymret for

situationen. Både for covid-smitten og for covid i mink. Vi var på vej ind i anden bølge, som

forstærkedes af mink.«

Om sådanne uegentlige retsvildfarelser, se Minkkommissionens beretning s. 550 f. m. henvisning til Jens Peter

Christensen, Ministre og embedsmænd, 2022, s. 112.

Om styrkelsen af Statsministeriet, se nærmere Minkkommissionens beretning, bind 1, afsnit 4.2., s. 77 ff.

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

Samme dags aften modtog

Mette Frederiksen en orientering fra Barbara Bertelsen om smitte-

udviklingen blandt mink. Statsministeren blev dog først for blev involveret i minksituationen

op til KU-mødet den 3. november 2020.

Om aftenen den 2. november oplyste Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen,

statsministeren om, at der kunne komme en ny risikovurdering fra Statens Serum Institut som

følge af et møde i Kopenhagen Fur, hvor faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak

havde givet udtryk for, at virusmutationen cluster 5 i minkbesætninger på grund af nedsat føl-

somhed over for neutraliserende antistoffer kunne udgøre en risiko for de kommende vacciner,

og at Danmark i værste fald kunne blive et nyt Wuhan.

Barbara Bertelsen indstillede, at der skulle afholdes KU-møde om mink den 3. november, og

Mette Frederiksen var enig heri. Ifølge Mette Frederiksen var man på det tidspunkt i højeste

alarmberedskab både på grund af et terrorangreb i Wien, men også som følge af bekymringen

i forhold til mink.

Mette Frederiksen har forklaret, at hendes kalender den 3. november blev ryddet, hvilket var

udtryk for, hvor alvorlig situationen var.

Om eftermiddagen den 3. november fremkom Statens Serum Institut med en skriftlig risiko-

vurdering, der konkluderede, at »En fortsat minkavl under en igangværende COVID-19 epi-

demi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for mulighederne for at fore-

bygge COVID-19 med vacciner«. Risikovurdering kom til at indgå som bilag i mødematerialet

til KU-mødet.

På Barbara Bertelsens foranledning fik Justitsministeriet en koordinerende rolle i forhold til

departementschefmøder den 2. og 3. november såvel som i forberedelsen af KU-mødet den 3.

november og udarbejdelsen af coveret til brug herfor. Det var Justitsministeriet, der indsamlede

bidrag og bilag fra andre ministerier, heriblandt Miljø- og Fødevareministeriet og Sundheds-

ministeriet, og Justitsministeriet var pennefører på coveret. Miljø- og Fødevareministeriet som

ressortministerium blev »trængt i baggrunden« og godkendte ikke materiale til brug for KU-

mødet, uanset at mink og aflivning af mink hørte under dette ministeriums ressort.

Det ende-

lige cover var resultatet af en drøftelse mellem Barbara Bertelsen og Justitsministeriets depar-

tementschef Johan Legarth, men uden inddragelse af departementschef Henrik Studsgaard.

KU-mødet den 3. november var oprindeligt berammet til kl. 21, men blev flyttet til kl. 21.30.

Materiale til brug for mødet blev udarbejdet under hastværk og fremkom meget sent. Det blev

af Statsministeriet rundsendt ved mail kl. 20.12. Materialet omfattede et cover og et antal bilag,

herunder risikovurderingen fra Statens Serum Institut som sagens bilag 1, et notat af 2. novem-

ber 2020 fra Finansministeriet om mulig tempobonus for hurtig aflivning af mink som bilag 3

samt tre andre bilag. To yderligere bilag blev rundsendt kl. 21.24 sammen med et revideret

cover.

Om betydningen af Kaare Mølbaks udtalelser om et nyt Wuhan, se kommissionens beretning s. 31, s.620, s.

628, s. 658 f., s. 675 ff., s. 684 f., s. 724 f., s. 741 f.

Se kommissionens beretning bl.a. s. 31, 38, 87, 199 ff., 621, 631, 677 og 693 ff. Under coronakrisen blev der

oprettet en Beredskabsafdeling i Justitsministeriet, som kunne understøtte fagministerierne med sagsunder‐

støttelse og tværgående koordinering, se herom beretningen s. 86 ff. Barbara Bertelsen forklarede, at den fo‐

religgende sag ikke var et særforløb i håndteringen af coronasmitte blandt mink, se herom beretningen s. 95

og 678.

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

Hjemmelsspørgsmålet var ikke omtalt hverken i det først rundsendte cover eller i det revide-

rede.

Bilag 2 var et udkast til notat fra Erhvervsministeriet om kompensation til minkavlere mv.

Bilag 2 a var et udkast til notat fra Miljø- og Fødevareministeriets om håndtering af covid-19

smitterisiko i mink. Disse bilag omtalte spørgsmål om hjemmel til to skitserede modeller med

henblik på reducering af risikoen for yderligere smittespredning i minkfarme ud over at aflive

alle mink inden for sikkerhedszonerne. Den ene model blev benævnt »Dvale« og gik ud på at

beholde avlsdyr på minkfarme uden for sikkerhedszonerne, idet der ikke ville blive givet tilla-

delse til i 2021 at indsætte og avle nye mink på farme inden for sikkerhedszonerne. Herom blev

det bemærket, at der ikke var »hjemmel til håndtering af et sådant scenarie i den nuværende

lovgivning«, og at »SUM tilvejebringer hjemmel i lovgivningen til at forhindre genindsættelse

af mink«. Den anden model blev benævnt »Aflivning af alle dyr«, men var ikke nærmere be-

skrevet. Det fremgik dog, at »Dette scenarie vil medføre ekspropriation og dermed erstatning

samt en mere omfattende omstillingspulje end model 1«. Indstillingen var at tiltræde dvalemo-

dellen, idet der blev stillet en ny sag i udsigt, hvor der skulle tages stilling til den valgte model

»eller en evt. udfasning af minkproduktion i Danmark«. Under punktet procedure var der lagt

op til udmelding af regeringens beslutning efterfulgt af iværksættelse af »arbejde med at få

godkendt den nødvendige lovgivningsmæssige hjemmel«. Der stod også, at »såfremt der skulle

opstå et fagligt grundlag for at ændre strategi eller forestå en skærpet indsats, forelægges rege-

ringen et beslutningsoplæg herom«.

Erhvervsministeriets notat af 3. november 2020, der indgik i materialet til KU-mødet som bilag

2, og som også bar vandmærket »Udkast«, indeholdt et afsnit om »Hjemmels- og statsstøtte-

forbehold knyttet til begge modeller«. Her blev der taget et generelt forbehold for statsstøtte-

godkendelser, hvilket i hvert fald indikerede, at begge modeller var nye. Der blev også taget

»forbehold for, hvorvidt og hvordan den juridiske hjemmel til at gennemføre de foreslåede

løsninger kan findes«, idet der stod, at »Miljø- og Fødevareministeriet og Justitsministeriet er

ved at afklare dette spørgsmål«.

I coveret til mødematerialet var der lagt op til, at der skulle iværksættes en incitamentsordning

i form af tempobonus, idet en nødplan gennem Den Nationale Operative Stab kunne iværksæt-

tes, hvis incitamentsordningen efter et antal dage viste sig ikke at være tilstrækkelig. Der blev

også angivet et valg mellem helt at afvikle minkproduktionen i Danmark eller tillade en be-

grænset mængde avlsdyr uden for smittezonerne indtil udrulning af vacciner (dvalemodellen),

men det var ikke angivet, at valget skulle besluttes på KU-mødet. Indstillingen i coveret var i

øvrigt en drøftelse af tiltag og tidspunkt for udmelding, idet der blev indstillet en proaktiv kom-

munikation i form af et pressemøde samt relevant kommunikationsmateriale. Under et punkt

om politisk håndtering stod, at »Folketingets partier orienteres forud for udmeldingen”. I for-

hold til den humane smitte i Nordjylland angav coveret en lang række tiltag. Kommissionen

bemærkede, at coveret var »præget af usikkerhed og uklarhed«.

