Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 731
Offentligt
2750258_0001.png
Den 13. september 2023
FVM 297
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til ændring af Kommissionens forordning (EF) nr.
2023/915 for så vidt angår maksimalgrænseværdier for 3-MCPDestre i
modermælkserstatning og tilskudsdrikke (komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om ændring til forordning (EU) nr. 2023/915 af 25. april 2023 om
maksimalgrænseværdier for bestemte forurenende stoffer i fødevarer og om ophævelse af forordning
(EF) nr. 1881/2006 (komitésag). Forslaget vedrører en ændring af maksimalgrænseværdierne for 3-
MCPDestre i modermælkserstatning og tilskudsdrikke, som sættes ned. Den Europæiske Fødevaresik-
kerhedsautoritet (EFSA) har vurderet, at 3-MCPDestre er kræftfremkaldende. EFSA’s seneste data vi-
ser, at indholdet af 3-MCPDestre er faldet i modermælkserstatning, siden de nuværende maksimal-
grænseværdier blev indført, hvorfor de nu kan sættes ned i overensstemmelse med ALARA-princippet
(As Low As Reasonably Achievable) for at sikre et højere forbrugerbeskyttelsesniveau. Forslaget vur-
deres at styrke beskyttelsesniveauet i Danmark og i EU. Forslaget forventes sat til afstemning i den
Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder (SCoPAFF) den 22. september 2023. Regeringen
agter på den baggrund at støtte forslaget.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag til ændring til forordning (EU) nr. 2023/915 af 25. april 2023 om
maksimalgrænseværdier for bestemte forurenende stoffer i fødevarer og om ophævelse af forordning
(EF) nr. 1881/2006.
Forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 2, stk. 2 i Rådets forordning (EØF) nr. 315/93 af 8. februar
1993 om fællesskabsprocedurer for forurenende stoffer i levnedsmidler.
Forslaget behandles i en forskriftsprocedure med kontrol i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Føde-
varer og Foder (SCoPAFF). Såfremt der er kvalificeret flertal for forslaget, forelægger Kommissionen
med henblik på legalitetskontrol
forslaget for Rådet og Europa-Parlamentet, der udtaler sig med hen-
holdsvis kvalificeret og absolut flertal inden for tre måneder. Kommissionen vedtager forslaget, såfremt
Rådet og Europa-Parlamentet tilslutter sig forslaget, eller ikke har udtalt sig inden for tidsfristen. Opnås
der ikke kvalificeret flertal i Den Stående Komité, forelægger Kommissionen sagen for Rådet, der udtaler
sig med kvalificeret flertal inden for to måneder. Kommissionen underretter samtidig Europa-Parla-
mentet. Hvis Rådet vedtager forslaget eller ikke udtaler sig inden for fristen, skal forslaget sendes til
EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 731: Notat om komitésag om maksimalgrænseværdier for 3-MCPDestre i modermælkserstatning og tilskudsdrikke
2750258_0002.png
Europa-Parlamentet til legalitetskontrol. Kommissionen vedtager forslaget, hvis Europa-Parlamentet
ikke inden for en frist på fire måneder har gjort indsigelse mod forslaget.
Forslaget forventes sat til afstemning i den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder (SCoP-
AFF) den 22. september 2023.
Formål og indhold
3-MCPDestre er procesforureninger, som er kræftfremkaldende og dannes under varmebehandling af
fødevarer. Stofferne er især fundet i raffinerede vegetabilske olier. Da modermælkserstatning og til-
skudsdrikke indeholder vegetabilsk olie, findes stofferne ligeledes i disse produkter. EFSA har identifi-
ceret, at især spædbørn og småbørn kan have et højt indtag af stofferne på grund af et ensidigt højt
indtag af modermælkserstatning og tilskudsdrikke.
Med forslaget vil grænseværdierne for 3-MCPDestre i modermælkserstatning og tilskudsdrikke blive sat
ned. Grænseværdier for denne type stoffer fastsættes ud fra ALARA princippet (As Low As Reasonably
Achievable), hvilket er et kompromis mellem det sundhedsmæssigt acceptable og det praktisk mulige.
Hvis vedtaget vil forslaget være gældende fra 1. juli 2024. Produkter, som er markedsført inden denne
dato, kan forblive på markedet inden for holdbarhedsdatoen.
