Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 78
Offentligt
Den 9. december 2022
MIM 141-22
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPADVALG
om Kommissionens forslag til to gennemførelsesretsakter om administrative
forlængelser af godkendelserne for imidacloprid i produkttype 18 samt 4,5-dichlor-2-
octyl-2H-isothiazol-3-on (DCOIT) i produkttype 8, i henhold til forordning 528/2012
om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter
(komitesag)
KOM-dokumenter foreligger ikke
Resumé
Kommissionen foreslår administrative forlængelse af udløbsdato for godkendelsen af aktivstoffet
imidacloprid i
”insekticider, acaricider og produkter til bekæmpelse af andre leddyr” (produkttype 18)
samt for aktivstoffet 4,5-dichlor-2-octyl-2H-isothiazol-3-on (DCOIT) i
”træbeskyttelsesmidler”
(produkttype 8). Hvis forslagene bliver vedtaget, vil det betyde, at stofferne fortsat må indgå som aktivstof
i biocidholdige produkter i de respektive produkttyper. Der er ingen væsentlige økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet og staten. Der er heller ingen væsentlige økonomiske eller
administrative konsekvenser for regioner og kommuner. Forslagene har ingen erhvervsøkonomiske
konsekvenser. Der er på nuværende tidspunkt i Danmark godkendt insektmidler med imidacloprid, mens
der ikke er godkendt træbeskyttelsesmidler med DCOIT. Samlet set påvirker forslagene
miljøbeskyttelsesniveauet neutralt, da stofferne er godkendt i EU i dag. Forslagene er drøftet på et møde i
den stående komité for biocidholdige produkter den 8. december 2022 med efterfølgende skriftlig
afstemning. Det vurderes, at det på grund af forhold, der ikke kan tilskrives ansøgerne, er nødvendigt at
udskyde godkendelsernes udløbsdatoer for imidacloprid i produkttype 18 og DCOIT i produkttype 8 i en
periode, der er tilstrækkelig til at give mulighed for at vurdere ansøgningerne om en eventuel fornyelse.
Regeringen agter på den baggrund at støtte Kommissionens forslag om administrative forlængelser af
udløbsdatoerne for godkendelsen af aktivstofferne i de respektive produkttyper.
Baggrund
Kommissionen forventes at fremsætte forslag til beslutning om administrativt at udskyde godkendelsernes
udløbsdato for imidacloprid
i ”insekticider, acaricider og produkter til bekæmpelse af andre leddyr”
(produkttype 18) samt for 4,5-dichlor-2-octyl-2H-isothiazol-3-on (DCOIT)
i ”træbeskyttelsesmidler”
(produkttype 8).
Godkendelserne udskydes i en periode på 2,5 år, hvilket vurderes tilstrækkeligt til at kunne vurdere
ansøgningerne om fornyet godkendelse. Hvis revurderingsarbejdet færdiggøres hurtigere, vil en afgørelse om
fornyelse eller ikke-fornyelse af stoffet afløse den administrative forlængelse.
Forslagene har hjemmel i artikel 82 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 om
tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter.