Færøudvalget 2022-23 (2. samling)
FÆU Alm.del Bilag 31
Offentligt
Tórshavn, den 27. april 2023
Orientering nr. 07/2023
57,5 mio. kr. på den danske finanslov skaber debat på Færøerne
De to færøske Folketingsmedlemmer, Sjúrður Skaale (Javnaðarflokkurin) og Anna Falkenberg
(Sambandsflokkurin), har under finanslovsforhandlingerne i Danmark indgået aftale med regeringen om,
at der de kommende år afsættes 57,5 mio. kr. på finansloven til bl.a. havforskning i Nordatlanten,
forskning i udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, et kultur- og søfartshus, bekæmpelse af sagsbunker
hos Retten på Færøerne, samt etablering af en skydebane til det færøske politi.
Bevillingen på den danske finanslov har skabt stor debat på Færøerne, hvor bl.a. den tidligere lagmand
og tidligere medlem af Folketinget Jóannes Eidesgaard (Javnaðarflokkurin) udtaler til FM1:
”Det er både
flovt og latterligt, at de to folketingsmedlemmer har skaffet 57,5 mio. kr. på den danske finanslov, samtidig som landsstyret
og et enigt Lagting har vedtaget at nedsætte statens tilskud til Færøerne med 25 mio. kr. De færøske FT-mellemmer skal
først og fremmet tjene det færøske folk, men de skal også tjene landsstyret.”
Erling Eidesgaard (Tjóðveldi) udtaler til
KVF, at:
”De to ”julemænd” i Folketinget bliver brugt af den danske stat til at underminere det færøske parlaments
beslutninger”.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har besøgt Færøerne
Den 13.-14. april 2023 var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen på officielt besøg hos
landsstyremedlem for udenrigs- og erhvervsanliggender Høgni Hoydal (Tjóðveldi). Ud over mødet
mellem udenrigsministeren og landsstyremanden, mødtes udenrigsministeren med Lagtingets
Udlandsudvalg.
Udenrigsministeren udtrykte efter mødet til KVF glæde over, at de to lande langt hen ad vejen ser ens på
tingene. Begge parter er klar over, at der er spørgsmål, de to lande ser meget forskelligt på, men med
respekt for det skal der samarbejdes for at løse tidens store udfordringer på den bedst tænkelige måde
for begge lande. Udenrigsministeren udtrykte endvidere glæde over, at Færøerne har taget imod ukrainske
flygtninge, bidraget med humanitær bistand til Ukraine, ligesom Færøerne har besluttet at følge samtlige
sanktioner vedtaget af EU mod Rusland. På spørgsmålet om Færøernes fortsatte fiskerisamarbejde med
Rusland udtalte udenrigsministeren, at det ikke er en beslutning, som han skal træffe. Men der, hvor
Danmark måske kan bidrage, er bl.a. ved at få åbnet EU-døren (se Orientering 03/2023 om Færøernes
ønske om en frihandelsaftale med EU). ”Hvis
man skal lukke ned for samhandlen med nogen, så skal man jo finde
nogle andre at handle med”,
udtalte udenrigsministeren. Høgni Hoydal udtalte ligeledes til KVF, at han var
tilfreds med mødet, og at formålet med mødet bl.a. havde været at finde en måde fremadrettet at
samarbejde på inden for det udenrigspolitiske område. Høgni Hoydal fremhævede, at parterne kender
hinanden godt, og at udenrigsministeren er klar over, at Færøerne vil have sin egen udenrigspolitiske
stemme i international sammenhæng.
Amtmansbrekkan 6
FO-100 Tórshavn
www.rigsombudsmanden.fo
Telefon: +298 201 200