Til brug for KU-mødet var der udarbejdet håndakter, kommenterede dagsordener og lignende

til brug for finansministeren, erhvervsministeren og miljø- og fødevareministeren, men ikke til

brug for statsministeren.

De mødedeltagere, som har afgivet forklaring for kommissionen, har gennemgående forklaret,

at de ikke forud for mødet havde nået at læse bilag ud over risikovurderingen.

Mette Frederiksen har forklaret kommissionen, at hun læste coveret fremsendt kl. 20.12 samt

risikovurderingen i sagens bilag 1 inden KU-mødets start, idet hun ikke erindrer at have set

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

andre bilag inden mødestart. Mette Frederiksen har desuden forklaret, at hun ikke læste Finans-

ministeriets notat om tempobonus eller Den Nationale Operative Stabs delplan, der begge var

vedhæftet mailen sendt kl. 20.12 som bilag. Hun har forklaret, at normalvis udsendes møde-

materiale til et KU-møde ikke kun 6 minutter før mødestart, og at det ikke er en god måde at

arbejde på.

Kommissionen har betegnet processen op til KU-mødet den 3. november som

»forceret«, idet

materialet til brug for mødet blev udfærdiget og samlet under stort tidspres.

KU-mødet den 3. november blev afholdt virtuelt, da bl.a. statsminister Mette Frederiksen

var i isolation. Mødet blev ledet af Mette Frederiksen. Som tidligere nævnt besluttede hun, at

mødet skulle gennemføres, selvom mødedeltagerne ikke havde læst alle sagens bilag, og hun

besluttede, at der ikke skulle gives mødedeltagerne en læsepause eller udsættelse af mødet til

f.eks. om morgenen. Hun indskærpede, at hun havde en forventning om, at ministrene gennem-

gik de elementer, som koordinationsudvalget skulle være opmærksomme på. Mette Frederik-

sen har forklaret, at hastighed var en afgørende parameter, og at det var også derfor, at hun

tillod, at KU-mødet blev gennemført få minutter efter mødematerialets udsendelse i den fulde

og endelige version. Mette Frederiksen har videre forklaret, at hun ikke foreslog en kort læse-

pause, da det var hendes klare overbevisning, at der var behov for at reagere og få truffet de

fornødne beslutninger, så man kunne komme i gang med at eksekvere af hensyn til danskernes

folkesundhed og det globale verdenssamfunds syn på Danmark. Der var ifølge hende en hand-

lepligt for den danske regering som følge af den viden, de besad. Hun ville have forventet, at

et andet lands regering ville have reageret på tilsvarende vis.

Mette Frederiksen har i øvrigt forklaret, at de havde en politisk/moralsk handlepligt som følge

af, at man skulle orientere WHO og ECDC, og fordi man var bekymret for dansk eksport. Det

var for hende naturligt, at hun som statsminister havde en rolle under et pressemøde som dette

i en så alvorlig krise.

Mette Frederiksen har videre forklaret, at hun var i tvivl om, hvorvidt det var nødvendigt at slå

alle mink ned, at hun spurgte herom 3-4 gange, og at Sundhedsministeriet på mødet meget klart

tilkendegav, at der

»ikke

var noget at gøre«.

Mette Frederiksen har forklaret, at hun med sikkerhed kan afvise, at hjemmelsspørgsmålet i

forhold til aflivning af mink blev drøftet på KU-mødet. Ifølge hende hang det sammen med, at

det af coveret bl.a. fremgik, at Folketingets partier alene skulle orienteres, men hun har også

forklaret, at coveret ikke direkte tog højde for den situation, hvor man traf beslutning om afliv-

ning af alle mink. Mette Frederiksen har tilføjet, at hun tror, at årsagen til, at hjemmelsspørgs-

målet ikke var omtalt i coveret, skyldtes travlhed, og at hun ikke ønsker at bebrejde nogen, at

hjemmelsspørgsmålet ikke kom frem.

Forespurgt, om det ikke forekommer ret åbenbart, at når man træffer en beslutning, som vil

koste milliarder af kroner, og som ikke er forberedt i mødematerialet, skal man kontrollere, om

der er den fornødne hjemmel, har Mette Frederiksen svaret kommissionen, at hun er blevet

foreholdt andre sager, hvor hun er blevet gjort opmærksom på, at der manglede lovhjemmel,

og at hun ikke mener, at man kan forvente, at skiftende regeringer kan forventes at skulle ind-

lede ethvert møde med en drøftelse af, om der foreligger den fornødne hjemmel til det, som

skal drøftes eller besluttes. Mette Frederiksen har i øvrigt anført, at

»En

regering skal

»up

front«

have at vide, om der er hjemmel til at træffe en beslutning«.

Se Minkkommissionens beretning s. 623.

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

Mette Frederiksen foreslog ikke på KU-mødet at sende sagen tilbage til ressortministeriet med

henblik på en endelig indstilling. Kommissionen tilføjer:

»uanset

at der viste sig at være tid

hertil, og der ifølge Mette Frederiksen blev afholdt KU-møder både den 4. og 5. november«,

og kommissionen sammenholder dette

med, at den del af sagen, som vedrørte tiltag i forhold

til den humane sundhed i Nordjylland, faktisk blev udskudt til et af de efterfølgende KU-mø-

der.

Beretningens redegørelse for Mette Frederiksens forhold i forløbet op til pressemødet den 4.

november afrundes med gengivelse af hendes svar på spørgsmålet om, hvorvidt hun havde en

holdning til, om konkret Fødevarestyrelsen ville reagere på pressemødet den 4. november,

hvortil hun svarede, at »selvfølgelig vil en styrelse gå videre med sit arbejde«. Hun forklarede

desuden, at hun ikke gav en instruks på pressemødet, men blot refererede en indsats.

11. Minkkommissionens bevisvurdering af udmeldingerne på pressemødet den 4. novem-

ber

Efter en samlet vurdering har Minkkommissionen lagt til grund, at intentionen med pressemø-

det den 4. november fra regeringens side var at eksekvere beslutningen om aflivning af alle

mink, hvilket blev underbygget af rigspolitichefens deltagelse på pressemødet, idet statsmini-

steren i øvrigt ikke havde intention om at ændre på ressortfordeling eller ressortansvar.

Kommissionen har fundet, at udmeldingerne på pressemødet den 4. november må forstås på

den måde, at alle mink nu skulle aflives i konsekvens af regeringens beslutning, hvilket i første

række blev kommunikeret af Mette Frederiksen. Videre må udmeldingerne forstås på den

måde, at minkavlerne kunne opnå en bonus ved selv at aflive mink, idet myndighederne ellers

ville forestå aflivningen, hvilket i første række blev kommunikeret af miljø- og fødevaremini-

steren, og også blev fremhævet i den efterfølgende pressemeddelelse, der den 4. november blev

lagt ud på regeringens hjemmeside med titlen »Danmarks minkbestand aflives grundet muta-

tion af coronavirus« og med angivelse af Miljø- og Fødevareministeriet, Sundheds- og Ældre-

ministeriet, Statsministeriet, Erhvervsministeriet og Regeringen.

Kommissionen har som nævnt fundet, at Mette Frederiksens ovennævnte udmeldinger på pres-

semødet om aflivning af alle mink var »groft vildledende«, men at hun ikke havde viden herom

eller hensigt hertil.

Statsministeriet har på forespørgsel for Minkkommissionen redegjort for regeringsudvalgenes retlige status

og processerne for behandling i bl.a. koordinationsudvalget. Regeringsudvalgene er politiske i den forstand, at

de ikke rent retligt er tillagt kompetence til at træffe beslutninger på et område, der henhører under en mini‐

sters ressortansvar. Hvis et regeringsudvalg tiltræder (eller afviser) en indstilling i en sag, vil det således fortsat

være den ansvarlige fagminister, der efterfølgende formelt træffer beslutningen, og som dermed vil være an‐

svarlig herfor. Det følger af ministerialsystemet, hvorefter den enkelte fagminister er ansvarlig for eget ressort‐

område. Se nærmere Minkkommissionens beretning s. 67 ff. Kommissionen fandt som nævnt, at beslutningen

om aflivning af alle mink blev truffet af regeringen som sådan, ikke ressortministeren, se beretningen s. 736.

