Færøudvalget 2022-23 (2. samling)
FÆU Alm.del Bilag 3
Offentligt
2642718_0001.png
Rigsombudsmanden på Færøerne
Tórshavn, den 10. november 2022
Indberetning nr. 21/2022
Lagmanden har udskrevet valg til Lagtinget til afholdelse den 8. december 2022
Efter at lagmanden den 8. november 2022 fritog Jenis av Rana, Miðflokkurin, fra hvervet som
landsstyremand for Udenrigs- og kulturområdet, valgte Miðflokkurin at trække sig fra koalitionen,
som således ikke længere har et flertal bag sig. Det stod hurtigt klart, at oppositionspartierne ikke
ville bakke op om en mindretalskoalition, hvilket i går fik lagmanden til at udskrive nyvalg til
Lagtinget til afholdelse torsdag den 8. december 2022.
Baggrunden for at lagmanden fritog Jenis av Rana fra landsstyreposten var,
at lagmanden dagen
forinden havde flyttet et sagsområde fra Jenis av Rana til landsstyremand Magnus Rasmussen, idet
Jenis av Rana havde næget at give præsterne på Færøerne besked om, at et barn af en medmoder efter
en lovændring nu har mulighed for at få medmoderens efternavn. Jenis av Rana udtalte efterfølgende
i et interview til radiostationen FM1, at han håbede på, at landsstyremand Magnus Rasmussen, heller
ikke ville lytte efter lagmanden. Lagmanden udtalte i forbindelse med sin beslutning: “Siden
jeg blev
lagmand, har jeg prøvet at være samlende, diplomatisk og rummelig. Men samtidig må jeg indse, at
landsstyremanden i udenrigs- og kulturanliggender over et længere tidsrum har udfordret dette. Da
landsstyremanden så i går offentligt opfordrer andre landsstyremænd til direkte at gå imod
lagmandens beslutning, ja så rækker min rummelig ikke længere”.
Jenis av Rana har den seneste tid været i centrum i færøsk politik grundet sin udtalelse om, at han
ikke ville pege på en homoseksuel statsminister hvis han opnåede repræsentation i Folketinget, da
denne levemåde ikke er i overensstemmelse med den grundlov, som han selv og hans parti bygger
på. En udtalelse som medførte, at Tjóðveldi havde forberedt et mistillidsvotum mod
landstyremanden, som efter al sandsynlighed skulle have været fremlagt i Lagtinget samme dag, som
lagmanden besluttede at fritage Jenis av Rana fra landsstyreposten.
Formanden for Fólkaflokkurin trækker sig og stiller ikke op i politik igen
Christian Andreasen, formand for Fólkaflokkurin, som i marts 2022 blev valgt til formand for partiet,
efter at den tidligere formand Jørgen Niclasen trak sig, har meddelt, at han trækker sig som formand
og har ligeledes valgt ikke at stille op til Lagtingsvalget den 8. december 2022. Om baggrunden for
at han trækker sig, oplyser Christian Andreasen bl.a.:
”Som alle ved, fik Fólkaflokkurin et dårligt valg
til det seneste folketingsvalg. Der er flere årsager til dette, men særligt var det opstillingen hos partiet
til folketingsvalget, som blev gjort mod min anbefaling. Selv om jeg for kort tid siden blev valgt til
formand for partiet, faldt antallet af personlige stemmer, både i forhold til seneste folketingsvalg og
i forhold til seneste lagtingsvalg. Ud over dette, så har jeg ikke den nødvendige brede opbakning til
at gennemføre de ændringer, som jeg mener, er nødvendige for partiet.
Partiledelsen mødes i dag kl. 17.
Fintælling ændrer ikke på valgresultatet
Som oplyst i Indberetning nr. 20/2022 blev der den 31. oktober 2022 afholdt valg til Folketinget på
Færøerne. Fintællingen har nu fundet sted og ændrer ikke på resultatet. Det er således Anna
Falkenberg fra Sambandsflokkurin og Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin, som er valgt til
Folketinget.
Forhandlinger med Rusland må vente til efter valget
Lagmanden udtaler i dag til KVF (den færøske radio- og tv-station) at spørgsmålet om, hvorvidt
Færøerne skal indgå en ny fiskeriaftale med Rusland må vente til efter det kommende lagtingsvalg.
Amtmansbrekkan 6
FO-100 Tórshavn
Telefon: +298 20 12 00
Telefax: +298 20 12 20
E-post: [email protected]
www.rigsombudsmanden.fo
CVR–nr. 11-86-16-28
V-tal 3 4 4 3 3 8
FÆU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 3: Indberetning nr. 21 fra Rigsombudsmanden på Færøerne
Rigsombudsmanden på Færøerne
Side 2
Lagmanden udtaler, at forhandlingerne normalt foregår med Rusland inden for en rammeaftale, men
den nuværende situation mellem Rusland og Ukraine har medført, at landsstyremanden for
fiskerianliggender har rådført sig med Lagtingets Udlandsudvalg om, hvorvidt landsstyret bør indlede
fiskeriforhandlinger med Rusland. Udvalget nåede ikke at komme med sin anbefaling til
landsstyremanden, inden valget blev udskrevet.
