Notat
Marts 2023
Ny EU-analyse understreger EU-landenes manglende maritime kapaciteter
Rådet for Den Europæiske Unions interne forskningstjeneste har netop offentliggjort en analyse, som
fremhæver vigtigheden af, at et samlet Europa står stærkt også på søsiden, og at EU bør lægge større vægt
på havenes strategiske rolle.
Ifølge analysen er EU i dag ikke en egentlig sømagt, selv om EU anser sig selv for at være en global maritim
aktør. EU har en kystlinje, der strækker sig over 70.000 km med direkte adgang til fire havområder og to
oceaner. EU er samtidig dybt afhængig af havet i forhold adgang til energi, information, handel samt
fødevarer. Analysen peger endvidere på, at vi ser ind i en verden med øget militær spænding til søs,
accelererende klimaændringer, øget pres på maritime ressourcer og store forstyrrelser i handelsmønstrene.
Til trods for dette lægger EU mindre vægt på den strategisk vigtige rolle og store betydning, som havene
udgør
–
i modsætning til
konkurrerende
stater og verdensdele. Dette kan blandt andet ses ved, at EU ikke
længere er den sømilitære magt, som dets medlemslande tidligere har været. Under Den Kolde Krig var det
hovedsageligt de europæiske lande, som havde verdens stærkeste flåder. Men ifølge analysen vil det fra
2030 være lande som USA, UK, Kina, Indien og Rusland, der har de stærkeste flåder i verden, efterfulgt af
Japan og Sydkorea. Dermed er der ifølge analysen et skifte i gang, hvor den globale maritime magtbalance
rykker fra Europa mod Asien.
Ifølge analysen har
EU’s konkurrenter
som f.eks. Kina, Rusland, Tyrkiet og Indien i højere grad fokus på
havets strategiske rolle, og det er også i dette lys, at man skal se landenes stigende fokus på at opbygge
større og mere højteknologiske flåder. Igennem opbygningen af stærke flådestyrker ønsker disse lande at
øge deres kontrol og indflydelse på regionalt og globalt plan i forhold til blandt andet adgangen til de store
naturressourcer, som havene indeholder, samt på de globale maritime handelsveje, som har enormt stor
strategisk betydning for verdensøkonomien.
Udover opbygningen af stærke flåder, ses flere af disse stater i stigende grad også at gøre brug af hybride
magtmidler til at sprede deres indflydelse på det maritime område. Kina gør f.eks. brug af civile fartøjer til
at markere landets tilstedeværelse i omstridte farvande i bl.a. Det Sydkinesiske Hav, og landet har også
langsigtet fokus på at få adgang til de råmaterialer, som findes på havets bund, herunder via hybride
magtmidler. Andre stater har i stigende grad fået øjnene op for den stigende mængde kritisk infrastruktur,
der findes på havets bund, samt hvor sårbar den er.
Med konkurrerende landes stigende interesse og fokus på havets strategiske betydning og de muligheder,