Se nærmere Minkkommissionens beretning s. 294 og s. 737 f. Om visse retlige spørgsmål i relation til politi‐

ske udmeldinger, se redegørelsen i Minkkommissionens beretning s. 532 ff. m. henv. til Justitsministeriets no‐

tits af 18. november 2020 og supplerende notits af 24. november 2020. Spørgsmålet om den retlige karakter af

udmeldinger på et pressemøde vil ikke blive behandlet her.

Kommissionens beretning s. 614.

Kommissionens beretning s. 29 og s. 614.

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

Mette Frederiksen har forklaret kommissionen, at hun ikke var bekendt med, at der manglede

hjemmel til aflivning af alle mink, hvilket kommissionen har lagt til grund, idet det er i over-

ensstemmelse med det samlede materiale, som indgår i kommissionens undersøgelse, herunder

forklaringerne. Kommissionen tilføjer, at uden viden om den manglende hjemmel havde Mette

Frederiksen heller ikke viden om de forhold, som gjorde hendes og andres udmeldinger på

pressemødet den 4. november vildledende, endsige »groft vildledende«.

I overensstemmelse med Mette Frederiksens forklaring har kommissionen som nævnt lagt til

grund, at hun først blev gjort bekendt med den manglende hjemmel til aflivning af alle mink

søndag den 8. november, hvor hun blev forelagt en sag med et brev til Folketingets formand

vedrørende behov for hastebehandling af et lovforslag herom. På spørgsmål om hun den 8.

november overvejede at give besked om, at andre myndigheder skulle stoppe evt. aktivitet,

svarede Mette Frederiksen, at da hun blev orienteret søndag aften, var Folketinget allerede

bekendt med, at der ikke var hjemmel, og det samme var offentligheden.

12. Minkkommissionens til dels problematiske ordvalg og begrebsbrug

For så vidt angår ministre, er opgaven for en kommission alene at undersøge og redegøre

for de faktiske omstændigheder, der har relevans for Folketingets stillingtagen til spørgsmålet

om politisk og/eller retligt ansvar.

I betragtning af at det ikke tilkommer kommissionen at

forholde sig til spørgsmål om ministres retlige ansvar, er det påfaldende, at Minkkommissionen

har anvendt retlige termer og sproglige vendinger, der vil kunne tolkes som udtryk for, at der i

redegørelsen ikke alene er grundlag for kritik, men tillige for at gøre retligt ansvar gældende.

Ordvalget i kommissionens beretning er på nogle punkter tvetydigt, hvilket kan have bidraget

til at styrke de fra politisk side fremsatte forslag og krav om tilvejebringelse af en såkaldt ad-

vokatvurdering af spørgsmålet om statsminister Mette Frederiksens ansvar.

Centralt i kommissionens beretning står redegørelsen for og vurderingerne af omstændighe-

derne i tilknytning til pressemødet den 4. november 2020.

Kommissionen har anvendt udtrykket, at »det var klart«, at der manglede hjemmel til at

aflive alle mink, og at der manglede hjemmel til tempobonus. Klarheden opstod imidlertid først

i forlængelse af KU-mødet den 3. november 2020, herunder i lyset af tvivl, usikkerhed og

nærmere overvejelser i Fødevareministeriet, Sundhedsministeriet og Justitsministeriet, og

kommunikationen herom til de relevante aktører nåede som nævnt først frem til disse et stykke

hen ad vejen.

Kommissionen fandt som nævnt, at Mette Frederiksens udmeldinger på pressemødet den 4.

november 2020

objektivt

set »groft vildledende«.

Det skal bemærkes, at begrebet »groft vildledende« ikke er almindeligt anvendt som en retlig

standard i anden juridisk sprogbrug. Sædvanligvis forbindes vildledning med svig ved forsætlig

afgivelse af urigtige oplysninger, normalt for uberettiget at skaffe sig selv eller andre en fordel.

Formålet med beslutningen om aflivning af alle mink og udmeldingen heraf var imidlertid ikke

at vildlede, og som nævnt tog regeringen selv umiddelbart initiativ til lovliggørelse af beslut-

ningen ved fremsættelse af et hastelovforslag, da det viste sig, at der manglede hjemmel.

Om det retlige ministeransvar, se Minkkommissionens beretning s. 549 ff.

Kommissionens beretning s. 29 og s. 615.

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

Udtrykket »groft vildledende« anvendes et stort antal gange i beretningen, hvormed kommis-

sionen meget tydeligt understreger forholdets alvor. Det i den forbindelse tages i betragtning,

at kommissionen i et generelt afsnit begrunder betegnelsen af udmeldingerne på pressemødet

som »groft vildledende« med »den

meget vidtgående og intensive karakter såvel som de øko-

nomiske og samfundsmæssige implikationer«.

Udtrykket »groft« er med andre ord brugt for

at afspejle, at udmeldingerne rent objektivt set angik forhold af særdeles væsentlig betydning.

Ved anvendelsen af betegnelsen »groft vildledende« om Mette Frederiksens forhold har kom-

missionen imidlertid udeladt forklaringen fra det generelle afsnit tidligere i beretningen om,

hvorfor begrebet »groft« anvendes om vildledningen. Udmeldingerne kaldes kort og godt

»groft vildledende,

idet der ikke var hjemmel til aflivning af alle mink, ligesom der ikke var

hjemmel til tempobonus«. Derved har fremstillingen fået et præg, der er egnet til at skabe en

ubegrundet opfattelse af, at der til grund for udmeldingerne kan have ligget et særlig dadelvær-

digt og kritisabelt formål eller motiv.

Selv om meningen med at sammenstille udtrykkene »groft« og »vildledende« alene var at be-

skrive, at statsministerens udmelding på pressemødet den 4. november

objektivt

angik forhold

af særdeles væsentlig betydning, kan en sådan betegnelse med andre ord fremkalde et indtryk

af, at Mette Frederiksen har gjort sig skyldig i noget svigagtigt. Sådan er der mange, der i den

offentlige debat har udlagt kommissionens tilsyneladende nøgterne vurdering.

Som nævnt lagde kommissionen imidlertid til grund, at Mette Frederiksen ikke var bekendt

med, at der manglede hjemmel til aflivning af alle mink, dvs. at hun

subjektivt

ikke »havde

viden herom eller hensigt hertil«.

Videre kom så den tidligere nævnte tilføjelse om, at kommissionen

ikke

har »foretaget en vur-

dering af, om der foreligger grov uagtsomhed«.

Bemærkningen herom kan læses som en an-

tydning af, at en nærmere undersøgelse af spørgsmålet om grov uagtsomhed i andet regi er

indiceret, eller ligefrem som en anvisning til Folketinget om, at en sådan opfølgning ville være

på sin plads. Den offentlige debat efter offentliggørelsen af Minkkommissionens beretning har

vist, at mange har opfattet kommissionens tilkendegivelse sådan. Beretningens bemærkninger

om grov uagtsomhed bør imidlertid alene læses som en neutral redegørelse for afgrænsningen

af kommissionens kompetence.

13. Forudsætningen for uagtsomhedsansvar efter ministeransvarlighedsloven

En retlig vurdering af spørgsmålet om statsminister Mette Frederiksens ansvar i Minksagen

må rette sig mod såvel hendes egne handlinger under det samlede begivenhedsforløb frem til

og med pressemødet den 4. november, som hendes forhold til de øvrige aktørers handlinger.

Begrebet handlinger skal forstås om omfattende både aktiv ageren og undladelser/passivitet.

Minkkommissionen har som nævnt fundet, at udmeldingerne på pressemødet den 4. novem-

ber 2020

objektivt

set var »groft vildledende«,

idet de forudsatte, at myndighederne havde

hjemmel til at aflive alle mink i hele landet, og idet minkavlerne blev tilbudt en tempobonus

for at træde i myndighedernes sted og selv forestå aflivning, uanset at der hverken var hjemmel

til aflivning uden for sikkerhedszonerne eller til tempobonus.