Oversigt over foreslåede grænseværdier
Nuværende maksimalgrænsevær-
dier i forordning 2023/915
(mikrogram/kg)
Modermælkserstatning og tilskuds- 125
drikke på pulverform
Modermælkserstatning og tilskuds- 15
drikke på flydende form
3-MCPDestre
Foreslåede maksimalgrænsevær-
dier
(mikrogram/kg)
80
12
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet vil få forelagt sagen som et led i forskriftsproceduren med kontrol med henblik på
legalitetskontrol.
Nærhedsprincippet
Forslaget vurderes at være i overensstemmelse med nærhedsprincippet, idet der er tale om gennemfø-
relsesbestemmelser til en allerede gældende retsakt.
Gældende dansk ret
Grænseværdier for bestemte forurenende stoffer i fødevarer reguleres af Kommissionens forordning
(EU) nr. 2023/915 af 25. april 2023 om maksimalgrænseværdier for bestemte forurenende stoffer i fø-
devarer og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1881/2006. Ændringen vil være direkte gældende i
Danmark.
Konsekvenser
En vedtagelse af forslaget har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser. Forslaget har heller ingen væ-
sentlige statsfinansielle eller administrative konsekvenser
for det offentlige eller for EU’s
budget. For-
slaget skønnes heller ikke at have væsentlige samfundsøkonomiske konsekvenser eller erhvervsøkono-
miske konsekvenser. Ligeledes medfører forslaget ingen nævneværdige administrative konsekvenser for
erhvervslivet.
2
EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 731: Notat om komitésag om maksimalgrænseværdier for 3-MCPDestre i modermælkserstatning og tilskudsdrikke
2750258_0003.png
DTU Fødevareinstituttet finder generelt, at der er et sundhedsmæssigt rationale for at gennemføre til-
tag, der kan mindske befolkningens eksponering overfor 3-MCPD-fedtsyreestre. Spædbørn, småbørn og
børn er de aldersgrupper, der er mest eksponeret for disse proceskontaminanter, særligt spædbørn un-
der fem måneder, der ikke ammes. For spædbørn under 5 måneder, der får modermælkserstatning, kan
indtaget af 3-MCPD stadig risikere at overstige det tolerable indtag, selv om den nye grænseværdi over-
holdes. DTU Fødevareinstituttet vurderer, at der er spædbørn, der kan have et indtag af 3-MCPD, hvor
en sundhedsmæssig risiko ikke kan udelukkes. Det vil kræve en grænseværdi på 7,5 mikrogram/kg drik-
keklar modermælkserstatning, hvis man helt vil undgå overskridelser af det tolerable indtag for denne
befolkningsgruppe. For spædbørn ældre end fem måneder vil risikoen for overskridelse af det tolerable
indtag være markant reduceret. DTU Fødevareinstituttet vurderer, at analysemetoderne godt kan an-
vendes til at kontrollere overholdelse af en grænseværdi på 12 mikrogram/kg. Analyseteknisk vil det dog
være vanskeligt at kontrollere en lavere grænseværdi end dette.
Høring
Sagen har været i høring på høringsportalen.
DI Fødevarer og Sedan har indsendt samme høringssvar, hvor de angiver, at overholdelse af grænse-
værdierne kræver, at vegetabilsk olie som råvare til modermælkserstatning skal overholde en maksimal-
grænseværdi på 260 mikrogram/kg, hvilket kan være en udfordring. Leverandører af olien har svært
ved at garantere et niveau under 300 mikrogram/kg, men foretrækker at skulle garantere indhold i olien
på 400 mikrogram/kg. Producenterne af modermælkserstatning finder derfor grænseværdien på 80
mikrogram/kg for modermælkserstatning og tilskudsdrikke på pulverform for stram, men foreslår 90
eller 100 mikrogram/kg. For flydende modermælkserstatning er det acceptabelt med 12 mikrogram/kg.
Fødevarestyrelsen bemærker hertil, at EFSA’s data viser, at indholdet af 3-MCPDestre er faldet i moder-
mælkserstatning og tilskudsblandinger efter, at der kom EU-maksimalgrænseværdier.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Man er fra dansk side ikke bekendt med offentlige tilkendegivelser om forslaget i andre medlemsstater.
Regeringens foreløbige generelle holdning
Regeringen finder det væsentligt, at grænseværdier fastsættes på baggrund af videnskabeligt baserede
risikovurderinger foretaget af EFSA. Ligeledes finder regeringen det væsentligt, at grænseværdier i EU
for forurenende stoffer skal bidrage til at øge forbrugersikkerheden. Regeringen agter på den baggrund
at støtte forslaget.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
3