Forsvarsudvalget 2022-23 (2. samling)
FOU Alm.del Bilag 130
Offentligt
Danmark og en kreds af lande er klar til at træne ukrainere
til F-16
Danmark, Nederlandene, Belgien, Canada, Luxembourg, Norge, Polen,
Portugal, Rumænien, Sverige og Storbritannien er enige om at påbegynde
træning af ukrainere til F-16. Træningen ventes igangsat i sensommeren og
skal bl.a. foregå i Danmark.
En kreds af 11 lande er blevet enige om at gå sammen i en koalition, som skal sikre træning
af det ukrainske luftvåben i anvendelsen af F-16 kampfly. Træningen omfatter piloter, men
også uddannelse og træning af teknisk personel og støttepersonel.
”Det er helt afgørende, at ukrainerne får mulighed for at forsvare deres luftrum. Første
skridt er at træne ukrainerne i at kunne flyve, servicere og vedligeholde F-16 fly på et basalt
taktisk og teknisk niveau. Det er en stor og langsigtet indsats, og derfor er det vigtigt, at vi
nu er en bred kreds af lande, som går sammen om at tage hul på opgaven. På sigt vil det
gøre en stor og vigtig forskel for Ukraines frihedskamp,” siger fungerende forsvarsminister
Troels Lund Poulsen.
Danmark og Nederlandene står i spidsen for at udvikle en model for træningsindsatsen.
Derudover har Belgien, Canada, Luxembourg, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Sverige og
Storbritannien også tilsluttet sig koalitionen af lande, som støtter træningen af ukrainere til
at operere F-16 kampfly.
Træningen skal foregå uden for Ukraine – herunder bl.a. i Danmark – og forventes at
begynde i sensommeren. I første omgang med afprøvning og udvælgelse af ukrainsk
personel og derefter sprogundervisning for de piloter og øvrigt personel, hvor det er
nødvendigt. Derefter vil der være teoretisk og praktisk træning.
Formålet med træningsindsatsen er, at det ukrainske luftvåben skal have de basale
færdigheder og forudsætninger for at flyve, servicere og vedligeholde F-16 fly. Koalitionens
fokus er derfor i første omgang på træningsindsatsen, men med mulighed for at overveje
andre F-16 relaterede indsatser.
”Ukraine har brug for fly. Mere end nogensinde hvis de skal vinde deres kamp mod Putins
Rusland – og det gælder også danske F-16 fly. Spørgsmålet om mulig donation må følge.
Det vil kræve støtte fra flere lande. I første omgang fokuserer vi på træningsindsatsen, som
udgangspunktet for den videre diskussion. Og her tager Danmark et stort ansvar,” siger
Troels Lund Poulsen.
LÆS HELE JOINT STATEMENT HER