Videre fandt kommissionen dog

Kommissionens beretning s. 29 f. og s. 615.

Kommissionens beretning s. 36 og s. 738 f.

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

som nævnt, at statsminister Mette Frederiksen

subjektivt

ikke den 4. november »havde viden

herom eller hensigt« til at vildlede.

Med udtalelserne på pressemødet tilsidesatte statsministeren med andre ord ikke legalitetsprin-

cippet og sandhedspligten med såkaldt direkte forsæt. Som allerede nævnt er der ikke i kom-

missionens beretning grundlag for en antagelse om, at vildledningen ville kunne tilregnes stats-

ministeren med en lavere grad af forsæt, dvs. sandsynlighedsforsæt eller eventualitetsforsæt.

Tilbage bliver så spørgsmålet om ansvar for grov uagtsomhed. En retlig vurdering heraf må

foretages på grundlag af sædvanlige juridiske antagelser om, hvad der generelt set kendetegner

uagtsomhed i strafferetlige sammenhænge.

Uagtsomhed kan ikke sættes på en enkel formel, og uagtsomhedsbedømmelsen er til dels

skønsbetonet. I den sidste ende er det i domstolenes retspraksis, at det afgøres, hvor grænsen

på et bestemt retsområde drages mellem det uagtsomme og det hændelige og mellem det groft

uagtsomme og det simpelt uagtsomme.

I generelle vendinger kan uagtsomhed siges at foreligge, hvis der er tilstrækkelige holdepunkter

for at bebrejde en person, at vedkommende i et givet tilfælde ikke handlede anderledes og

derved objektivt set begik en strafbar overtrædelse, som burde have været undgået. Bebrejdel-

sen retter sig mod den omstændighed, at vedkommende ikke udviste fornøden opmærksomhed

og agtpågivenhed, var for sløset, ikke tænkte sig godt nok om og derfor ikke handlede forsvar-

ligt.

I et konkret tilfælde afhænger uagtsomhedsbedømmelsen af, hvad det på det pågældende om-

råde anses for rimeligt at forvente af folk. Målestokken kan således afhænge af, om der er tale

om mere eller mindre dagligdags situationer eller mere specielle tilfælde.

Et uagtsomt forhold kan beskrives som

ubevidst

i tilfælde af, at en person slet ikke skænker det

en tanke, at vedkommende ved at foretage en bestemt handling begår en strafbar overtrædelse.

Hvis vedkommende derimod indser det som en mulighed, at nærmere bestemte omstændighe-

der foreligger eller vil indtræde, men handler i tillid til, at det ikke er tilfældet, betegnes uagt-

somheden som

bevidst.

I enkelte tilfælde er strafansvaret begrænset til bevidst uagtsomhed,

men i almindelighed er begge former omfattet af regler om strafbar uagtsomhed.

Der sondres i strafferetten mellem grov uagtsomhed og simpel uagtsomhed, der grænser op til

det hændelige. På en del lovområder er strafansvaret begrænset til grov uagtsomhed, sådan som

det f.eks. er tilfældet i ministeransvarlighedsloven. Grov uagtsomhed kan siges at foreligge,

hvis der foreligger en særlig markant, klar eller forkastelig afvigelse fra, hvad der med rime-

lighed kan kræves. Overgangen mellem grov og simpel uagtsomhed er glidende og skønsbeto-

net.

I forhold til overtrædelser af ministeransvarlighedsloven er målestokken for grov uagtsomhed

ikke hugget i sten. Regler og praksis i forbindelse med undersøgelser af ministeransvar har

bevirket, at området for grov uagtsomhed er underbelyst.

I de to rigsretssager fra nyere tid

Om strafferetlig tilregnelse i form af uagtsomhed, se f.eks. Knud Waaben, Strafferettens almindelige del. An‐

svarslæren. 6. rev. udg. v. Lars Bo Langsted, 2015; Gorm Toftegaard Nielsen, Strafferet I. Ansvaret. 5. udg. v.

Lasse Lund Madsen, 2019; Thomas Elholm i Strafferettens almindelige del. Det strafferetlige ansvar. 2. udg.

2022.

Se således Hans Gammeltoft‐Hansen i Børge Dahl m.fl. (red.), Festskrift til Jens Peter Christensen, 2016, s.

393 f.

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

har spørgsmålet om ansvar for uagtsomhed ikke været aktuelt, idet den tiltalte i begge tilfælde

blev dømt for forsætlig overtrædelse af ministeransvarlighedsloven.

I rigsretssagen 1909-10 blev Sigurd Berg dømt for et uagtsomt forhold. Dette bestod i, at han

som indenrigsminister

burde

have draget omsorg for at følge op på oplysninger fra sin depar-

tementschef om uregelmæssigheder, som justitsmister P.A. Alberti svigagtigt gjorde sig skyl-

dig i over for Den Sjællandske Bondestands Sparekasse.

Rigsretten begrundede afgørelsen

med, at Berg havde tilsidesat sin embedspligt ved at sidde departementschefens oplysninger

overhørig. Den subjektive del af ansvarsgrundlaget havde karakter af bevidst uagtsomhed.

Det afgørende for, om der i Minkkommissionens rapport er grundlag for at søge statsmini-

ster Mette Frederiksen draget til ansvar ved rejsning af tiltale ved Rigsretten i anledning af brud

på legalitetsprincippet og sandhedspligten, vil herefter være, om det under inddragelse af rele-

vante retlige standarder

alvorligt kan bebrejdes

ministeren, at hun med sine udmeldinger på

pressemødet den 4. november 2020 om aflivning af alle mink har handlet

i åbenbar strid med

sine embedspligter

og derved har overtrådt ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1.

Dette ville forudsætte, at det alvorligt kunne bebrejdes hende, at hun ikke var opmærksom på

hjemmelsspørgsmålet og ikke sikrede sig, at det fornødne retsgrundlag for gennemførelse af

de trufne beslutninger var til stede.

Det antages sædvanligvis, at der ikke i almindelighed vil kunne stilles særligt høje krav til en

ministers faktuelle eller juridiske viden. Dette gør sig navnlig gældende, hvis ministerens em-

bedsmænd har givet ministeren en redegørelse, der ikke bringer problemerne frem i lyset. Ret-

ligt set må en minister kunne handle i tillid til sine embedsmænds redegørelse og råd, medmin-

dre det er oplagt, at disse er forkerte eller mangelfulde.

I lyset af de forfatningsretlige og forvaltningsretlige normer på området er udgangspunktet føl-

gelig, at ministeren må kunne regne med, at embedsværket i de relevante fagministerier har

styr på hjemmelsspørgsmål og andre juridiske forhold. Det kan sædvanligvis ikke forventes, at

en minister spørger ind til den slags og selv sikrer sig, at der er lovhjemmel til et indgreb i

borgernes rettigheder, hvis vedkommende er omgivet af topembedsfolk, som ikke nævner eller

i det mindste antyder, at der kan være et problem.

Det er netop på denne baggrund, at Minkkommissionen har rettet hård kritik mod den ansvar-

lige ressortminister på fagområdet og mod et stort antal mere eller mindre højtstående embeds-

mænd, som burde at have sikret sig, at det fornødne lovgrundlag var til stede.

Se den udførlige gennemgang af sagen i Jens Peter Christensens disputats Ministeransvar, 1997, s. 87 ff, her‐

under særligt gengivelsen af Rigsrettens dom s. 94 samt kommentarer hertil s. 99 ff.

I den gamle rigsretssag blev der ikke taget stilling til graden af uagtsomhed. Tidligere var retsgrundlaget for

at idømme strafansvar for embedsmisbrug det samme for ministre og embedsmænd, nemlig »grov forsøm‐

melse eller skødesløshed«. som der nu står i straffelovens § 157. Med vedtagelsen af ministeransvarlighedslo‐

ven i 1964 blev adgangen til at straffe ministre begrænset til groft uagtsomme forhold. Men samtidig skete der

en udvidelse af retsgrundlaget på den måde, at der fra nu af kunne straffes for »enhver« tilsidesættelse af em‐

bedspligt, vel at mærke under forudsætning af forsæt eller grov uagtsomhed. Med andre ord skete der en ud‐

videlse med hensyn til de omfattede pligtstridige forhold, hvor der ikke længere blev stillet et krav om grovhed

eller alvorlighed, men samtidig blev der foretaget en indskrænkning i ansvarsgrundlaget med hensyn til tilreg‐

nelseskravet.

