Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 709
Offentligt
Den 4. september 2023
MIM 82-23
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af
anvendelsen af chromtrioxid som komponent i kobberfolie anvendt i
fremstillingen af lithium ion batterier til biler i henhold til Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) (komitesag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af anvendelsen af
stoffet chromtrioxid som komponent i kobberfolie anvendt i fremstillingen af lithium ion batterier til
biler i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH)
(komitésag). Forslaget giver tilladelse til fortsat anvendelse til den ungarske virksomhed Volta
Energy Solutions Hungary (tidl. Doosan Energy Solution) efter optag på godkendelseslisten, bilag
XIV i REACH, indtil den 10. januar 2032. Perioden er identisk med virksomhedens eksisterende
godkendelse til samme anvendelse. Virksomheden har genansøgt, da det årlige forbrug ventes at
stige fra 15 tons til 100 tons, og to nye fabrikker i Ungarn er under konstruktion. Forslaget blev
drøftet på et møde i REACH-komitéen d. 21. juni 2023 og ventes til efterfølgende vedtagelse på møde
i REACH-komitéen d. 14. september 2023. Forslaget forventes ikke at have nævneværdige
økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet - ej heller statsfinansielle
konsekvenser. Forslaget forventes ikke at påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark. Regeringen
ønsker generelt at begrænse anvendelse af særligt problematiske stoffer i de tilfælde, hvor der ikke
kan demonstreres sikker brug, eller hvor der findes egnede alternativer. I den konkrete sag drejer
det sig om en specifik anvendelse af stoffet, hvor der ikke findes alternativer. De anvendte
risikohåndteringsforanstaltninger og anvendelsesforhold vurderes at leve op til de danske
arbejdsmiljøkrav. Regeringen agter på den baggrund at støtte forslaget.
Baggrund
Kommissionen har fremlagt forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af anvendelsen af
chromtrioxid som komponent i kobberfolie anvendt i fremstillingen af lithium ion batterier til biler.
Forslaget er fremlagt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006
(REACH). Forslaget har hjemmel i REACH-forordningens artikel 64, stk. 8.