”Det vil være underligt, at den siddende koalition,
hvor lagmanden har udskrevet valg, træffer afgørelse i så politisk en sag. Det vil være rigtigst at
vente med så betydningsfuld en sag til efter valget”,
udtaler lagmanden.
Kyststatsforhandlinger om makrel
Landsstyremand for fiskerianliggender, Árni Skaale, har oplyst, at repræsentanter fra kyststaterne i
sidste uge mødtes i London for at forhandle om makrelkvoterne for 2023. Der er fortsat ikke opnået
enighed mellem landene, som dog er enige om at følge anbefalingen fra ICES om en samlet TAC på
782.066 tons makrel. De enkelte kyststater har indtil videre selv fastsat deres egne kvoter, som
tilsammen langt overstiger anbefalingen fra ICES. Árni Skaale har dog fortsat en forventning om, at
kyststaterne vil komme til enighed om en fordeling. Næste forhandlingsmøde finder sted den 5. og 6.
december 2022.
Hackerangreb mod det færøske olieselskab Effo
Sidst i oktober oplyste det færøske olieselskab Effo, at selskabet tidligere på året har været udsat for
et hackerangreb på deres kunde- og regnskabssystem. Hackerangrebet betød bl.a., at systemerne på
benzinstationerne ikke fungerede i nogle timer, men derudover var det primært hovedkontoret, som
blev ramt.
Søkablet Shefa ramt af tre brud med kort tids mellemrum
Den færøske televirksomhed Føroyar Tele har oplyst, at Shefa-søkablet tre gange inden for kort tid
har været ramt af brud ud for Shetlandsøerne. Shetland News skriver, at skaderne sandsynligvis
stammer fra fiskeredskaber, selv om kablet er grundig opmærket i søkort.
Færøske virksomheder er under mistanke for brud på sanktionerne mod Rusland
Politiet i Danmark har sendt sager om to færøske virksomheder, som er under mistanke for brud på
sanktionerne, som er sat i værk mod Rusland og Hviderusland, til videre undersøgelse på Færøerne.
Brud på sanktioner kan give en straf fra bøde og op til fire års fængsel.
De offentlige udgifter var i 2021 på 11,7 mia. kr.
Efter 5 år med stor årlig vækst i de offentlige udgifter er udgifterne i 2021 faldet med 2 pct. i forhold
til 2020. I 2021 blev ca. 4,2 mia. kr. eller 36 pct. anvendt på socialområdet, som er langt det største
område. Det er dog mindre end i Danmark, hvor det tilsvarende område udgør 42 pct. Udgifterne til
ældreområdet er på ca. 2 mia. kr. og er vokset med mere end 50 pct. de seneste seks år. I samme
periode er de samlede offentlige udgifter vokset med ca. 40 pct. Færøerne anvender forholdsvis
mange midler på infrastruktur sammenlignet med nabolandene. Færøerne bruger 11,2 pct., mens
Danmark bruger 3,3 pct., Island 6,1 pct. og Norge 6,5 pct.
Aldrig har arbejdsløsheden været lavere på Færøerne
Ifølge de nyeste tal fra Hagstovan (Færøernes Statistik) var 150 personer fuldtidsarbejdsløse i
september 2022 svarende til 0,5 pct. Det er den laveste arbejdsløshed, som er målt på Færøerne. I
september 2020 og 2021 var ledigheden på hhv. 0,9 pct. og 1,1 pct. Af de 150 personer er 90 mænd
og 60 kvinder. I september var der 29 personer, der havde været arbejdsløse i mere end et år.
Områderne Eysturoy og Vágar har den laveste ledighed på 0,2 pct., mens ledigheden på den sydligste
ø, Suðuroy var på 1,1 pct.
FÆU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 3: Indberetning nr. 21 fra Rigsombudsmanden på Færøerne
2642718_0003.png
Rigsombudsmanden på Færøerne
Side 3
RAN nettet til 5G klart
Direktøren i teleselskabet Føroya Tele Samskifti Símun Skaalum oplyser, at den sidste Huawei
radiosender nu er udskiftet. Dermed er arbejdet med at omlægge RAN-nettet, som sørger for dækning
på land og til søs, til Ericsson færdigt. Efter planen skal 5G nettet være klart i 1. kvartal 2023.
BankNordik har pænt overskud i 3. kvartal
BankNordik har offentliggjort regnskab for 3. kvartal, og det viser et pænt overskud efter skat på 111
mio. kr. Ledelsen forventer, at overskuddet for året kommer til at ligge mellem 140-170 mio. kr.,
hvilket er lidt lavere end forventningerne tidligere på året.
Finanstilsynet stiller krav til Norðoya Sparikassa i forhold til hvidvask
Finanstilsynet var i maj på tilsynsbesøg og har på den baggrund bedt Norðoya Sparikassi om at
revidere risikovurdering, politikker og arbejdsgange i forbindelse med hvidvask. Sparikassin har
meldt ud, at man tager Finanstilsynets krav til efterretning og gennemfører de nødvendige ændringer.
Med venlig hilsen
Lene Moyell Johansen