Jf. Minkkommissionens beretning s. 551 m. henvisning til Jens Peter Christensen, Ministre og embedsmænd,

2022, s. 112 f., samme i Ministeransvar, s. 385 ff., og samme m.fl., Dansk Statsret, 3. udgave, 2020, s. 96.

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

14. Den manglende opmærksomhed på hjemmelsspørgsmålet og ansvaret herfor

Kommissionen har lagt til grund, at spørgsmålet om hjemmel til aflivning af mink uden for

sikkerhedszonerne ikke blev nævnt og heller ikke blev rejst på KU-mødet den 3. november

2020, og at der således ikke på mødet blev delt oplysninger om hjemmel eller mangel herpå til

aflivning af alle mink, heller ikke på foranledning af Miljø- og Fødevareministeriet som res-

sortministerium. Spørgsmålet om hjemmel til tempobonus blev heller ikke diskuteret.

Aflivning af alle mink var ikke en mulighed, som var behandlet i materialet udarbejdet til brug

for KU-mødet.

I lyset heraf gav Minkkommissionen udtryk for følgende vurdering:

»Netop fordi beslutningen ikke var beskrevet i mødematerialet, og såvel beslutningen som eksekverin-

gen heraf samtidig var meget vidtgående og intensiv og uden fortilfælde, kan det undre, at spørgsmålet

om hjemmel ikke blev rejst på KU-mødet. Det synes således ikke blot at kunne tages for givet, at der

skulle være hjemmel i eksisterende lovgivning til en sådan meget vidtgående og intensiv beslutning

uden fortilfælde. Tilsvarende synes det heller ikke blot at kunne tages for givet, at der ville være materiel

og finansiel hjemmel til en tempobonus, som var en ny idé undfanget dagen før, og som hverken var

kompensation for tab eller begrundet i påførte omkostninger, men et tilskud. Inspiration til hjemmels-

overvejelser var indeholdt i udkast til notater fra henholdsvis Erhvervsministeriet og Miljø- og Fødeva-

reministeriet, som var KU-sagens bilag 2 og 2a. Tilsvarende behandlede et notat af 2. november 2020

fra Finansministeriet, der var KU-sagens bilag 3, et nyt initiativ i form af tempobonus, idet det i hvert

fald ikke fremgik, at der var finansiel hjemmel hertil. Ifølge forklaringerne for kommissionen blev disse

bilag imidlertid ikke læst i sammenhæng af mødet.

Som nævnt fandt kommissionen, at Miljø- og Fødevareministeriet som ressortministerium

havde handlet »særdeles kritisabelt« i det forløb, som førte til vildledningen og den ulovlige

instruks.

Det centrale spørgsmål er herefter, om det alvorligt kan bebrejdes statsministeren, at heller

ikke hun på KU-mødet var opmærksom på spørgsmålet om hjemmel til udførelse af de trufne

beslutninger.

Som nævnt har Mette Frederiksen oplyst kommissionen om, at hun i andre sager er blevet gjort

opmærksom på, at der manglede lovhjemmel, og at hun ikke mener, at skiftende regeringer kan

forventes at skulle indlede ethvert møde med en drøftelse af, om der foreligger den fornødne

hjemmel til det, som skal drøftes eller besluttes. I øvrigt har hun som nævnt anført, at

»En

regering skal

’up

front’ have at vide, om der er hjemmel til at træffe en beslutning«. Efter

kommissionens opfattelse kan dette dog

»næppe«

kræves i forhold til en beslutning, som ikke

var forudset og i hvert fald ikke behandlet i materialet udarbejdet til brug for mødet. Hvad der

nærmere ligger i kommissionens betragtning herom henstår i det uvisse, ligesom det er uvist,

hvor kommissionen har ment at kunne finde støtte for sin betragtning. En mere oplagt antagelse

er nok, at der netop i en sådan situation påhviler embedsværket en skærpet pligt til at rejse

spørgsmålet om hjemmel.

Det forhold, at der på KU-mødet var drøftelser om beslutninger, som mødedeltagerne ikke var

forberedt til at træffe gennem det foreliggende mødemateriale eller på anden vis, burde først

og fremmest have skærpet de øvrige mødedeltageres agtpågivenhed i forhold til beslutnings-

grundlagets holdbarhed, herunder med hensyn til hjemmelsspørgsmålet.

Det skal i denne forbindelse tages i betragtning, at det efter kommissionens opfattelse ville

have været

»hensigtsmæssigt«,

om Miljø- og Fødevareministeriet på selve KU-mødet havde

Kommissionens beretning s. 32 og s. 629.

Kommissionens beretning s. 33.

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

delt sin vurdering af spørgsmålene om hjemmel, både til aflivning af mink og tempobonus,

uanset at man ikke havde forudset, at der på KU-mødet den 3. november ville blive truffet en

meget vidtgående og intensiv beslutning om aflivning af alle mink, inkl. avlsdyr.

Kommissi-

onens vurdering på netop dette punkt må betegnes som yderst afdæmpet.

Departementschefen i Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, og hans ministerium

havde ikke forudset beslutningen om aflivning af alle mink. Kommissionen bemærker hertil,

at der »så meget desto mere« kunne være anledning til at sikre hjemmel for eksekvering af den

meget vidtgående og intensive beslutning. Departementschefen nævnte ikke på KU-mødet

spørgsmål om hjemmel til aflivning af mink, og heller ikke tempobonus, og han rejste heller

ikke spørgsmål herom i den efterfølgende tid op til pressemødet. Han har for kommissionen

forklaret, at hjemmel ikke var »top of mind«. Kommissionen bemærkede hertil, at dette »kan

undre«.

Det er indgået i kommissionens vurderinger, at Miljø- og Fødevareministeriet tidligere havde

oplyst om, at der ikke ville være hjemmel til aflivning af alle mink, herunder så sent som i

coveret til et dagsordenpunkt på mødet i regeringens covid-19-udvalg den 1. oktober 2020,

hvori en række ministre og departementschefer – men ikke statsministeren – deltog. På mødet

blev der formelt truffet beslutning om aflivning af smittede mink og mink i en sikkerhedszone

fastsat til 7,8 km omkring smittede minkbesætninger. Til brug for mødet forelå der et cover,

hvor Miljø- og Fødevareministeriet var angivet øverst. Der stod i coveret, at »Skulle smitteud-

viklingen udvikle sig yderligere, vil mere vidtgående tiltag, som for eksempel aflivning af alle

mink i Danmark, evt. kombineret med et midlertidigt eller permanent forbud mod hold og avl

af mink, kunne overvejes«. Det fremgik som Miljø- og Fødevareministeriets vurdering, at »et

sådant tiltag forudsætter ændret lovgivning på området«. Yderligere stod der, at Miljø- og Fø-

devareministeriet sammen med Justitsministeriet og Sundhedsministeriet skulle forberede »den

tekniske afklaring af det fornødne lovgrundlag, såfremt der sidenhen måtte træffes beslutning

om aflivning af alle minkbesætninger i et geografisk område eller i hele landet«. I lyset heraf

fandt kommissionen, at det fremgik af coveret til mødet, at der ikke var hjemmel til aflivning

af alle mink, eller i hvert fald at der udestod en afklaring af lovgrundlag. Kommissionen lagde

videre til grund, at det på et møde i regeringens økonomiudvalg den 30. september 2020 var

blevet besluttet, at bl.a. et scenarie med aflivning af alle mink skulle forberedes, hvilket imid-

lertid ikke skete, uanset at dette var forudsat i coveret til mødet i covid-19-udvalget den 1.

oktober.

Daværende fødevare- og miljøminister Mogens Jensen deltog som ressortminister i KU-mødet

den 3. november og i pressemødet den 4. november. Kommissionen har lagt til grund, at be-

slutningen om aflivning af alle mink blev truffet med hans indforståelse. Kommissionen fandt

ikke

fornødent grundlag for at konkludere, at Mogens Jensen den 4. november vidste, at der

ikke var hjemmel til aflivning af alle mink. Kommissionen lagde i den forbindelse til grund, at

Mogens Jensen ikke kunne huske indholdet af coveret til et møde den 1. oktober i regeringens

covid-19-udvalg, hvor af det ellers fremgik, at der ikke var hjemmel til aflivning af alle mink,

eller at der i hvert fald udestod en afklaring af et lovgrundlag.

Kommissionens beretning s. 34 og 636.

Kommissionens beretning s. 237.

Se nærmere Minkkommissionens beretning s. 618 ff. og s 633, s. 636, s. 658 og s. 684. Om mødet i økonomi‐

udvalget den 30. september 2020, se beretningen s. 988 ff. Om mødet i covid‐19‐udvalget den 1. oktober

2020, se s. 1060 ff.

Se nærmere Minkkommissionens beretning s. 237 og s. 728.

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

Ud fra ovenstående kan det fastslås, at ikke mindst daværende miljø- og fødevareminister

Mogens Jensen og hans departementschef havde anledning til at rejse spørgsmålet om hjemmel

på KU-mødet den 3. november.

Det fritager ikke i sig selv statsminister Mette Frederiksen for ansvar med hensyn til den mang-

lende hjemmel, at andre deltagere i KU-mødet den 3. november ikke bragte spørgsmålet om

hjemmel op. De foreliggende oplysninger bidrager imidlertid til et samlet indtryk af, at Mette

Frederiksen med rette kunne have forventet, at andre relevante aktører henledte hendes op-

mærksomhed på problemstillingen.

Det skal tages i betragtning, at det for selv de nærmeste ansvarlige i embedsværket var en

teknisk betonet og juridisk vanskelig udfordring at få rede på hjemmelsspørgsmålet, som viste

sig at kræve ret indgående undersøgelser af et kompliceret retsgrundlag. Det fremgår af Mink-

kommissionens beretning, at der ikke blot var usikkerhed om hjemmelen i Miljø- og Fødeva-

reministeriet som ressortministerium, men også i Justitsministeriet.

Hertil kommer, at der

forud for afholdelsen af KU-mødet den 3. november 2020 allerede med hjemmel i dyreholds-

loven var aflivet et stort antal mink på fuldt lovligt grundlag, hvilket kan have bidraget til, at

spørgsmålet om hjemmel til aflivning af alle mink heller ikke for statsministeren var ’top of

mind’.

Det kan desuden nævnes, at efter det foreliggende var heller ikke ledende oppositionspolitikere

eller fremtrædende meningsdannere umiddelbart opmærksomme på hjemmelsproblematikken.

I lyset af ovenstående er det forståeligt og undskyldeligt, at statsminister Mette Frederiksen

ikke blev opmærksom på hjemmelsproblemstillingen.

15. Tilrettelæggelsen af sagsbehandlingen og betydningen for ansvarsspørgsmålet

Spørgsmålet er herefter, om der med hensyn til hændelsesforløbet forud for og efter pressemø-

det den 4. november kan peges på omstændigheder, der samlet set bevirkede, at der med udta-

lelserne på pressemødet blev handlet pligtstridigt ved grov uagtsomhed.

Kommissionen har redegjort for, at Mette Frederiksen har ønsket en styrkelse af Statsmini-

steriets rolle i det samlede regeringsarbejde. Det kan hertil bemærkes, at det selvsagt er en

statsministers ret at afgøre, hvordan regeringens virksomhed organiseres bedst muligt, og at

det som det klare udgangspunkt ikke i sig selv kan være retligt ansvarspådragende, hvis det

generelt eller i en given sammenhæng måtte vise sig, at den valgte struktur i en given sammen-

hæng har fungeret mindre hensigtsmæssigt.

Minkkommissionens beretning indeholder ikke oplysninger eller vurderinger, der giver til-

strækkeligt grundlag for en antagelse om, at Mette Frederiksen har handlet pligtstridigt ved i

forbindelse med forløbet frem til og med pressemødet den 4. november at sætte sig i spidsen

for behandlingen af spørgsmålet om den relevante håndtering af smitterisikoen i forbindelse

med forekomsten og den mulige spredning af virusmutationen cluster 5 i mink. Tværtimod kan

det med rette konstateres, at intentionen bag statsministerens direkte involvering i sig selv var

anerkendelsesværdig. Det kan med andre ord ikke alvorligt bebrejdes Mette Frederiksen, at

Såvel lov om hold af dyr under Miljø‐ og Fødevareministeriet som epidemiloven under Sundhedsministeriet

var i spil. Om drøftelserne mellem medarbejdere i Justitsministeriet og Miljø‐ og Fødevareministeriet, se bl.a.

kommissionens beretning s. 631, s. 640, s. 660 ff., s. 667 f., s. 689 f. og s. 707.

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

hun tog styringen som mødeleder på KU-mødet den 3. november, og at hun på regeringens

vegne ledede pressemødet den 4. november.

Kommissionen har redegjort for, at det ikke var

Statsministeriet eller Miljø- og Fødevare-

ministeriet som ressortministerium, der fik ansvaret for at koordinere KU-sagen, men Justits-

ministeriet. Der kan måske være forskellige opfattelser af, om denne fravigelse fra sædvanlig

praksis var optimal eller hensigtsmæssig. Med et af kommissionen anvendt udtryk kan det uden

videre lægges til grund, at det efterfølgende har vist sig, at tilrettelæggelsen af KU-mødet den

3. november indebar

»øget risiko for fejl på en uhensigtsmæssig måde«. Fejlen opstod som

direkte følge af, at ingen af mødedeltagerne fandt anledning til at rejse spørgsmålet om hjem-

mel.

Det kan i hvert fald konstateres, at forløbet såvel under forberedelsen af KU-mødet som

efterfølgende blev præget af fejl og misforståelser, som til dels kan have beroet på tilrettelæg-

gelsen af arbejdsfordelingen mellem de relevante aktører.

Ved vurderingen af Mette Frederiksens ansvar skal det tages i betragtning, at forløbet op til

KU-mødet den 3. november blev tilrettelagt administrativt uden hendes direkte indblanding.

Kommissionen har lagt til grund, at Statsministeriet indtog en overordnet og styrende rolle i

processen. Det var Barbara Bertelsen, der på et departementschefmøde om eftermiddagen den

3. november bestemte, at Justitsministeriet skulle koordinere sagen.

Det var Barbara Bertelsen,

der tilrettelagde processen, og hun var bekendt med, at ressortministeriet i konsekvens af hen-

des beslutning i nogen grad var trådt i baggrunden og koblet af, idet hun ved flere lejligheder i

stedet søgte dialog med Justitsministeriet, hvilket efter kommissionens opfattelse alt sammen

indebar »øget risiko for fejl på en uhensigtsmæssig måde«.

Der foreligger ikke noget om, at

statsministeren bidrog til beslutningen herom, og det kan følgelig ikke med rimelighed antages,

at Mette Frederiksen har foretaget sig noget retligt ansvarspådragende i den forbindelse.

Kommissionen har som nævnt betegnet processen op til KU-mødet den 3. november som

»forceret«.

Materialet fremkom meget sent, og der blev ikke fra statsministerens side ind-

rømmet en læsepause.

Mette Frederiksen har forklaret, at hun alene fik læst det først udsendte

cover samt risikovurderingen i sagens bilag 1, men ikke det senere udsendte reviderede cover

eller de øvrige bilag.

I lyset af Mette Frederiksens forklaring har Kommissionen fundet anledning til en konstatering

af, at hun

»må

have været bekendt med«, at mødet blev tilrettelagt og materiale udarbejdet i en

»forceret

proces«. Konstateringen er sådan set udtryk for en selvfølgelighed, men rummer

sprogligt en kritisk brod, idet der kan indfortolkes en form for bebrejdelse i vendingen, at hun

»må

have været bekendt med«. Tilsvarende ligger der en antydning af kritik i kommissionens

bemærkning samme sted om, at Mette Frederiksen angiveligt ikke under afhøringen har kunnet

forklare, hvorfor hun ikke læste bilagene.

Bemærkningen herom har ikke afsæt i den indle-

dende gengivelse af Mette Frederiksens forklaring, hvoraf det tværtimod fremgår, at hun

»ikke

nåede« at læse det endelige KU-cover inden mødet, med andre ord på grund af travlhed.

Som nævnt har Mette Frederiksen forklaret, at

»hastighed

var en afgørende parameter«, og at

det var derfor, at hun tillod, at KU-mødet blev gennemført få minutter efter mødematerialets

udsendelse i den fulde og endelige version. Mette Frederiksen har videre forklaret, at hun ikke

Kommissionens beretning s. 623.

Kommissionens beretning s. 628 og 735.

Kommissionens beretning s. 734.

Kommissionens beretning s. 653.

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

foreslog en kort læsepause, da det var hendes klare overbevisning, at der var behov for at rea-

gere og få truffet de fornødne beslutninger, så man kunne komme i gang med at eksekvere af

hensyn til danskernes folkesundhed og det globale verdenssamfunds syn på Danmark.

Som nævnt har Mette Frederiksen forklaret, at hun var i tvivl om, hvorvidt det var nødvendigt

at slå alle mink ned, at hun spurgte herom 3-4 gange, og at Sundhedsministeriet på mødet meget

klart tilkendegav, at der

»ikke

var noget at gøre«.

I lyset af de foreliggende oplysninger om Mette Frederiksens bedømmelse af situationens

alvor og hendes oplevelse af, at det var nødvendigt umiddelbart at påbegynde aflivning af alle

mink, giver hastværket mening, uanset at der efterfølgende har kunnet rejses tvivl om, hvorvidt

der objektivt set var tilstrækkelige holdepunkter for hendes opfattelse. Det skal i den forbin-

delse tages i betragtning, at det for de implicerede på såvel det politiske niveau som i embeds-

værket var den klare opfattelse, at der forelå en meget alvorlig situation, som skabte alvorlig

bekymring og gjorde det påtrængende at handle hurtigt og resolut.

Der kan ikke med rimelig sikkerhed fastslås, at det alvorligt ville kunne bebrejdes Mette Fre-

deriksen som groft uagtsomt, at KU-mødet den 3. november 2020 blev tilrettelagt og gennem-

ført på en måde, der alt andet lige vil kunne betegnes som uhensigtsmæssig.

16. Betydningen af forløbet efter KU-mødet frem mod pressemødet den 4. november

Kommissionen fandt, at der i tiden mellem KU-mødet og pressemødet den 4. november

2020 kl. 16.00 var anledning til at overveje hjemmelsgrundlaget, også henset til at det efter

KU-mødet stod klart, at der var truffet en beslutning, som var meget vidtgående og intensiv og

uden fortilfælde, at beslutningen ikke var i overensstemmelse med indstillingen i coveret, og

at den ville blive meldt ud af statsministeren på et pressemøde.

Kommissionen bemærkede som nævnt, at Mette Frederiksen ikke på KU-mødet foreslog at

sende sagen tilbage til ressortministeriet med henblik på en endelig indstilling. Kommissionen

tilføjer:

»uanset

at der viste sig at være tid hertil«.

Kommissionen sammenholder dette

med, at

den del af sagen, som vedrørte tiltag i forhold til den humane sundhed i Nordjylland, faktisk

blev udskudt til et af de efterfølgende KU-møder. Kommissionens betragtninger herom er fak-

tuelt korrekte, men tvetydige, idet de dels rummer en antydning af kritik af dette element i den

forcerede proces (»uanset«), men samtidig rummer en erkendelse af, at

»der

viste sig« at være

tid

til en tilbagesendelse, dvs. at dette ikke nødvendigvis stod klart på tidspunktet for KU-

mødet.

Mette Frederiksen forklaring vedrørende tidsforskydningen i forhold til »Nordjyllands-

pakken« var, at man ikke kunne nå at blive færdig med denne til den 4. november, idet der var

mange forhold, som skulle afklares i Nordjylland, herunder bl.a. i forhold til kollektiv trafik.

Hun gav i øvrigt udtryk for en forventning om, at

»selvfølgelig

vil en styrelse gå videre med

sit arbejde«.

På KU-mødet den 3. november indskærpede Mette Frederiksen som nævnt, at hun havde en

forventning om, at ministrene gennemgik de elementer, som koordinationsudvalget skulle være

opmærksomme på. Det kan i den forbindelse bemærkes, at det i almindelighed må kunne for-

ventes, at embedsværket følger op på beslutninger truffet på et møde i et regeringsudvalg.

Minkkommissionen rettede hård kritik mod flere af aktørerne for at have svigtet deres ansvar i

tiden op til pressemødet den 4. november.

Se nærmere kommissionens beretning s. 33 og s. 631 f.

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

Efter kommissionens opfattelse burde Miljø- og Fødevareministeriet i tiden frem til udmeldin-

gen af beslutningen til minkavlere og offentlighed på pressemødet den 4. november have delt

sin vurdering af spørgsmålene om hjemmel og så vidt muligt sikret, at der ikke på pressemødet

skete vildledning eller ulovlig instruktion. Det havde i den forbindelse været naturligt at tage

kontakt til Statsministeriet, som forestod planlægning af pressemødet, og også til Justitsmini-

steriet, som havde koordineret sagen, og som konkret udviste interesse i spørgsmålet om hjem-

mel til aflivning af alle mink, idet kontakten efter kommissionens opfattelse burde have været

sket på højeste niveau, hvad enten ministerniveau eller departementschefniveau. Kommissio-

nen har noteret sig, at der i løbet af den 4. november faktisk var drøftelser i Fødevarestyrelsen,

som bekræftede vurderingen af, at der ikke var hjemmel, hvilke drøftelser indbefattede Miljø-

og Fødevareministeriet.

Som tidligere nævnt udsendte Fødevarestyrelsen ikke desto mindre

et brev

den 6. november om, at alle mink skulle aflives, stillede minkavlerne tempobonus i

udsigt trods manglende hjemmel.

Samlet fandt kommissionen,

at Miljø- og Fødevareministeriet som ressortministeriun havde

handlet »særdeles kritisabelt« i det forløb,

som førte til den grove vildledning af minkavlere og

offentlighed og den ulovlige instruks til myndigheder i forbindelse med pressemødet den 4.

november.

Yderligere fandt kommissionen

det »kritisabelt«, at den daværende departements-

chef for Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, ikke havde sikret sig, at hjemmel

til aflivning af alle mink og til udbetaling af tempobonus var blevet undersøgt og bekræftet i

Miljø- og Fødevareministeriet som ressortministerium.

Statsministeriet havde handlet »meget kritisabelt« ved ikke at have rejst spørgsmålet om hjem-

mel over for ressortministeriet og ved at have foretaget utilstrækkeligt faktatjek af et udkast til

statsministerens talepapir. Departementschef, Barbara Bertelsen, burde havde rejst spørgsmålet

om hjemmel over for ressortministeriet, i hvert fald forinden statsministerens pressemøde den

4. november, med henblik på at sikre at der var fornøden lovhjemmel.

Justitsministeriet havde handlet »kritisabelt« ved, trods kendskab til ressortministeriets vurde-

ring af den manglende hjemmel, ikke at afhjælpe den opståede vildfarelse.

Justitsministeriets

departementschef, Johan Legarth,

burde have rejst spørgsmålet om hjemmel over for ressort-

ministeriet, i hvert fald forinden statsministerens pressemøde den 4. november, med henblik på

at sikre, at der var fornøden lovhjemmel.

I lyset af kommissionens vurdering må det kunne lægges til grund, at statsministeren med

rette kunne have tillid til, at man i de involverede ministerier afdækkede de relevante problemer

i løbet af den tid, der ganske rigtigt var til rådighed herfor. Rent faktisk blev det jo forud for

pressemødet afklaret, at retsgrundlaget var mangelfuldt, men statsministeren modtog ikke be-

sked herom.

I betragtning af, at Mette Frederiksen i tiden frem til pressemødet den 4. november slet ikke

var bevidst om, at der var et hjemmelsproblem, og ingen i embedsværket på nogen måde be-

nyttede den konkrete anledning til at henlede hendes opmærksomhed herpå, kan det med bety-

delig sikkerhed afvises, at hun på en retligt ansvarspådragende måde har tilsidesat en embeds-

pligt ved ikke i den mellemliggende periode aktivt at have adresseret spørgsmålet.

Kommissionens beretning s. 34 og s. 636 f.

Kommissionens beretning s. 41 ff. og s. 644.

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

V. SAMMENFATNING AF VURDERINGEN VEDRØRENDE SPØRGSMÅLET OM

RETLIGT ANSVAR FOR STATSMINISTER METTE FREDERIKSENS FORHOLD I

MINKSAGEN

17.

Ved en retlig vurdering af statsminister Mette Frederiksens ansvar i Minksagen skal det

tages i betragtning, at ansvar efter ministeransvarlighedsloven er et strafferetligt ansvar. I hen-

hold til grundloven rejses tiltale af Folketinget. Selve anklagebeslutningen er ikke undergivet

nogen retlig normering, så Folketinget er i denne sammenhæng ikke bundet af sædvanlige

straffeprocessuelle principper om tiltalerejsning.

Ikke desto mindre har det selvsagt en væ-

sentlig interesse at afklare, om det i et givet tilfælde kan forventes, at der ved rejsning af tiltale

ved Rigsretten kan forventes en fældende dom.

Minksagen handler om, at der på et møde i regeringens koordinationsudvalg om aftenen den 3.

november 2020 blev truffet beslutning om aflivning af alle mink og at tildele minkejere såkaldt

tempobonus for selv hurtigt at føre beslutningen ud i livet. Mødet blev ledet af statsminister

Mette Frederiksen, som den følgende dag om eftermiddagen meddelte beslutningen på et pres-

semøde. Det viste sig efterfølgende, at der ikke var hjemmel i form af fornødent retsgrundlag

til gennemførelse af de trufne beslutninger. Dermed var de trufne beslutninger i strid med le-

galitetsprincippet, og udmeldingerne af de trufne beslutninger indebar en overtrædelse af of-

fentlige myndigheders sandhedspligt, der omfatter et forbud mod vildledning.

I forhold til statsminister Mette Frederiksens udmeldinger på pressemødet den 4. november

gav kommissionen udtryk for, at disse

objektivt

set var »groft vildledende«. Videre fandt kom-

missionen imidlertid, at Mette Frederiksen

subjektivt

ikke »havde viden herom eller hensigt«

til at vildlede, idet hun ikke kendte til den manglende hjemmel til aflivning af alle mink.

Som belyst i den foranstående gennemgang kan det konstateres, at ingen rejste spørgsmålet om

hjemmel over for statsminister Mette Frederiksen forud for pressemødet den 4. november. Et

betragteligt antal mere eller mindre højtstående embedsmænd var faktisk forud for pressemødet

på det rene med, at der manglede hjemmel til aflivning af alle mink og til at udlove tempobonus

– eller burde for nogens vedkommende i det mindste have været opmærksomme herpå. Men

information herom nåede først for sent frem til statsminister Mette Frederiksen, nemlig om

aftenen den 8. november.

Som det fremgår af de forfatningsretlige og forvaltningsretlige normer på området, er udgangs-

punktet, at en minister må kunne regne med, at embedsværket i de relevante fagministerier har

styr på hjemmelsspørgsmål og andre juridiske forhold. Det kan sædvanligvis ikke forventes, at

en minister spørger ind til den slags og selv sikrer sig, at der er lovhjemmel til et indgreb i

borgernes rettigheder, hvis vedkommende er omgivet af topembedsfolk, som ikke nævner eller

i det mindste antyder, at der kan være et problem. Det er netop på denne baggrund, at Mink-

kommissionen har rettet hård kritik mod den ansvarlige ressortminister på fagområdet og mod

et stort antal mere eller mindre højtstående embedsmænd, som burde have sikret sig, at det

fornødne lovgrundlag var til stede.

Det skal i den forbindelse tages i betragtning, at det for selv de nærmeste ansvarlige i embeds-

værket var en teknisk betonet og juridisk vanskelig udfordring at få rede på hjemmelsspørgs-

målet, som viste sig at kræve ret indgående undersøgelser af et kompliceret retsgrundlag.

Se herom Jens Peter Christensen i Ministre og embedsmænd. Pligter og ansvar, 2022, s. 125 m. henv. til

samme Ministeransvar, kapitel 22.

Jørgen Albæk Jensen

Jens Elo Rytter

Jørn Vestergaard

Retlig vurdering af spørgsmålet om

statsminister Mette Frederiksens

ansvar i Minksagen

I lyset heraf er det forståeligt og undskyldeligt, at statsminister Mette Frederiksen ikke i for-

bindelse med mødet i regeringens koordinationsudvalg om aftenen den 3. november 2020 var

opmærksom på problemstillingen omkring hjemmel. Det kan ikke med rimelighed antages, at

det på grundlag af de foreliggende oplysninger alvorligt kan bebrejdes hende, at hun ikke selv

rejste spørgsmålet om hjemmel.

Til trods for, at der i embedsværket var fokus på hjemmelsspørgsmålet i tidsrummet efter mø-

det i koordinationsudvalget den 3. november og før pressemødet den følgende dag kl. 16, var

der ingen, der gjorde statsministeren opmærksom på problemerne. Hun havde heller ikke i

øvrigt nogen konkret anledning til at overveje spørgsmålet. Det må lægges til grund, at hun

med rette kunne have tillid til, at man i de involverede ministerier afdækkede de relevante

problemer i løbet af den tid, der var til rådighed herfor. Det må følgelig afvises, at det på grund-

lag af de foreliggende oplysninger alvorligt kan bebrejdes hende, at hun ikke i den mellemlig-

gende periode aktivt adresserede spørgsmålet.

Som der er redegjort for i ovenstående gennemgang, kan det heller ikke alvorligt bebrejdes

Mette Frederiksen, at beslutningsprocessen op til pressemødet og rammerne omkring denne

blev tilrettelagt i en hasteproces, selv om dette, som også påpeget af Kommissionen, i sagens

natur øgede risikoen for fejl og misforståelser. Hertil må det særligt bemærkes, at det ikke

nødvendigvis er givet, at det var tilrettelæggelsen af forløbet op til pressemødet den 4. novem-

ber og den såkaldt forcerede proces, der i sig selv bevirkede, at statsministeren ikke blev gjort

opmærksom på hjemmelsproblemet. Embedsværket kendte jo problemstilingen og havde lej-

lighed både på KU-mødet den 3. november og efterfølgende til at gøre opmærksom herpå, men

svigtede.

VI. SAMLET KONKLUSION

18.

Sammenfattende kan det med en høj grad af sikkerhed konstateres, at der ikke i Minkkom-

missionens beretning er tilstrækkelige holdepunkter for en antagelse om, at der ville kunne

være grundlag for alvorligt at bebrejde statsminister Mette Frederiksen, at hun på pressemødet

den 4. november 2020 ikke var opmærksom på, at der ikke var hjemmel til aflivning af alle

mink eller til udbetaling af tempobonus. Der foreligger heller ikke i øvrigt oplysninger, der

giver grundlag for antagelser om, at der ville kunne gøres retligt ansvar gældende mod Mette

Frederiksen. Det kan følgelig ikke forventes, at Mette Frederiksen ville kunne dømmes efter

ministeransvarlighedsloven for grov uagtsomhed, endsige for et forsætligt forhold i forbindelse

med beslutningen og udmeldingen om aflivning af alle mink.

Jørgen Albæk Jensen,

professor emeritus i offentlig ret,

Aarhus Universitet

Jens Elo Rytter,

professor i forfatningsret,

Københavns Universitet

Jørn Vestergaard,

professor emeritus i strafferet,

Københavns Universitet